Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan vi hjælpe de medlemmer af vor menighed der har en udstødt slægtning?

Det er godt når ældste og andre kan vise kærligt hensyn over for kristne der er i denne situation, for ved deres venlighed og forståelse kan de være med til at afhjælpe det følelsesmæssige og åndelige pres situationen kan give anledning til. De der har en udstødt slægtning og de der gerne vil hjælpe sådanne, må dog have en klar og rigtig forståelse af begrebet udstødelse.

Ifølge Guds ord skal menigheden udelukke dem der synder uden at angre og ændre sind. (1 Korinter 5:11-13) Det tjener til at beskytte menigheden og til at bevare dens gode omdømme. Men også på det individuelle plan, blandt familiemedlemmer, er det nødvendigt at de loyale kristne og andre som ønsker at hjælpe dem, bliver beskyttet. Dette forstår vi når vi tænker på hvad en udstødelse viser om den udstødtes hjerte. Tænk på følgende to mulige forløb i forbindelse med overtrædelser:

For det første: Når et medlem af menigheden har begået en alvorlig synd der kunne medføre at han mistede Guds godkendelse og blev udstødt, bliver han indbudt til et møde med et udvalg af åndelige ældste. Det kan være at han allerede selv har indset at hans handling var forkert, har angret i sit hjerte og er begyndt at „gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apostelgerninger 26:20) Hvis det er tilfældet vil de ældste retlede ham ud fra Guds ord, give bibelsk vejledning om hvordan han kan ’træde lige spor med sine fødder’ og bede sammen med ham. Eftersom han har angret og ændret sind behøver han ikke at blive udstødt eller betragtet som sådan af sin familie og andre. — 1 Timoteus 5:20; Hebræerne 12:13; Jakob 5:14-16.a

For det andet: Når udvalget holder sit møde med overtræderen, har han måske ikke angret og omvendt sig. I løbet af mødet kan de ældste måske nå ind til hans hjerte, så det går op for ham hvor alvorlig hans synd er. (Se Anden Samuelsbog 12:1-13.) Da han endnu ikke af sig selv har ’frembragt frugter som stemmer med sindsændringen’, må de ældste være meget omhyggelige med at sikre sig at han ikke bare er ked af at være blevet afsløret. (Lukas 3:8) Af omsorg for hele menigheden bør de være fuldt ud overbeviste om at han virkelig har angret og ændret sind og har ’vendt sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen’. (Apostelgerninger 26:20) Hvis de er overbeviste om at han har ændret sind, kan han forblive i menigheden og få hjælp af ældste, slægtninge og andre.

Hvorfor nævner vi disse to forløb? For at illustrere at den der bliver udstødt, på det pågældende tidspunkt må have haft et meget slet hjerte og/eller må have været fast besluttet på at fortsætte med en handlemåde der var til vanære for Gud. Peter skrev at en sådan person var værre stillet end før han blev kristen; han var som ’en badet so der vendte tilbage for at vælte sig i sølen’. (2 Peter 2:20-22) Dette kan hjælpe kristne slægtninge og andre til at se på en udstødt som Gud gør det.

Menneskelige følelser og bånd kan naturligvis være stærke, og de kan gøre det svært for nogle at forholde sig som de bør når et familiemedlem er blevet udstødt. (Se også Fjerde Mosebog 16:16-33.) En trofast kristen kvinde hvis mand er blevet udstødt, kan for eksempel se at de åndelige bånd der før fandtes mellem dem, ikke længere eksisterer. Ved sine handlinger og deres følger har manden afbrudt den åndelige forbindelse mellem sig selv og sande kristne. Hans hustru vil stadig elske og respektere ham som ægtemand og som familiens overhoved, ganske som hustruer hvis ægtemænd aldrig har været i troen. (1 Peter 3:1, 2) Men det vil ikke være muligt for hende at have noget åndeligt fællesskab med ham, drøfte Bibelen sammen med ham eller bede sammen med ham som før. (Ordsprogene 28:9) Hun vil sikkert føle dette som et stort savn.

