„Jeg vil oprejse ham på den yderste dag“

 1. Hvilken skare, som lever i dag, kan Jesu ord: „Jeg vil oprejse ham på den yderste dag“ ikke gælde?

DISSE bemærkelsesværdige ord blev udtalt af Jesus, og de står gengivet i Johannes 6:54. De kan ikke gælde ’de levende’, den store skare som overlever den kommende store trængsel. (Åb. 7:9-17) Men hvem havde Jesus da i tanke da han fremsatte denne udtalelse for 1900 år siden?

 2. Til hvem sagde Jesus disse ord om opstandelse, og hvilken jødisk højtid, som angik Jesus, nærmede sig?

² Af de bibelvers der står før og efter Johannes 6:54 fremgår det at Jesus ikke blot talte til jøder som sådan, men også til mange af sine israelitiske disciple, deriblandt de 12 apostle. Det var i år 32 e.v.t., og påsken, „jødernes højtid“, var nær. (Joh. 6:4) Ved forberedelserne til denne fest slagtede jøderne påskelammet ved templet i Jerusalem, og præsterne samlede blodet i skåle og stænkede det mod alterets sokkel. (M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 7, under „Passover“, s. 738, 1. spalte, 4. afsnit, linjerne 1-34; The Temple — Its Ministry and Services As They Were at the Time of Jesus Christ af Alfred Edersheim, 1874, s. 190, 191.) Jesus havde i sinde at overvære denne fest for at mindes den første påske der blev fejret nede i Ægypten i 1513 f.v.t. I realiteten var han selv det modbilledlige påskelam, „Guds lam“. — Joh. 1:29, 36.

 3. Hvorfor sporede jøderne sig frem til Jesus efter gårsdagens mirakel, og hvad forsøgte de at retfærdiggøre sig med?

³ Jøderne, deriblandt disciplene, havde set Jesus udføre et mirakel dagen før han havde ovennævnte samtale med dem i Kapernaum. Han havde forvandlet fem brød og to fisk, så de tusinder der lyttede til ham kunne blive mætte. Derfor ville de patriotiske jøder gerne gøre ham til konge og messiansk fører. Da Jesus skulle være messiansk konge i himmelen trak han sig tilbage fra disse mennesker. Lidt senere gik han ud på vandet og sluttede sig til sine 12 apostle, der befandt sig i en båd på Galilæas sø. (Joh. 6:14-21) Men det var slet ikke så let at få jøderne fra den idé at de skulle følge en jordisk messias, et menneske. Derfor ledte de efter ham til de fandt ham; de havde ikke glemt miraklet fra dagen før. De ville have en messiansk konge der kunne skaffe dem materiel føde, og det havde Jesus jo vist at han kunne. For at retfærdiggøre deres ønske mindede de Jesus om at Gud i Sinaj ørken havde givet deres forfædre „brød fra himmelen“ at spise i form af mirakuløs manna. — Joh. 6:22-31.

 4. Havde Moses, ifølge det Jesus sagde, givet deres forfædre det sande „brød fra himmelen“?

⁴ Jesus svarede dem at Moses ikke havde givet deres forfædre det sande brød fra himmelen. „For Guds brød“, sagde han, „er ham der kommer ned fra himmelen og giver liv til verden.“ — Joh. 6:32, 33.

 5. Hvad bad jøderne nu Jesus om, og med hvilke ord forklarede han hvordan de kunne få evigt liv?

⁵ Hertil svarede jøderne: „Herre, giv os altid dette brød.“ Jesus gjorde nu opmærksom på at han var det brød: „Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal afgjort ikke sulte, og den der tror på mig skal afgjort aldrig tørste. . . . For dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:34-40.

 6. Hvorfor er de der under denne tingenes ordning kommer til Jesus og tror på ham som Messias, sikret en opstandelse?

⁶ De der under denne tingenes ordning kommer til Jesus og tror på at han er Messias, kan se frem til evigt liv. Hvordan det? Jo, Jesus Kristus vil oprejse dem fra de døde på den yderste dag. Dette garanterer dem en opstandelse. Vi lægger mærke til at Jesus, i det der drøftes her, ikke siger at et menneske først skal opstå og derefter komme til ham i tro og mættes af ham for at få evigt liv. Her taler Jesus tydeligvis ikke om dem der allerede ligger døde i mindegravene, som Abraham, Isak, Jakob, Moses, David og Johannes Døber. Jesus talte til de dalevende jøder, deriblandt mange af hans disciple, som var under den mosaiske lovpagt.

