„Dæmoners bord“ kontra „Jehovas bord“

„I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og dæmoners bord.“ — 1 Kor. 10:21, NW.

 1. Hvorfor kaldes Jehovas „bord“ således, og hvad havde han at udsætte på dem, der tjente ved dette bord?

GUDS alter kaldes et „bord“, fordi de ofre, der frembæres derpå, sammenlignes med mad. (Ez. 41:22) Og det er derfor præsterne, der tjener ved dette offerbord: „Men levitpræsterne, Zadoks efterkommere, som tog vare på, hvad der var at varetage i min helligdom, dengang israelitterne for vild fra mig, skal nærme sig mig for at gå mig til hånde og være mig til tjeneste og ofre mig fedt og blod, lyder det fra den herre HERREN [Jehova]. De skal gå ind i min helligdom og nærme sig mit bord for at gå mig til hånde.“ (Ez. 44:15, 16) I en klage over præster, der var efterladende i deres tjeneste, sagde han: „[I bringer] urent brød på mit alter! I spørger: Hvorved har vi gjort det urent? Ved at sige: HERRENS [Jehovas] bord er lidet værd. Når I bringer blinde dyr som offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge dyr, er der så ikke noget ondt deri? . . . mit navn er stort iblandt folkene, siger hærskarers [Jehova]. Men I vanhelliger det ved at sige: Herrens bord er urent, og ussel frugt er hans mad.“ — Mal. 1:7, 8, 11, 12.

 2. Hvorfor måtte præsterne være hellige, og hvordan måtte offerføden være for at være antagelig?

² Præster, der frembærer spiser på hans alter, må have rene vaner. „Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds navn, thi de frembærer HERRENS [Jehovas] ildofre, deres Guds spise; derfor skal de være hellige.“ „Og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret, ildofferspise for HERREN [Jehova].“ For at blive antaget på Jehovas offerbord må offeret være frisk og sundt, uden lyde. — 3 Mos. 21:6, 21; 3:11; 22:21, 25.

 3. Hvad er dæmoners eller onde ånders bord, og hvem blev forledt til at ofre til dæmonerne?

³ Dæmoners bord er det alter, hvorpå der frembæres ofre til dæmoner. Dæmonerne er usynlige, fornuftbegavede, onde skabninger. I gammel tid lod israelitterne sig gang på gang forlede til at ofre til dæmoner. „De blev ved med at ofre til dæmoner, ikke til Gud; til guder, de ikke havde kendt, nye, der lige kom frem.“ „Til dæmonerne ofrede de, og det både sønner og døtre; de udgød uskyldigt blod, deres sønners og døtres blod, som de ofred til Kana’ans guder, og landet blev smittet ved blod.“ — 5 Mos. 32:17, NW; Sl. 106:37, 38.

 4. Hvilken prøve blev de kristne i det første århundrede stillet på, og hvilken afgørelse traf det styrende råd i spørgsmålet?

⁴ I det første århundrede af den kristne tidsalder blev Kristi efterfølgere i hedenske lande stillet på prøve med hensyn til dyr, der havde været ofret til hedenske afguder. En del af offerdyret blev frembåret på afgudens alter, en del tilfaldt afgudspræsterne, og resten af kødet blev fortæret af afgudsdyrkerne under en fest enten i templet eller i et privathjem. Imidlertid var der nogle, der af økonomisk trang eller for at forøge deres rigdom overgav kødet til slagtere, for at det kunne blive solgt på kødmarkedet eller i slagterboden. Dette kød, der havde været ofret til afguderne eller de dæmoner, disse repræsenterede, blev af israelitterne betragtet som noget afskyeligt og forurenende, noget, man ikke havde lov at spise. Hvordan skulle nu de ikke-jøder, som blev kristne, stille sig til denne sag? Det styrende råd for de kristne i det første århundrede mødtes for at drøfte spørgsmålet og besluttede ved den lejlighed „dette nødvendige“: „At I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ — Ap. G. 15:22-29.

 5. Hvilken slags mad frarådede Paulus de kristne at spise, og hvorfor på grund af en anden broders samvittighed?

⁵ I den gamle hedenske by Korint i Grækenland havde jøderne en synagoge, og som et resultat af Paulus’ forkyndelse blev en del af jøderne der kristne, blandt dem synagogeforstanderen og hans husstand. Også mange andre korintere blev kristne. I Korint fandtes der en slagterbod eller et kødmarked, hvor der solgtes kød af dyr, som først havde været ofret til afguderne under behørigt ceremoniel. I sit første brev til korinterne, begyndende med det ottende kapitel, behandler Paulus spørgsmålet „med hensyn til at spise afgudsofferkød“. Han fraråder at spise den slags kød, for at ikke kristne, der endnu mangler den nødvendige kundskab og indsigt, skal føle sig rystet, hvis de får det at se, eller måske blive forledt til at handle mod deres egen samvittighed. „Thi hvis nogen ser dig, der „har kundskab“, sidde til bords i et afgudshus, vil så ikke hans samvittighed, hvis han er skrøbelig, få den „opbyggelse“ deraf, at også han kan spise afgudsofferkødet? Så går jo ved din „kundskab“ den skrøbelige til grunde, en broder, for hvis skyld Kristus er død! Men når I således synder imod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, så er det Kristus selv, I synder imod.“ — 1 Kor. 8:1, 4, 10-12.

