Kan man være kristen på mere end én måde?

EN AF Amerikas førende liberale protestantiske teologer nærmede sig en alder af firs år. Da han så tilbage på sit lange aktive liv var der især én begivenhed der trådte stærkt frem. Da han som ung tysk feltpræst traskede rundt blandt de døde og døende på slagmarken i Champagne under den første verdenskrig, kom han til at tænke på Nietzsches ord — „Gud er død.“ „Fra at være idealist blev jeg nu en tragisk realist,“ sagde han senere.¹

Det er derfor slet ikke forbavsende at en af „Gud er død“-teologerne, T. J. J. Altizer, under en samtale en aften med den gamle teolog sagde til ham: „De har konfronteret os med den virkelige verden. De er vor fader; vi er Deres børn.“ Men det ser ud til at disse ord alligevel rystede den gamle teolog ikke så lidt. Han følte at „Gud er død“-teologerne var gået for vidt. Ja, under samtalen med Altizer blev han så ophidset at hans hustru måtte gribe ind og forlange at de gik hver til sit, og fortsætte diskussionen den følgende dag. Men diskussionen blev aldrig genoptaget, for samme nat fik Paul Tillich et hjerteanfald og døde. — Life, 5. november 1965.

Sørgeligt? Javist; men langt sørgeligere er det dog at denne førende teolog, som var den første ikke-jødiske professor der blev afskediget af nazisterne, havde givet sig så stærkt af med filosofiske spekulationer under den kristne religions kappe, at hans studenter var kommet til den konklusion at „Gud er død“. Ja, endnu mere beklageligt er det at Paul Tillich, T. J. J. Altizer og en mængde andre protestantiske teologer har anvendt begrebet „kristen“ så løst at det i nogles bevidsthed er kommet til at betyde mange forskellige ting.

Hvordan kan vi vide hvad det vil sige at være en kristen? Kan man være kristen på mere end én måde? Man kan få svar herpå, nemlig ved at gå til den eneste bog der giver os den fuldstændige beretning om Jesus Kristus. Alle der kalder sig kristne, anerkender mere eller mindre Jesus Kristus som deres forbillede, ellers ville de ikke kalde sig „kristne“. Hvis han fortjener at blive efterfulgt, må vi naturligvis forme vore tanker efter hans.

Kristus forkyndte en personlig Gud

Enhver der læser De kristne græske Skrifter uden forudfattede meninger må anerkende at for Jesus Kristus var Gud en person, og en meget virkelig person. Jesus sagde at han var udgået fra sin Gud og Fader; at han ville vende tilbage til Faderen; at hans Fader er i himlene; at hans Fader ser og hører, og at han besvarer bønner; at han tilgiver; at han elsker sin søn; at han elsker Jesu disciple; at visse engle altid ser hans himmelske Faders ansigt.a Han sagde også: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ (Joh. 5:17) Ja, ikke mindre end 180 gange kalder Jesus sin Gud for „Fader“ i De kristne græske Skrifter, og viser dermed at han opfatter ham som en person.

At Jesus opfattede Gud som en person i lige så høj grad som han selv var en person, fremgår af at han omtalte sin Fader som ét vidne og sig selv som et andet vidne og sagde at Faderen havde sendt ham. Der kræves en selvstændig personlighed til at sende og til at vidne. Det er den betydning der ligger i Jesu ord: „Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.“ (Joh. 8:18; 5:32) Vi læser også om at Guds røst flere gange hørtes fra himmelen. — Matt. 3:17; 17:5; Joh. 12:28.

Et yderligere vidnesbyrd om at Gud er en person, er budet som Jesus citerede og som befaler os at ’elske Gud af hele vores hjerte, sind, sjæl og styrke og at elske vor næste som os selv’. Det fremgår også tydeligt af Jesu ord at vi skal frygte Gud fordi han kan ødelægge både legeme og sjæl i Gehenna. Jesu understregning af Guds navn er også et tydeligt vidnesbyrd om at Gud er en person. — Mark. 12:29-31; Matt. 10:28; 6:9; Joh. 17:6, 11, 12, 26.