 7. Hvad sagde Jesus til de knurrende jøder om den der drages til ham, og om evigt liv?

⁷ De jøder som hørte Jesu ord begyndte at knurre og strides om Jesu herkomst. Ud fra det Jesus nu siger skulle vi kunne fastslå hvem det er han specielt taler til. „Som svar sagde Jesus til dem: ’Hold op med at knurre indbyrdes. Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham; og jeg vil oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos Profeterne: „Og de skal alle være oplært af Jehova.“ Enhver der har hørt af Faderen [som Lærer] og har lært, kommer til mig. .. . Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror, har evigt liv.’“ — Joh. 6:41-47.

 8. Hvilken profeti citerede Jesus, og hvad tilbød han her sine jødiske tilhørere?

⁸ Jesus citerede her fra profetien i Esajas 54:13, der gælder Guds „kvinde“ (NW), det himmelske Zion, og som lyder: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ Disse børn er Jehova Guds åndelige sønner. Det er dem han drager til Jesus ved den tro de nu har på ham. Det er dem Jesus taler om der skal gå ind til det evige liv ved at han oprejser dem på den yderste dag. Det er dem der får evigt liv i Jehovas himmelske åndelige organisation. Det Jesus tilbød sine jødiske tilhørere, deriblandt hans mange disciple, var altså muligheden for at blive sønner af Guds „kvinde“, det himmelske Zion.

„Mit kød til liv for verden“

9-11. (a) Hvilket spørgsmål opstår ved at Jesus siger at det brød han giver er hans kød „til liv for verden“? (b) Hvordan besvarer Paulus dette spørgsmål i Første Korinterbrev 10:2-11?

⁹ Efter endnu en gang at have sagt at han var „livets brød“ fortsatte Jesus: „Jeg er det levende brød der kommer ned fra himmelen; hvis nogen [af jer, mine tilhørere] spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ — Joh. 6:51.

¹⁰ Jesus var altså den sande, livgivende manna fra himmelen. Dette symbolske brød, sagde han, var hans kød. Og dette kød var, som han sagde, „til liv for verden“. Mente Jesus dermed at de jøder der spiste manna i ørkenen på Moses’ tid, var et billede på menneskeverdenen i Kristi og hans herliggjorte menigheds tusindårsrige?

¹¹ Paulus svarer: „Alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet; og alle spiste den samme åndelige mad [mannaen] og alle drak den samme åndelige drik. For de plejede at drikke af den åndelige klippe som fulgte med, og den klippe var ensbetydende med Messias. . . . Men disse ting er blevet eksempler for os [kristne], for at vi ikke skal begære noget skadeligt, sådan som de begærede det. . . . Men disse ting skete fortsat for dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os [åndsavlede kristne] til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Kor. 10:2-11; 2 Mos. 16:1-35; 4 Mos. 11:1-9.

12. Påpeg modsætningen mellem de åndelige israelitters forhold under den nuværende tingenes ordning, og menneskeverdenens i tusindårsriget.

¹² Disse israelitter der blev anført af Moses i Sinaj ørken, var altså et billede på de åndelige israelitter som lever under den nuværende tingenes ordning. Denne ordning er dødbringende, åndelig talt. Det er nu de åndelige israelitter lever af den modbilledlige himmelske manna, den ofrede Jesus Kristus. De mennesker der opstår i Kristi tusindårsrige vil ikke komme til at leve under ørkenlignende forhold som dem der var i Sinaj. Genoprettelsen af det jordiske paradis vil være i gang. Til den tid vil Jehova ikke ’drage’ menneskene til Jesus på samme måde som han nu, i egenskab af Lærer, drager de åndelige israelitter til ham. (Joh. 6:44) Nej, den suveræne Herre Jehova sætter sin søn Jesus Kristus til konge over menneskeslægten, og denne Konge kalder de døde frem fra gravene.

13. Hvad må der være sket med dette „kød“ hvis det skal svare til fortidens manna?

¹³ Der er normalt ikke blod i brød som er bagt af malet korn, ligesom der heller ikke var blod i fortidens manna. Jesus sagde at „livets brød“, den modbilledlige manna, var hans kød „til liv for verden“. Hvis udtrykket „kød“ skal svare til fortidens manna må det her forstås som kød blodet er løbet fra. Jehova gav ikke israelitterne blod, men vand, at drikke i ørkenen.

14. Hvoraf kan man forstå at tilhørerne opfattede Jesu udtryk som „kød“ blodet var løbet fra, selv om det var menneskekød?

