Religiøse opfattelser da Mesteren forkyndte
1. Hvad troede og praktiserede essæerne?
DA Jesus påbegyndte sin tjeneste i Palæstina var Johannes Døber travlt optaget af sin nidkære virksomhed. Desuden var der adskillige jødiske grupper som øvede indflydelse på de religiøse opfattelser som gjorde sig gældende. En af disse grupper var essæerne, som ikke nævnes i Jesu apostles og disciples inspirerede skrifter. De troede at gudsfrygt påbød dem at afstraffe legemet, at faste og at leve strengt, derfor så de ned på alt hvad der kunne være kødet til behag. De isolerede sig i små samfund. Essæerne, der nylig er kommet frem i rampelyset fordi man fandt Dødehavsrullerne, som indeholder dele af Bibelen, hørte ikke til de fremtrædende religiøse samfund Jesus mødte under sin forkyndelse.
2. Hvad var zeloterne interesserede i, og ved hvilken lejlighed syntes deres indflydelse at have gjort sig gældende?
2 Så var der også zeloterne eller nationalisterne. De ønskede at der ville fremstå en jøde som kunne lede dem i et oprør mod Rom og bryde det åg som Rom havde lagt på deres skuldre. Galilæa var et arnested for oprør, og det var dér Jesus var vokset op. En af Jesu disciple blev kaldt Zelotes, og han har muligvis været medlem af zelotpartiet. Imidlertid ophidsede han ikke den nationalistiske ånd eller agiterede for selvstyre da Jesus mirakuløst havde bespist fem tusind mænd. „Da nu folkene så det tegn, han havde gjort, sagde de: ’Han er i sandhed den profet, der kommer til verden.’ Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene.“ Disse nationalister ønskede at gøre ham til konge, altså i opposition til Rom. De ønskede at vælge Jesus for at hans mirakuløse evner kunne tjene deres selviske hensigter. Men Jesus nægtede standhaftigt at lade sig trække bort fra den gerning hans himmelske Fader havde sendt ham for at gøre. Som han vidnede for Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 6:14, 15; 18:37; Luk. 6:15; Ap. G. 1:13.
3. Hvem var saddukæerne, og hvordan betragtede de Rom, De hebraiske Skrifter og traditionen?
3 En tredje gruppe var saddukæerne. Til dem hørte en del skriftkloge samt medlemmer af synedriet og endog de to ypperstepræster. (Joh. 11:47; Ap. G. 5:17; 22:30; 23:6) De så ikke hen til Messias’ komme men var interesserede i at bevare status quo. De havde sluttet en overenskomst med Rom. De skulle varetage alt i forbindelse med templet, præstetjenesten, indsamlingen af tiende, bidrag der indkom ved templet, salg af offerdyr i hedningernes forgård, og de vekselererforretninger der foregik dér. Saddukæerne anerkendte ikke alle de inspirerede hebraiske skrifter og heller ikke farisæernes traditioner; de troede egentlig kun på Moseloven.
4. Hvordan svarede Jesus saddukæerne da de imødegik hans lære om opstandelsen, og hvorfor svarede han dem sådan?
4 Det var derfor saddukæerne der kom til Jesus for at imødegå hans lære om opstandelsen, for de mente ikke at Moseloven gav grundlag for en sådan lære. Jesus gendrev dem med deres egne våben, han citerede fra Moses’ skrifter: „Hvad det angår, at de døde opvækkes, har I da ikke læst i Mose bog, i stedet om tornebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’ Han er ikke Gud for døde, men for levende; I er helt på vildspor.“ (Mark. 12:18-27) Det betød at disse mænd som var døde, ville få liv igen ved en opstandelse. Ligesom nogle i levende live var fremmede for Gud og i hans øjne var at betragte som døde, således var disse døde, men godkendte, i Guds øjne levende. — Ef. 2:1; 1 Tim. 5:6; Luk. 20:38.
5. Hvilken viden om saddukæerne gør det åbenbart at det må have været dem der råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren“?
