Dåben er en nødvendighed for kristne
1. (a) Hvordan så Jesus på livets fornødenheder, og hvad lagde han vægten på? (b) Hvorfor må kristne give ånden råderum?
UANSET hvor du bor i verden bør du standse op og spørge dig selv: Hvilke ting er helt uundværlige i vor tilværelse? Måske tror du at det drejer sig om mange ting og begynder at opremse dem i dine tanker. Overvej det et øjeblik og regn efter. Vil folk i almindelighed ikke sige at der er tre livsfornødenheder? Føde. Klæder. Husly. Læg imidlertid mærke til hvad Jesus udtalte: „Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?“ (Matt. 6:25) Det er værd at bemærke at Jesus ikke lægger vægten på det materielle men på det åndelige. Hvorfor gør han det? Fordi det er det åndelige og ikke det materielle der tæller hos Gud. Såfremt vor livsførelse er i overensstemmelse hermed, kan vi ære Gud, vor himmelske Livgiver. Hvis Guds ånd får råderum i vor tilværelse og vi ikke giver efter for det faldne køds tilbøjeligheder, vil vor livsførelse få Guds godkendelse. (Rom. 7:18, 19, 22, 23) Kan man pege på noget som har større værdi i disse kritiske og betydningsfulde tider da hele menneskehedens eksistens står på spil?
2. (a) Hvilke spørgsmål hjælper os til at prøve os selv? (b) Forklar hvad den kristne indvielse vil sige, og vis hvilken betydning den har.
2 Mens der således i virkeligheden kun er tre ting som er nødvendige for at holde os legemligt i live, skal der endnu en ting til hvis vi skal holde os i live åndeligt. Det er derfor på sin plads at vi gør vort håb, vore ønsker og mål i livet til genstand for en kritisk prøvelse. Til det formål kan man passende spørge sig selv: Hvordan er mit forhold til Gud? Hvad kræver han af mig? Hvad ønsker han at jeg skal gøre? Hvordan kan jeg yde ham hvad der tilkommer ham? Det eneste fornuftige svar på disse spørgsmål er: indvielse til Gud. Men hvad vil indvielse sige? Den kristne indvielse vil sige at et menneske højtideligt beslutter sig til at bruge sit liv til uforbeholdent og betingelsesløst at gøre Jehova Guds vilje ved Kristus Jesus, således som denne vilje kommer til udtryk i Bibelen og klarlægges af Guds hellige ånd. Man kan vanskeligt vente at få Guds godkendelse medmindre man indvier sit liv til ham. Eftersom vi ikke kan tilbyde Gud noget materielt, idet han jo ejer dyrene på de tusinde bjerge, er det klart at vi kun kan tilbyde ham åndelige gaver. Det var hvad Jesus fremhævede: „Den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:23, 24; Sl. 50:10.
3. Hvilket begunstiget forhold indleder indvielsen for den kristne? Gør rede for hvilken værdi dette forhold har.
3 Af enhver som ønsker at opnå livet kræves det at han eller hun foretager en indvielse til Gud, indgår i et åndeligt samhørighedsforhold. Læg mærke til hvorledes dette fremgår af Lukas 14:27: „Hver den der ikke bærer sin marterpæl og følger efter mig, kan ikke være min discipel.“ (NW) Hvis vi følger Guds søn, vil Gud på sin side gøre noget vidunderligt for os. Og hvad er det? Han viser os den store gunst at tillade os at stå ham så nær som en søn sin fader. Tænk hvilke velsignelser man vil høste ved at kunne kalde Gud „Fader“! Med disse udsigter og værdien af at gøre Guds vilje for øje, bør man så ikke interessere sig langt stærkere for de åndelige værdier end for de materielle? Vil det ikke skænke os glæde, lykke, og fred i sindet midt i denne materialistiske verden der plages af frygt? Imidlertid vil nogen måske spørge: Hvordan kan man nå dertil at man kan indvi sig til Gud og blive begunstiget med et fortroligt forhold til den himmelske Fader?