¹⁴ De jøder der lyttede til Jesus forstod det sådan, for da de stredes om hvad han mente sagde de: „Hvordan [på hvilken måde] kan denne mand give os sit kød at spise?“ (Joh. 6:52) De kendte Guds lov angående blod. Da Gud, efter vandfloden på Noas tid, udvidede grænserne for hvad menneskene måtte spise, gav han dem ikke både dyreblod og dyrekød til opretholdelse af livet. Han gav dem vand at drikke og kød som blodet var løbet fra, at spise. Han krævede blodet til sig selv, eftersom det var ham der havde givet alle skabninger af kød og blod livet. (1 Mos. 9:1-4) Under den mosaiske lov som Israels nation fik, var der dødsstraf for at overtræde Guds lov angående dyreblod. (3 Mos. 17:10-12; 5 Mos. 12:16, 22-27) Det at spise menneskekød, selv når blodet var løbet fra, virkede som noget afskyeligt for de jøder der lyttede til Jesus. De ville ikke være kannibaler. — 2 Kong. 6:26-31.a

15, 16. (a) I hvilken forstand skulle de spise Jesu kød? (b) Hvordan lod Jesus dette stå endnu mere klart ifølge Johannes 6:53-59?

¹⁵ Jesus ville have sine jødiske tilhørere til at forstå at det var i overført betydning de skulle spise hans kød. For at udtrykke det endnu klarere sagde han dernæst noget der ville vække endnu større modstand hos dem hvis de tog det bogstaveligt. Vi læser:

¹⁶ „Jesus sagde så til dem: ’Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I [mine jødiske tilhørere] ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den [af jer, mine tilhørere] der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag; for mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, forbliver i samhørighed med mig, og jeg i samhørighed med ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig og jeg lever på grund af Faderen, således vil også den [af jer, mine tilhørere] der spiser mig, leve på grund af mig. Dette er det brød som er kommet ned fra himmelen. Det er ikke som da jeres forfædre spiste [mannaen i ørkenen] og dog døde. Den der spiser dette brød skal leve evigt.’ Dette sagde, han mens han underviste i en offentlig forsamling i Kapernaum.“ — Joh. 6:53-59.

17. (a) Hvilken virkning havde Jesu ord i den jødiske synagoge, selv på mange af hans disciple? (b) Hvem var Jesu ord i Johannes 6:53 derfor hovedsagelig henvendt til, og hvad blev disse mennesker?

¹⁷ Udtrykket „i en offentlig forsamling“ er her oversat fra et udtryk i den græske grundtekst der ordret betyder „i synagoge“. Jesus bruger her det samme udtryk som i Johannes 18:20, hvor han siger: „I en synagoge eller i templet . . . hvor alle jøderne kommer sammen.“ Altså henvendte Jesus sig til en gruppe jødiske tilhørere som var underlagt Lovpagten, og mange af dem var disciple af Jesus. Vi kan forestille os hvordan det virkede da Jesus ikke alene talte om at spise hans kød men også om at drikke hans blod. „Så sagde mange af hans disciple da de hørte dette: ’Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?’“ (Joh. 6:60) Denne udtalelse røber at Jesu tale ikke chokerede alle hans disciple. Foruden de chokerede var der adskillige andre disciple, deriblandt de 12 apostle. (Joh. 6:61-66) Med ordene i Johannes 6:53 henvendte Jesus sig altså hovedsagelig til sine disciple og, i udvidet forstand, til dem der ville blive hans disciple før „den yderste dag“. Disse blev åndelige jøder, åndelige israelitter. — Rom. 2:28, 29.

18, 19. (a) Hvem tilhørte blodet når der bragtes et offer, og hvad indebar det derfor at nyde Jesu blod og kød? (b) Hvad sagde Jesus om et sådant måltid, tilskyndet af en hedensk officers tro og af en jødes kommentar til Jesu ord ved en middag?

¹⁸ Jøderne, der stod under den mosaiske lovpagt, vidste at både blodet og fedtet tilhørte Jehova når de bragte et offer. (3 Mos. 3:16, 17) Da Jesus steg til himmelen og trådte frem for Jehova, bragte han Jehova sit „blod“, eller værdien deraf, som en løsesum. (Hebr. 9:12-14; Joh. 6:61, 62) Eftersom blodet tilhørte Jehova ville det at man nød Jesu blod og kød tilkendegive at man indtog et måltid sammen med Jehova. Gud ville på denne måde dele sit lams, Jesu Kristi, blod med dette lams disciple. Jesus omtalte et sådant måltid med Jehova, den større Abraham, da han forudsagde at mange troende blandt hedningerne (som den troende officer) ville komme fra alle jordens egne og „ligge til bords med Abraham [Jehova] og Isak [Jesus Kristus] og Jakob [den åndsavlede kristne menighed] i himlenes rige“. — Matt. 8:5-12.

