Hvem der har håb om en opstandelse

„Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem; . . . Og Døden og Dødsriget [Hades] blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.“ — Åb. 20:13, 14.

 1, 2. (a) Hvilken magt har menneskets største fjende, og hvem er han? (b) Hvem vil tilintetgøre ham, og hvilket skridt har denne taget henimod denne fjendes tilintetgørelse?

MENNESKETS største fjende har magt til at forårsage død, men han vil snart blive tilintetgjort. Det er et af de goder som Jesu Kristi død for nitten hundrede år siden vil medføre. Før den tid havde Jesus været Guds søn i himmelen, men han ydmygede sig under sin himmelske Faders vældige hånd. Han gav afkald på sin himmelske herlighed og blev ved Guds almagt født som et menneskebarn af blod og kød her på jorden i den slægtslinje der gik gennem kong David af Jerusalem og var således en af patriarken Abrahams efterkommere. Han blev som et af Abrahams børn idet han fødtes af en jødisk jomfru ved navn Maria, der nedstammede fra kong David. På påskedagen i året 33 efter vor tidsregning døde Jesus. Det var den dag jøderne slagtede påskelammet. Nu lod Jesus Kristus imidlertid sig selv slagte som et lam af Djævelens jordiske tjenere, for Djævelen har „midler til at forårsage død“. Om den udfrielse der bliver følgen af Jesu død læser vi:

² „Derfor, da nu de ’små børn’ har del i blod og kød, fik også han på lignende måde del i det samme for at han ved sin død kunne tilintetgøre den der har midler til at forårsage død, nemlig Djævelen, og for at han kunne frigøre alle dem som af frygt for døden har været underkastet trældom hele deres liv. For det er jo ingenlunde engle han hjælper, men han hjælper Abrahams sæd.“ — Hebr. 2:14-16, NW.

 3. Hvor gik Jesus Kristus hen ved sin død, og hvordan blev Salme 16:10 opfyldt på ham?

³ Jesu død var således i overensstemmelse med Guds vilje en offerdød, hvorved han kom til Sheol eller Hades, den fælles grav for de mennesker der ligger døde i jordens støv. Dog lod den almægtige Gud ikke Sheol fastholde hans trofaste søn for bestandig. Han lod ikke hans kødelige legeme gå i forrådnelse i mindegraven. På den tredje dag oprejste Gud Jesus Kristus fra de døde og opfyldte dermed det tiende vers i Salme 16, som er skrevet af kong David. Den kristne apostel Paulus citerede fra Salme 16:10 og sagde: „Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade at din loyale ser forrådnelse.’ For David, på den ene side, tjente Guds udtrykkelige vilje i sit slægtled og sov ind i døden og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse. På den anden side, den som Gud oprejste så ikke forrådnelse.“ — Ap. G. 13:35-37, NW.

 4. Hvorfor vil Jesus Kristus kunne tilintetgøre Djævelen, som har magt til at forårsage død, og hvordan gør han det?

⁴ Den almægtige Gud oprejste Jesus Kristus fra Sheol som en udødelig ånd, og han har nu langt større magt end Satan Djævelen, „den der har midler til at forårsage død“. Når Guds tid er inde vil den opstandne Jesus Kristus tilintetgøre Djævelen, som forårsager død. Han vil binde ham og alle hans dæmonengle og holde dem fangne i en afgrund hvor de ikke vil kunne gribe forstyrrende ind i Jesu Kristi tusindårige styre som Guds salvede konge.

 5. (a) Hvornår sker det, og hvad vil da fly bort? (b) Hvilket syn af dommens dag vil blive opfyldt til den tid?

⁵ Dette vil finde sted umiddelbart efter Harmagedonslaget, i hvilket den del af Djævelens jordiske organisation som udgøres af de politiske herskere vil være blevet besejret af de himmelske hærskarer under anførsel af Jesus Kristus. (Åb. 19:11 til 20:3) Det er på denne måde den symbolske himmel og jord vil fly for Guds åsyn, for Guds store, hvide domstrone. Dette vil gøre plads for „en ny himmel og en ny jord“. (Åb. 20:11; 21:1) Da vil det syn som den kristne apostel Johannes så, blive opfyldt: „Jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.“ — Åb. 20:12, 13.

