Hvad er praktisk?
„HVORFOR foretager I jer ikke noget praktisk, som f. eks. socialarbejde, hjælpearbejde, hospitalsbyggeri og forsøg på at forbedre denne verden ved at tage del i politik og indføre Bibelens principper i regeringen?“ Dette spørgsmål stilles ofte Jehovas vidner af ærlige og velmenende mennesker.
Målestokken for, hvorvidt noget er praktisk eller ej, er, om det har succes. Hvis det tjener sin hensigt til største gavn for dem, der har med det at gøre, og til bedste for andre, er det praktisk.
Eftersom Jehova Gud er den, der har skabt sine skabninger, og den, der sørger for dem, er han den mest praktiske i hele universet. Det, han foretager sig, tjener sin hensigt; det har succes, og alle, der ønsker at gøre det rette, har praktisk og varig gavn af det. (Es. 46:11; 55:11) Hvad skabninger, specielt ufuldkomne mennesker som vi, mener er godt eller formålstjenligt i øjeblikket, vil måske ikke føre til noget godt i sidste ende. Lad os se alt under Guds synsvinkel, som ligger på et langt større og højere plan end vor, og lad os tilegne os hans visdom, i hvis lys han betragter verden fra sin ophøjede stilling. — Es. 55:8, 9; 40:22.
I den allerførste tid mennesket levede under de ynkelige forhold, hvorunder vi befinder os i dag, gav Jehova det et håb om hjælp og udtalte, at det var hans hensigt at foranstalte en udfrielse. Samtidig viste han, at der ville blive opbygget et divergerende verdenssamfund, der skulle eksistere, indtil det blev ødelagt af Guds befrier. (1 Mos. 3:15) Siden da har der eksisteret et sådant samfund. Men Gud har ikke befalet trofaste mennesker at være dette gamle verdenssamfund underdanig eller prøve at opretholde det. Tværtimod har han kaldet mennesker til at skille sig ud fra og frigøre sig for det, for at de kunne udføre det arbejde, han gav dem. Skønt disse mennesker ikke skulle oprette deres egen regering, betød dette ikke, at der ikke ville være nogen regering, for det gamle verdenssamfund ville fortsætte uden deres hjælp. Heller ikke fik de bemyndigelse til at lægge hindringer i vejen for regeringerne i verden eller styrte dem eller lappe sammen på disse systemer for derigennem at forbedre menneskehedens kår. De erkendte, at forsøg herpå kun ville bringe skuffelse. Hvis de således opgav deres adskillelse fra den gamle verden, ville det desuden bevirke, at kundskaben og håbet om Jehovas lovede nye verden blev formørket og sygnede hen. Det var bydende nødvendigt for dem at indvi sig til et arbejde, der er langt større, bedre, mere varigt og effektivt. Hvori bestod dette arbejde?
De skulle vandre med Gud, lære hans veje at kende og studere hans åbenbarede løfter om en bedre verden og forkynde herom for andre, som trængte til denne trøst. Den oplysning, de videregav, var en beretning om en regering, der direkte stod under den retfærdige herskers, Jehova Guds, ledelse. Denne regering skulle dannes, mens det gamle verdenssamfund stadig var i virksomhed. (Dan. 2:44) Der kunne ikke tænkes noget kompromis mellem disse to. Gud vil fuldstændig fortrænge det gamle verdenssamfund og ikke optage noget af det i sin nye verden. Skønt de afventede Guds tid til at oprette denne regering ved sin egen magt, sad de ikke med hænderne i skødet uden at have noget at gøre. Nej! De anvendte al deres tid på en fordelagtig måde, nemlig til undervisning, oplæring og organisering, Denne kundskab om Guds hensigt må gøres til en lysende bavn, der kan ses af alle retsindige mennesker. — Hebræerne, kapitel 11.
Jesu praktiske handlemåde
Så kom Jesus, den lovede befrier og messias, han, der selv var den udnævnte konge, mens han var på jorden. Revsede han de mennesker, der havde skilt sig ud fra verden, og fulgte han en anden handlemåde end de? Med sine strålende evner for at organisere kunne han være blevet deres konge dengang og således have „indført Bibelens principper i regeringen“ bedre, end nogen nutidig organisation eller gruppe af kristne ville kunne gøre det. Men hvad gjorde han? Lad den bibelske beretning svare: „Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene.“ (Joh. 6:15) Senere sagde han: „Mit rige er ikke af denne verden“, og i en bøn: „Jeg beder ikke for verden.“ (Joh. 18:36; 17:9) Også han forkyndte sandheden. Han brugte al sin tid og energi og alle sine midler i det livsvigtige arbejde med at undervise om Riget.