¹⁹ Engang da Jesus talte om at en middag havde virkelig værdi hvis man indbød nogle der ikke kunne gøre gengæld, forklarede han hvorfor dette havde værdi. Han sagde: „Det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ Dette fik en af gæsterne til at tænke på den forret det er at nyde et måltid sammen med Jehova Gud, for vi læser: „Da en af dem han lå til bords sammen med hørte dette, sagde han til ham: ’Lykkelig er den som holder måltid i Guds rige.’“ (Luk. 14:12-15) Dette udbrud fik Jesus til at fortælle lignelsen om ’det store aftensmåltid’ som en mand holdt. Med denne lignelse viste Jesus at det ikke var alle der skulle erfare den lykke at holde måltid med Gud i Riget. — Luk. 14:16-24.

„Liv i jer“

20. I hvilken grad har de der spiser Kristi kød og drikker hans blod ’liv i sig’, og hvor og hvornår vil de gøre brug deraf?

²⁰ Ifølge Johannes 6:53 sagde Jesus: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ Da der her bruges et lignende udtryk som i Johannes 5:26, gengiver An American Translation Johannes 6:53 således: „Jeg siger jer, hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I intet selveksisterende liv.“ Det må derfor være liv i en bestemt betydning Jesus tænkte på da han fortsatte: „Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:54) De der opnår evigt liv i denne betydning vil ikke komme til at opleve det på jorden, men i det himmelske rige sammen med Kristus. De vil indgå til dette liv når Jesus Kristus oprejser dem på „den yderste dag“. De der sammen med Kristus i himlene har dette ’liv i sig’, vil kunne uddele goderne ved Kristi genløsningsoffer til andre, og det vil de gøre når de genløste af menneskeslægten bliver kaldt ud af mindegravene på „den yderste dag“. — Joh. 5:28, 29.

21, 22. (a) I hvilken henseende er Jesu kød og blod „sand mad“ for dem der nyder det? (b) Hvilket forhold har de til ham, og hvor afhængige er de af ham?

²¹ Når vi tænker på af hvilken karakter det evige liv i himmelen er, forstår vi hvorfor Jesus sagde: „Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.“ (Joh. 6:55) Efter denne bemærkning viste han hvilket specielt samhørighedsforhold hans lydige disciple ville indgå i: „Den der spiser mit kød og drikker mit blod, forbliver i samhørighed med mig, og jeg i samhørighed med ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig og jeg lever på grund af Faderen, således vil også den der spiser mig, leve på grund af mig.“ (Joh. 6:56, 57) Jesus gav dermed udtryk for at hans disciple skulle forblive i samhørighed med ham og at han skulle forblive i samhørighed med dem. I en lignelse som han fortalte senere, benyttede han en lignende vending:

²² „Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ — Joh. 15:4, 5.

23. Hvorfor fik Judas Iskariot ikke ’liv i sig’?

²³ Judas Iskariot forblev rent bogstaveligt sammen med Jesus Kristus i mere end et år efter at Jesus havde udtalt ordene i Johannes, det sjette kapitel, men han forblev ikke i samhørighed med sin Herre. Derfor var han ikke blandt dem der spiste Jesu ofrede legeme og drak hans blod fra pinsedagen år 33 e.v.t. og fremefter. Han forspildte sin mulighed for at få ’liv i sig’. — Joh. 6:66-71.

24. (a) Hvordan kan man sige at Jesus var det brød der kom ned fra himmelen. (b) Hvordan fik Jesus liv på grund af Faderen, og hvordan får de der spiser Jesu kød liv på grund af Jesus?

²⁴ Jesus mindede imidlertid Judas og de øvrige af sine jødiske tilhørere dér i den offentlige forsamling i Kapernaum om at deres forfædre spiste manna i ørkenen for at opretholde livet. Som afslutning på sin tale sagde han: „Dette er det brød som er kommet ned fra himmelen. . . . Den der spiser dette brød skal leve evigt.“ (Joh. 6:58) Jesus havde været „Ordet“ oppe i himmelen, men til Guds fastsatte tid ’blev han kød’. (Joh. 1:14) Som Guds søn, en fuldkommen søn af kød og blod, var han ’det levende brød der var kommet ned fra himmelen’, den modbilledlige manna. Hans kød, der var som symbolsk manna for de åndelige israelitter,b er også „til liv for verden“. (Joh. 6:51) Jesus Kristus, der nu er udødelig, lever atter i himlene på grund af sin himmelske Fader, for denne „levende Fader“ oprejste ham fra de døde til åndeligt liv. Tilsvarende skal de disciple der „spiser“ den modbilledlige manna (Kristi „kød“) før „den yderste dag“ kommer, som Jesus sagde, ’leve på grund af ham’, for den levende Jesus vil oprejse dem på den yderste dag. — Joh. 6:54, 57, 58.

