Hvor længe Jesu tjeneste varede

DE religiøse lærere er højst uenige om længden af Jesu storslåede tjeneste her på jorden. Nogle siger at hans tjeneste kun varede ét år,¹ andre mener to eller to og et halvt år, atter andre, heriblandt Jehovas vidner, hævder at den strakte sig over tre og et halvt år.² Inden for kristenheden er der derfor ikke enighed om i hvilket år Jesus blev pælfæstet; tidspunkterne svinger fra år 28 til år 33 (e. Kr.).³ På hvilket grundlag kan Jehovas vidner føle sig så overbeviste om, ikke alene at Jesu tjeneste varede tre og et halvt år, men også at den begyndte i efteråret 29 e. Kr. og nåede sit højdepunkt med Jesu pælfæstelse fredag den 1. april (3. april ifølge den julianske kalender) år 33 e. Kr.?

Man har i almindelighed været enige om at anerkende og benytte Lukas 3:1, 2 som udgangspunkt for at udregne i hvilket år, om foråret, Johannes Døbers tjeneste begyndte og dermed også begyndelsen til Jesu tjeneste i efteråret et halvt år senere. Men man er nået til forskellige resultater, lige fra år 25 til år 29 (e. Kr.). Vi har med versalier fremhævet navnene på de syv herskere som den omhyggelige historiker Lukas nævner for nøjagtigt at tidsfæste sin beretning. „I KEJSER TIBERIUS’ femtende regeringsår, da PONTIUS PILATUS var landshøvding i Judæa, og HERODES var landsfyrste i Galilæa, og hans broder FILIP landsfyrste i Ituræa og Trakonitis’ land, og LYSANIAS landsfyrste i Abilene, mens ANNAS og KAJFAS var ypperstepræster, da kom Guds ord til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“

Lad os nu betragte disse herskere i omvendt orden. Hos historikeren Josefus læser vi at KAJFAS virkede som ypperstepræst i Jerusalem fra omkring år 18 til 36 (e. Kr.), og at denne var blevet indsat af Valerius Gratus, den romerske landshøvding i Judæa.⁴ ANNAS, Kajfas’ svigerfader, var blevet ophøjet til ypperstepræst i år 7 e. Kr. af Quirinius, den romerske statholder i Syrien, og fungerede i denne stilling indtil år 15 e. Kr. da han blev afsat af Valerius Gratus.⁵ Selv efter at Annas var blevet frataget sin post som ypperstepræst havde han som det mest fremtrædende medlem af det jødiske hierarki en vældig magt, som han stadig udøvede da Jesus blev stillet for retten i Jerusalem, og også senere da Peter og Johannes blev stillet for synedriet eller rådet. — Joh. 18:13; Ap. G. 4:6.

Det er ret begrænset hvad man ved om LYSANIAS, landsfyrsten i Abilene. Men i byen Abila i nærheden af Damaskus har man fundet en inskription fra kejser Tiberius’ tid, og den giver os historisk støtte for at Lysanias herskede der som landsfyrste.⁶ Den ikke-bibelske historiker Josefus bekræfter desuden at både FILIP og HERODES (Antipas) blev indsat som romerske herskere i de områder Lukas nævner.⁷ Begge påbegyndte de deres regeringsperiode kort tid efter Jesu fødsel. Filip herskede indtil år 34 e. Kr. og Herodes Antipas indtil år 40 e. Kr.⁸

