Tiggeren og den rige mand oplever en forandring
1. Hvilke forandringer for rige og fattige antydede Jesus i sin bjergprædiken?
I SIN BJERGPRÆDIKEN sagde Jesus: „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmeriget tilhører dem. Lykkelige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal blive mættet.“ Som en modsætning til disse, der erklæres lykkelige, sagde han: „Men ve jer, I rige, thi I har al jeres trøst. Ve jer, som nu er mætte, thi I skal sulte. Ve jer, som nu ler, thi I skal sørge og græde.“ (Matt. 5:3, 6 og Luk. 6:24, 25, NW) Jesus skildrede i billeder disse forandringer for fattige og rige i sin lignelse om tiggeren Lazarus og den rige mand. Han skildrer forandringerne som indtrædende ved døden.
2. Hvad skete der med Lazarus og den rige mand, da de døde? Hvad indebærer Lazarus’ nye stilling?
2 Jesus sagde: „Med tiden skete det, at tiggeren døde, og han blev af engle båret hen på hæderspladsen op mod Abrahams bryst. Også den rige mand døde og blev begravet. Og i hades løftede han sine øjne op, han befandt sig i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus ligge på hæderspladsen op mod hans bryst.“ (Luk. 16:22, 23, NW) New World Translation bemærker i sin fodnote, at den, der indtog denne stilling eller plads, „lå til bords foran en anden på samme divan og lænede sig tilbage“. Det antyder en begunstiget stilling hos Abraham. Døden gjorde ende på Lazarus’ tiggertilværelse og satte ham i en begunstiget stilling. Spørgsmålet er nu: Hvornår døde han, og i hvilken forstand? Kendsgerningerne kan besvare spørgsmålet.
3, 4. Hvornår og som følge af hvad døde lazarusskaren?
3 Lazarusskaren døde, dengang nyhederne om Riget begyndte at blive forkyndt for de fattige, som det religiøse præsteskab havde foragtet og forsømt. De var syndere, der havde anger nødig, skøger, skatteopkrævere, omskårne samaritanere og til sidst uomskårne hedninger. Disse tog imod budskabet og blev efterfølgere af Messias, Kongen Kristus. Dette tog sin begyndelse på Johannes Døbers tid, for han prædikede i ørkenen: „Angre, thi Himmeriget er kommet nær. Jeg på den ene side døber jer med vand på grund af jeres anger, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, ham, hvis sandaler jeg ikke er værdig til at tage af. Han vil døbe jer med hellig ånd og med ild.“ (Matt. 3:1, 2, 11, NW) Omtrent seks måneder efter, at Johannes begyndte sin gerning, blev Jesus døbt af ham og salvet med Guds ånd til at være Kristus. Efter fyrretyve dages fristelser i ørkenen kom han tilbage til Johannes og begyndte at indsamle sine disciple. Især efter Johannes’ fængsling i det efterfølgende år trak Jesus sig tilbage til Galilæa og begyndte at prædike ligesom han: „Angre, thi Himmeriget er kommet nær.“ På vejen til Galilæa forkyndte han også budskabet for de foragtede samaritanere. — Matt. 4:17, NW; Joh. 4:1-42.
4 Mens Jesus var i synagogen i sin barndoms by, Nazaret, oplæste han fra profeten Esajas sin bemyndigelse til at prædike for menigheden: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde gode nyheder for de fattige, han udsendte mig til at forkynde frihed for fanger, og at de blinde skal få deres syn igen, til at sende de sønderknuste bort i frihed, at forkynde Jehovas kærkomne år.“ Dertil tilføjede han: „I dag opfyldes dette skriftsted, I lige har hørt.“ (Luk. 4:16-21, NW) Nogen tid senere sendte Johannes Døber bud til ham for at få bekræftet, at han virkelig var den, som skulle komme. Jesus fortalte Johannes’ sendebud: „Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser og lamme går omkring, spedalske renses og døve hører, døde oprejses og de fattige får de gode nyheder forkyndt.“ (Matt. 11:2-5, NW) Ja, lazarusskaren fik de gode nyheder forkyndt, og det førte til deres død som tiggerskare betragtet, som åndeligt syge og sultne. De gik ikke længere til den „rige mands“ port efter mad, men flokkedes om Jesus, Messias. De, som var deres åndelige behov bevidst og hungrede og tørstede efter ret og retfærd, blev mættet og trøstet.
