Spørgsmål fra læserne
● Min mand og jeg indviede os for kort tid siden. Vore slægtninge er meget bitre fordi vi har taget det standpunkt. Når nu julen kommer og med den udvekslingen af julegaver, vil de blive endnu mere vrede fordi vi ikke vil tage del i alt dette. Kan I give os nogle gode råd i denne forbindelse? — R. M., De forenede Stater.
Som indviede kristne bekymrer vi os først og fremmest om at behage Jehova Gud og Jesus Kristus. Dernæst kommer så at vi har pligt til at forkynde for vore venner, bekendte og slægtninge når lejlighed dertil byder sig. Gør vi det på en virkelig god måde vil de lidt efter lidt forstå hvordan vor indstilling er til forskellige spørgsmål. Det vil især være tilfældet hvis vi fortæller dem om den nye verdens samfunds indstilling til politiske og religiøse helligdage og personlige mærkedage. Vi kan gøre dem klart at vi hylder Kristus som konge, men anser det for upassende nu i vor tid at lægge vægt på hans barndom. Vi kan tale meget frimodigt i bevidstheden om at vi indtager et bibelsk standpunkt.
Hvad skal vi gøre hvis nogen giver os julegaver? Det er sikkert ikke fornuftigt at angribe julen på et sådant tidspunkt. I stedet for at nægte at modtage gaverne eller sende dem tilbage, vil det være bedre at udtrykke sin taknemmelighed for dem, hvad enten man nu gør det mundtligt, i et brev eller på et kort; man kan helt undlade at tale om helligdagene og i stedet benytte lejligheden til at tale om vort håb, den nye verden. Det kan endog være tilrådeligt at vente med at takke til helligdagene er ovre, for yderligere at adskille vor taksigelse fra den hedenske fest.
Selv om vi modtager en gave ved juletid behøver vi ikke at undskylde os når vi ikke sender en igen. I forretningsverdenen anser arbejdsgiverne julen for en bekvem lejlighed til at udtrykke deres værdsættelse af de ansattes arbejde, og det gør de ved at give dem et gratiale. De mennesker der kun giver fordi de forventer at få noget igen, giver med et forkert motiv, noget der fordømmes i Bibelen. (Luk. 6:30-36) Hvis vi imidlertid føler os tilskyndede til at give en gave, kan vi vente til et andet og mere passende tidspunkt, og lad det i denne forbindelse være bemærket at det samme gælder fødselsdagsgaver. Men vi skulle aldrig føle os forpligtet til at give en gave fordi vi selv har fået en. Det er ligeledes godt at erindre sig at når vi lever op til vort indvielsesløfte vil vi, i forhold til de julegaveydende, give langt mere, til flere mennesker som har fortjent det, og med et bedre motiv. Vi giver budskabet som kan føre dem til liv. — Matt. 10:8; Joh. 17:3.
● Kan De sige mig hvorfor Jesus, i det tilfælde der står berettet i Lukas 24:37 til 43, sagde at han ikke var en materialiseret åndeskabning men at han var et menneske, og at han var sulten og gerne ville spise sammen med disciplene? Lærer De ikke at Jesus ved denne lejlighed var en åndeskabning der havde materialiseret sig? — . S., De forenede Stater.
Nævnte skriftsteder lyder: „Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: ’Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.’ [Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder.] Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: ’Har I noget at spise her?’ Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog det og spiste det i deres påsyn.“
Som det ofte er blevet bemærket i Vagttårnets spalter gives der en mængde bibelske beviser for at Jesus „led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“, som apostelen Peter udtrykker det. Vi kan ikke komme uden om, at dersom Jesus var blevet oprejst i sit legeme af kød og blod, måtte han også være steget til himmelen som kød og blod, men „kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed“. En Jesus Kristus i menneskeligt kød kunne aldrig være Guds „herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede“. Hans menneskelegeme var „det brød [han gav] . . . til liv for verden“. Hvis Jesus var blevet oprejst som menneske ville det have betydet at han tog denne livets gave tilbage og at menneskeslægten ikke mere var genløst. — 1 Pet. 3:18; 1 Kor. 15:50; Hebr. 1:3; Joh. 6:51.