Ligeledes er det med Josefus som kilde at det kan fastslås hvornår og hvor længe PONTIUS PILATUS herskede. „Vitellius, en mand der havde været konsul, og som nu var præsident i Syrien, . . . anklagede Pilatus for mordet på dem der var blevet dræbt. Derfor sendte Vitellius en af sine venner, Marcellus, for at denne kunne tage sig af Judæas anliggender, og gav Pilatus ordre til at rejse til Rom for over for kejseren at forsvare sig mod jødernes anklager. Efter at Pilatus havde tøvet ti år i Judæa, skyndte han sig nu til Rom. . . . men før han kunne nå til Rom var Tiberius afgået ved døden.“⁹ Kejser Tiberius døde den 16. marts år 37 e. Kr ¹⁰ Dette fastsætter Pilatus’ ti-års regeringsperiode til tiden fra år 27 til 37 (e. Kr.). Eftersom Johannes Døber og Jesus indledte deres tjeneste inden for et tidsrum hvor Pilatus’ regering var fuldt befæstet, må år 28 e. Kr. være det tidligste vi kan regne med når tidspunktet skal falde sammen med Lukas’ opgivelser. Det kan altså ikke være i årene 25, 26 og 27 e. Kr. at Jesus begyndte sin forkyndergerning.

Den endelige og afgørende faktor er tidspunktet for KEJSER TIBERIUS’ regeringsperiode. Alle pålidelige historiebøger angiver år 14 e. Kr. som begyndelsen til hans kejserdømme. Tiberius var udvalgt til at efterfølge sin stedfader, kejser Augustus, der døde den 19. august år 14 e. Kr.¹¹ Altså begyndte hans regeringstid i august år 14 e. Kr. Trods disse klare historiske kendsgerninger støtter de der forfægter at Jesu tjeneste fandt sted tidligere, sig til den gisning at Lukas mente at året 11, muligvis 12 e. Kr. var det år Tiberius begyndte at herske fordi man siger at han var sin stedfader Augustus’ medregent en kort tid før dennes død. Også her bekræfter historikeren Josefus at år 14 e. Kr. uomstrideligt er det år Lukas hentyder til. „Cæsar [Augustus], romernes anden kejser, hvis styre varede syvoghalvtreds år plus seks måneder og to dage (inden for dette tidsrum herskede Antonius sammen med ham i fjorten år; men han [Augustus] levede syvoghalvfjerds år); efter hvis død Tiberius Nero, hans hustru Julias søn, kom på tronen. Han var nu den tredje kejser.“¹² På Lukas’ tid regnede man altså Tiberius’ regeringstid som påbegyndt ved Augustus’ død i år 14 e. Kr., og ikke da han muligvis blev dennes medregent. Læg også mærke til at Josefus nævner en anden, Antonius, som havde assisteret Augustus ved regeringens førelse.

Den 19. august år 14 e. Kr., Augustus’ dødsdag, er således afgjort den dato Tiberius’ regeringsperiode begyndte, og den dato Lukas baserer sin udtalelse på. Lukas siger at Johannes begyndte at prædike i kejser Tiberius’ femtende regeringsår. Dette er et ordenstal, hvilket vil sige at vi må regne med fjorten hele år plus nogle måneder ind i det efterfølgende år, ganske som når vi taler om at vi lever i det tyvende århundrede, hvilket betyder at der er gået nitten hele århundreder og at vi er nået mere end nioghalvtreds år ind i det næste århundrede. Tæller vi fjorten hele år frem fra den 19. august år 14 e. Kr. når vi til den 19. august år 28 e. Kr. Eftersom Johannes Døber begyndte at prædike om foråret da han fyldte tredive år, må der være tale om det følgende forår, eller omkring marts-april år 29 e. Kr., stadig i Tiberius’ femtende regeringsår. Jesus blev født seks måneder senere end Johannes, hvorfor Jesus må være fyldt tredive år i efteråret 29 e. Kr. (Luk. 3:21-23) Således har vi klare beviser for at efteråret 29 e. Kr. er det tidspunkt da Jesu bemærkelsesværdige tjeneste tog sin begyndelse.