Det vil også være et savn for loyale kristne der har børn og børnebørn, hvis deres børn (som altså selv er forældre) bliver udstødt. De har måske været vant til at komme på besøg hos deres børn, hvor de også kunne glæde sig over børnebørnene. Nu er deres børn udstødt fordi de har forkastet Jehovas veje og normer. Forholdene er ikke de samme som før. Hvis der opstår en særlig situation i familien kan bedsteforældrene naturligvis afgøre om de vil optage en vis, begrænset kontakt med deres voksne udstødte børn for at få dette anliggende ordnet. De kan også fra tid til anden have deres børnebørn på besøg hos sig. Men det er sørgeligt at deres børn, ved en ukristen handlemåde, forhindrer deres forældre i at få den fulde glæde af at være bedsteforældre.

Disse eksempler viser hvorfor andre i menigheden bør være vågne for det særlige behov der findes hos dem som har en nær slægtning der er blevet udstødt. Apostelen Paulus formanede de kristne til at ’trøste de modfaldne sjæle’, og det kan meget vel gælde loyale kristne i denne situation. (1 Tessaloniker 5:14) Vor trøst og opmuntring bør ikke bare være en enkelt bemærkning vi lader falde lige når udstødelsen er sket. Behovet kan strække sig over længere tid. Måske kan den trofaste ligefrem føle stigende behov for opbyggelse jo længere tid han eller hun har været afskåret fra åndeligt fællesskab med en af sine nærmeste. Vi behøver selvfølgelig ikke at nævne udstødelsen ved hver en lejlighed. Men vi må gerne gøre noget ekstra for at vise kærlig, oprigtig interesse, og først og fremmest være åndeligt opbyggende. — Ordsprogene 15:23; Prædikeren 12:10, NW.

Man kan også gøre meget godt ved at åbne mulighed for kristent samvær. Den hvis ægtefælle er blevet udstødt, føler sig ofte isoleret. Som nævnt har den udstødte ved sin handlemåde bevirket at vi ikke har lyst til at omgås vedkommende. Vi må passe på at vi ikke kommer til at dyrke samkvem med denne part fordi vi gerne vil besøge eller hjælpe vedkommendes kristne ægtefælle. Måske kan man aflægge besøg når den udstødte ikke er hjemme.

Vi må hjælpe vore brødre og søstre som har udstødte slægtninge, til at forstå at de stadig har nære venner inden for menigheden. Det er som det inspirerede ordsprog siger: „En ven kan vise større troskab end en [kødelig] broder“ — eller en anden kødelig slægtning. (Ordsprogene 18:24, NW) Som udenforstående kan vi måske ikke gøre al skade god igen eller helt dække savnet for den kristne. Men ved at tænke på det særlige behov sådanne brødre og søstre har, ’kan vi trøste dem som er i al slags trængsel’, altså også dem der er udsat for denne form for trængsel. Ja, vi kan i kærlighed styrke disse. — 2 Korinter 1:3, 4; Hebræerne 12:12, 13.

● Til en mand han havde helbredt sagde Jesus: „Synd ikke mere, for at der ikke skal ske noget værre med dig.“ Mente Jesus dermed at vi bliver syge på grund af synder vi har begået?

Nej, en sygdom er ikke nødvendigvis en følge af en bestemt synd man har begået.

I Johannes-evangeliet, kapitel 5, fortælles der at Jesus helbreder en mand som har været syg i mange år. Senere ser Jesus ham i templet og siger: „Se, du er blevet rask. Synd ikke mere for at der ikke skal ske noget værre med dig.“ — Johannes 5:14.

Vi har alle arvet synd og ufuldkommenhed fra Adam. (Romerne 5:12) Dette har blandt andet ført med sig at vi ikke kan undgå at blive syge fra tid til anden. Det ser ud til at den mand Jesus helbredte, slet og ret var syg på grund af denne nedarvede ufuldkommenhed. Ved Guds barmhjertighed blev han helbredt, og han fik anvist frelsens vej gennem Kristus. Derefter burde han følge Frelseren. Hvis han slog ind på en anden vej og syndede med fuldt overlæg, ville der ske ham noget der var værre end at blive syg; han ville synde mod den hellige ånd og gøre sig fortjent til evig udslettelse. — Mattæus 12:31, 32.

[Fodnote]