Men hvordan skal vi så forstå Jesu ord? Da han pludselig viste sig blandt sine disciple troede de at de så et spøgelse; det samme havde de tænkt dengang han kom vandrende til dem på søen under den hårde storm. (Matt. 14:26, 27) I stedet for at prøve at få dem til at forstå noget de endnu ikke var rede til at forstå, forsikrede Jesus dem blot at han ikke var en ånd eller et spøgelse, hvad han heller ikke var, men at han var sig selv; og han havde virkelig også et menneskelegeme, som han havde materialiseret sig i ved denne lejlighed. Med andre ord forsikrede Jesus dem at han ikke var det som de i deres fantasi havde forestillet sig, at han heller ikke var nogen som helst anden, men at han sandt at sige var den selv samme Jesus de havde kendt før hans død.
Jesus svarede efter samme princip da disciplene senere spurgte om tiden nu var kommet da han ville genoprette Riget. (Ap. G. 1:6) Han begyndte ikke at forklare dem at hans rige ville blive et himmelsk rige, og at de ville komme til at herske sammen med ham fra himmelen; de var slet ikke forberedt på en så overraskende oplysning. „Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.“ (Joh. 16:12) På daværende tidspunkt fortalte Jesus dem derfor blot at det ikke tilkom dem at vide hvornår tiden var inde til at genoprette riget for Israel; senere kunne de så finde ud af at riget aldrig ville blive genoprettet for det bogstavelige Israel men givet til et åndeligt Israel. Det forholder sig på samme måde med Jesu ord til disciplene ved den lejlighed der omtales i Lukas 24:37-43. Han forsøgte ikke at forklare dem at han var blevet oprejst som en åndeskabning og at han nu havde materialiseret sig for deres skyld; i stedet fik han dem til at forstå at det virkelig var ham, den Jesus de havde kendt hele tiden. Han bad om noget at spise, ikke fordi han var sulten, men blot for at de bedre kunne fatte at han var virkelig, og ikke et produkt af deres fantasi.
● Hvorfor indskød Jesus den parentetiske bemærkning „den, som læser det, han give agt!“ i Mattæus 24:15? Bør vi ikke til enhver tid være agtpågivende når vi har med profetier og deres opfyldelse at gøre? — R. B., De forenede Stater.
Sandt nok bør man altid anvende agtpågivenhed eller skelneevne når man overvejer Guds ord, men der er tilsyneladende en særlig grund til at være årvågen med henblik på opfyldelsen af den del af Daniels profeti der henvises til i Mattæus 24:15. „Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!).“
Jøderne anvendte Daniel 11:31, som Jesus her refererede til, på Antiochos den Fjerdes (Epifanes’) vanhelligelse af templet i år 168 f. Kr. Eftersom denne anvendelse, der stadig er almindelig anerkendt, var urigtig, tilføjede Jesus åbenbart de advarende ord for at vi ikke skulle begå den samme fejl. Så langt fra at have fået sin opfyldelse der tilbage i tiden, får Daniels profeti vedrørende „ødelæggelsens vederstyggelighed“ sin opfyldelse i vor tid som en del af det store tegn der beviser Kristi anden nærværelse. Som det har været pointeret gang på gang i Vagttårnets litteratur er der tale om Djævelens erstatning for Guds rige, i øjeblikket De forenede Nationer, af hvilken grund denne organisation er vederstyggelig i Guds øjne; den ødelægger i den forstand at alle de som sætter deres lid til den vil blive ødelagt i Harmagedon.
● Er det rigtigt af kristne at have en livsforsikring? Er det ikke en form for spil? — S. P., De forenede Stater.
Man kan ikke fordømme livsforsikringer og andre former for forsikringer som spil; man må snarere betragte dem som pengeanbringelser. Man prøver jo ikke på at sikre sig imod at blive offer for en ulykke, eller imod at dø; man søger blot at gardere sig i påkommende tilfælde. Det er bibelsk rigtigt at en mand sørger for sine egne, og hvis han ønsker at gøre det på denne måde er han frit stillet dertil. — Gal. 6:5; 1 Tim. 5:8.
Visse steder er automobilforsikringer og sygeforsikringer lovpligtige. At lyde en sådan lov er at give kejseren hvad kejserens er. (Matt. 22:21) I lande hvor forsikringer ikke er tvungne må den enkelte kristne selv tage stilling til spørgsmålet.