5. Hvad trængte lazarusskaren sig frem imod? Foran hvem gik de ind, og hvorfor?
5 Efter at Johannes’ sendebud var gået, sagde Jesus: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er Himmeriget det mål, som mennesker ivrigt trænger sig frem mod, og de, som trænger sig frem, griber det. Thi alle profeterne og loven profeterede indtil Johannes.“ (Matt. 11:12, 13, NW) Jesus sagde noget lignende, lige inden han fremholdt lignelsen om Lazarus og den rige mand. Efter at have afsløret de pengekære farisæeres selvretfærdighed, mens de hørte derpå, sagde Jesus: „Loven og profeterne var indtil Johannes. Fra da af forkyndes Guds rige som gode nyheder, og alle slags mennesker trænger sig frem imod det.“ (Luk. 16:16, NW) Eller for at citere Moffatts oversættelse: „Og hvem som helst trænger sig ind.“ Alle slags mennesker eller hvem som helst? Ja, den ringe lazarusskare, der engang tiggede fra den „rige mand“, trængte sig frem imod Riget og greb det. I betragtning af denne kendsgerning sagde Jesus til sidst til ypperstepræsterne og de religiøse ældste: „Sandelig siger jeg jer, at skatteopkrævere og skøger går foran jer ind i Guds rige. For Johannes kom til jer på retfærdighedens vej, men I troede ham ikke. Derimod troede skatteopkrævere og skøger ham, og i, skønt I så dette, fortrød I det ikke bagefter, så at I også troede ham.“ (Matt. 21:23, 31, 32, NW) Lazarusskaren døde for disse religiøse ledere og blev ført til den rette kilde til føde, trøst og lindring.
Død over for loven, men ikke begravet
6, 7. Hvilken guddommelig foranstaltning skulle nu til at opfyldes til punkt og prikke? Af hvem og hvordan?
6 Nu blev Guds rige forkyndt, og hvem som helst eller alle slags mennesker trængte sig frem for at gå derind, i særdeleshed efter at apostelen Peter blev bemyndiget til at bruge „Himmerigets nøgler“. Selv lazarusskaren trængte sig frem imod det. Tiden var derfor inde til, at moseloven blev opfyldt til den sidste tøddel. Derfor sagde Jesus videre: „Det er lettere for himmel og jord at forgå end at lade den mindste del af et bogstav af Loven forblive uopfyldt. Enhver [hvem som helst, Mo], der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår hor, og den, som gifter sig med en kvinde, der er skilt fra sin mand, begår hor.“ (Luk. 16:1-7, 18, NW) Som søn af en jødinde var Jesus underlagt moseloven. Men som en fuldkommen jøde kom han ikke for at tilintetgøre loven fra Gud; han kom for at opfylde den. Han måtte bevise sig som Abrahams sæd, der blev forudsagt i Moses’ skrifter. Som denne sæd måtte han ofres på Guds alter, ligesom Abrahams elskede søn Isak blev ofret på alteret på Guds befaling, hvilket resulterede i Guds edsvorne løfte: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ — 1 Mos. 22:1-18.
7 Som foreskrevet i moseloven, måtte Jesus opfylde den ved at blive opofret som det sande påskelam. „Guds lam, der borttager verdens synd.“ Ja, han måtte ofres ligesom de slagtede dyr på Sinajs bjerg, hvis blod Moses som mellemmand stænkede på lovbogen og på folket for at gøre lovpagten mellem Gud og Israel gyldig. Men Jesu blod gør en ny pagt gyldig mellem Gud og det åndelige Israel, ved hvilken Gud virkelig tilgiver synder og ikke mere kommer dem i hu. For at opfylde de mange profetiske billeder i Loven måtte Jesus også ofres som tyren og Jehovas buk på forsoningsdagen, hvis ofres blod af ypperstepræsten blev båret ind i det allerhelligste og stænket foran det guddommelige sonedække. Men Jesus måtte opstå fra de døde og som ypperstepræst stige op til selve himmelen og fremstille sig i Guds allerhelligste nærværelse for at fremlægge sit opofrede menneskelivs blod eller værdi for de troende på jorden. Herigennem kunne hans efterfølgere på jorden opnå sand retfærdighed fra Gud. Ved at opfylde disse og andre forskrifter i moseloven opfyldte Jesus hensigten med dem. Den blev således taget bort og naglet til marterpælen, på hvilken han døde. — 2 Mos. 12:1-13; Joh. 1:29; 2 Mos. 24:3-8; 3 Mos. 16:1-19; Heb. 9:11-28; 13:10-13; Rom. 10:4; Kol. 2:14.