5 På grund af den overenskomst saddukæerne havde sluttet med Rom ønskede de ikke at nogen skulle skabe uroligheder og give anledning til at de romerske hære foreskrev indskrænkninger. De ønskede at blive af med Jesus. Det vidste endog Pilatus, og han sagde til Jesus: „Dit folk og ypperstepræsterne [saddukæerne] har overgivet dig til mig.“ Logisk nok var det dem der gjorde hans sag til et spørgsmål om loyalitet mod kejseren: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.“ Og da Pilatus spurgte om han skulle pælfæste deres konge, var det ypperstepræsterne, eller saddukæerne, der råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 18:35; 19:12-16.
Skriftkloge og farisæere
6. Hvem var de skriftkloge?
6 Nogle af de skriftkloge var saddukæere, men de fleste af dem var farisæere, og det er uden tvivl grunden til at Jesus så ofte omtaler de skriftkloge og farisæerne sammen i det treogtyvende kapitel hos Mattæus. De præstelige skriftkloge studerede, afskrev, underviste i og fortolkede Loven. De viste hvordan den skulle anvendes i den daglige livsførelse. — Matt. 23:2, 13, 15, 23, 25, 27, 29.
7. Hvad troede farisæerne?
7 Farisæerne, de religiøse overleveringstilhængere, mente at man kun kunne opnå frelse ved at overholde traditionerne eller den såkaldte mundtlige lov. De så frem til at Messias skulle komme på den måde de forestillede sig det. De anerkendte alle de hebraiske skrifter, men hertil føjede de mundtlige overleveringer. De tog afstand fra romerne, thi de anså det for at være en besmittelse at have noget at gøre med dem. I deres øjne var det også en besmittelse at omgås det jævne folk der ikke holdt de mundtlige traditioner.
8. Hvorfor var det farisæerne der klagede over at Jesu disciple ikke vaskede hænder før de spiste?
8 Eftersom farisæerne elskede overleveringerne, forbavser det os ikke at det var dem der klagede til Jesus over hans disciple: „De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid.“ Klagen blev ikke fremført af hygiejniske grunde, men som et forsvar for overleveringerne, der, som Jesus sagde, satte „Guds lov ud af kraft“. (Matt. 15:1-6; Mark. 7:1-8) Traditionen med at vaske hænder udvikledes med tiden. Først var det en rituel afvaskning man foretog før måltiderne. Så foregik afvaskningen både før og efter måltidet, og senere vaskede de mere nidkære tilbedere hænder mellem retterne. Visse fødemidler fordrede at hænderne kom helt under vand, andre at hænderne blev overhældt med særligt vand der skulle løbe ned over håndleddene. Dette vand betragtedes nu som snavset, så hvis noget af det kom på hænderne igen måtte de vaskes på ny så det snavsede vand vaskedes af. I Talmud kan man læse om straffen for ikke at overholde denne tradition: „Den der ikke tager håndtvætning højtidelig, vil forgå fra jorden.“ De havde travlt med at vaske hænder, men det lykkedes dem aldrig at få renset hjertet!
9. Hvorfor ankede farisæerne over at Jesu disciple plukkede aks på sabbaten, og hvilke sabbatsforskrifter havde de?
9 Hvem ville klage over at nogen plukkede aks og spiste kornene på en sabbat? Mattæus 12:2 svarer: „Farisæerne . . . sagde . . . til ham: ’Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat.’“ Det var deres sabbatstraditioner der fik dem til at gøre vrøvl. Sabbaten var et kildent emne, og i Talmud er der to store bind om sabbatsforskrifter. For eksempel måtte man ikke bide negle på sabbaten. En kvinde måtte ikke se i et spejl på sabbaten, for hvis hun fandt et gråt hår ville hun jo nok trække det ud, og det blev skam betragtet som arbejde. Man kunne ikke gå med forlorne tænder, faldt de nemlig ud og man samlede dem op, ville det være det samme som at bære en byrde på sabbaten. Man måtte godt gå med et plaster, på et sår hvis det kun hindrede såret i at blive værre; bevirkede plasteret imidlertid at såret lægedes hurtigere, var det ulovligt at gå med det. Et brækket ben kunne ikke behandles på sabbaten, medmindre den tilskadekomnes liv stod på spil. Man kunne ikke tillade sig at spise et æg som var lagt på sabbaten. Dog var der en undtagelse; hvis hønen ikke blev holdt som æglægger men blev fedet op til slagtning, kunne man spise dens æg, for så blev ægget betragtet som et stykke af hønen der var faldet af!