 6. Hvad mere drejede det sig om end blot et samvittighedsspørgsmål, og hvorfor måtte de helligede kristne undgå denne fare?

⁶ Men det var mere end blot et samvittighedsspørgsmål. Der var den fare forbundet dermed, at man ved at spise kød, der først havde været ofret til afguder, gjorde sig skyldig i afgudsdyrkelse og dermed pådrog sig et stort ansvar. Som et vægtigt argument imod denne form for afgudsdyrkelse fremholder Paulus, at de helligede kristne, til hvem han skrev, fejrede „Herrens aftensmåltid“ eller „Herrens nadver“, som det kaldes, den årlige mindehøjtid for Herren Jesu død. — 1 Kor. 11:20.

 7. Hvad siger derfor apostelen Paulus i 1 Korinter 10:6-22 i sin bevisførelse med hensyn til Herrens aftensmåltid?

⁷ Udviklingen i Paulus’ bevisførelse kaster lys over betydningen af Herrens aftensmåltid, og ved at følge den vil vi finde frem til sandheden. Han siger: „I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege [foran guldkalven]. Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt [i forbindelse med dyrkelsen af Ba’al-Peor], og på én dag faldt der tre og tyve tusinde. . . . Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen! Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød. Se på det kødelige Israel; har de, der spiser ofrene, ikke fællesskab med alteret? Hvad mener jeg nu hermed? At afgudsoffer er noget virkeligt? eller at en afgud er noget virkeligt? Nej! men hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder.“ „I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord. Eller ægger vi Jehova til nidkærhed? Er vi vel stærkere end han?“ (NW). — 1 Kor. 10:6-22.

 8. Hvorfor ville det derfor være bedst ikke at gå til et afgudstempel for at spise og ligeledes bedst ikke at spise, hvis en kristen broder påpegede, at kødet først havde været ofret til afguderne?

⁸ Det måtte derfor frarådes en kristen at gå ind i et afgudstempel for at spise et måltid, hvoraf kødet havde været ofret til tempelafguderne. Hvorfor? Jo, for at ikke eventuelle trossvage øjenvidner skulle få den tanke, at han tilbad afguden, og for at undgå faren for at gå på kompromis og virkelig tilbede afguden. Med hensyn til kødet, som blev solgt i mákellon, på kødmarkedet, siger Paulus videre: „Alt, hvad der sælges i en slagterbod, kan I spise uden at undersøge noget af samvittighedshensyn; thi Herrens er jorden og dens fylde. Hvis nogen af de vantro indbyder jer [til sit hjem eller til et gæstebud], og I har lyst til at gå, så spis alt det, der sættes for jer, uden at undersøge noget af samvittighedshensyn. Men hvis nogen [ikke jeres vantro vært, men en kristen broder med en skrøbelig samvittighed] siger til jer: Det er offerkød, så lad være at spise det af hensyn til ham, der meddelte det, og til samvittigheden, ikke jeres egen, mener jeg, men den andens; thi hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed? Når jeg nyder noget [af kødet] med taksigelse [til Gud], hvorfor skal jeg så høre ilde for det, jeg takker for? Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:25-31.

Fællesskab med dæmoner

 9. Hvad gør man ved at spise kød til ære for dæmonerne, og hvilket billede herpå udleder Paulus af israelitternes ofringer?

⁹ Hvis nogen spiser kød, der har været ofret til afguder, og gør det med tanke på at ære afguden, hvad gør han så? Han spiser ved dæmoners bord, han har del med dæmoner, han har fællesskab eller samkvem med dem. Hvorledes det? Undersøg endnu en gang ovenfor citerede vers (1 Kor. 10:18-21), og du vil se, at Paulus bruger Israel efter kødet som et billede og spørger: „Har de, der spiser ofrene, ikke fællesskab med alteret?“ Det var ikke alene præsterne, der spiste offerkødet, men også de israelitter, der bragte ofrene. Med hensyn til præsterne spørger Paulus i det foregående kapitel: „Ved I ikke, at de, der tjener ved helligdommen, får deres føde fra helligdommen, at de, der har deres gang ved alteret [Jehovas bord], får deres del fra alteret?“ (1 Kor. 9:13) Men når israelitterne bragte takofre eller fællesskabsofre (NW), spiste de også selv noget af offerkødet. (3 Mos. 7:11-37) Blodet fra fællesskabsofferet blev stænket på Jehovas alter, og fedtet blev brændt på alteret som Jehovas direkte del af offeret. Dets fedt var hans „brød“, hans „spise“. (3 Mos. 3:11; 7:14, 22-26; 9:18-20; 17:5-7; 21:6; 22:25) Af fællesskabsofferet tilfaldt brystet og den højre kølle de præster, der tjente ved frembærelsen af offeret. (3 Mos. 7:28-36; 9:21; 10:14, 15) Resten af kødet blev fortæret af de israelitter, der bragte dette fællesskabsoffer. — 3 Mos. 7:15-21; 19:5-8.