25. (a) Skal de der spiser af Kristi offer på jorden fortsat gøre det i himmelen? (b) Hvilken hellig tjeneste skal de udføre, og hvilken gavn får menneskeslægten deraf?

²⁵ I himmelen vil de oprejste åndelige israelitter som har ’liv i sig’, ikke længere behøve at spise Jesu kød og drikke hans blod. (Joh. 6:53) De får den forret at tjene som „Guds og Messias’ præster“ og vil således kunne give de evigvarende goder ved Kristi forsoningsoffer videre til menneskene. (Åb. 20:6) Da de har evigt liv i himmelen behøver ingen at efterfølge dem i præsteembedet. I egenskab af underpræster vil de ligesom ypperstepræsten Jesus Kristus kunne tjene uafbrudt i de tusind år. På denne måde vil de sammen med Kristus opløfte menneskeslægten på jorden til menneskelig fuldkommenhed.

Guddommelige foranstaltninger til opnåelse af liv som fuldkomne mennesker

26. Siden hvornår har ’den store skare’ været under indsamling, og hvilket behov føler dens medlemmer at de har for Lammet Jesu Kristi blod?

²⁶ Som vi ved har en stor skare af Kristi „andre får“ været under indsamling siden midten af trediverne. (Åb. 7:9, 10; Joh. 10:16) De vil også nyde godt af dette tusindårige præstedømme. Apostelen Johannes, der fik åbenbaringssynet af ’den store skare’, blev mindet om at de der hører til denne skare også viste værdsættelse af Lammet Jesu Kristi udgydte blod. De lader sig taknemmeligt rense i Lammets blod, for der blev sagt til Johannes: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ (Åb. 7:14) Disse mennesker ved at de ikke kan yde Gud en antagelig tjeneste i hans hellige tempel hvis de fortsat er klædt i snavsede klæder. — Se til sammenligning Zakarias 3:3-10.

27. Hvad behøver de ikke, men hvad har de brug for?

²⁷ Den store skares medlemmer tilskriver ikke Gud og Lammet Jesus Kristus en opstandelse fra mindegravene, men derimod frelsen ud af „den store trængsel“. De bliver bevaret i live under denne store trængsel. De behøver derfor ikke at blive ’oprejst på den yderste dag’ som de der omtales i Johannes 6:54. Men de har brug for goderne ved den tjeneste ypperstepræsten Jesus Kristus og hans 144.000 underpræster udfører i tusindårsriget.

28. Hvilken „time“ nærmer sig for de døde genløste mennesker, og hvilken mulighed får de?

²⁸ En fantastisk „time“ nærmer sig nu. Det er den „time“ da Jesus Kristus som Jehovas meddommer kalder ’alle dem der er i mindegravene’ frem fordi han har løskøbt dem. De bliver alle gjort til jordiske undersåtter under hans himmelske rige, hvad enten de ønsker det eller ej. De vil alle få mulighed for at opnå liv som fuldkomne mennesker på en paradisisk jord. — Joh. 5:28, 29.

29. Hvad skal ’den store skare’ og de mennesker der opstår, drikke og spise til den tid, og hvilken usædvanlig mulighed får de der hører til ’den store skare’?

²⁹ Hvad skal Kristi undersåtter drikke til den tid? Hvad skal de spise? Den åbenbaring som apostelen Johannes fik, viser at „en flod med livets vand“ da vil flyde ud fra Jehova Guds og Lammet Jesu Kristi trone. På begge sider af floden står „livets træer“, som bærer frugt hver måned. Deres blade er til lægedom for nationerne. Det er disse guddommelige foranstaltninger ’den store skare’ og de mennesker der opstår, skal drikke og spise af. (Åb. 22:1-3) Ved at drage fuld nytte af Jehova Guds ufortjente godhed ved Jesus Kristus vil de taknemmelige og lydige blandt de opstandne gøre deres opstandelse til „en livets opstandelse“. Og den store skare af Kristi „andre får“ vil have mulighed for at leve uden nogen sinde at skulle dø og vende tilbage til jordens støv.

[Fodnoter]

[Illustration på side 17]

Som israelitterne levede af mannaen i ørkenen, således lever de åndelige israelitter nu af Jesus, „livets brød“