Næʹfæsj, sjælen, er altså personen selv, ikke noget immaterielt som overlever når legemet dør.) (Flere enkeltheder findes under emnet „Sjæl“.)

Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Det hebraiske ord der her er oversat med „ånd“ er ruʹach. Når denne ruʹach, denne aktive livskraft, forlader legemet, går personens tanker til grunde; de fortsætter ikke i en anden verden.)

Præd. 3:19-21: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel fremfor dyrene, for alt er tomhed. Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet. Hvem kender menneskesønnernes ånd, om den går opad, eller dyrenes ånd, om den går nedad til jorden?“ (Eftersom menneskene har arvet synden og døden fra Adam, dør de alle og vender tilbage til støvet, ligesom dyrene. Men har hvert enkelt menneske en ånd der lever videre som et fornuftbegavet individ efter at den er holdt op med at fungere i legemet? Nej, i vers 19 får vi det svar at mennesker og dyr „alle har samme ånd“. Intet menneske er, på grundlag af sine egne iagttagelser, i stand til at svare på det spørgsmål der stilles i vers 21 angående ånden. Guds ord svarer imidlertid at menneskene ikke er født med noget som stiller dem bedre end dyrene når de dør. Men på grundlag af Guds barmhjertige foranstaltning ved Kristus har menneskene, til forskel fra dyrene, fået udsigt til at opnå evigt liv hvis de lægger tro for dagen. For mange mennesker vil dette blive muligt som følge af opstandelsen, når de bliver genoplivet ved at Gud på ny giver dem livskraft.)

Luk. 23:46: „Jesus råbte med høj røst og sagde: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd [græsk: pneuʹma].’ Da han havde sagt dette, udåndede han.“ (Læg mærke til at Jesus udåndede. Da hans ånd for ud, var han altså ikke på vej til himmelen. Han blev først oprejst fra de døde på tredjedagen efter dette, og som det fremgår af Apostelgerninger 1:3, 9, gik der yderligere 40 dage før han steg til himmelen. Hvad betød så det Jesus sagde lige før han døde? Jo, han gav udtryk for at han var klar over at hans fremtidige livsudsigter udelukkende afhang af Gud. Flere oplysninger om ’ånden der vender tilbage til Gud’ findes på side 343, under emnet „Sjæl“.)

Hvis nogen siger . . .

’Har du den hellige ånd?’

Hertil kunne man svare: ’Ja, og det er grunden til at jeg har ringet på din dør i dag. (Apg. 2:17, 18)’

Eller man kunne sige: ’Det er det der sætter mig i stand til at forkynde Guds ord. Men det er min erfaring at ikke alle har samme opfattelse af hvad der kendetegner et menneske der har Guds ånd. Hvilke kendetegn mener du der er?’ Og man kunne fortsætte: (Drøft noget af stoffet på siderne 430, 431.)

Årstal

Definition: Ved hjælp af årstal placeres begivenheder på tidens strøm. Bibelen angiver hvornår visse mennesker levede, hvornår forskellige herskere regerede og hvornår vigtige begivenheder fandt sted. Kun Bibelen indeholder en uafbrudt tidsregning der går helt tilbage til Adams skabelse. Bibelens tidsregning har også på forhånd markeret hvornår vigtige begivenheder i forbindelse med virkeliggørelsen af Guds hensigt ville finde sted. Den gregorianske kalender, der nu anvendes i en stor del af verden, blev taget i brug så sent som i 1582. Verdslige kilder angiver varierende årstal for tildragelser i oldtiden. Men der findes visse velunderbyggede nøgleårstal, såsom 539 f.v.t. for Babylons fald og følgelig 537 f.v.t. for jødernes tilbagevenden fra fangenskabet. (Ezra 1:1-3) Med sådanne årstal som udgangspunkt kan man angive hvornår bibelske begivenheder fandt sted ifølge de kalendere vi bruger i dag.

Er det videnskabeligt bevist at der har været mennesker på jorden i millioner af år og ikke bare nogle få tusind, som Bibelen viser?

Videnskabens dateringsmetoder hviler på antagelser der