Hvor helt i strid hermed er ikke Paul Tillich’ filosofi der går ud på at Gud er „den uendelige dybde og grund under al væren“, „den uudtømmelige grund under al historie“. Han siger:

„Det er dette, ordet Gud betyder, og det er dette, ordene Guds Rige og guddommeligt forsyn viser hen til. Og hvis disse ord ikke har megen mening for jer, så tal om historiens dybder, om vort samfundslivs grund og mål, og om, hvad I tager alvorligt uden forbehold i jeres moralske og politiske handlinger. Måske burde I kalde dette dyb håb — slet og ret håb. . . . Thi hvis I véd, at Gud betyder dybde, så véd I meget om ham. Så kan I ikke kalde jer ateister . . . Den, som kender til dybde, kender til Gud.“²

Hvor langt disse moderne teologer er kommet ud i deres bestræbelser på at benægte Guds personlighed, er den engelske biskop Robinsons bog „Oprigtig overfor Gud“ et eksempel på. Efter hans mening kan kristne ikke længere sige at Gud er „derude“, det vil sige ude i verdensrummet eller hinsides verdensrummet, for det er nu blevet udforsket ved hjælp af radioteleskoper, og de har ikke påvist Gud!³ Et så overfladisk og letkøbt ræsonnement kan man forvente af en kommunistisk og ateistisk sovjetisk astronaut, men sandelig ikke af en der kalder sig kristen og oven i købet er biskop! Den guddommelige Ånd, universets store Skaber, kan lige så lidt opfattes med kraftige radioteleskoper som med en sovjetisk astronauts øjne!

Med hensyn til Guds personlighed er der kun én opfattelse der gælder for den kristne. Bibelens Gud er en person, den store Ånd, Skaberen, det højeste Væsen.

Mirakler eller myter?

Mange såkaldt kristne teologer i vor tid drager også de mirakler som Bibelen fortæller om, i tvivl. Ikke desto mindre er Bibelen fyldt med dem. Lige fra skabelsen og Edens have og frem til de sidste begivenheder i apostlene Paulus’ og Johannes’ liv fortæller Bibelen om mirakler. Moses bad om og fik magt til at gøre mirakler som tegn på sin guddommelige bemyndigelse. Som han sagde: ’Ellers, o Jehova, vil de ikke tro mig når jeg siger at du har åbenbaret dig for mig og bemyndiget mig til at føre mit folk ud af Ægypten!’ (2 Mos. 4:1-9, 28-31) På samme måde kunne den større Moses, Jesus Kristus, bevise sin guddommelige bemyndigelse ved at gøre mirakler. I evangelierne alene nævnes henved et hundrede mirakler, og godt halvtreds mirakler er beskrevet nærmere.

Vi får ikke alene en beskrivelse af selve miraklerne, men der fortælles også om det vidnesbyrd der blev aflagt ved hjælp af dem og om det guddommelige formål de tjente. Vi læser således om at de der så miraklerne, sluttede at her var en stor profet, her var profeten, her var selve Guds søn. — Joh. 6:14; 2 Pet. 1:16-18.

Flere gange henviste Jesus selv til sine mirakuløse gerninger, som da han mindede apostlene om at han mirakuløst havde bespist tusinder af mennesker ved to lejligheder (Matt. 16:9, 10), og da han sendte følgende budskab til Johannes Døber: „Blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op.“ — Matt. 11:5.

Atter og atter henviste Jesus til sine undergerninger som grund for at man skulle tro på ham: „Det vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes’: de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig.“ (Johannes havde ingen mirakler gjort, men Jesus gjorde mange mirakler.) „Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld.“ „Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, så havde de ikke synd; men nu har de set dem og alligevel hadet både mig og min Fader.“ Hvad kan være mere klart, tydeligt, utvetydigt og overbevisende end Jesu eget vidnesbyrd om de mirakler han gjorde, samt den virkning de havde på andre, alt sammen til bekræftelse af hans guddommelige bemyndigelse? — Joh. 5:36; 14:11; 15:24.