10. Hvad havde israelitterne, når de spiste af fællesskabsofferet, og hvad er det derfor ret at hævde med hensyn til navnet på dette offer?

¹⁰ De israelitter, der spiste af fællesskabsofferet, havde således del eller fællesskab med det alter, hvorpå det blev frembåret. Det alter tilhørte Jehova Gud, det var hans bord, og på dette bord frembar præsterne hans spise. Når derfor israelitterne spiste af det samme fællesskabsoffer, hvoraf fedtet blev frembåret for Jehova som hans spise, havde de fællesskab med ham, de delte et måltid med ham. De var allerede hans folk, han havde udvalgt dem ved den pagt, han sluttede med dem med Moses som mellemmand. Men ved at have del i fællesskabsofferet sammen med hans præster og hans alter nød de et særligt fællesskab med Jehova Gud. De havde del i Jehovas forbilledlige bord. Vi ser således, hvor passende det er at bruge udtrykket „fællesskabsoffer“, om end den græske Septuaginta-oversættelse af de Hebraiske Skrifter siger fredsoffer og frelsesoffer. — 1 Sam. 10:8; 11:15; 13:9; 1 Kong. 3:15; 8:63, 64; 9:25; 3 Mos. 3:1; 22:21, LXX.

11. Hvad måtte israelitterne ifølge 3 Mosebog 17:5-7 gøre, hvis de skulle have fællesskab med Gud?

¹¹ For at kunne nyde dette særlige fællesskab med Gud ved hans bord måtte israelitterne afholde sig fra at ofre til dæmoner; det var dem forbudt: „De skal bringe [deres offerdyr] til Jehova til mødeteltets indgang, til præsten, og de skal ofre dem som fællesskabsofre til Jehova. Og præsten skal stænke blodet på Jehovas alter ved indgangen til mødeteltet, og han skal få fedtet til at ryge som en formildende duft for Jehova. De må ikke mere ofre deres ofre til dæmonerne med skikkelse som gedebukke.“ — 3 Mos. 17:5-7, NW.

12. Er det således, at afguden og det dyr, der ofres til den, har nogen betydning, eller hvad er grunden til, at Paulus i 1 Korinter, kapitel 10, fraråder at spise af sådanne ofre?

¹² Af en lignende grund bør den, der tilbeder den levende og sande Gud, afholde sig fra at ofre til afguder, siger Paulus videre i sin behandling af emnet. Ikke at en afgud i sig selv er andet og mere end det guld, det sølv, den stenmasse, det træ eller andet materiale, den måtte være lavet af. Heller ikke at det, der ofres til afguden, antager en ny kvalitet eller får ny værdi, der gør den til noget andet end en del af alt det, Gud har skabt. Men denne livløse, substantielle afgud repræsenterer en dæmon. „Alle folkeslagenes guder er afguder, HERREN [Jehova] er himlens Skaber.“ (Sl. 96:5) „Alle nationernes guder er dæmoner [djævle]. Men det var Herren, der skabte himlene.“ (Septuaginta, Thomson; Bagster) Når derfor en afgudsdyrker ved en offerfest spiste en del af det dyr, der var blevet ofret til afguden, havde han del i „dæmoners bord“, thi afgudsalteret tilhørte dæmonerne. Når han drak af vinpokalen ved en sådan offerfest, drak han af „dæmoners bæger“. Han havde fællesskab med dæmonerne, han så at sige delte med dem. Det er grunden til, at Paulus sagde til de kristne i Korint: „De ting, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud; og jeg ønsker ikke, at I skal være delagtige med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord.“ Jehova er nidkær; han fordrer en absolut hengivenhed.

13. Hvad har, efter hvad apostelen Paulus her viser, Jehovas bæger og Jehovas bord forbindelse med?

¹³ Men hvad hentyder Paulus til, når han her taler om „Jehovas bæger“ og „Jehovas bord“? Det er i forbindelse med bægeret eller kalken og brødet, at Paulus i sin bevisførelse for, hvorfor kristne bør undgå forvirring med hensyn til mad, der ofres til afguder, siger: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme?“ (1 Kor. 10:16) Her hentyder Paulus til det bæger og det brød, Herren Jesus brugte, da han indstiftede „Herrens aftensmåltid“ (NW) eller „Herrens nadver“, i hele kristenheden kaldt „kommunionen (fællesskabet)“. Inden vi bringer Paulus’ bevisførelse frem til at gælde for vore dage, vil vi kaste blikket nitten hundrede år tilbage og se, hvad Jesus gjorde i år 33 e. Kr.