Hvad gjorde Jesus med problemet de fattige og syge? Med sine mirakuløse evner kunne han have skaffet mad til hele verden. Men han sagde til dem, der var mest interesseret i at få bogstavelig mad eller blive fysisk helbredt: „I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer.“ — Joh. 6:26, 27.
Han vidste, at hans bysbørn i Nazaret ventede, at han skulle gøre nogle af sine store helbredelsesgerninger iblandt dem. Men i byens synagoge korrigerede han denne materialistiske sindsindstilling ved at læse op fra profeten Esajas’ bogrulle, at hans bemyndigelse fra Gud gik ud på, at han skulle forkynde. (Es. 61:1, 2; Luk. 4:17-19) Her viste han, at den kristne organisation ikke har fået bemyndigelse til at udføre noget så småt som socialt hjælpearbejde, men derimod til at give udtryk for den største kærlighed ved at helbrede for åndelige sygdomme, forkynde det gode budskab om Riget. Jesus erkendte, at problemet med fattige og nødlidende ikke vil blive løst, så længe denne tingenes ordning eksisterer. Han sagde: „De fattige har I jo altid hos jer.“ (Joh. 12:8) Han vidste, at materiel hjælp i bedste fald kun ville være midlertidig. Imidlertid påpegede han, at man ved først at søge Riget kan komme ind under Guds omsorg og beskyttelse, få et klarere udsyn og sikkerhed for at få, hvad der er nødvendigt nu, og evigt liv i den nye verden. — Joh. 6:33; Sl. 37:25.
Var Jesu handlemåde praktisk? Resulterede den i de største velsignelser? Et bekræftende svar finder vi i den varige frihed og oplysning, som hans korte, tre og et halvt år lange tjenestegerning bragte dem, som hørte hans ord, og også mange andre i de nationer, hvor kristne har opholdt sig. Er der noget andet arbejde, som i velsignelsesrige resultater kan måle sig hermed?
Den uimodsigelige sandhed står fast: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Matt. 4:4) Vort evige liv, ja selv vor fred i sindet og værdsættelse af og glæde over livet, afhænger nu af, om vi tilegner os kundskab om den eneste sande Gud, Jehova, og den, han udsendte, Jesus Kristus. — Joh. 17:3.
De, der taler om praktisk anvendelse af deres ejendele og tid, giver også af deres midler til kirkeorganisationer med henblik på åndelige ting, ikke sandt? Tror de ikke, at penge, der bruges til opdragelse og til forebyggelse af forbrydelser og ungdomskriminalitet, tjener et praktisk formål? Sætter de ikke de åndelige værdier over de materielle? Selv nu bliver det sagt, at penge og kræfter, der anvendes på at undervise mennesker bag jerntæppet ved radioudsendelser i frihedens interesse, udretter mere i retning af fred i verden end et mægtigt forsvar i form af store hære med deres atom- og brintbomber. — Præd. 7:12; Sl. 127:1.
En modsætning til Jesu Kristi handlemåde — han, der underviste folket i de åndelige ting i forbindelse med Gud — finder vi i de Forenede Staters kæmpemæssige eksperiment, deres forsøg på at „give verden mad“. Hvad er blevet resultatet af disse anstrengelser? Efter at have øst milliarder af dollars ud over andre nationer, oplever de Forende Stater nu at blive kaldt et „kapitalistisk diktatur“ af andre folk, som vender sig til gudløs kommunisme, mens de bruger det, hvormed de er blevet hjulpet af demokratiet, til at kæmpe imod dette.
Når den almægtige Gud udtaler en advarsel og bemyndiger sit folk til at viderebringe den, må det gøres. Deres lydighed mod hans befaling til at forkynde vil afgjort være til største gavn for alle. De, der lytter til disse Guds tjenere og hjælper dem i deres arbejde, vil selv opleve det største mål af velsignelser og vinde livet i en ny, retfærdig verden. Efter Vandfloden forelå der afgjorte beviser for, at Noa og hans sønner var praktiske, for de havde forladt det gamle verdenssamfund på den tid og stillet alle deres evner i forkyndelsens tjeneste, samtidig med at de tilvejebragte en ark, der kunne frelse dem gennem Vandfloden: De kristne i det første århundrede viste sig at være praktiske mennesker, da de forkyndte Jehovas advarsel om ødelæggelsen lige indtil året 70 e. Kr. og derefter i lydighed mod Jesu profeti flygtede til bjergene sammen med dem, der gav agt på advarselen og således undslap den frygtelige nedslagtning af jøderne, der fandt sted, da den romerske hær oversvømmede landet som en flodbølge. — Matt. 24:15, 16.
