ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der spiser af mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som kom ned fra himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste og dog døde. Den, som spiser dette brød, skal leve til evig tid.“ — Johannes 6:53-58, NW.

25. Hvad er resultatet af at spise af hans kød og drikke hans blod? Og hvad betyder „liv i jer“ i denne forbindelse?

²⁵ Læg mærke til, at Jesus her sagde, at de, som drikker hans blod og også spiser hans kød, forbliver i ham og han i dem. Det betyder, at de gøres til lemmer på hans legeme og døbes til Kristus, hvorved de også døbes til samme død som han. Jesu mad var at gøre sin Faders vilje, og de spiser af Jesu kød ved at gøre Guds vilje sammen med Jesus, og de fuldbyrder den, som han gjorde det. (Johannes 4:34) Medmindre hans disciple følger denne vej, har de ikke liv i sig. „Liv i jer“ betyder ikke nødvendigvis iboende liv eller udødelighed i himlene, men har samme mening, som det, Jesus omtalte, da han sagde: „Den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som har givet agt på den, skal leve. Thi ligesom Faderen i sig har livets gave, således har han givet Sønnen også i sig at have livets gave.“ (Johannes 5:25, 26, NW, Knox) At have liv i sig betyder derfor for Kristi legemes lemmer sammen med Jesus at dele den forret at skænke hans opofrede livs goder til den lydige menneskeslægt under hans tusindårige rige. De vil blive hans himmelske brud, „Lammets hustru“. Som sådan vil de være en moder for „Evigheds-faderens, Fredsfyrstens“, Jesu Kristi, jordiske børn. (Åbenbaringen 19:7-9; 21:9, 10; Esajas 9:6) Den „lille hjord“, „bruden“, er de eneste, der drikker Menneskesønnens blod såvel som spiser af hans kød. Men i Johannes 6:25-58 drøftede Jesus ikke mindemåltidet med disse jøder, hvoraf mange da forlod ham.

(The Watchtower, 15. januar 1951)

Værdig deltagelse

 1. Hvad omtaler Paulus i 1 Korinter i forbindelse med mindemåltidet?

I SIN OMTALE af mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid i sit første brev til korinterne drøftede Paulus ikke spørgsmålet om, hvem der skulle deltage i symbolerne, men hvad symbolerne betød, og hvorledes man kunne deltage i dem værdigt eller på værdig måde.

 2. Hvorfor fejrede korinterne ikke mindehøjtiden på en værdig måde og til eget bedste?

² I selve begyndelsen af sit brev påpegede han, at der fandtes sekter og religiøs splittelse iblandt dem, og han spurgte: „Er Kristus da delt?“ Der herskede misundelse og kiv iblandt dem, hvorfor de ikke var åndelige, men kødelige, og bar sig ad som verdslige mennesker. (1 Korinter 1:11-13; 3:1-4, NW) Det passede sig ikke for dem, der nød mindemåltidets symboler, eftersom brødet var et symbol på enhed inden for Kristi legeme. De kunne heller ikke give sig til at forherlige religiøse ledere og sige: „Jeg tilhører den eller den,“ eller forgude sig selv gennem begær eller begå nogen som helst anden form for afgudsdyrkelse, for det ville være dæmonisme. De, der på denne måde deltog i „dæmoners bord“, kunne ikke med rette have del i „Jehovas bord“ ved Herrens aftensmåltid. Dengang var der også nogle, der bragte deres eget aftensmåltid til menighedens mødested. De havde et fællesmåltid lige inden Herrens aftensmåltid, og der tog de til sig af maden i overmål, så de ikke var i stand til på rette måde at påskønne betydningen af Herrens aftensmåltid. Desuden overså de ved disse fællesmåltider nogle, som da måtte gå sultne, og nogle af dem ønskede blot at deltage i Herrens aftensmåltid for at få noget mad. Alt dette fremmede ikke en værdig deltagelse i mindemåltidet til gavn for dem selv. — 1 Korinter 11:17-22.

 3, 4. Hvorledes kan deltagerne pådrage sig skyld over for Herrens blod og legeme?

³ Efter at Paulus havde forklaret de forskrifter, han havde modtaget fra Herren vedrørende Herrens aftensmåltid, sagde han videre: „Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker bægeret uværdigt, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver bør først kritisk undersøge sig selv, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det, så vent på hverandre. Dersom nogen er sulten, lad ham spise