„Herrens aftensmåltid“

14. Hvor traf Jesus foranstaltning til at fejre sin sidste påske, med hvem, og hvorfor med dem?

¹⁴ Fire af Jesu disciple, Mattæus, Markus, Lukas og Paulus, giver os en detaljeret beskrivelse af, hvordan dette måltid formede sig. Mattæus var selv til stede som en af de tolv apostle. Paulus havde fået sin viden herom „fra Herren“ ved direkte åbenbaring. (1 Kor. 11:20, 23) Alle fire beretninger afviger noget fra hinanden i udtryksmåde og detaljer, men i hovedtrækkene er de ens. Som ægte jøde, efter kødelig afstamning at regne, traf Jesus foranstaltning til at fejre påsken i Jerusalem, den hellige stad, hvor Jehova havde stedfæstet sit navn. (5 Mos. 16:1-7) Sammen med hvem fejrede Jesus den aften sin sidste påske? Ikke som i tidligere år med sin familie, det vil sige Maria, Jesu jordiske moder, og hendes sønner, hans halvbrødre. Hun og hendes sønner var givetvis i Jerusalem for at fejre påsken, for næste eftermiddag befandt Maria sig ved marterpælen, på hvilken Jesus var blevet hængt, og han talte til hende fra denne. Uden tvivl havde hendes øvrige sønner taget hende med til Jerusalem i anledning af påskehøjtiden. Men da man i regelen fejrede påske i smågrupper på omkring ti, traf Jesus foranstaltning til at fejre den sammen med sine tolv apostle. Ved bordet sagde han til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.“ (Luk. 22:15, 16) Jesus havde altså noget særligt på sinde for denne påskeaften. Hvad var det? Jo, han indstiftede en ny nadver, et nyt aftensmåltid, for dem.

15. Hvorledes lyder Mattæus’ beskrivelse af Herrens aftensmåltid?

¹⁵ Det fandt sted på følgende måde, og vi vil nu høre, hvad Jesus ifølge Mattæus, der selv var til stede, sagde: „Mens de var ved at spise, tog Jesus et brød, og da han havde udtalt en velsignelse, brød han det, gav det til sine disciple og sagde: Tag, spis. Dette betyder mit legeme. Han tog også et bæger, takkede og gav det til dem med ordene: Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“, der skal udgydes til gavn for mange til forladelse af synder. Men jeg siger jer, at herefter skal jeg på ingen måde drikke af vintræets frugt, indtil den dag da jeg skal drikke den ny med jer i min Faders rige. Til sidst, efter at de havde sunget lovsange, gik de ud til Oliebjerget.“ — Matt. 26:26-30, NW.

16, 17. a) Hvad gjorde Jesus med brødet? b) Hvorfor forvandlede Jesus ikke brødet til sit eget kød eller gav det en anden substans?

¹⁶ Det hele brød, Jesus tog, var et usyret brød eller en kage uden tilsætning af gær. Under påskehøjtiden og syv dage derefter var det ifølge Loven jøderne forbudt at have nogen som helst surdej i deres huse. (2 Mos. 12:8, 15, 17-21; 13:6-10) Jesus skar ikke brødet itu med en kniv. Det usyrede brød var fladt og sprødt. Han brød det, som det dengang var skik, når man spiste brød til måltiderne. (Matt. 15:36; 14:19; Mark. 8:6, 19; Luk. 24:30; Ap. G. 27:35) Først udtalte han imidlertid en velsignelse; han velsignede Gud. Det er grunden til, at Lukas og Paulus i deres beretninger siger, at han takkede: „Han tog også et brød, takkede og brød det, gav det til dem og sagde: Dette betyder mit legeme, som gives til gavn for jer. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19, NW; 1 Kor. 11:23, 24) Der behøver således ikke at ligge noget særligt i, at Jesus brød brødet; det gjorde han for at dele det ud til dem på lignende måde, som da han bespiste først fem tusinde og dernæst fire tusinde.

¹⁷ Men Jesus lagde en særlig betydning i det brød, han brød og gav dem: „Dette betyder mit legeme, som gives til gavn for jer.“ Med disse ord udførte han ikke et mirakel, han forvandlede ikke dette brød eller gav det en anden substans, han gjorde ikke usyret brød til menneskekød. Han havde stadig alt sit eget kød. Det var nødvendigt, at han havde sit kød ubeskåret, uden plet eller lyde, og uden at der var fjernet noget af det, såfremt han skulle kunne give sig selv som et fuldkomment offer. Hans legeme måtte være som påskelammet, hvoraf de netop havde spist, det lam, som var et billede på ham, „Guds lam, som bærer [borttager, fodnote] verdens synd!“ I hvilken henseende? I følgende henseende: „Det skal være et lydefrit, årgammelt handyr.“ „Et lam uden plet og lyde“, Kristus. Han forvandlede altså ikke brødet, men brugte det som et symbol på sit legeme. — Joh. 1:29; 2 Mos. 12:5 og 1 Pet. 1:19.

18. Hvilket legeme mente Jesus, da han sagde „mit legeme“?

¹⁸ Sit legeme? Ja, sit eget legeme, hele sit legeme, hoved og alt andet, som han skulle give for dem. Jesus mente sit eget legeme, det, med hvilket han et øjeblik efter forbinder sit blod, da han taler om kalken eller bægeret. I treogtredive og et halvt år havde dette legeme indeholdt det blod, der skulle udgydes på marterpælen på Golgata. Livet i dette menneskelegeme var dets blod. Da Jesus kom til Johannes for at få dette legeme døbt, citerede han Salme 40:7-9 og anvendte disse vers på sig selv: „Derfor siger han, da han kommer ind i verden: Ofre og offergaver [af dyr] ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du havde ikke behag i hele brændofre og syndofre. Da sagde jeg: Se! Jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig), for at gøre din vilje, o Gud.“ — Hebr. 10:5-7, NW.