Men hvad ser vi i dag trods dette kraftige vidnesbyrd? At de der skulle undervise folk i Bibelens ord, slet ikke tror på Bibelens mirakler. Typisk for denne indstilling var den tyske protestantiske teolog Rudolf Bultmann, hvis teorier bliver mere og mere populære. Efter hans mening skal evangeliernes beretning om Kristus „afmytologiseres“, det vil sige myterne skal fjernes. Hvad er så disse myter? Alt hvad der står skrevet om at Gud og Satan øver direkte indflydelse på jordiske forhold. Alt hvad der står skrevet om at Jesus er kommet herned til jorden, har haft en førmenneskelig tilværelse, blev født af en jomfru, har gjort mirakler, døde som et offer, og er blevet oprejst fra de døde og er steget til himmelen. Det vil dog ikke sige at beretningen om Jesus kun består af sammenflikkede usandheder, siger han; det betyder bare at ordene ikke betyder det som de tilsyneladende siger! Bultmann vil gerne have os til at tro at „alt dette er mytologiens sprog, og oprindelsen til de forskellige temaer kan let spores tilbage til den samtidige jødiske apokalyptiks mytologi og til gnosticismens genløsningsmyter. I denne form er kerygmab ikke antagelig for det moderne menneske, for det moderne menneske er overbevist om at de mytiske syn på verden er forældet“.⁴

Men hvis det er tilfældet, hvordan kan vi så forklare kristendommens enestående udbredelse? Hvorfor havde gnosticismen eller jødedommen ikke den samme kraft og hvorfor frembragte de ikke lige så veltalende missionærer som apostlene Peter og Paulus? Hvorfor inspirerede gnosticismens eller jødedommens ledere ikke til den samme tro og hengivenhed som Jesus gjorde? Det er tydeligt at ovennævnte teorier ikke alene er et udtryk for manglende tro men at de også er urimelige, og at det er åbenlyst uærligt at betragte dem som kristne. Ja, alle disse moderne teologer vil tillægge Muhamed en højere moral end Kristus og hans apostle, for Muhamed frasagde sig udtrykkeligt evnen til at gøre mirakler!⁵ Der findes kun én kristen måde at betragte Kristi mirakler på, og det er at tro dem!

Er den kristne moral relativ?

Ikke tilfredse med at berøve den bibelske kristendom nogle af dens uundværlige elementer, som for eksempel læren om Gud som en person og beretningerne om miraklerne, søger mange af de moderne teologer også at berøve den kristne religion dens høje moralnormer og principper. For eksempel har biskop Robinson engang som vidne i en retssag erklæret at han så intet anstødeligt eller forargeligt i en bog der skildrede ægtefællers utroskab i et gunstigt lys; for øvrigt er han medlem af et engelsk lovreformselskab der går ind for at gøre homoseksualitet lovlig mellem voksne når parterne er enige om det.⁶ Om visse seksuelle handlinger er rette eller urette, afhænger efter hans opfattelse helt af om der er tale om „kærlighed“.

Men som i de førnævnte tilfælde giver De kristne græske Skrifter heller ikke her rum for mere end én måde at være kristen på. For Jesus var moralen ikke noget relativt. Visse handlinger var rette eller urette i sig selv. Således fordømte han kategorisk at en mand skilte sig fra sin hustru af anden grund end hendes utroskab. Så langt fra at give et stort spillerum for tilfredsstillelse af de kødelige lyster satte Jesus en overmåde høj standard, som det ses af hans ord i Bjergprædikenen: „Jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ — Matt. 5:28, 31, 32; 19:3-9.

Hvis Jesus fordømte løse forbindelser mellem kønnene, hvor langt mere ville han så ikke have været imod løse forbindelser inden for kønnene! At homoseksuelle er løsagtige, fremgår af at de stadig søger nye partnere. Hvem har nogen sinde hørt om to homoseksuelle der fejrede halvtredsårsdagen for deres ’giftermål’? I virkeligheden skaber deres løsagtighed ikke noget ringe problem for samfundet. En rapport i et førende medicinsk ugeskrift oplyste at „homoseksualitet viser sig at være en ny og væsentlig årsag til kønssygdomme, især i byerne“.⁷

Set på baggrund af såvel Bibelens lære som homoseksualitetens frugter, blandt hvilke man også må nævne mangel på mental og følelsesmæssig styrke og standhaftighed, er der ingen tvivl om at denne adfærd ikke er forenelig med kristendom. Apostelen Paulus, ikke de moderne teologer, havde det rette syn, det kristne syn, på homoseksualitet. Han siger: „Ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.“ — Rom. 1:27.