Tre og et halvt år

Men hvordan ser man nu at Jesu tjeneste varede tre og et halvt år? Det er rigtigt nok at Mattæus’, Markus’, og Lukas’ beretninger om Jesu tjeneste ikke ganske tydeligt viser at den varede tre og et halvt år. Men Johannes, der skrev sin beretning omkring år 98 e. Kr., lang tid efter at de andre tre beretninger var blevet nedskrevet og var nået langt omkring, træder til med de manglende beviser. Johannes’ beretning viser at Jesus overværede fire påskehøjtider i Jerusalem efter at han havde påbegyndt sin tjeneste i efteråret 29 e. Kr. Johannes 2:13 omtaler påsken i år 30 e. Kr.; Johannes 5:1 påsken i år 31 e. Kr.; Johannes 6:4 påsken i år 32 e. Kr.; og endelig Johannes 13:1 påsken i år 33 e. Kr., den sidste påske før Jesu død. Johannes’ omtale af fire påskehøjtider i løbet af Jesu tjeneste beviser at denne må have varet tre og et halvt år. Der er mange andre end Jehovas vidner der anlægger dette rimelige synspunkt.²

Endnu et bevis for tre-og-et-halvt-års perioden finder vi i en af Bibelens profetier. Daniel 9:27 (AS) taler om Jesus som Messias, fyrsten, der gør Abrahamspagten fast med mange af den jødiske rest i en periode på en uge bestående af syv år. Dette viser at ved begyndelsen af Jesu tjeneste i efteråret 29 e. Kr. var det udelukkende jøderne der fik den enestående lejlighed til at blive en del af Abrahams sæd ifølge Jehovas løfte til Abraham. Denne usædvanlige lejlighed udløb syv år senere, i år 36 e. Kr., da kaldet blev udvidet til at omfatte hedningerne, der nu også blev indbudt til at være en del af denne Rigets sæd på 144.001. (Gal. 3:28, 29) Meget betydningsfuldt fortsætter Daniel med at sige at i „midten af ugen“ eller i midten af disse syv år — og følgelig efter tre og et halvt år — ville Jesus officielt få Lovpagtens ofre til at ophøre. I Kolossenserne 2:14 viser apostelen Paulus at Gud ved Jesu død fjernede, borttog eller lovmæssigt annullerede Lovpagten med dens ofre „ved at nagle [den] til marterpælen“. (NW) Dette skete tydeligvis i foråret 33 e. Kr. Så her har vi endnu et fuldstændigt bevis.

Jesus døde i år 33 e. Kr.

Og endelig, alle de ydre omstændigheder peger på den 14. nisan år 33 e. Kr. som den eneste sandsynlige dato for Jesu pælfæstelse. Alle de andre årstal man har holdt på, såsom år 28, 29, 30, 31, 32 og 34 (e. Kr.), passer ikke ind i billedet.

Næsten alle religiøse lærere, samt Jehovas vidner, er enige om at Bibelen viser at det var en fredag eftermiddag Jesus døde. Derfor kalder både katolikker og protestanter denne dag „langfredag“. Johannes 19:31 viser at det må have været en fredag Jesus døde. Hvordan det? Jo her nævnes at den sabbat der begyndte tre timer efter Jesu død (han døde ved tretiden om eftermiddagen) ikke var en almindelig ugentlig sabbat, der begynder fredag klokken 18.00 og slutter lørdag klokken 18.00. Husk også at dagene i bibelske tider alle regnedes fra klokken 18.00, og ikke fra midnat sådan som vi gør det nu. Johannes siger: „Den sabbatsdag var stor“. Med andre ord, to lovbefalede sabbatsdage faldt inden for den samme fireogtyve-timers periode; der var altså tale om en dobbelt sabbat. Ifølge Mose lov skulle den 15. nisan hvert år være en sabbat, uanset på hvilken dag i ugen den faldt. (3 Mos. 23:6, 7) Det er det samme med en national helligdag. Hvis en sådan falder på en søndag har man to helligdage inden for den samme fireogtyvetimers dag, og dette sker kun med års mellemrum. I år 33 e. Kr. faldt den 15. nisan altså sammen med den ugentlige sabbat. Dette viser at den 14. nisan må være begyndt torsdag klokken 18.00 og have varet til fredag klokken 18.00, og Jesu død kunne således indtræffe fredag eftermiddag. Et sådant sammentræf mellem den 14. nisan og en fredag forekommer sjældent to år i træk, den indtræffer kun med adskillige års mellemrum. Vi skal nu se hvordan året 33 har alle de faktorer der er nødvendige for at stemme med Bibelens beretning om dagen for Jesu død.