19. Hvad bar Jesus i sit legeme, og hvad åbnede han i kraft heraf for sine disciple?

¹⁹ Dette legeme skulle Jesus give for sine disciple, og han tog det derfor ikke igen ved sin opstandelse fra de døde, men den almægtige Gud, hans himmelske Fader, beredte ham et andet legeme, ikke på jorden, men i himmelen, et åndelegeme, „en bygning . . . fra Gud, . . . en evig, i himlene“. (2 Kor. 5:1) På jorden, i sit menneskelegeme, udholdt Jesus forsmædelse fra sine modstandere. „Kristus har lidt i kødet“, men dette til trods bevarede han sin ustraffelighed over for Gud uplettet. Apostelen Peter siger også: „Kristus selv led for jer og efterlod jer et mønster, for at I skal følge nøjagtig i hans spor. Han begik ingen synd. . . . Han bar selv stedfortrædende vore synder i sit eget legeme op på pælen.“ (1 Pet. 4:1; 2:21, 22, 24, NW) Han gav afkald på sin tilværelse som menneske, sin tilværelse i kødet, for sine disciples skyld. På den måde åbnede han dem en vej til himmelen, „en vej ind til det hellige sted ved Jesu blod, hvilken [vej] han indviede for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det er hans kød“. — Hebr. 10:19, 20, NW.

20. Hvilken rolle skulle Jesu blod spille, og med hvilke ord pegede Jesus på dette ved aftensmåltidet?

²⁰ Jesus var ikke udelukkende kød, han var ikke en blodløs inkarnation eller materialisation. Han kom for at forløse menneskebørn af blod og kød, og herom står der skrevet: „Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen.“ (Hebr. 2:14) Da derfor Jesus indstiftede dette aftensmåltid, som hans disciple skulle fejre til minde om ham, henledte han opmærksomheden på den rolle, hans blod skulle spille i denne forbindelse. Han tog bægeret, som var fuldt af det, han kaldte „vintræets frugt“. Og han „takkede og gav det til dem med ordene: Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“, der skal udgydes til gavn for mange til forladelse af synder.“ (Matt. 26:27, 28, NW; Mark. 14:23, 24) „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, der skal udgydes til gavn for jer.“ (Luk. 22:20, NW) Hermed pointerede Jesus den egenskab, i hvilken hans blod skulle tjene, det skulle ikraftsætte en ny pagt med forladelse af synder for mange disciple. Han gav sit blod og kød for dem.

21. Hvorfor sammenlignede Jesus ikke her sit blod med påskelammets? Hvis ord citerede han her?

²¹ Læg mærke til, at Jesus med sine ord ikke ligestillede påskelammets blod med sit eget. Det er rigtigt, at påskelammet var et billede på Jesus, „Guds lam“. Det er ligeledes rigtigt, at påskelammets blod blev strøget på dørstolperne og overliggerne i israelitternes huse i det gamle Ægypten, for at Jehovas ødelæggelsesengel kunne se det og gå deres huse forbi uden at dræbe deres førstefødte, børn og kvæg, som befandt sig indendørs. På nøjagtig samme måde må Guds lams disciple være „bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed“, og de må bekende hans blod. (2 Mos. 12:7, 21-23; Hebr. 10:19, 20, 22; 9:14) De er løskøbt „med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde“. (1 Pet. 1:19) Det var imidlertid ikke påskelammets blod, der gyldiggjorde Lovpagten, som profeten Moses var mellemmand for. Det var ikke påskelammets blod, der blev sprængt på pagtsbogen og på folket, mens Moses sagde: „Se, dette er pagtens blod, den pagt, HERREN [Jehova] har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.“ (2 Mos. 24:7, 8) Nej, det var blod af forskellige dyr. Jesus pegede frem til indførelsen af en ny pagt mellem Jehova Gud og sine disciple, og han citerede derfor Moses’ ord „pagtsblodet“ og anvendte dette ord om sit eget blod.

22. Hvilke dyr blev der i henhold til apostelen Paulus dræbt ved den „første pagts“ indførelse ved Sinaj bjerg?

²² Hvilke dyr blev slagtet i forbindelse med indførelsen af den „første pagt“ ved Sinaj bjerg? Herom skriver apostelen Paulus: „Et testamente [en pagt, NW] bliver først gyldigt ved død, da det aldrig træder i kraft, så længe han, der har oprettet det, lever. Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt eder.“ (Hebr. 9:17-20) Både kalve og bukke måtte lade livet for at tilvejebringe blod.

23, 24. a) Hvilken slags ofre blev der ifølge Moses bragt ved den gamle lovpagts indstiftelse? b) Hvad skete der med kødet og med blodet, og hvis blod var det et billede på?

²³ Læg nu mærke til, hvilken slags ofre de bragte ved indstiftelsen af den gamle lovpagt i den tredje måned efter påskehøjtiden: „Derefter sendte han [Moses] de unge mænd blandt israelitterne hen for at bringe brændofre og slagte unge tyre som takofre [fællesskabsofre, NW] til HERREN [Jehova]. Og Moses tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret [Jehovas bord]. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham! Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: Se, dette er pagtens blod, den pagt, [Jehova] har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.“ — 2 Mos. 24:5-8.