„Jordens folk“
10. Hvem var de såkaldte am ha-arets, og hvordan blev de betragtet af religiøse jøder?
10 Det Hebraiske udtryk am ha-arets betyder „jordens [eller, landets] folk“. (Jer. 1:18, NW, fodnoten) Disse mennesker var i farisæernes øjne som det snavs de trådte på, og saddukæerne havde naturligvis intet med dem at gøre, for de så ned på enhver. Disse am ha-arets var fattige arbejdere der ikke kendte Loven eller traditionerne, eller som ikke overholdt nogen af delene. De fremsagde ikke de formelle bønner, havde ikke rituelle kvaster på deres kapper, og bar ikke bederemme når de holdt andagt; de oplærte heller ikke deres sønner i overleveringerne, sådan som de samvittighedsfulde jøder gjorde det. Rabbierne hadede dem og udelukkede dem af samfundet. Én rabbi hævdede at de ikke havde håb om en opstandelse, og rabbi Hillel sagde: „Ingen am ha-arets er virkelig religiøs.“ En god jøde ville ikke lade sin datter gifte sig med en af dem. Rabbiernes standpunkt var: „Intet menneske bør omgås syndere, end ikke bringe dem i nærheden af Tora.“ Når de religiøse gjorde ophævelser over at Jesus kom sammen med syndere, har de uden tvivl også tænkt på denne gruppe mennesker.
11. Hvordan så Jesus på disse am ha-arets?
11 Jesus viste interesse for disse am ha-arets selv om de var syndere. „Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere,“ sagde Jesus da de selvretfærdige farisæere besværede sig over at han kom sammen med disse ringeagtede mennesker. Jesus følte for dem: „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ Disse mennesker, der så længe havde været foragtet, lyttede til Jesu forkyndelse; de var ikke ligegyldige over for Jehovas lov. Hvad disse arbejdende mennesker ikke kunne overholde var de umulige traditioner som de ældste havde opstillet. — Matt. 9:13, 36.
12. Hvordan kan denne viden hjælpe os til at forstå beretningen i Lukas 15:1-10?
12 Med dette kendskab til forholdene kan vi bedre forstå beretningen i Lukas 15:1-10: „Syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: ’Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’“ Som svar herpå fortalte Jesus om en mand der havde hundrede får; da et af fårene forvildede sig bort forlod han de nioghalvfems for at finde det ene forsvundne, og han glædede sig inderligt da det blev fundet. Derpå sagde Jesus skarpt: „Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over een synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.“ Han hentydede til at farisæerne selv mente at de var retfærdige og trygt befandt sig inden for Guds fold. Derfor ville han søge efter de vildfarne, synderne, og han sagde at der ville blive større glæde over en synder der blev fundet end over nioghalvfems selvretfærdige mennesker der ikke mente de havde nødig at blive frelst. For at give meningen dobbelt vægt fortalte han også lignelsen om kvinden der havde ti mønter og som tabte den ene, men flittigt søgte indtil hun fandt den, og glædede sig meget over denne ene der fuldstændiggjorde møntsættet. Det var den tabte mønt, de vildfarne får, deriblandt disse am ha-arets der var gået tabt men som erkendte det og søgte frelse, det var dem Jesus interesserede sig for, og det var dem der bragte Jehova glæde da de kom tilbage. Gud var ikke interesseret i de selvretfærdige skriftkloge og farisæere, der ikke omvendte sig skønt de var sig synd bevidst.
13. Hvilken forkvaklet opfattelse havde farisæerne af deres traditioner og Guds ord?
13 Hvorfor skulle Jehova og Jesus føle nogen glæde ved tilhængere af overleveringerne? De skriftkloges og farisæernes overleveringer satte Guds ord ud af kraft, og dog tænkte de så højt om disse traditioner at de gjorde sig selv til nar. De sagde at den skrevne lov var som vand, men overleveringerne som vin. De sagde at Gud tilbragte hele dagen med at studere det skrevne ord, og hele natten med at studere de mundtlige overleveringer. Forestil dig engang det!
Hyklere fordømmes
14. Hvordan bandt de skriftkloge og farisæerne tunge byrder på menneskers skuldre, og på hvilken måde hindrede de folk i at komme ind i Riget?