Ja, apostlene og deres medarbejdere udførte et praktisk arbejde. De fleste af dem havde kun få penge, men de havde et dyrebart budskab om liv, og de gav det videre uden vederlag. (Ap. G. 3:6) De viede al deres tid og alle deres kræfter og ejendele til det ene livsvigtige arbejde, at forkynde Guds rige. (Ap. G. 4:32-35) I sand og praktisk kærlighed brugte de samtidig deres ejendele til at hjælpe deres medvidner til at holde ud i forkyndelsen af det gode budskab. — Ap. G. 11:29; 2 Korinter, kapitel 9.
Jehovas vidner i dag er praktiske
På samme måde handler Jehovas vidner nu i tiden. Ligesom Maria, om hvem Jesus sagde, at hun havde valgt en bedre del end Marta, modtager de belæring ved Jesu fødder. (Luk. 10:38-42) Han satte et praktisk eksempel, som man i vor tid kan følge med største succes. De hjælper hinanden og de retsindige mennesker, og alle deres midler er helt viet til udbredelsen af det gode budskab til hver afkrog af jorden. Nu forkynder de for fuld kraft i 127 lande. Er der nogle af disse kristne, der ikke er tynget af familieansvar, så de kan indvi hele deres tid til forkyndelsen? De er ikke så selviske, at de undlader at gøre det. Har de penge? De bruger dem frivilligt til at støtte missionærarbejdet, skaffe rigssale og afholde udgifterne for dem selv og deres medarbejdere i forbindelse med at bringe advarselen ud til hvert eneste land i den korte tid, der er tilbage, inden Gud fjerner det gamle verdenssamfund og opretter den nye verden. Har de hjem? De tøver ikke med at åbne dem for de omkringboende, så der kan holdes bibelstudier, og de kan tjene som bekvemme centrer for det livsvigtige, men forsømte studium af Guds ord. De er ikke bange for at lade deres hjem slides op af mange fødders gang ind og ud af dem, når hjemmet bliver brugt hver uge, ikke alene som centre for studium, men også som samlingssted for dem, der forkynder det gode budskab i nabolaget. Har de biler? De er ikke bange for, at de for tidligt skal blive sendt på bilkirkegården, fordi de kører langt bort til isolerede landdistrikter for at besøge mennesker, der ønsker at studere Bibelen. De synes, at deres biler bliver brugt på en god måde, når de kører store omveje for at tage deres medvidner med til studierne eller tjenestemøderne i rigssalen.
Jehovas vidner ser nu praktiske resultater af deres handlemåde. De får nu den herlige belønning for den tid, de har brugt, ved at håbets lys tændes i deres øjne, som sørger i denne åndelige hungers tid. (Am. 8:11; Ez. 9:4) Til gengæld for deres penge læser de beretninger om den lykke, som er blevet mennesker til del i et område, der strækker sig fra deres eget dørtrin og lige til jordens ender, alle vegne, hvor mennesker får et nyt håb og vender sig fra hjælpeløs fortvivlelse og håbløshed for at blive nyttige indbyggere i det nye verdenssamfund. For deres godt anvendte hjem og biler får de virkelige venner og glædeligt samvær, foruden de mest værdifulde venners godkendelse, nemlig Jehovas og hans kronede søns. — Mark. 10:29, 30; Luk. 16:9.
Men at have del i ophøjelsen af Jehovas navn er mere værd end alle belønninger. Jehova selv betragter det som så vigtig en sag, at han opfordrer hele skabningen til at være tilskuer. Desuden har han sat legioner af mægtige engle til at holde de fjender tilbage, som vil forsøge at standse forkyndelsen. Ja. Jehovas vidner har fundet den mest praktiske og heldbringende måde at leve på i denne korte overgangstid mellem en gammel verden og en ny. Når Kristi genløsningsoffers fortjeneste snart bliver jordens slægter til del i form af herlige velsignelser som sundhed og fremgang, vil der ikke længere være brug for hospitaler eller arbejdsløshedshjælp. Under Jehovas styre ved Kristus vil Bibelens principper i fuld udstrækning blive fulgt af regeringen. Så vil kommunisme, diktatur, sorg, slaveri og undertrykkelse for evigt være noget, der hører fortiden til. „Jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber. Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; . . . mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd.“ — Åb. 21:1-4; Es. 25:6-8; 65:17-25.