8. Hvad sagde Jesus i denne forbindelse vedrørende skilsmisse, og hvorfor sagde han dette?
8 Fordi moseloven da var ved at blive opfyldt og fjernet fra de troende, erklærede Jesus, at forordningen om skilsmisse i loven, ved hvilken en mand kunne have flere end een levende hustru, herefter ikke gjaldt for hans efterfølgere. (5 Mos. 24:1-4) Lovpagten ved Moses var ved at ophøre, og den nye pagt ved den store mellemmand, Jesus Kristus, fortrængte den. Under den ville en kristen, dersom han lod sig skille fra sin hustru på noget som helst andet grundlag end kønslig utroskab, og hvis en af parterne giftede sig igen, gøre sig skyldig i hor. Den kristne standard for ægteskab under den nye pagt ville være den samme, som Gud fastsatte i Edens have for Adam og Eva. Manden havde kun een levende hustru, der blev givet ham i den hensigt at opfostre børn til at opfylde jorden og gøre den til et paradis. (Matt. 19:3-9; 1 Mos. 1:28; 2:21-24) Gud traf ikke nogen ordning for skilsmisse for det fuldkomne menneskepar. Således må også en gift kristen kun have een levende ægtefælle og være trofast imod denne. Jesu udtalelse om ægteskabet må have irriteret farisæerne, som fulgte Talmuds lære om ægteskab, og som hørte hans ord.
9. Hvorledes sagde Paulus, at lazarusskaren var løst fra moseloven, og i hvilken hensigt?
9 Idet han påviser, at de jødiske medlemmer af lazarusskaren var døde med henblik på deres tidligere tiggertilstand under lovpagten, siger apostelen Paulus til nogle af dem: „Kan det være, at I ikke ved, brødre, (jeg taler jo til dem, som kender loven), at loven er herre over et menneske så længe, han lever? En gift kvinde er for eksempel bundet ved lov til sin mand, mens han lever; men hvis hendes mand dør, er hun løst fra mandens lov. Altså vil hun, mens hendes mand lever, blive kaldt ægteskabsbryderske, dersom hun bliver en anden mands. Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands. Så er da I, mine brødre, døde fra loven gennem Kristi legeme, så I kunne blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære frugt for Gud. Thi da vi var i harmoni med kødet, var de syndige lidenskaber, der vaktes ved loven, virksomme i vore lemmer, for at vi skulle bære frugt for døden. Men nu er vi blevet løst fra loven, fordi vi er døet bort fra det, hvorved vi blev holdt fast, for at vi kunne blive trælle i en ny forstand ved ånden, og ikke i den gamle forstand ved den skrevne lov.“ — Rom. 7:1-6, NW.
10. Hvem var lazarusskaren ikke længere afhængig af for at få føde? Hvorfor?
10 Lazarusskaren var således død for moseloven og var ikke længere underkastet den „rige mand“ eller afhængig af det jødiske præsteskab i nogen henseende. De var med Kristus „døet bort fra verdens elementære ting“, som den „rige mand“ lærte. Deres liv var nu „skjult med Kristus i forening med Gud“. De tiggede ikke længere fra den „rige mand“. Nej, de fulgte Jesu befaling: „Tag jer i vare for farisæernes surdejg, der er hykleri,“ og undgik dem. — Kol. 2:20; 3:3 og Luk. 12:1, NW.
11. Hvor blev Lazarus, ifølge Jesu beretning, anbragt efter døden? Hvorfor beviser dette, at det må være en lignelse?
11 Lagde du mærke til et interessant punkt? Hvilket? At lignelsen ikke siger, at tiggeren blev begravet og anbragt i hades, som tilfældet var med den rige mand, selv om der siges, at Lazarus døde. I stedet for at blive begravet og komme til hades blev tiggeren „af engle båret hen på hæderspladsen op mod Abrahams bryst“. Lazarusskaren skildres derfor ikke som en død skare, „døde i jeres overtrædelser og synder“, men tværtimod som levende for Gud. (Ef. 2:1; Gal. 2:19) Alle disse punkter i forbindelse med Jesu lignelse beviser, at der ikke tales om en bogstavelig jødisk „rig mand“ og om en bogstavelig tigger i Israel ved navn Lazarus. Hvorfor skulle en bogstavelig jøde ved navn Lazarus ved sin død bæres hen til Abraham, blot fordi han var en tigger, der var dækket med sår og blev slikket af hunde? Den bogstavelige Abraham havde allerede været begravet atten århundreder forud herfor i Makpelas klippehule i nærheden af Hebron. Han lå ikke til bords ved noget festmåltid, til hvilket han kunne indbyde Lazarus. (1 Mos. 25:8-10) Abrahams søn Isak blev ved sin død begravet samme sted som sin fader. (1 Mos. 35:27-29) Abrahams sønnesøn, der fik tilnavnet Israel, blev også begravet der. (1 Mos. 49:29 til 50:13) I omtalen af sin død sagde Jakob: „Jeg vil i sorg gå ned i sheol [i helvede, Dy] til min søn.“ (1 Mos. 37:35; 42:38, AS) Eftersom Jakob blev samlet til sit folk, da han døde, og blev begravet hos sine fædre og således gik til sheol eller helvede, må Abraham ligeledes være i sheol eller helvede, det vil sige menneskehedens fælles grav eller hades.
