Afsnit 4

Hans livs udspring

33. (a) Hvad måtte Jesus som søn vise sin Fader? (b) I hvilken grad skulle alle mennesker, ifølge Jesu ord, ære Sønnen?

BEVISERNE fra Johannes’ egne skrifter hober sig op og peger alle på den kendsgerning at Jesus Kristus var Guds søn. Dette er i sig selv et bevis for at Jesus som søn var afhængig af Gud og ikke var Guds lige. En søn er ikke større end sin fader, men må ære sin fader ifølge Guds bud. Som Guds søn sagde Jesus: „Jeg ærer min Fader.“ (Joh. 8:49) Hvordan kan nogen da sige at han gjorde sig selv til Gud eller til Guds lige da han sagde: „Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham“? (Joh. 5:22, 23) Med disse ord siger Jesus ikke at vi skal ære ham som om han var Faderen eller som om han var Gud. Han sagde ikke at vi skulle ære Sønnen lige så meget som Faderen.

34. Hvad var, i denne sammenhæng, grunden til at Sønnen skulle æres, og hvor meget skulle han æres?

³⁴ Læs Jesu ord igen og læg mærke til hvorfor han sagde at han skulle æres ligesom Faderen skulle æres. Jesus sagde at Faderen havde udnævnt ham som dommer, som fuldmægtig eller repræsentant for Gud, den højeste Dommer. Det er derfor som Guds udnævnte dommer at Sønnen fortjener ære. Ved at ære Sønnen viser vi respekt for Guds udnævnelse af Sønnen som dommer. Hvis vi ikke ærer Sønnen som dommer, så ærer vi ikke „Faderen, som har sendt ham“. Men det betyder ikke at vi ærer Sønnen som om han var Gud selv, eller at vi ærer Sønnen lige så meget som vi ærer Gud selv, som har sendt Sønnen.

35. (a) Hvem ærede Jesus, og i hvilken udstrækning gjorde han det? (b) Hvorledes forholder det sig med Jesu storhed når han sammenlignes med Gud og med Abraham?

³⁵ Gud selv, Faderen, ærede eller herliggjorde ikke sin søn som sin lige. Men det er sandt at Gud ærede og herliggjorde sin søn Jesus Kristus i højere grad end alle sine andre sønner. Derfor bør vi afgjort også ære den som Gud ærer eller herliggør. I virkeligheden kræver Gud det af os. Jesus selv sagde: „Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: ’Han er vor Gud.’“ (Joh. 8:54) Jesu Fader var jødernes Gud. De anså ikke Jesus for at være et Gud-Menneske, Gud selv i kødet; og Jesus foregav ikke at være Gud. Han sagde at den guddom som jøderne hævdede var deres Gud, var den som ærede Jesus. Så fortsatte Jesus med at forkynde at han ikke var større end Gud men var større end Abraham, fordi han havde haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen.

36. Hvad indebærer titlen „fader“, og hvad skænkede den himmelske Fader i overensstemmelse hermed Sønnen?

³⁶ Titlen „fader“ hentyder til det mandlige ophav, en slægts forfader, kilden eller udspringet, en som avler eller frembringer afkom. Eftersom Gud var Jesu fader, var Jesus så også afhængig af Gud med hensyn til livet? Jesu egne ord kan give os et overbevisende svar på dette spørgsmål. Læg nu mærke til disse ord af Jesus: „De døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.“ (Joh. 5:25, 26) Gud er som Faderen livets kilde; og han giver Sønnen den forret at have liv i sig selv. Vi kan derfor nu forstå hvad Johannes 1:4, 5 siger om Ordet eller Logos: „I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket begreb det ikke.“ — Fodnoten.

37. Fra hvem og gennem hvem kommer livet der oplyser menneskene?

³⁷ Livet der lyser for mennesker som bevæger sig ned imod dødens mørke, stammer fra Faderen som kilden, og kommer gennem Sønnen som kanalen. Det var Sønnen der modtog livet fra Faderen. Apostelen Peter kunne derfor så rigtigt sige til sin Herre, Jesus Kristus: „Herre, til hvem skal vi gaa? Du har det evige Livs Ord! Vi tror og véd, at du er Kristus, Guds Søn.“ — Joh. 6:69, 70, Vulgata efter Erikke Rosenørn-Lehn.

38. Hvorledes sammenligner Jesus sit eget livs oprindelse med oprindelsen til det liv som de der lever af ham ved tro, opnår?