4. Hvad er grundlaget for en kristen indvielse? Hvilken rolle spiller tro?
4 Når man skal bygge må man have en solid grundvold, og det må forholdet til Gud også have. Denne grundvold er nøjagtig kundskab og tro. I virkeligheden drages man til Gud af den tro der hviler på kundskab fra Guds ord. Er det ikke hvad Jesus mente da han sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Hvor stor betydning har denne forstandsmæssige forståelse af Guds ord som hedder „tro“? Apostelen Paulus svarer i Hebræerne 11:6: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ Ja, vi må have en pålidelig kundskab om Guds vilje for at kunne gøre den. Det er ikke en ren og skær følelsessag. Kundskaben er baseret på Guds åbenbarede vilje som den er udtrykt i Bibelen.
5. Hvad kræver Guds vilje af sande kristne i dag?
5 Og hvad er det så Guds vilje kræver af alle der i dag ønsker at opnå hans gunst? Guds ord åbenbarer det i Efeserne 5:15-17: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde. Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.“ Kan vi benægte at dagene er onde og at „mennesker lammes af frygt for og forventning om de ting der kommer over den beboede jord“? (Luk. 21:26, NW) Alligevel er der ingen tvivl om at Guds vilje kræver af forstandige kristne at de styrker deres åndelighed og former deres liv efter det mønster som vil medføre Guds godkendelse og velsignelse.
6. Hvordan kan vi vise Jehova at vi er taknemmelige for al den godhed han viser os?
6 Når vi studerer Bibelen fyldes vore tanker med Guds ords vidunderlige sandheder, og vi kan slet ikke lade være med at takke Jehova Gud for den godhed som han viser os på utallige måder. Hvis vi lagde bånd på os selv ville vi utvivlsomt føle som profeten Jeremias, der sagde at Guds ord var som en brand i hans ben og at han ikke kunne holde det tilbage længere. (Jer. 20:9, NW) Den uundgåelige slutning må derfor blive at vi fyldes af ønsket om at delagtiggøre andre i den gode nyhed og om uforbeholdent at vie os til Jehova for at gøre hans vilje.
7. Hvad kræves der udover kundskab for at vi med rette kan indvi os og lade os døbe?
7 Selv om vi har en åndelig kundskab, der jo er en forudsætning for at vi kan lade os døbe, må vi imidlertid være moralsk og åndeligt rene inden vi kan fremstille os til dåb. Det var om denne renhed Esajas sagde: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Es. 52:11) Det er derfor uomtvisteligt at enhver der ønsker at være værdig til at indvi sig og underkaste sig dåben, må være adskilt fra verden og være ren. Og hvorfor må man være adskilt fra verden og være ren? Fordi „hele verden er i den Ondes vold“. (1 Joh. 5:19) Man må foretage alle de ændringer der skal til for at man kan leve i overensstemmelse med Bibelens moralnorm. Hvis man ikke har kendt Bibelens sandheder ret længe og for eksempel ikke har haft tid til at aflægge verdens urene vaner eller komme ud af et uret forhold til det modsatte køn, vil man ikke kunne fremstille sig til dåb. Også de ægteskabelige forhold må være i orden. Man må være moralsk og åndeligt ren. Læg mærke til hvad apostelen Paulus sagde, i Første Korinter 6:9-11: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været.“ Bemærk: „Sådan har nogle af jer været,“ og ikke: „Sådan er nogle af jer.“ Det lige citerede skriftsted fra Guds ord viser med al ønskelig tydelighed hvad vi ikke må, dersom vi skal være berettigede til at indvi os og lade os døbe som kristne.
Jesu dåb
8. (a) Hvad er indvielsen i forhold til dåben? (b) I hvilken forstand var Jesu dåb noget nyt?