12. Hvor siger religionsdyrkerne, at Abraham opholdt sig dengang? Hvilke spørgsmål rejser dette med hensyn til, hvem der overførte dem til helvede?
12 Kristenhedens religiøse præsteskab lærer, at Abraham er i det helvede, deres trosbekendelse lærer. De siger, at helvede er inddelt i to afdelinger inde i jordens midte: den ene kaldes paradis eller limbus, hvor sjælene af de trofaste, der døde før Kristi offer, venter. Den anden afdeling kaldes gehenna, et pinested med bogstavelige flammer, hvor den rige mand er. At ligge op til Abrahams bryst betyder derfor at være i et underjordisk paradis. Hvis det er sandt, og hvis det er dér, den bogstavelige tigger, Lazarus, blev bragt hen, da han døde, hvorfor var det så engle, der bar ham? Bærer engle døde tiggere ind i jordens midte for at anbringe dem ved Abrahams bryst? Hvem bar så den rige mand til stedet med flammer — dæmonerne? Skriften siger, at Jesus for til helvede, men kom ud derfra ved Guds opstandelseskraft. (Sl. 16:10; Ap. G. 2:27, 31, 32) Åbenbaringen siger: „Og døden og helvede blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død.“ (Åb. 20:14, KJ) Jesus kom derfor ud af helvede i tide, inden det blev kastet i ildsøen. Dersom nu helvede er i jordens midte, som religionsdyrkerne påstår, hvad sker der så med jorden, når helvede kastes i ildsøen?
13. Hvorfor kan man ikke sige, at Abrahams bryst overflyttedes fra helvede til himmelen?
13 Nu vil nogen sige, ja men paradiset eller Abrahams bryst er blevet overført fra helvede til himmelen efter Jesu død, opstandelse og himmelfart! Hvordan kan det være sket? På pinsedagen, ti dage efter Jesu himmelfart, sagde den inspirerede apostel Peter: „David for ikke op til himlene.“ Så gjorde Abraham det heller ikke eller nogen, der lå op mod hans bryst. (Ap. G. 2:1, 29, 34, NW) Hvad mere er, Jesus fortalte sin lignelse om den rige mand og Lazarus i det mindste flere uger før sin død på marterpælen på Golgata. Jesus var derfor endnu ikke faret til himmelen, og paradiset kunne derfor heller ikke være overført fra helvede til himmelen på det tidspunkt, han fremholdt den. Og dog siger Jesus, at engle bar den døde Lazarus hen ved Abrahams bryst.
14. Hvorfor er den Abraham, der omtales i lignelsen, ikke i noget helvede?
14 Alle disse urimeligheder, som religionsdyrkerne kommer ud i, når de påstår, at Jesu fortælling skal forstås bogstaveligt, understreger, at det var en lignelse, han fortalte. Og det vil blive tydeligere og tydeligere, efterhånden som vi nu kommer nærmere ind på de urimeligheder og modsigelser, en bogstavelig opfattelse ville medføre. Det vil derfor sige, at den Abraham, op mod hvis bryst englene lagde Lazarus, er symbolsk, ligesom Lazarus og den rige mand er det. Denne symbolske Abraham er ikke i helvede. Hvorfor ikke? Fordi Abraham i lignelsen repræsenterer Jehova Gud selv. Da den trofaste Abraham, „Guds ven“, ofrede sin eneste søn, Isak, på Morija bjerg, var han et profetisk billede på Jehova Gud, der ville ofre sin enbårne søn, Jesus Kristus. Apostelen Paulus skrev til sine medkristne: „De, som holder fast ved tro, er dem, som er Abrahams sønner. . . . Alle er I nemlig Guds sønner gennem jeres tro på Kristus Jesus. Når I hører Kristus til, da er I virkelig Abrahams sæd, arvinger med henblik på løftet.“ Dette beviser, at Abraham var et billede på Jehova Gud, der virkelig er den, i hvem alle jordens slægter skal velsignes. Som et yderligere bevis fortæller apostelen lazarusskaren: „Vi, brødre, er løftets børn, ligesom Isak var det,“ og Isak var Abrahams søn. — Gal. 3:7, 8, 26, 29; 4:28, NW.