Den kristnes opgave — forkyndelsen

Spørgsmålet om hvorvidt man kan være kristen på mere end én måde, kan man også med rette stille om den kristnes opgave — forkyndelsen. Denne opgave findes vist ikke udtrykt mere kort og koncist end i Mattæus 28:19, 20, hvor vi finder Jesu ord: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“

Den tyske teolog Schleiermacher, der levede for omkring 150 år siden og som øjensynlig har banet vejen for de moderne liberalteologer, fik vanskeligheder med den prøjsiske regering på grund af sin „liberale politiske virksomhed“.⁸ I dag finder vi præster deltage i politik overalt i verden og støtte et utal af verdslige anliggender.c Afdøde Albert Schweitzer var protestantisk præst, mistede troen på de overnaturlige elementer i Kristi liv og forlod præstegerningen for at studere medicin, hvorefter han rejste til Afrika for at tjene afrikanerne som læge.

Mange missionærer følger hans eksempel ved at hellige sig et arbejde der tager sig af folks fysiske fornødenheder i stedet for at de burde tage sig af deres åndelige fornødenheder. De roses oven i købet fordi de tager sig af „menneskenes sande behov“.⁹ Om denne tendens skrev et missionstidsskrift: „Den evangeliske missionær tvinges ofte til at påtage sig en opgave som lærer eller rådgiver eller et lignende hverv, hvor det er vanskeligt at foretage direkte evangelisk arbejde.“¹⁰

Men var det dette arbejde Jesus havde i tanke da han befalede sine første disciple at undervise andre, at gøre det han havde lært dem at gøre? Det er rigtigt at Jesus nu og da opfyldte folkets fysiske behov, men det var altid i forbindelse med den åndelige tjeneste han udførte, og han gjorde det altid ved hjælp af overnaturlige midler og først og fremmest for at bevise sin guddommelige bemyndigelse. Han var først og fremmest lærer, mester; derfor bruges denne betegnelse om ham omkring fyrre gange i Bibelen, mens han kun én gang betegnes som „læge“. Ved én lejlighed omtalte han sig selv som læge, men det var som en læge der helbredte åndelige, ikke fysiske sygdomme. — Luk. 4:23; Matt. 9:9-13; 23:8.

Hans første disciple forstod det også på denne måde. Beretningen om deres virksomhed viser at vægten til stadighed blev lagt på „prædikenens dårskab“, og at det var gennem den folk kunne opnå frelse. Endvidere var det alle disciplene der forkyndte; menigheden var ikke delt i et præsteskab og et lægfolk. — 1 Kor. 1:21; Ap. G. 8:4; Rom. 10:9-15.

Hvorfor så mange forskellige opfattelser?

Af det foregående ses det klart at der ikke er mange forskellige måder at være kristen på, men at man kun kan være kristen på én måde. Den kristne tror på en personlig Gud, han tror på de mirakler der er beskrevet i Guds ord, han lader sig lede af de principper som fremsættes i dette ord, og han erkender at han har fået befaling til at gå ud og gøre disciple af andre. Hvad er da grunden til de førnævnte afvigende opfattelser og mange flere der går stik imod Guds ords enkle udtalelser og som kommer fra mænd der hævder at være „kristne“ forkyndere, teologer?

Bibelen, fornuften og kendsgerningerne giver os et logisk svar herpå. For eksempel har vi apostelen Paulus’ ord at „troen er ikke alles“. Kan det siges tydeligere? Og da han et andet sted siger: „I tro vandrer vi [de kristne] her, ikke i skuen,“ må man forvente at de der ingen tro har, heller ikke vil kunne forstå, værdsætte og antage Bibelen som Guds inspirerede ord. — 2 Tess. 3:2; 2 Kor. 5:7.

Endvidere siges der i Guds ord: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ Hvad andet kan vi forvente når Satan er „hele verdens forfører“ og „giver sig skin af at være en lysets engel“ for at bedrage mange? — 2 Kor. 4:3, 4; Åb. 12:9; 2 Kor. 11:14.