 6. Hvorfor omfatter dette syn ikke de 144.000 disciple?

⁶ I Åbenbaringen 20:13 siges der at „havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem“. De døde der omtales her omfatter ikke Jesu Kristi 144.000 efterfølgere, som i Hebræerne 2:16 (NW) kaldes „Abrahams sæd“, gennem hvem alle jordens folk skal velsignes til evig tid. (Åb. 7:3-8; 14:1, 3; 1 Mos. 12:3; 22:18) For nitten hundrede år siden gav Hades eller Sheol den døde Jesus Kristus tilbage, og hans 144.000 trofaste efterfølgere, hans åndelige brødre, skal blive ham lig ved at de får del i det Bibelen kalder „den første opstandelse“.

 7, 8. (a) Hvornår begyndte deres opstandelse? (b) Hvordan skildres deres opstandelse i Åbenbaringen 20:4-6?

⁷ Af udtalelser i Bibelen kan man udlede at deres opstandelse begyndte i året 1918 e.v.t., eller tre og et halvt år efter at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen som himmelsk konge og begyndte at herske midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2; Hebr. 10:12, 13; Åb. 14:13) Før Åbenbaringens bogs tyvende kapitel fortæller at havet, døden og Hades giver de døde tilbage, omtaler den følgelig Jesu Kristi 144.000 åndelige efterfølgeres opstandelse, idet der siges:

⁸ „Jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død [symbolsk fremstillet ved ildsøen] ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åb. 20:4-6, 14; 21:8.

„Den første opstandelse“

 9. (a) Betyder det at Kristi 144.000 medarvinger aldrig går til Hades eller Sheol? (b) Hvad vil ifølge Jesu ord til Peter i Mattæus 16:18 ikke få magt over de 144.000?

⁹ Når vi siger at de døde der omtales i Åbenbaringen 20:13 ikke omfatter Jesu Kristi 144.000 medarvinger mener vi ikke at disse 144.000 ved døden ikke går til Hades eller Sheol eller ned i døden på havet hvis de drukner på havet og ikke bliver bragt i land og begravet i jorden. For at få del i „den første opstandelse“ må de nødvendigvis oprejses fra Hades eller fra døden i havet. At de skal opstå gav Jesus Kristus selv tydeligt til kende dengang han talte til sine tolv apostle om at han ville bygge sin kirke eller menighed på sig selv som klippen. Han sagde da: „På denne klippemasse [petra] vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke betvinge den.“ (Matt. 16:18, NW) Og efter at Jesus Kristus selv var opstået fra de døde sagde han da han viste sig for apostelen Johannes: „Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets [Hades’] nøgler.“ „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død.“ Han vil altså få en opstandelse. — Åb. 1:18; 2:11.

10. (a) Hvordan bryder Jesus Kristus dødens og Hades’ magt for sine 144.000 medarvingers vedkommende? (b) Hvordan skildrer Åbenbaringen 20:4 de 144.000 i forbindelse med dommen?

¹⁰ Den opstandne Jesus Kristus vil tilintetgøre Djævelen, „der har midler til at forårsage død“. Eftersom Jesus er i besiddelse af dødens og Hades’ nøgler vil han ikke tillade at Hades beholder hans trofaste menighed, hans 144.000 åndelige brødre, i sin magt. Efter at han er blevet indsat som himmelsk konge i 1914 e.v.t. bryder han dødens og Hades’ magt og udfrier de døde som tilhører hans menighed, og de får derved del i „den første opstandelse“. Efter denne usynlige, åndelige opstandelse bliver de 144.000 forenet med ham i himmelen som hans medarvinger og skal nu være konger, præster og dommere sammen med ham i de tusind år Satan Djævelen er bundet i afgrunden. I synet ser vi dem ikke stå foran den store hvide trone for at blive dømt. Nej, der siges i Åbenbaringen 20:4 at de satte sig på troner og at „der blev givet dem magt til at dømme“. Deres død i Hades bliver således ikke en død som aldrig ophører, en evig død, hvilket er den betydning der ligger i udtrykket „den anden død“.

11, 12. Hvordan forsikrede Jesus i Johannes 6:39-54 sine disciple om at døden og Hades ikke for evigt skulle have magt over dem?

¹¹ Jesus Kristus forsikrede atter og atter sine trofaste disciple om at døden og Hades ikke for evigt skulle have dem i sin magt. Som den Gud vil bruge til at oprejse de døde vil Jesus Kristus sørge for at deres død ikke kommer til at vare evigt dersom de har været tro mod ham til det sidste. Han sagde:

¹² „Dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. . . . Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod [ved at udvise tro på det], har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:39, 40, 44, 53, 54.