²⁴ Bemærk, at der ikke alene blev bragt brændofre, men også fællesskabsofre. Disse sidstnævnte bestod som regel i småkvæg som får og gedebukke, og Paulus viser, at fællesskabsofrene virkelig indbefattede bukke. Det betyder, at ikke blot fik Jehova fedtet af disse fællesskabsofre, men præsterne fik højre kølle og bov, og hvis præsterne ikke fik alt det kød, der var levnet af fællesskabsofrene ved denne lejlighed, spiste Israels repræsentanter, de „halvfjerdsindstyve af Israels ældste“, resten af fællesskabsofferet. På den måde havde hele Israel ved deres præster og repræsentanter fællesskab med Jehova Gud ved hans alter, dengang den gamle lovpagt blev indstiftet. Blodet af alle disse tyre og bukke, som blev slagtet ved Sinaj bjerg, var et billede på Jesu Kristi, den nye pagts mellemmands, blod, thi blodet af sådanne dyr blev blandet i offerskåle og sprængt på pagtsbogen og på folket. Der er skrevet om Jesus: „[Han gik], ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.“ (Hebr. 9:12) Jesus døde offerdøden for at tilvejebringe sit blod.

25. Hvad lovede Jehova i Jeremias 31:31-34 at tilvejebringe, og hvorfor var blod et nødvendigt grundlag herfor?

²⁵ Jehova havde lovet at afskaffe den gamle lovpagt og tilvejebringe en ny pagt ved en profet, som var større end Moses. Dette løfte fastslog han i Jeremias 31:31-34. Jehova sagde, hvad han som parthaver i den nye pagt ville gøre: „Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ Men for at der ifølge Loven kunne tilgives brøde, og synd kunne udslettes, krævedes der noget; det var nødvendigt med et grundlag for denne nye pagt. Hvad da? Udgydt blod. Hebræerne 9:22, der følger umiddelbart efter beretningen om den første pagts indstiftelse, siger: „Og det er næsten sådan, at efter Loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“

26. Hvad sagde Jesus med rette ved Herrens aftensmåltid, og hvem er derfor berettiget til at drikke af kalken eller bægeret?

²⁶ Det var altså nødvendigt, at Jesu blod blev udgydt som et fuldkomment menneskeligt offer for at løskøbe os fra den syndens og overtrædelsernes fordømmelse, som dyreofringerne under den første pagt, Lovpagten, ikke formåede at løskøbe os fra. (Hebr. 9:15) Eftersom den nye pagt gav løfte om Guds tilgivelse af synder, og eftersom vinen i bægeret var et billede på Jesu rene, fuldkomne livsblod, der var nødvendigt som grundlag for denne nye pagt, kunne Jesus med rette sige: „Dette betyder mit „pagtsblod“, der skal udgydes til gavn for mange til forladelse af synder.“ (Matt. 26:27, 28, NW) Disse kristne, der er taget med ind i en ny pagt og derved bliver åndelige israelitter, er de kristne, der med rette kan drikke af bægeret ved Herrens aftensmåltid.

At drikke hans blod

27. Hvilken pagt viser de billedligt, at de er med i og får gavn af, når de drikker af vinen i bægeret?

²⁷ Ved at drikke af bægeret giver de kristne, åndelige israelitter et billede af sig selv som sådanne, der er i den nye pagt og får gavn af denne pagt; de får i kraft af Jesu blod Guds tilgivelse for deres synder. Ved at drikke af bægeret giver de et billede af sig selv som sådanne, der drikker hans blod. Ved at drikke af bægeret giver de et billede af sig selv som sådanne, der gøres godt imod, ikke sådanne, som fordømmes. Ved at drikke Jesu blod på denne billedlige måde drikker de sig ikke en dom til, men derimod et livsgode, for der er liv i dette blod. Ved på billedlig vis at drikke Jesu blod i tro dømmes de ikke til døden, lige så lidt som de ved at spise hans legeme, hans kød, på billedlig vis i tro kan fordømmes for at spise forbudt føde, der fører til død. Tværtimod opnår de derved et gode, det evige livs gode.

28. Hvorledes belyser Jesus sagen fra denne side i Johannes, kapitel 6?

²⁸ Jesus belyste sagen fra denne side, da han sagde til jøderne, af hvem mange var chokerede: „Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. . . . Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik [ikke dødbringende, ikke lovstridig drik]. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som er kommet ned fra himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste, og de døde dog. Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.“ Simon Peter sagde, at dette var „det evige livs ord“. — Joh. 6:47-58, 68.

29. Hvilke to nødvendige ting gav Jesus for sine efterfølgeres liv, og hvad må brødet betyde, hvis det skal svare til, hvad bægeret eller kalken betyder?

²⁹ Jesus gav såvel kød som blod til gavn for sine efterfølgeres liv. Disse to ting, begge nødvendige for at opnå evigt liv, fremstillede han under symbolerne brødet og vinen ved det aftensmåltid, han indstiftede. Han erklærede, at bægeret med vinen repræsenterede det bogstavelige blod, som var nødvendigt for at give den nye pagt gyldighed. Som en parallel hertil var det brød, han brød og delte ud, af lignende bogstavelig menneskelig værdi; det kan kun betyde hans kødlegeme, som han giver for dem, der opnår liv i den nye verden.