8 Nu da vi ved hvad en kristen indvielse er og vi har set hvilken livsvigtig betydning den har for enhver der vil opnå Jehovas godkendelse, må vi også anerkende den rolle som nøjagtig kundskab og tro spiller. Man må blandt andet have nøjagtig kundskab om hvordan indvielse forholder sig til dåb. Dåben er i virkeligheden et offentligt symbol på ens private indvielse til at tjene Gud. Guds egen søn, Jesus, satte et mønster for hvordan kristne skal indvi sig og lade sig døbe. Da Jesus underkastede sig dåben, var det noget nyt som skete. (Hebr. 7:26) I tiden før Jesu dåb havde profeten Johannes døbt jøder der erkendte at de var syndere og som angrede deres overtrædelser af den lov Jehova Gud havde givet Israels folk ved Moses. (Matt. 3:1-11; Ap. G. 19:4) Jesus havde ikke syndet og behøvede ikke at angre. Johannes Døber vidste at Jesus var hellig, ren og ubesmittet, hvorfor han søgte at hindre Jesus i at blive døbt: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!“ Jesus afviste Johannes’ indvending med ordene: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ (Matt. 3:14, 15) Johannes bøjede sig og døbte lydigt Jesus.
9. Nævn nogle af de interessante og lærerige punkter vi kan lære ved at betragte Jesu dåb.
9 Det er interessant og lærerigt at betragte Jesu dåb lidt nærmere. Hvor gammel var Jesus da han blev døbt? Det fastslår Lukas når han siger: „Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte.“ (Luk. 3:23) Jesus var altså ikke et barn på det tidspunkt. Han var en voksen mand som selv kunne træffe den vigtige beslutning at indvi sig til at gøre Guds vilje. Læg endvidere mærke til at han blev nedsænket helt under vand. Beretningen lyder: „Da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet.“ (Matt. 3:16) Jesus blev ikke blot overøst med vand; han blev fuldstændig nedsænket under vandet. At dette var den metode Johannes sædvanligvis benyttede, fremgår af Johannes 3:23: „Også Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand dér.“ Ligeledes bør vi være opmærksomme på at dåben blev foretaget af en mand der var blevet bemyndiget dertil, nemlig Johannes Døber. Da Jesus steg op af vandet var der sket en forandring med ham. Han ville ikke længere virke som tømrer, men han ville nu gøre Guds vilje udover hvad Moseloven forlangte, i overensstemmelse med sin indvielse af sig selv, sit legeme og sit alt, hvilket symboliseredes ved vanddåben. Da Johannes begravede Jesus under vandet, døde sidstnævnte i symbolsk forstand fra sin tidligere tilværelse. Jesu vilje døde ikke men indordnede sig mere og mere efter de krav Guds vilje stillede til ham, nemlig at han skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Joh. 4:34; 5:30; Luk. 22:42.
10. Vis hvorledes den kristne dåb i dag har en tilsvarende betydning.
10 Den kristne dåb har en tilsvarende betydning i dag. Jesus er vort mønster. Dåben må, hvis den skal være gyldig, være foretaget med forståelse. Ligesom Jesus blev døbt efter at have truffet den forstandsmæssige afgørelse og den frivillige beslutning at indvi sig, således må kristne i dag forstå hvad det er de foretager sig. Dette udelukker at barnedåb kan være bibelsk korrekt. (Rom. 10:9, 10) Desuden må den der lader sig døbe, nu føre et rent og agtværdigt liv, ligesom Jesus gjorde. Det er klart at nogle forandringer må finde sted med et menneske inden det lader sig døbe, for hvordan kan noget urent indvi sig til den hellige, syndfri Gud, Jehova? Dåben kan umuligt foretages på grundlag af en foregiven indvielse. Desuden må den der døber være en indviet Jehovas tjener, således som Johannes var. Hvem er det der nu i tiden forkynder den gode nyhed at Guds rige er blevet oprettet i himmelen? Hvem er det der bærer Jehovas navn og som har fået Guds riges interesser betroet? Kun Jehovas vidner, hvorfor det med rette kan fordres at den der døber er et mandligt Jehovas vidne der repræsenterer den nye verdens samfund. — Es. 43:10; Matt. 24:14, 45-47.