En anden grund til liberalteologernes indstilling ser ud til at være et ønske hos dem om at behage, om at tækkes dem der sidder inde med stor verdslig visdom, og derfor gør de alle mulige indrømmelser. De indtager det standpunkt at „det moderne menneske“ eller „det intelligente menneske“ ikke kan tro og ikke tror på en personlig Gud eller på mirakler. Men her tager de sørgeligt fejl. I en bog der er udkommet for nylig siges der at der „i de senere år er udkommet et stort antal bøger hvori videnskabsmænd af forskellig art har givet begrundet udtryk for deres overbevisning om kristendommens sandhed og har hævdet ikke blot at det er muligt at forene kristendom og videnskab men også at det kun er i lyset af den kristne lære at de videnskabelige opdagelser og bedrifter får nogen mening“.¹¹

Som en yderligere grund til at de moderne teologer hævder at man kan være kristen på andre måder end den som De kristne græske Skrifter tydeligt giver udtryk for, er at de foretrækker denne verdens visdom, som for eksempel dens filosofi og psykologi. Det siges at Paul Tillich valgte filosofien som sit fag og den evangelisk-lutherske præstegerning som porten dertil.¹

Vi finder intet forbillede herpå i Skriften. Apostelen Paulus kom ikke med menneskers visdom men med Guds visdom, så hans tilhøreres tro kunne hvile på Guds ord og ikke på menneskers. Han understregede kraftigt at det ikke var „mange verdsligt vise“ der var blevet kaldede, „men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme“. — 1 Kor. 1:26, 27; 2:1-16.

Endnu en grund til at der er så mange forskellige opfattelser af hvad det vil sige at være kristen, er den, at mange ikke forstår hvorfor Gud har tilladt det onde, og derfor lader de sig narre af ateisters og andres påstande om at Gud ikke eksisterer eller at han ikke er nogen personlig Gud eller at han i hvert fald ikke fortjener vor tilbedelse; for enten er han ikke almægtig, eller ikke retfærdig, eller ikke kærlig; havde han været det, ville han have gjort en ende på ondskaben. Bibelen viser imidlertid at Gud har gode grunde til at tillade det onde, og at han, når tiden er inde, vil gøre en ende på alt ondt.

Det alvorligste er dog at de der gør sig til talsmænd for ovennævnte anskuelser, ikke er ærlige. Hvorfor bliver de ved med at bruge religiøse vendinger når de i virkeligheden er ateister? Nogle af dem indrømmer ligefrem deres uærlighed. For eksempel har en professor i teologi sagt: „Jeg ville anmode om at blive fradømt kjole og krave hvis det kunne foregå i stilhed, uden at vække anstød, men det kan det ikke . . . Hvis nogen vil hænge sig i hvad man kalder sig, måtte jeg sikkert indrømme at jeg ikke er kristen.“¹² Det er oplagt uærlighed at kalde sig selv en „kristen ateist“.

Bibelen og fornuften siger os at sande kristne vil tro på en personlig Gud og på at han gør mirakler eller lader sine tjenere gøre mirakler på jorden; at de vil anerkende de høje principper som Jesus Kristus fremsatte og vil påtage sig hvervet at forkynde og undervise. Der findes ingen anden måde at være kristen på, hvis man vil være i overensstemmelse med Guds ord.

Henvisninger

 1 Bladet Time, 29. oktober 1965, side 80.

 2 The Shaking of the Foundations — Paul Tillich (1949), siderne 63, 65. Oversat i J. A. T. Robinsons „Oprigtig overfor Gud“, siderne 49 og 23.

 3 Oprigtig overfor Gud — J. A. T. Robinson (1963), siderne 13, 14.

 4 Theologie das Neuen Testaments — Bultmann.

 5 Koranen, sura 17, vers 59.

 6 The New Yorker, 20. november 1965.

 7 Medical World News, 9. juni 1961.

 8 Encyclopedia Americana (1956), bind 24, side 378.

 9 The Christian Century, 8. december 1965.

10 International Review of Missions, januar 1966, side 88.

11 The Secularization of Christianity — E. L. Mascall (1966) side 193.

12 The New Yorker, 13. november 1965.

[Fodnoter]