13. Hvilken magt viste Jesus han var i besiddelse af over for sin ven Lazarus, og hvordan gjorde han det?

¹³ Endnu mens Jesus Kristus befandt sig her på jorden gav han flere eksempler på sin magt til at oprejse døde. Han opvakte sin nære ven Lazarus, som på fjerde dag befandt sig i Sheol. Umiddelbart før Jesus oprejste Lazarus sagde han til Lazarus’ søster Marta: „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve [komme til live, NW], om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.“ Derefter lod Jesus stenen som lå foran mindegraven fjerne og befalede Lazarus at træde ud af graven. Ved dette opstandelsesmirakel fik Marta sin broder Lazarus tilbage før hun havde ventet det, for hun havde sagt til Jesus: „Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ — Joh. 11:24-44.

14. Hvordan gik det Lazarus senere, og hvad må vi forvente for hans vedkommende?

¹⁴ Naturligvis døde Lazarus igen, antageligvis som en trofast Jesu Kristi discipel. Han vendte således atter tilbage til Sheol eller Hades. Men som et medlem af den trofaste kristne menighed skulle Hades ikke for evigt have magt over ham. Hades kunne jo heller ikke fastholde ham den dag Jesus kom til Betania for at vække ham af hans fire dages søvn i døden. Men når Lazarus opvækkes fra Hades sammen med de øvrige medlemmer af den kristne menighed og Jesus Kristus da hersker som kongen i Guds rige, skal han aldrig dø igen. — Joh. 11:26.

15. Hvad kan vi ud fra udtrykket „den første opstandelse“ slutte med hensyn til opstandelsen som helhed, og hvordan fremgår dette af 1 Korinter 15:20-23?

¹⁵ Udtrykket „den første opstandelse“ i Åbenbaringen 20:5, 6 vidner om at de døde skal opstå i en bestemt rækkefølge. Dette fremgår tydeligt af 1 Korinter 15:20-23, der taler om de 144.000 disciples opstandelse, der bliver en opstandelse til liv på det åndelige plan i himmelsk herlighed. De anførte vers lyder: „Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til.“

16. Hvordan fremgår det også af Åbenbaringens tyvende kapitel at de døde opstår i en bestemt rækkefølge?

¹⁶ Åbenbaringens bogs tyvende kapitel viser os ligeledes hvordan de døde opstår i en bestemt rækkefølge. Først ser vi at Jesu Kristi 144.000 medarvinger vækkes til live og lykkeligt får del i den første opstandelse, og senere at alle de øvrige døde, som har mulighed for evigt liv på jorden, udfries fra havet og Hades.

„En bedre opstandelse“

17. Hvem anvendes i Hebræerne 11:35 udtrykket „en bedre opstandelse“ om?

¹⁷ I Hebræerbrevets ellevte kapitel, vers 35, møder vi følgende interessante udtalelse om mennesker der levede før Jesu Kristi død og opstandelse: „Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.“

18. Hvis bedrifter fortæller Hebræerbrevets ellevte kapitel om, og hvoraf ses det at disse mænd og kvinder med bestemthed får en opstandelse?

¹⁸ Denne udtalelse finder vi i et kapitel der skildrer de bedrifter som øvedes af ’en stor sky af vidner’ der strakte sig fra Kains yngre broder Abels tid helt frem til Johannes Døber. (Hebr. 11:4 til 12:1) At disse trofaste mænd og kvinder fra fortiden får en opstandelse er ganske sikkert, for Hebræerbrevets forfatter påpeger at de troede på at „Gud har magt til endog at vække fra de døde“, og i slutningen af kapitlet siger han til sine læsere: „Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ — Hebr. 11:19, 35, 39, 40.

19. Hvad betyder det at deres opstandelse ikke finder sted uden at de 144.000 er med?

¹⁹ Jesu Kristi 144.000 trofaste disciple skal alle i lighed med Jesus Kristus „nå til fuldendelsen“ ved deres opstandelse fra de døde. Uden disse kristne er med, det vil sige før disse kristne ’har nået fuldendelsen’ i himmelen, kan opstandelsen af denne „sky af vidner“ fra tiden før Kristus ikke finde sted. Grunden hertil er at Jesu Kristi 144.000 medarvinger har del i „den første opstandelse“, en opstandelse der er den første såvel i tid som i beskaffenhed og betydning.

20. (a) Bliver det „en bedre opstandelse“ i forhold til den opstandelse de 144.000 får? (b) I forhold til hvad bliver det „en bedre opstandelse“?