14 Er det så mærkeligt at Jesus brugte de bidende ord der gengives i det treogtyvende kapitel hos Mattæus? „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ Disse byrder var de mundtlige overleveringer der var så besværlige at holde, men de religiøse ledere ville ikke så meget som hæve en enkelt lille forskrift for at gøre det lettere. De havde opkastet sig selv til folkets lærere; men i stedet for at henlede folkets opmærksomhed på Guds rige gjorde de det modløst ved at insistere på at de besværlige overleveringer skulle holdes. Så da Jesus gjorde det som de forsømte at gøre, blev de rasende og søgte at vende folket imod ham. Med rette sagde Jesus: „I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ — Matt. 23:4, 13.
15. Hvad viser at farisæerne og de skriftkloge kun var interesserede i at tage sig godt ud?
15 „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet. I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen!“ De var så optaget af småting at de aldrig fik tid til at beskæftige sig med det der havde større vægt, den sande tilbedelse. De omgav sig med et ydre skin, men gerninger havde de ingen af. „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent.“ De var interesserede i at tage sig godt ud, men Gud så på hjertet. De pyntede sig med en ydre fromhed, men viste en sørgelig mangel på retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed. — Matt. 23:23-26.
16. Hvilke illustrationer viser forskellen mellem dem hvis ydre skal tager sig godt ud, og dem hvis indre er ægte og godt?
16 En ædelsten kan godt virke mat på overfladen, men indeni funkler den. Når man gnider og sliber den begynder den at få glans. Der er ikke noget særligt at se på stenens ujævne, uslebne overflade, men dens værdi gemmer sig under overfladen. På den anden side er det også sådan at selv om man kan pynte op på et gammelt træhus ved at kalke det hvidt, skal der ikke gnides ret meget på det før de gamle brædder underneden viser sig. Sådan er det også med mennesker. Jehova interesserer sig ikke for dem der blot har et fromt ydre. Når man kommer til at gå dem for nær, når de ikke får deres egen vilje, eller når de kommer ud for at skulle ændre sind, da ser man hvad de i virkeligheden består af i deres indre. Man opdager hvor irritable de kan blive, og deres sande jeg kommer frem. Når Jehova indsamler folkenes skatte er han interesseret i mennesker der er som ædelsten. Jo mere de kristne med det rette hjertelag udsættes for vanskeligheder og forfølges, vanæres og undertrykkes, des mere skinner deres uangribelighed, des mere strålende genspejler de Jehovas herlighed, og des mere storslået bliver deres tilbagevisning af Satans løgn om at mennesker ikke vil holde fast ved deres tro under prøvelser. — Hag. 2:7.
17. Hvad viser de skriftkloges og farisæernes hykleri i forbindelse med Jehovas profeter?
17 „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: ’Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.’“ Men det var de selv samme hyklere der dræbte den største af alle profeter, Jesus Kristus! De byggede gladelig gravmæler over profeterne og pyntede dem for at henlede opmærksomheden på deres egen velgørenhed, men ve den levende profet der vovede at afsløre deres hykleri! — Matt. 23:29, 39.
Religiøse opfattelser i dag
18. Hvad viser at de samme religiøse typer findes i dag?
18 Også i dag lever der mennesker af den slags som fandtes i det første århundrede. Nogle isolerer sig i religiøse bygninger, faster og mishandler legemet, og mener, ligesom essæerne mente det, at en sådan askese er gudsfrygt. Nogle er fanatiske patrioter der betragter menneskelige herskere og nationer som Guds redskaber, og de ønsker at tage sagen i deres egen hånd og indføre fred på deres egen facon, ligesom zeloterne. Saddukæerne regnede kun med en del af De hebraiske Skrifter og tilsidesatte resten, og i dag gør de religiøse modernister det samme. Ligesom saddukæerne ønsker de at stå sig godt med de menneskelige regeringer. Men hvis man ønsker at vandre med Gud kan man ikke være en del af den gamle verden, som modernisterne er det. Så er der også vore dages overleveringstilhængere der kan sammenlignes med fortidens farisæere. Nogle holder sig til religiøse overleveringer som de har hentet fra oldtidens hedenskab, andre har opstillet deres egne traditioner som de har knyttet til dem de har lånt fra hedenskabet. Vor tids religiøse fundamentalister må henregnes til denne kategori. Deres overleveringer, såsom treenighedslæren, læren om den udødelige sjæl, evig pine for syndere, afgudsbilleder, og meget andet, sætter Bibelens enkle sandheder ud af kraft, nøjagtig som de skriftkloges og farisæernes traditioner gjorde det.