For Teokratiet
15. Hvad betyder det at blive båret til Abraham og lagt op mod hans bryst? Hvorfor var tiggerens navn betegnende?
15 At ligge op mod en eller andens bryst ved et festmåltid betød, at man indtog en begunstiget stilling hos vedkommende. Om Jesus læser vi for eksempel: „Intet menneske har nogen sinde set Gud; den enbårne gud, som ligger op mod Faderens bryst, er den, som har forklaret ham.“ (Joh. 1:18, NW) Apostelen Johannes indtog en sådan begunstiget stilling ved det sidste påskemåltid, for vi læser: „Foran Jesu bryst lå en af disciplene, og Jesus elskede ham. Han lænede sig tilbage mod Jesu bryst og sagde til ham: Herre, hvem er det?“ (Joh. 13:23, 25, NW) At blive båret af engle hen ved Abrahams bryst betyder derfor at blive overført fra Lazarus’ foragtede tiggertilstand ved den rige mands port til den større Abrahams, Jehova Guds, kærlige gunst. Det betyder at blive antaget af ham som en Guds søn og blive forenet med Abrahams lovede sæd, Jesus Kristus. Det betyder at have nært samfund med Jehova og hans søn og med dem at deltage i „Jehovas bord“. Som der er skrevet: „Dette fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. . . . hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ (1 Kor. 10:21; 1 Joh. 1:3, 7, NW) Hvor passende er derfor ikke tiggeren Lazarus’ navn. Det betyder „Gud er hjælper“.
16. Hvem var englene, der bar ham hen dér, et billede på? Hvorfor?
16 Vi ser altså, at tiggeren Lazarus til at begynde med var et billede på den rest af kødelige jøder, der troede på Gud, modtog hans tjeners, Johannes Døbers, og hans søns, Jesu Kristi, budskab. Husk, hvorledes Jesus sagde om den foragtede skatteopkræver Zakæus efter dennes omvendelse: „I dag er frelsen kommet til dette hus, eftersom også han er en Abrahams søn. Thi Menneskesønnen kom for at søge og frelse det, som var fortabt.“ (Luk. 19:9, 10, NW) Johannes og Jesus var som engle eller sendebud, der førte den jødiske rest til denne begunstigede stilling hos Abraham. Markus 1:2 siger om Johannes: „Her er jeg, og jeg sender mit sendebud [eller engel] foran dig for at berede vejen for dig.“ (NW, margenen) Jesus bekræftede ifølge Mattæus 11:10, 11, at denne profeti opfyldtes på Johannes. Om Jesus Kristus selv sagde Malakias 3:1: „Og Herren, som I søger, vil pludselig komme til sit tempel, og pagtens engel, som I glæder jer over: se, han kommer, siger Hærskarers Jehova.“ — Da; Dy.
17. Hvem kom lazarusskaren til at indbefatte? Hvorledes?
17 Jesus begyndte også at forkynde for samaritanerne, og han forudsagde, at evangeliet om Riget skulle gå ud til samaritanerne og til sidst også til hedningerne. (Ap. G. 1:8) Lazarusskaren kom derfor til at indbefatte troende samaritanere og troende hedninger, begyndende med den italienske høvedsmand, Kornelius. Disse blev således også overført fra en ynkelig tiggertilstand i denne verden til den guddommelige gunsts favn. Vi læser: „Da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville erklære nationernes folk retfærdige, forkyndte den forud Abraham de gode nyheder: Ved dig skal alle nationerne velsignes. Altså de, som holder fast ved tro, velsignes sammen med den trofaste Abraham.“ — Gal. 3:8, 9, NW.
