formiddag. Han tilskyndede vidnerne til at give averteringen af foredraget deres fulde støtte.

Tidligt søndag morgen klokken otte mødtes de, og det skønt nogle måtte rejse 22-23 kilometer uden moderne transportmidler. Tilfældigvis var det den særlige markedsdag på hvilken det er skik og brug i det nordlige Ghana at folk strømmer til fra de nærliggende landsbyer da der er store festligheder i forbindelse med markedet; det er også den dag hvor en ung mand kan skaffe sig en kone ved at fange en pige og med sine venners hjælp bære hende til „brudgommens“ hjem!

Klokken 8.30 gik vidnerne ud for at forkynde. Der blev posteret én ved hver af de femten veje og gangstier der førte ind til byen så at alle kunne høre om foredraget. Andre gik fra hus til hus i forretninger og beboelseskvarterer og holdt prædikener, tilbød bibelsk litteratur og uddelte løbesedler. Til trods for at det var dårligt vejr aflagde brødrene flittigt vidnesbyrd i to og en halv time.

Det offentlige foredrag begyndte præcis klokken elleve, og da var der 300 til stede, heri indbefattet femogtredive af vidnerne og deres interesserede. Et af vidnerne tolkede til fra-fra-sproget. I løbet af ti minutter var tilhørerskaren fordoblet og ved foredragets højdepunkt var der 1448 til stede, en forøgelse på mere end 4000 procent eller fyrre fold.

Spørgsmål fra læserne

●  Hvorfor anvender New World Translation det længere udtryk „memorial tombs“ (mindegrave) i stedet for det ene ord „tomb“ (grav), som den amerikanske standardoversættelse anvender i Mattæus 8:28; 23:29; 27:52, 53, 60; 28:8; Johannes 5:28 samt andre steder?

I de anførte skriftsteder har New World Translation „memorial tomb“ (mindegrav) eller „memorial tombs“ (mindegrave), fordi ordet i den græske originaltekst er mnemeion, idet de kristne skrifter oprindeligt er skrevet på fællesgræsk, det almindelige græske sprog der taltes for nitten hundrede år siden. Dette græske ord mnemeion kommer af et udsagnsord der betyder „at huske“ eller „at mindes“. Andre bibeloversættelser gengiver måske nok dette græske ord med det ene ord „grav“, men ordet „grav“ indeholder ikke den fulde betydning af det oprindelige græske ord. Hvorfor ikke? Fordi det græske ord for „grav“ kommer fra et udsagnsord der betyder „at udhugge, at grave“. Men det græske ord mnemeion indebærer tanken om erindring eller om at blive husket.

Mennesker der har mistet en slægtning, lægger den døde i en grav fordi de ønsker at huske den døde, og de holder af at tro at den døde vil leve op igen og at de vil få den glæde at mødes med vedkommende i et andet liv. Men det vigtigste er at blive husket — ikke af mennesker, men af den almægtige Gud, at blive bevaret i hans hukommelse som en der fortjener liv igen ved opstandelse fra de døde.

Da Herren Jesus sagde: „Den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse,“ hentydede han åbenbart til Guds hukommelse, til at de døde bevares i Guds tanker. Det er af største betydning at vi bevares i hans hukommelse, for han er den eneste der er i stand til at oprejse de døde ved Jesus Kristus under dennes tusindårige regering over menneskeslægten. Fordi det græske ord mnemeion der her anvendtes af Jesus, indebærer tanken om hukommelse, kan vi nære håb om at de der ligger døde i mindegravene vil blive husket af Gud med en opstandelse.

De der efter døden af jøderne blev kastet i Hinnoms dal uden for Jerusalem eller i Gehenna (som grækerne kaldte dalen), blev udslettet der, og blev således ikke begravet i en mnemeion eller mindegrav. Dette skete med dem fordi de ikke blev betragtet som værdige til at blive husket af Guds folk og derfor ikke fortjente at blive oprejst fra de døde når Guds tid var inde dertil. På den måde blev Gehenna, dalen uden for Jerusalems mure hvor byens affald blev tilintetgjort i ild iblandet svovl, et symbol på den anden død eller evig udslettelse for Guds hånd, tilintetgørelse.

Judas Iskariot, som forrådte Herren Jesus Kristus til dennes fjender, blev af Jesus kaldt „fortabelsens søn“ eller „undergangens søn“, hvilket betød at Judas Iskariot fortjente evig fortabelse eller undergang og ikke ville blive begunstiget med en opstandelse. Judas forrådte Jesus til de skriftkloge og farisæerne, og til disse religiøse ledere sagde Jesus: „I slanger, I øgleunger, hvordan kan I undfly Gehennas dom?“ (Joh. 17:12, NW; 6:70, 71; Matt. 23:33, NW; 10:28, NW) Når slette, ugudelige mennesker som disse religiøse ledere døde, blev de udslettet, og det både deres legeme og sjæl, fordi de ikke ville få nogen opstandelse og aldrig ville få liv igen som sjæle nogetsteds i Guds univers.

Når Jesus talte om de dødes opstandelse, betegnede han derfor det sted hvor de sov i døden som mindegrave, idet han dermed antydede, at de der lå dér ville blive husket af Jehova Gud, og at Gud, når hans tid var inde dertil, ville begunstige dem med en opstandelse til liv med alle de muligheder dette indebar for dem i Guds nye verden.