En gammel mand hvis tro blev belønnet
FORVENTNINGEN var stor. Tiden nærmede sig for en af de største begivenheder i menneskehedens historie. Begivenheden var blevet forudsagt århundreder i forvejen. Det var Messias’ fremtræden.
Daniels profeti viste at Messias (eller Kristus) ville komme niogtres åruger efter at befalingen om at genopbygge Jerusalems mure var blevet udtalt. (Dan. 9:25, NW; norsk overs.) Regnet fra Nehemias’ genopbygning af byens mure i 455 f.v.t. pegede profetien frem til det år vi i dag kalder år 29 e.v.t.
Henimod slutningen af det første århundrede før vor tidsregning havde de jøder der var kommet op i årene, derfor kun ringe udsigt til at leve længe nok til at se deres inderlige håb om Messias gå i opfyldelse. Alligevel var der gamle mænd og kvinder som i tro ventede Messias og nærede et brændende ønske om at få ham at se. Iblandt dem var Simeon. Bibelen siger at han var „retfærdig og gudfrygtig og ventede på Israels trøst“. (Luk. 2:25) Selv om Simeon sandsynligvis døde før Jesus blev salvet med Guds ånd og dermed blev den lovede Messias eller Kristus, blev hans urokkelige tro på at Messias ville komme, belønnet. Hvordan?
Jehova bemærkede Simeons enestående tro og begunstigede ham med en særlig åbenbaring. Ved hjælp af sin ånd lod den højeste Gud Simeon vide at han ikke ville dø før han med egne øjne havde set Kristus. (Luk. 2:26) Hvilket løfte!
Tilskyndet af Guds hellige ånds kraft gik Simeon en dag ind på tempelområdet. Det skete netop som et fattigt ægtepar med et spædbarn også gik derind. Efter det ydre at dømme var der ikke noget særligt ved manden, hans hustru og det lille drengebarn. Situationen lod til at være helt almindelig, for Loven krævede at en jødisk moder bragte et offer ved afslutningen af en renselsesperiode på fyrre dage efter at hun havde født en dreng. — Luk. 2:27.
Men det var alligevel noget usædvanligt der skete. Simeon følte at hans tro var blevet belønnet. Situationens fulde betydning blev åbenbaret ham gennem den hellige ånd. Spædbarnet var ingen anden end den der var bestemt til at være Messias, Kristus. Med glæde tog Simeon barnet i sine arme, og drevet af Guds ånd sagde han: „Suveræne Herre, nu giver du din træl fri med fred, i overensstemmelse med det du har sagt; for mine øjne har set dit frelsesmiddel, som du har beredt for øjnene af alle folkeslagene, et lys der skal fjerne sløret fra nationerne, og en herlighed for dit folk Israel.“ — Luk. 2:29-32.
På grund af det privilegium der var vist ham, følte Simeon en indre fred eller ro. Nu vidste han med bestemthed at Guds storslåede frelsesmiddel var tilvejebragt. Han havde set barnet med sine egne øjne og båret det i sine arme. Simeons profetiske udtalelse om at der ville komme lys, endog til de nationer der var i mørke, uden kundskab om Gud og i synd, harmonerer fuldt ud med De hebraiske Skrifter. For eksempel siges der i Esajas 42:6 angående den messianske tjener: „Jeg, [Jehova], har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys.“
Derefter velsignede Simeon Josef og Maria, idet han øjensynlig ønskede dem Guds velsignelse under opfyldelsen af deres ansvar over for barnet. Især henvendt til Maria fortsatte Simeon: „Se! Han er lagt til fald og genrejsning for mange i Israel, og som et tegn der skal modsiges (ja, et langt sværd skal gennembore din egen sjæl), for at mange hjerters overvejelser kan blive afsløret.“ (Luk. 2:34, 35) Ja, Messias’ fremtræden ville påvirke hans eget folk i vidt forskellige retninger.
Som det tidligere var blevet understreget i profetien, var der mange som ville snuble på grund af ham, idet de ikke ville angre deres synder og tro på ham. Profeten Esajas nedskrev disse ord: „Han bliver . . . en anstødssten og en klippe til fald for begge Israels huse og en snare og et fangegarn for Jerusalems indbyggere, og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes.“ (Es. 8:14, 15) For ikke-troende ville Jesus blive genstand for foragt, „et tegn der skal modsiges“ eller spottes. Andre ville imidlertid, ved at vise tro på ham, blive ’genrejst’, hævet op fra den dødlignende tilstand af overtrædelse og synd, og opnå en retskaffen stilling hos Gud.
Folks adfærd over for Messias ville afsløre hvad deres hjerter indeholdt. Som Simeon sagde: „For at mange hjerters overvejelser kan blive afsløret.“ — Luk. 2:35.
Det at Jesus ville blive forkastet af de fleste, ville virke særlig nedslående på Maria. Simeon kom ind på dette da han sagde: „Ja, et langt sværd skal gennembore din egen sjæl.“ (Luk. 2:35) Hvor må det have været smertefuldt for Maria at se Jesus naglet til en pæl som en anden forbryder! Dette kunne sammenlignes med at et sværd gennemborede hende.
Det var i sandhed en gunst for Simeon at kunne se spædbarnet Jesus, og derefter at blive inspireret til at udtale en profeti der ville være særlig styrkende for Maria når hun så hvilken skændig behandling hendes førstefødte søn blev udsat for.
Guds handlemåde med Simeon kan styrke vor tro i dag. Det er muligt at man ikke i sin egen levetid når at se den fulde opfyldelse af det håb man nærer på grundlag af Jehovas ufejlbarlige løfter. Dog kan man være forvisset om at den Højeste ikke vil glemme ens bestræbelser for at tjene ham trofast. De velsignelser og den ledelse man erfarer under sin loyale tjeneste vil være nok til at vise at man har en sikker udsigt til en opstandelse, med evigt liv i udsigt.
Den uforanderlige Gud nærer den samme omsorg for sine trofaste tjenere i dag som han gjorde for Simeon. Derfor tilskynder Bibelen: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ (1 Pet. 5:7) Ligesom den aldrende Simeon kan vi se frem til en rigelig belønning for vor tro. Hvilken opmuntring for os alle til fortsat at leve i harmoni med vort gudgivne håb, og til at være ’retfærdige og gudfrygtige’ ligesom Simeon.