30. Hvad betyder det at drikke hans blod, men hvad gjorde de jøder, der var chokerede ved tanken om at drikke dette blod?

³⁰ At man drikker hans blod vil ikke sige, at man dermed pådrager sig ansvaret for hans død, men derimod, at man taknemmeligt tager imod dette blod i tro og tilegner sig fordelene af hans livsblod, der er udgydt som et offer. De, der beordrede Jesus dræbt og hængt på en marterpæl, var de samme, der var chokerede ved tanken om at drikke hans blod, og som afslog at drikke det i tro. Det var de mænd, der påtog sig ansvaret for hans død, efter at landshøvdingen Pontius Pilatus havde sagt: „Jeg er uskyldig i dennes blod.“ De svarede „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:24, 25) Senere gjorde jødernes højesteret indsigelse over for apostlene: „I . . . vil bringe dette menneskes [Jesu] blod over os“, og alligevel afslog de at drikke Jesu blod billedligt og dermed vise, at de var uden skyld. — Ap. G. 5:27, 28.

31. Hvad siger Paulus angående de jødiske præster, der afslog at drikke? Hvem er berettiget til at drikke Jesu blod emblematisk ved Herrens aftensmåltid?

³¹ Fordi disse jøder i troløshed nægtede at drikke Jesu blod, blev de ikke taget med ind i den nye pagt og drak ikke den eneste livgivende sande drik til frelse. Mange af dem var præster. Apostelen siger derfor angående de præster, der nægtede at tage imod Jesu offer og fortsatte med at tjene ved det bogstavelige alter i Herodes’ tempel i Jerusalem: „Vi har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at få spise fra. Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten [på forsoningsdagen] bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe „opbrændes uden for lejren“ [Israels lejr]. Derfor led også Jesus uden for byporten [Jerusalems byport], for at han kunne hellige folket ved sit blod. Så lad os da gå ud til ham „uden for lejren“ og bære hans forsmædelse.“ (Hebr. 13:10-13) De, der går ud til ham uden for denne gamle tingenes ordning, drikker billedligt hans blod i tro. De er berettiget til at drikke det emblematisk af bægeret ved „Herrens aftensmåltid“. Hver enkelt af dem erkender til fulde værdien af „pagtens blod, som han blev helliget med“. (Hebr. 10:29) De spiser værdigt af det emblematiske brød, thi de kan sige: „Ved [Guds] udtrykte vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ — Hebr 10:10, NW.

Fællesskab med Jehova og ikke med dæmoner

32, 33. a) Hvem havde israelitterne fællesskab med, når de spiste af fællesskabsofferet, og hvorfor? b) Hvorledes havde afgudsdyrkerne del med dæmoner og drak deres kalk?

³² Harmonerer ordene i de foregående paragraffer med det, apostelen Paulus siger i 1 Korinter 10:16-21? Det skulle de, men gør de det? Paulus taler der om ofre, ofre til dæmoner og ofre til Jehova Gud. Disse ofre havde karakter af fællesskabsofre, og de altre, hvorpå de blev bragt, sammenlignedes med borde, fordi der blev frembåret offerføde på dem. Det bord, hvorpå der blev bragt ofre til Jehova Gud, kalder han selv „Jehovas bord“. (Mal. 1:7, 12) Når der blev bragt et fællesskabsoffer til Jehova Gud, skulle det ifølge Loven ledsages af et drikoffer bestående af vin, som skulle udgydes på alteret. (4 Mos. 15:8-16; 2 Mos. 29:40; 30:9) Når de tilbedende spiste deres tilmålte portion af fællesskabsofferet, havde de „del i Jehovas bord“, og de havde del „med taksigelse“. Ved at spise ofrene, hvoraf fedtet var blevet brændt og blodet sprængt på alteret, fik de „fællesskab med alteret“. Alteret tilhørte Jehova Gud; det var hans bord, på hvilket hans mad blev fremstillet. Når de havde del i offeret, delte de således i realiteten med Jehova; de havde fællesskab med ham, idet de nød et måltid sammen med ham.

³³ På lignende måde forholdt det sig med afgudsdyrkerne. Når de ofrede til dæmonerne og spiste deres del af offeret, havde de del i „dæmoners bord“. De var „delagtige med dæmonerne“, de havde samfund, samkvem eller forbindelse med dem, idet de spiste sammen med dem. Når de drak af vinbægeret ved en fest, som blev fejret til ære for dæmonerne, drak de „dæmoners bæger“. Dette viser, hvad det er, der sker, når man tager del i Herrens aftensmåltid.

34. Hvorledes må vi i betragtning af denne sammenligning se på Herrens aftensmåltid, og hvad ses brødet og vinen således at betyde?