²⁰ Den opstandelse som denne „sky af vidner“ fra fortiden får, bliver altså ikke bedre end den opstandelse som de 144.000 arvinger til Guds himmelske rige oplever. Den bliver bedre end den opstandelse som profeterne Elias og Elisa udvirkede på deres tid. Ja, endog bedre end den opstandelse som Jesus Kristus og hans apostle udvirkede for nitten hundrede år siden.a Hvorfor er denne opstandelse „bedre“? Fordi alle de mennesker som blev oprejst til liv af disse Guds tjenere måtte dø igen i kødet og gå til Hades eller Sheol. Hvorfor måtte de det? Fordi Guds himmelske rige ved hans søn Jesus Kristus endnu ikke var trådt i funktion og „hedningernes tider“ stadig varede ved og først ville udløbe i året 1914 e.v.t. Den „bedre opstandelse“ som den omtalte „sky af vidner“ fra fortiden skal erfare, vil finde sted under Guds himmelske rige, som nu er oprettet. Når den himmelske konge Jesus Kristus benytter „Dødens og Dødsrigets [Hades’] nøgler“ og fører disse fortidens vidner frem fra Hades eller Sheol behøver de ikke at dø igen. Hvorfor ikke?

21. Hvorfor behøver disse vidner fra fortiden ikke at dø igen efter deres opstandelse?

²¹ Hvis de ved fortsat tro og lydighed bevarer deres navne indskrevet i „livets bog“ vil de efterhånden blive løftet op til den jordiske fuldkommenheds stade og vil til sidst få skænket evigt liv i fuldkommenhed her på jorden, som vil være omdannet til et paradis. De vil ikke blive „kastet i ildsøen“, det vil sige „den anden død“. Eftersom de allerede ved deres opstandelse er mennesker der ejer tro skulle de have så meget lettere ved at gøre fremskridt til jordisk fuldkommenhed.

22. Hvad fik Daniel forsikring om, som berettet i Daniels bog 12:13, og hvornår skulle dette ske?

²² Blandt disse trofaste mænd fra fortiden var for eksempel profeten Daniel. „I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår“ overbragte Guds engel Daniel en storslået profeti om „endens tid“. Han sluttede denne profeti med følgende ord henvendt til Daniel: „Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ (Dan. 10:1 til 12:13)b Daniel er uden tvivl en af dem der hentydes til i Hebræerne 11:33, for her nævnes blandt andre nogle der „stoppede løvers gab“. Han vil „stå op“ til sin lod ved en opstandelse under Guds rige. — Ez. 14:14, 20; 28:3; Matt. 24:15.c

23. (a) Hvor gik Abel hen da han blev slået ihjel? (b) Hvad vil der ske med dem hvis mindegrave er blevet udslettet før eller under Vandfloden, og dem hvis mindegrave er blevet udslettet siden da?

²³ Da den første af denne „sky af vidner“ fra fortiden, nemlig Abel, blev slået ihjel af sin broder Kain og blev begravet, gik han til Sheol. Bibelen siger intet om hvorvidt Abel blev lagt i en mindegrav. (Matt. 23:35; Luk. 11:51; Hebr. 12:24; 1 Mos. 4:8-11) Uden tvivl blev der lavet mange mindegrave til de døde fra Abels tid og frem til Noas dage, men langt de fleste af disse grave er blevet udslettet af Vandfloden. Den alvidende Gud Jehova ved dog hvem der er gået ned i Sheol eller Hades før Vandflodens tid, både de „retfærdige [som Abel og Enok] og uretfærdige“, og han husker dem alle. Jehova vil lade Hades eller Sheol give alle de døde tilbage under hans rige ved Jesus Kristus. Det samme gælder de mange grave der er forsvundet siden Vandfloden i år 2370 f.v.t.

Gehenna, „Hinnoms dal“

24, 25. (a) Hvilket andet sted gik nogle mennesker til ved deres død, ifølge Jesu ord, og hvad betød det for deres vedkommende? (b) Hvem var disse mennesker ifølge Mattæus 23:13-33?

²⁴ Da Jesus i året 33 talte om „alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden . . . lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn“, talte han til nogle som ved døden ikke skulle gå til Hades eller Sheol men til et andet sted, nemlig Gehenna. Det ville betyde „ve“ for dem. Hvem var disse mennesker? I det treogtyvende kapitel hos Mattæus nævner Jesus hvem det var:

²⁵ „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn [et emne for Gehenna, NW], dobbelt så slemt, som I selv er. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: ’Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.’ Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. . . .. I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [Gehenna]?“ — Matt. 23:13, 15, 29-33.