11. Er dåben en renselsesceremoni? Begrund dit svar.
11 Husk tillige at den dåb Johannes Døber foretog ikke havde til hensigt at fjerne et menneskes synd. Den var et symbol på at et menneske angrede sine synder imod den gamle jødiske lovpagt. Men Jesus var ingenlunde behæftet med synd. (1 Pet. 2:22) Den sande kristne dåb er i lighed med Jesu dåb et ydre symbol på noget som allerede har fundet sted i et menneskes indre, nemlig en fuldstændig og helhjertet indvielse til Gud med løfte om at gøre hans vilje. Den er ikke en religiøs ceremoni der aftvætter synd. Nej, omvendelse fra synd må gå forud for dåben, således som det ses af apostelen Paulus’ ord i Apostlenes Gerninger 26:20: „Jeg forkyndte — først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne — at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.“ Dåben er altså ikke en ceremoni hvorved vandet fjerner synd, men den er et symbol på indvielse. Førend man indvier sig må man angre sine synder og vise gudsfrygt. Efter at man har indviet sig må man trofast opfylde sit indvielsesløfte.
12. Vis hvilket alvorligt skridt dåben er, og nævn nogle fejlagtige opfattelser angående dåben.
12 Det er et alvorligt skridt at lade sig døbe, men det er dog samtidig et skridt der bringer megen glæde. Det er et skridt der skal tages i virkelig erkendelse og forståelse af hvad det betyder. For giver man et indvielsesløfte og undlader at holde det, bliver man dødens bytte. (Præd. 5:4, 5) På den anden side er man også prisgivet dersom man ikke afgiver dette løfte når man har tilstrækkelig kundskab. Nogle har den fejlagtige opfattelse at det er unødvendigt at lade sig døbe, idet de hævder at de ikke har tilstrækkelig kundskab og at de derfor vil vente til et mere gunstigt tidspunkt. Husk imidlertid på at det ikke er dåben der forpligter, men kundskaben. Når man ved så meget at man erkender at denne gamle verden og dens lyst snart vil forgå, og at den eneste mulighed for at vinde livet er at leve for den nye verden nu, ved man tilstrækkeligt til at man kan lade sig døbe. Hvis der ikke er noget at udsætte på ens moralske vandel, hvorfor så vente med at lade sig døbe? — 1 Joh. 2:15-17.
13. (a) Hvorfor er det uklogt at udsætte dåben med en „fornuftig“ undskyldning? (b) Hvorledes har vi en forsikring om at Gud vil hjælpe os?
13 Man kunne finde på mange teorier om og begrundelser for at man ikke behøver at lade sig døbe. Man kunne tænke: „Hvorledes skulle jeg kunne opfylde mit indvielsesløfte? Kan jeg være sikker på at Gud vil bistå mig? Hvad vil jeg gøre hvis jeg kommer ud for vanskeligheder? Vil jeg være trofast? Måske skulle jeg hellere vente indtil jeg får mere kundskab og tidspunktet er mere belejligt.“ Ville det ikke være et forsøg på at finde en undskyldning i „fornuftens“ navn? Ville det ikke være et forsøg på „at forklare eller retfærdiggøre sin opfattelse og sine handlinger ene og alene ud fra det man anser for at være fornuftigt“? Ville det ikke være at forlade sig på sin egen forstand og lade Gud ude af betragtning? Hvis opfattelse af ret skal vi følge, vor egen eller Guds? Hvis man er i tvivl om hvad der er det rette, vil det da ikke være forstandigt at hente råd og hjælp hos modne kristne der har ens åndelige interesser på sinde? Tænk på den forvisning der ligger i ordene i Filipperne 4:13: „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ Hvorfor så tøve med at indvi sig og lade sig døbe, hvorfor udsætte det, hvis man opfylder betingelserne?