³⁴ Med ovenstående sammenligning antyder apostelen Paulus, at Herrens aftensmåltid må betragtes som et offermåltid. Men hvilken betydning må der så tillægges „det brød, som vi bryder“, og „velsignelsens kalk, som vi velsigner“? Det usyrede brød må betragtes som „Kristi legeme“, som han gav Gud for verdens liv, hans syndfri kød, der er „sand mad“. Bægeret med vinen over hvilket Jesus udtalte en tak, må betragtes som „Kristi blod“, med hvilket han gyldiggjorde den nye pagt, det blod, som er „sand drik“. Dette fuldstændige Kristi offer sidestilles her med fællesskabsofferet ved pagtens indstiftelse, hvoraf fedtet blev bragt til at ryge på Jehovas alter, og hvoraf blodet blev delt og halvdelen sprængt på Guds alter og den anden halvdel sprængt først på pagtsbogen og derefter på folket, som blev taget med ind i pagten. Den store alterlignende anordning, hvorpå Kristi offer bringes, kalder apostelen Paulus „Jehovas bord“, og i dette „bord“ har de kristne, som er i den nye pagt, del. Bægeret med Kristi blod, der stænkes på Jehovas store alteranordning og på den nye pagts symbolske bog, er „Jehovas bæger“, og det symboliseres ved vinbægeret ved Herrens aftensmåltid.

35. Hvilke større ting viser de kristne, de har del i, når de nyder af brødet og vinen, og hvem på jorden har de synligt fællesskab med?

³⁵ De kristne, som er i den nye pagt, og som drikker af vinbægeret og spiser af det usyrede brød, viser ved denne handling, at de har del i Kristi menneskelige offer, både dets blod og dets kød. De viser derved billedligt, hvorledes de drikker „Jehovas bæger“ og har „del i Jehovas bord“, „del med alteret“. De viser billedligt, hvorledes de har del i syndsforladelsen og frelsen gennem Kristi kød- og blodoffer. Det store spørgsmål er derfor: Med hvem har de del, med hvem har de fællesskab, samhørighed, når de gør dette i tro hver dag og symbolsk hvert år ved Herrens aftensmåltid? „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab [græsk: koi·no·niʹa] om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab [koi·no·niʹa] om Kristi legeme?“ Jo, men fællesskab med hvem? Naturligvis fællesskab med hele „Guds menighed“, alle, „der er helligede i samhørighed med Kristus Jesus, kaldet til at være hellige“. (1 Kor. 1:2, NW) Det vil sige med alle de åndelige israelitter, som er i den nye pagt.

36. Hvem deler de først og fremmest med, og hvad har de fællesskab om? Hvorledes gælder det samme også den guddommelige oplysning?

³⁶ Men er det alt? Går apostelen Paulus ikke videre i sin bevisførelse her? Jo! Vi har også del eller fællesskab med Jehova Gud, ja først og fremmest med ham. Ligesom det, at nogen som et led i sin gudsdyrkelse får del i de ofre, der bringes til dæmoner, er ensbetydende med, at vedkommende er „delagtig med“ dæmoner, er også det at have del i det ene store offer til Jehova, Kristi offer, der frembæres én gang for alle, ensbetydende med at have del med Jehova, at have fællesskab med ham. Vi tager imod Kristi offer, der er blevet frembåret for Jehova, som et offer for os. Jehova har begribeligvis ikke del i det bogstavelige usyrede brød og det bogstavelige bæger vin ved Herrens aftensmåltid, men han har del i det bogstavelige kød og blod, hvorpå brødet og vinen slet og ret er symboler. Ved i fællesskab at have del i dette ene antagelige offer til Gud, det offer, hvis goder vi kan få gavn af, er vi sammen med ham parthavere i en ny pagt. Ja, vi har del med ham, fællesskab, partnerskab, nøjagtig som når det drejer sig om guddommelig oplysning. Herom er der skrevet: „Det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at I må have fællesskab [koi·no·niʹa] med os; og vort fællesskab [koi·no·niʹa] er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Hvis vi siger, at vi har fællesskab [koi·no·niʹa] med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab [koi·no·niʹa] med hverandre, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ — 1 Joh. 1:3, 6, 7.

37. På hvis side må derfor de, der spiser Herrens aftensmåltid, være helt og fuldt, og hvorfor?

³⁷ Valget står således mellem Jehova og dæmonerne. Intet kompromis vil blive tolereret, ingen lunkenhed, ingen halten mellem to meninger, som gik vi på krykker. Det må være en fuld, udelt tilbedelse enten af den eneste sande Gud Jehova eller af de falske dæmonguder. Når de kristne, som er i den nye pagt, kommer sammen for at spise „Herrens aftensmåltid“ til ihukommelse af ham, og de nyder emblemerne, brødet og vinen i bægeret, erklærer de dermed, at de har del i Jehovas bord, og at de har „del med alteret“, Jehovas alter. De må selvsagt være helt og udelt for ham. De kan ikke dele deres tilbedelse og tjeneste mellem to. De kan ikke samtidig have del i de mange ofre, denne verdens folkeslag (kristenheden indbefattet) bringer til deres utallige afguder af alle slags nu i vor moderne tidsalder.

38. Hvorledes kan man ved at nyde emblemerne ved Herrens aftensmåltid handle på en løgn, hvad ville det ægge Jehova til, og med hvilke konsekvenser?