Spørgsmål fra læserne
● I Første Korinterbrev 10:8 siger apostelen Paulus at der på én dag faldt 23.000 israelitter på grund af utugt. Det tal der nævnes i Fjerde Mosebog 25:9 er imidlertid 24.000. Drejede det sig om to forskellige hændelser? — K. S., U.S.A.
Det ser ud til at begge skriftsteder hentyder til den samme hændelse. Til de kristne i den berygtede, tøjlesløse by Korint skrev apostelen Paulus meget passende i Første Korinterbrev 10:8: „Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem [israelitterne i ørkenen] bedrev utugt, og på én dag faldt der treogtyve tusinde.“ Paulus henviser øjensynligt til begivenheden i Fjerde Mosebog, kapitel 25. På den tid lod Jehova en plage overgå israelitterne fordi de havde plejet umoralsk omgang med de moabitiske kvinder og taget del i den falske tilbedelse af Ba’al-Peor. Fjerde Mosebog 25:9 beretter hvad udfaldet blev: „Tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000.“
Antallet af faldne kan muligvis have været mellem 23.000 og 24.000, således at begge tal kan accepteres som afrundede tal. Det må dog bemærkes at Fjerde Mosebog specielt nævner at Israels dommere dræbte overhovederne som holdt til med Ba’al-Peor. (4 Mos. 25:4, 5) Der kan udmærket have været tusind af disse overhoveder der døde for dommernes hånd, men de 23.000 var øjensynligt direkte ofre for plagen fra Jehova. Det samlede antal ville således blive 24.000, altså det antal der nævnes i Fjerde Mosebog 25:9. Naturligvis erfarede alle 24.000 i almindelighed Guds plage, eftersom de alle døde som følge af hans domskendelse. (5 Mos. 4:3) Eftersom Paulus skrev under guddommelig inspiration er der ingen grund til at slutte at han gjorde en fejl da han opgav antallet på dem der faldt på grund af deres forkerte adfærd i forbindelse med Ba’al-Peor-hændelsen.
● Simeon, en gudfrygtig mand i Jerusalem, hentydede til Jesus som Guds „frelse“ eller „middel til frelse“ (NW) og „et lys“. Han sagde også at Jesus var „sat til fald og oprejsning for mange i Israel“. Til Maria sagde Simeon endvidere: „Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!“ (Luk. 2:29-35) Hvad mente Simeon? — C. R., Skotland.
Ved den hellige ånd havde Simeon fået en guddommelig åbenbaring om „at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede“ (Luk. 2:26) Simeon fik dette løfte opfyldt på sine gamle dage. Tilskyndet af den hellige ånd kom han til templet på selve den dag da Josef og Maria bragte Jesus dertil i overensstemmelse med Guds lov. (Luk. 2:22-24; 3 Mos. 12:1-8) Det var ved den lejlighed Simeon tog barnet i sine arme, velsignede Gud og sagde: „Herre [Jehova]! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse [dit middel til frelse, NW], som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.“ — Luk. 2:29-32.
Med disse ord forudsagde Simeon at Jehova ville tilvejebringe frelsen for menneskeslægten gennem Jesus. Han forudsagde at Jesus i sandhed var Guds „middel til frelse“, „et lys“ der skulle borttage det åndelige mørkes slør der indhyllede nationerne, og „en herlighed for . . . [Guds] folk Israel“. Som følge af Jesu tjeneste så for eksempel folk i Naftali og Zebulon i Galilæa „et stort lys“ som en opfyldelse af Esajas 9:1, 2. (Matt. 4:13-16) Interessant er det også at Jesus Kristus selv erklærede: „Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ — Joh. 8:12; Es. 42:6; 49:6.
Simeon erklærede også: „Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges . . . så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret.“ (Luk. 2:34, 35) Disse ord viser at nogle ville tage imod Kristus og blive løftet op fra den faldne tilstand de befandt sig i, og at andre ville forkaste ham og snuble over ham og falde. Jesus viste sig i sandhed at være en snublesten for mange jøder. (Rom. 9:30-33; Es. 8:14; 28:16) Simeons ord betød ikke at den enkelte jøde måtte igennem begge tilstande, først falde i vantro for derefter at rejse sig i tro og anerkende Jesus Kristus. Simeon talte om sagens endelige udfald. Folk var forskelligt indstillet over for Jesus Kristus, men over for ham blev mange hjerters tanker åbenbaret, og derudfra dømmer Gud dem i gunstig eller ugunstig retning.
Til Maria sagde Simeon: „Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!“ Det er ikke et bogstaveligt sværd der her menes. Bibelen viser ikke at Maria blev gennemboret af et bogstaveligt sværd. Men Simeons udtalelse viste at Jesu moder en dag ville blive ramt af en sorg. Det må afgjort have bedrøvet hende at mange jøder forkastede Jesus Kristus. Og hun erfarede i sandhed dyb sorg da hun så sin søn dø på marterpælen.