18. Hvad sagde Jesus, efter at høvedsmanden lagde så stor tro for dagen?
18 I Jesu forkyndergernings andet år lagde en hedensk høvedsmand eller officer, hvor vidt det var Kornelius eller ej, ved vi ikke, en usædvanlig tro til Jesu helbredende kraft for dagen. Det var et eksempel på den tro, der var at finde blandt de foragtede hedenske „hunde“, som de selvretfærdige jøder kaldte dem. Jesus forudsagde derfor, at disse fattige, syndbefængte, hungrende folk fra de hedenske nationer skulle føres hen og indtage pladsen op mod Abrahams bryst. I sin forundring sagde Jesus: „Sandelig siger jeg jer, så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Men jeg siger jer, at mange skal komme fra østlige og vestlige egne og ligge til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget; mens Rigets sønner skal kastes ud i mørket udenfor.“ — Matt. 8:5-12, NW.
19-21. a) Hvem er Abraham her et billede på? Isak og Jakob? Og hvorfor? b) Hvad er de tre tilsammen et billede på?
19 Det betød ikke, at han sagde, at Abraham, Isak og Jakob lå til bords i Himmeriget, for disse tre mænd var ikke profeter, der var større end Johannes Døber, og Jesus sagde: „Et menneske, der er blandt de mindste i Himmeriget, er større end han.“ (Matt. 11:11, NW) I Jesu ord er Abraham et billede på den Store, i hvem alle jordens slægter skal velsignes, Jehova Gud, den store Fader. Derfor repræsenterer Isak, Abrahams eneste søn med sin hustru Sara, Guds enbårne søn, Jesus Kristus, hvem Gud salvede til at være kongers konge.
20 Jakob modtog liv fra Abraham gennem Isak og var således Abrahams sønnesøn. På samme måde modtager den kristne menighed liv fra Gud gennem Jesus Kristus. „Kristus elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ „Kristus er menighedens hoved, da han er dette legemes frelser.“ (Ef. 5:23, 25, NW) „Han overgav sin sjæl for os.“ (1 Joh. 3:16, NW) Når Gud erklærer menighedens medlemmer retfærdige, får de tilregnet det fuldkomne menneskeliv, som Jesus overgav for dem. I denne forstand bliver Jesus en fader for dem, ligesom Isak blev fader til Jakob, og ligesom Jesus vil blive „Evigheds-Fader“ for den troende menneskeslægt i den nye verden. (Es. 9:6) Men dette menneskeliv, som tilregnes hans menighed, ofres i deres efterfølgelse af Jesus Kristus og til hævdelse af Guds overhøjhed og navn. Jehova Gud, den større Abraham, avler dem derfor ved sin livgivende ånd. De bliver hans åndelige sønner, adopterede medlemmer blandt Abrahams sæd, lemmer på Kristi legeme. I disse tre skikkelser, Abraham, Isak og Jakob i Riget, er den kristne menighed udmærket skildret ved denne sidste, ved Jakob, og den består af Jesu Kristi medarvinger i Riget. Dens begyndelse var en jødisk rest, og senere er hedenske troende blevet føjet til.
21 Således står Abraham, Isak og Jakob som symboler på Guds rigsordning, Teokratiet.
22. Hvad mente Jesus derfor med at sige, at mange skulle komme fra øst og fra vest og ligge til bords med disse tre i Riget?
22 Da Jesus derfor undrede sig over den hedenske høvedsmands tro og forudsagde, at mange folk fra ikke-jødiske nationer skulle komme fra øst og vest og ligge til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget, mente han, at mange hedninger ville lægge tro for dagen når de hørte evangeliet om Riget forkyndt. På grund af deres tro på Guds budskab om Kristus ville de blive overført fra en tiggertilstand, hvori de var fremmede for Gud og led åndelig hunger, og ville som Lazarus blive ført ind til pladsen ved Abrahams bryst. Det vil sige, de ville komme ind i Jehovas gunst, og han ville tage sig dem til hjerte og adoptere dem som sine sønner og arvinger til Riget med Jesus Kristus, Abrahams sæd. De skulle komme ind under Teokratiets gunst, hvor den jødiske rest befandt sig, og skulle feste ved „Jehovas bord“ og nyde de bibelske sandheders åndelige rigdomme og deltage i den hellige tjeneste som hans vidner. Dette har fundet sted i de forløbne nitten århundreder og har nået sit højdepunkt nu i vore dage.
23. Hvad må vi vente med til det næste nummer af Vagttaarnet?
23 Der er endnu flere interessante og vigtige punkter i forbindelse med lignelsen om den rige mand og Lazarus, der skal drøftes, især med henblik på vor tid. Emnet vil blive taget op til videre behandling i det påfølgende nummer af Vagttaarnet til vor glæde og gavn.
(The Watchtower, 15. februar 1951)