19. (a) Hvilken gruppe mennesker kan sammenlignes med am ha-arets, og hvordan reagerer de religiøse ledere? (b) Hvad erfarer disse førhen ringeagtede mennesker når de tilslutter sig den nye verdens samfund?
19 Også i nutiden finder vi mennesker der er som de omtalte am ha-arets eller „jordens [eller, landets] folk“. Det er oprigtige mennesker der hungrer og tørster efter retfærdighed, men som kristenhedens religiøse systemer har forsømt at give den rette undervisning. Det er hovedsagelig disse mennesker Jehovas vidner i kærlighed går til, og de finder mange hørende ører. Farisæerne spottede i sin tid dem der lyttede til Jesus: „Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!“ På samme måde spotter de religiøse ledere nu dem der lytter til Jehovas vidner. De siger at det kun er ringe og ulærde folk der lytter. De tager fejl, ligesom farisæerne tog fejl, for nogle af rådsherrerne og farisæerne lyttede til Jesus og fulgte ham. (Joh. 3:1, 2; Ap. G. 4:36, 37; 6:7) Flertallet af dem der lytter hører til denne oversete klasse, men så snart de begynder at vandre i Jesu fodspor og tilslutter sig den nye verdens samfund overses de ikke mere. De bliver kærligt hjulpet til at få nøjagtig kundskab om Guds ord; hvis de ikke har lært at læse, får de undervisning heri så de kan studere Bibelen. De erfarer at Jehovas vidner, ligesom Jesus, forkynder anderledes. De sætter deres lid til Bibelens autoritet i modsætning til nutidens farisæere og saddukæere med deres overleveringer og modernisme. — Joh. 7:47-49.
20. (a) Hvilken handlemåde skulle vi forstandigt følge nu, og hvad bør vi sky? (b) Hvordan kan vi tage del i den åndelige helbredelsesgerning?
20 Hvis vi er Jesu sande efterfølgere må vi vandre i hans fodspor, sky hykleri og Gud-vanærende overleveringer, og trofast vise mennesker som er sig deres åndelige behov bevidst, hen til Guds rige. Aldrig må vi blive som de falske religionsledere på Jesu tid, der kun var interesseret i at gøre tingene på deres egen måde og som ikke udførte den tilbedelse der var antagelig i Jehovas øjne. Vi kan naturligvis ikke gøre Jesus hans mirakler efter og helbrede syge og oprejse døde, men vi kan tage del i arbejdet med den åndelige helbredelse. De mennesker som er modtagelige herfor kan vi indprente den bibelske sandhed i sind og hjerte, og deres ændrede sind vil lede deres fødder ud i tjenesten for Gud. De har ikke længere lamme fødder hvad angår at vandre med Gud. Øjne der engang var blinde for hans sandhed, vil se; ører der engang var døve for hans budskab, vil høre; legemer der engang var spedalske af åndelig sygdom, vil blive rene; og de der var døde i overtrædelser og synd kan i åndelig forstand oprejses til liv og aktivitet, opnå en tro der ikke længere er død men viser sig levende ved gerninger og ved arbejdet i Jehovas tjeneste.
21. Hvordan skulle vi stræbe efter nøjagtigt at følge det forbillede Jesus efterlod os?
21 Jesus efterlod „et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. (1 Pet. 2:21) Ligesom en bygmester omhyggeligt studerer sin arbejdstegning for at sætte sig ind i alle enkeltheder, således må vi studere Jesu tjeneste for at kunne efterligne den nøjagtigt. Vi må bestræbe os for at forstå de mennesker vi vidner for, sætte os ind i hvad de trænger til, fremlægge budskabet magtfuldt, klart og med passende illustrationer, og ligesom Jesus vise fårene inderlig kærlighed. Vi må frygtløst forkynde sandheden for alle mennesker, og tålmodigt hjælpe de ringeagtede. Hvis vi giver nøje agt på os selv og vor lærergerning vil det føre til frelse både for os selv og for vore tilhørere. — 1 Tim. 4:16.