Dåb efter ransagelse
14. Forklar hvad det vil sige at blive døbt (a) i Faderens navn, (b) i Sønnens navn og (c) i den hellige ånds navn.
14 Videre sagde Jesus at man skulle døbes i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. (Matt. 28:19, 20) Hvad vil det nu sige? At blive døbt i Faderens navn vil sige at man anerkender at den himmelske Fader, hvis navn er Jehova, er ene den Højeste, den suveræne Hersker. (Sl. 83:19) Man må hellige hans navn, respektere hans suveræne herredømme, elske hans rige og tjene dets interesser. (Luk. 11:2) At blive døbt i Sønnens navn vil sige at anerkende den høje stilling og myndighed som Faderen har overdraget Sønnen. Man må sætte pris på og elske Sønnen fordi han er Genløseren. Hvis han ikke havde ofret sit liv, ville vi ikke kunne opnå livet. Hvor stor en gæld står vi ikke i til ham! (Es. 55:4; Joh. 4:42) At blive døbt i den hellige ånds navn vil sige at man anerkender at denne ånd er Jehovas virkekraft. Det er denne kraft der med aldrig svigtende sikkerhed ledede fortidens mænd til at skrive Bibelen, holdt de første kristne oppe under forfølgelse, og i dag dirigerer Jehovas teokratiske organisation på jorden. — 2 Pet. 1:21; Joh. 6:63; 1 Joh. 5:6.
15. Nævn nogle af dåbens betydningsfulde sider.
15 Dåben er en offentlig tilkendegivelse af at man er døet bort fra sin tidligere handlemåde. Dersom man ved dåben forblev under vandet, ville man selvfølgelig dø rent bogstaveligt. Dåben beskriver derfor træffende at man rejses op til livet, et liv i overensstemmelse med Jehovas vilje. Man kan således sige at ens dåbsdag markerer begyndelsen til et nyt liv. Dåben er både en offentlig bekendtgørelse af ens indvielse og et tegn på ens ordination som forkynder. Man bliver således velsignet af Jehova i dobbelt forstand. Man bør skrive sin dåbsdato ned og altid huske den. Fra Jehovas synlige organisations side bliver et menneske ved dåben ordineret til tjenesten for den Højeste.
16-19. (a) Hvilke vigtige spørgsmål stilles til dåbskandidaterne? (b) Hvad er bestemmende for om man kan lade sig døbe? (c) Hvad bør man gøre sig klart når man lader sig døbe? (d) Er dåben det endelige mål?
16 Inden man imidlertid kan lade sig døbe, kræves det med rette at man besvarer to spørgsmål således at alle tilstedeværende kan være vidne til at man med sin egen mund har udtalt at man forstår hvad man gør og har taget de skridt der berettiger en til at lade sig døbe. Hvis man kan besvare spørgsmålene bekræftende, skal man sige „ja“ efter hvert spørgsmål, og man skal svare med høj røst og samtidig med alle de andre dåbskandidater.
17 Det første spørgsmål lyder: Har du erkendt over for Jehova Gud at du er en synder der har frelse behov, og har du erkendt over for ham at denne frelse udgår fra ham, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus?
18 Det andet spørgsmål lyder: Har du på grundlag af denne tro på Gud og på hans frelsesforanstaltning indviet dig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje fra nu af, sådan som han åbenbarer den for dig gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen ved den hellige ånds oplysende kraft?
19 Enhver der har svaret ja til disse to spørgsmål kan lade sig døbe og bør lade sig døbe ved dette samme stævne som er arrangeret af Jehovas vidner. Den døbte bør altid huske denne dag, for den er i sandhed en afgørende dag i hans liv. Ved denne lejlighed kan man også passende gøre sig klart hvilke pligter og forrettigheder man fra nu af har i tjenesten for Gud. Hav i tanke at dåben ikke er det endelige mål men blot betegner indledningen til et begunstiget og fortroligt forhold til Gud.
20. Hvilke spørgsmål giver anledning til yderligere drøftelse?
20 Hvordan skal man, efter at man har taget det livsvigtige skridt at lade sig døbe, betragte sit forhold til Jehova, til hans organisation og til sine kristne brødre? Hvad kan man gøre for trofast og med glæde at opfylde sit indvielsesløfte? Hvordan kan man blive mere åndeligsindet og mindre optaget af materielle ønsker? Hvad skal man gøre for at opnå større modenhed, så man kan holde ud i disse vanskelige tider og forblive uangribelig i Guds øjne? Disse spørgsmål vil vi finde svarene på i den næste artikel.