I sin egenskab af Guds lam døde Jesus påskedag, hvilket ifølge Moseloven vil sige den 14. nisan. Den 14. nisan er det altid fuldmåne, eftersom det er den fjortende dag efter den nymåne der er først synlig i Ægypten og Palæstina. (2 Mos. 12:2, 6) Her kommer astronomien os til hjælp med følgende opstilling:

julianske kalender: 3. apr.

gregorianske kalender: 1. apr.

Dag i julianske kalender: 1.733.204

Ugedag: fredag

År e. Kr.: 34

Påske-fuldmåne:

julianske kalender: 24. mar.

gregorianske kalender: 22. mar.

Dag i julianske kalender: 1.733.559

Ugedag: onsdag

Vi kan se bort fra alle de ovenfor nævnte årstal undtagen år 30 og 33 e. Kr., der er de eneste år i hvilke den 14. nisan faldt på en fredag. Og selv om den 14. nisan år 30 e. Kr. var en fredag må vi alligevel forkaste dette år, for hvis Jesu død indtraf i år 30 e. Kr. kan hans tjeneste kun have varet seks måneder, og det stemmer ikke overens med den bibelske beretning. Som vi allerede har set, fastslog Lukas bestemt at Jesus begyndte sin tjeneste i hvad vi ville betegne som efteråret 29 (e. Kr.). Tilbage har vi nu kun år 33 e. Kr., det år hvor den 14. nisan var en fredag, det år der stemmer overens med alle omstændigheder i forbindelse med Jesu offerdød på træet. Ovenstående bekræftes i Whistons The Works of Flavius Josephus, der med en fodnotehenvisning til Antiquities of the Jews, 18. bog, kapitel 3, paragraf 3, nævner den 3. april år 33 e. Kr. (den julianske kalender) som datoen for Jesu pælfæstelse, og den 5. april samme år som datoen for hans opstandelse. År 33 e. Kr. står således tilbage som det eneste mulige år.

Det fremgår af det ovennævnte at Jehovas vidner har stærke grunde til at tro, ikke alene at Jesu tjeneste varede tre og et halvt år men også at den tog sin begyndelse i efteråret 29 (e. Kr.) og sluttede i foråret 33 (e. Kr.).

Henvisninger

 1 The Catholic Encyclopedia, 1908, bind III, side 736.

 2 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind III, siderne 1628, 1629.

 3 Biblical Cyclopædia, 1894, af M’Clintock and Strong, bind IV, siderne 874, 875, 877.

 4 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind I, side 538.

 5 Samme, bind I, side 137.

 6 Light from the Ancient Past, 1946, af Finegan, side 219.

 7 Antiquities of the Jews, Josefus, XVII, viii, 1.

 8 Webster’s Biographical Dictionary, 1943, siderne 701, 1178.

 9 Antiquities of the Jews, Josefus, XVIII, iv, 2.

10 The International Standard Bible Encyclopædia, 1957, bind IV, side 2396.

11 Samme, bind V, side 2979.

12 Antiquities of the Jews, Josefus, XVIII, ii, 2.

13 Babylonian Chronology 626 B. C. — A. D. 45, 1942, af Parker and Dubberstein, side 46, desuden Canon der Mondfinsternisse, 1887, af Oppolzer, bind II, side 344.

[Grafisk fremstilling på side 96]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jesu dåb — efteråret 29 e. Kr.

3¹/₂ år

Jesu død — 14. nisan 33 e. Kr.