26. Hvorfor var disse mennesker emner for Gehenna eller hjemfaldne til at dømmes til Gehenna, og med hvilke ord påpegede Jesus dette?

²⁶ De mennesker som var emner for Gehenna og som ikke kunne undgå at blive dømt til Gehenna var altså de stivsindede jødiske skriftkloge og farisæere og deres proselytter. Det var mennesker som ikke angrede og som nægtede at gå ind i himlenes rige. Jesus påpegede dette da han videre sagde: „Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt.“ — Matt. 23:34-36.

27. Hvordan viser beretningen i Apostlenes Gerninger at nogle af disse undgik at blive dømt til Gehenna?

²⁷ Nogle farisæere angrede virkelig og hindrede ikke længere nogen i at gå ind i himlenes rige. Der var for eksempel Saulus fra Tarsus, der blev den kristne apostel Paulus. (Ap. G. 7:58; 8:1-3; 9:1-30; 22:1-5; 23:6; Fil. 3:4-6) I Apostlenes Gerninger 2:11 og 8:27-39 tales der også om omskårne proselytter, og i Apostlenes Gerninger 6:7 siges der: „Disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.“ De holdt op med at være religiøse hyklere og antog den kristne tro. De undgik således lykkeligt den dom til Gehenna som de ellers var hjemfaldne til. De viste at de ikke var „slanger“ og „øgleunger“, at de ikke havde Djævelen til fader, ikke var børn af „den gamle slange, det er Djævelen og Satan“. — Joh. 8:44; Åb. 20:2.

28. Hvorfra stammer det græske ord Gehenna, og hvad er betydningen af det oprindelige udtryk?

²⁸ Men hvad er dette sted der kaldes Gehenna, eller hvad er det et symbol på? Det græske ord „Gehenna“ er en omskrivning af det hebraiske Gei-Hinnom, der betyder „Hinnoms dal“. I det græske ord Gehenna står forstavelsen „Ge“ for det hebraiske ord Gai (גיא), der betyder „dal“, og „henna“ står for Hinnom, navnet på en mand der levede på dommeren Josuas tid.

29. Hvad var det oprindelige Gehenna, og hvad markerede dette sted ifølge Josua 15:8 og 18:16?

²⁹ Denne Hinnoms dal møder vi første gang i Bibelen i Josua 15:8 i en angivelse af grænsen mellem Judas og Benjamins stammeområder, og stedet nævnes her sammen med Jerusalem: „Derpå strækker grænsen [Judas grænse] sig op i Hinnoms søns dal til sydsiden af jebusiternes bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker grænsen sig op til toppen af bjerget lige vesten for Hinnoms [hebraisk: Gei-Hinnom; latin: Ge-Ennom] dal ved Refaimdalens nordende.“ Den græske Septuaginta-oversættelse kalder den Onoms Pharanx, det vil sige Omoms Kløft (Afgrund, Slugt, Regnkløft). Hinnoms dal nævnes også i Josua 18:16 i forbindelse med grænserne til Benjamins stammeområde.

30. Hvad brugte israelitterne senere Gehenna til, og hvordan blev stedet gjort uegnet til dette formål?

³⁰ Hinnoms dal, som lå vest og sydvest for det gamle Jerusalem, blev med tiden misbrugt af jøderne da de vendte sig fra den sande Gud til afgudsdyrkelse. I 2 Krønikebog 28:3 læser vi om Akaz, der var konge i Jerusalem: „Han tændte selv offerild i Hinnoms søns dal [Gai-benenom, LXX] og lod sine sønner gå igennem ilden.“ (Se også 2 Krøn. 33:6; Jer. 7:31, 32; 32:35) Den gudfrygtige kong Josias sørgede for at denne dal blev vanhelliget fordi den var blevet brugt i dyrkelsen af Ba’al og som et offersted for menneskeofre til denne falske gud. I 2 Kongebog 23:10 siges der om Josias: „Han vanhelligede ildstedet i Hinnoms søns dal, så at ingen mere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for [den falske gud] Molok.“d Det nutidige navn på denne dal er Wadi el-Rababi.

[Fodnoter]

[Kort på side 249]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JERUSALEM

BENJAMINS STAMME

Hinnoms dal

Refaimdalen

JUDAS STAMME