³⁸ Da Jesus talte om sig selv som det menneskelige offer der skulle bringes for at troende mennesker kunne få liv, pegede han på sit eget livs udspring idet han sagde: „Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig.“ (Joh. 6:56, 57) Den der æder og lever i kraft af Jesus, må engang have begyndt at leve i kraft af ham. På samme måde er også Jesus begyndt at leve i kraft af Gud. Hvis sønnen Jesus havde været lige så evig som Faderen og uden nogen begyndelse, hvordan kunne han da med rette sige: „Jeg lever i kraft af Faderen“? Jesus var da virkelig søn af Gud idet han havde modtaget sit liv fra Gud. Han fik livet fra sin himmelske Fader på samme måde som et menneske der i tro ernærer sig ved Jesu menneskelige offer, får liv gennem Jesus og lever ved ham. Uden Jesus som det menneskelige offer ville dette menneske aldrig opnå at leve evigt i Guds nye verden. Og uden Gud ville Sønnen aldrig have levet.

39, 40. (a) Hvad afhang Jesu fortsatte liv af? (b) Hvorledes blev det på mirakuløs måde vist at Jesu liv afhang af Gud?

³⁹ Jesu eget fortsatte liv afhang af hans lydighed mod Gud, Faderen. Da Jesus af Djævelen blev fristet til at gøre sten til brød, for at bryde sin fyrre dages faste, anvendte han derfor meget passende profeten Moses’ ord på sig selv, idet han sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Matt. 4:4) Jesu livs afhængighed af Gud, Faderen, viste sig også på en anden måde. Hvordan? Ved at Gud oprejste sin søn Jesus fra de døde på tredjedagen efter at han havde givet sit menneskeliv som et offer.

⁴⁰ I Johannes 5:21 taler Jesus om Guds magt til at oprejse de døde og give dem livet: „Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil.“ Jesus oprejste ikke sig selv fra døden; men han var afhængig af sin udødelige Fader i himmelen; det var ham der skulle oprejse ham fra de døde. På den tredje dag efter Sønnens offerdød, oprejste Gud ham og gav ham livet igen, og Sønnen tog imod livet. Det var nøjagtig det Jesus havde sagt: „Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader.“ — Joh. 10:17, 18.

41. Hvordan og hvorfor måtte Jesus sætte sit liv til, og hvordan tog han det igen?

⁴¹ Jesus satte sit liv (græsk: psykhé; sjæl) til. Det var ganske vist de romerske soldater der dræbte ham på Golgata, men Jesus tillod dem at gøre det, og det var i harmoni med Faderens vilje og Faderens bud til Jesus. Jesus tog sit liv tilbage igen, ikke på den måde at han tog sit menneskelige offer fra alteret eller at han oprejste sig selv til liv, men på den tredje dag befalede Gud Jesus at stå op fra de døde. Og Jesus gjorde dette ved at acceptere eller modtage livet af Faderens hånd og efter Guds bemyndigelse. Som Jesus sagde: „Jeg er bemyndiget til at give det fra mig og bemyndiget til at faa det tilbage igen — det er det Opdrag [= hverv], min Far har paalagt mig.“ — Schindler.

42. I hvilken forstand er Jesus, som han siger til Johannes, „den første og den sidste“?

⁴² Nu lever Jesus igen i himmelen. Efter at han var vendt tilbage til sin Fader der, viste han sig i et syn for apostelen Johannes og sagde: „Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets nøgler.“ Han var den første og den sidste med hensyn til opstandelsen fra de døde, for Johannes omtaler ham som „Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde . . . som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod“. (Åb. 1:18, 5) Han var den første her på jorden som Gud oprejste fra de døde til liv „i evighedernes evigheder“. Han er også den sidste som Gud således direkte oprejser, for nu har Gud givet „Dødens og Dødsrigets nøgler“, magten til at lukke op, til den opstandne Jesus. Som dommer vil Jesus derfor i sit rige oprejse hvem han vil og give dem liv.

43. (a) Hvad påstår treenighedstilhængerne er meningen med ordene i Åbenbaringen 3:14? (b) Hvis skaberværk er det imidlertid Jesus her taler om?

⁴³ Alt dette hjælper os til at få fat i den rigtige mening i det som den opstandne Jesus bad Johannes skrive til menigheden i Laodikea i Lilleasien. Jesus sagde: „Dette siger han, som er Amen, det trofaste og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse.“ (Åb. 3:14, T. Skat Rørdam)a Treenighedstilhængerne påstår at dette betyder at Jesus Kristus er den der begyndte Guds skaberværk, at han er ophavet eller skaberen; og de henviser til andre oversættelser som siger: „Guds skabnings ophav.“ Bemærk udtrykket ’Guds skabning’. Der er naturligvis ikke tale om Guds skabelse, for Gud er uskabt. Desuden sagde Jesus ’Guds skabning’ og ikke min skabning. Han talte om noget der var skabt af en anden, nemlig Gud.

44, 45. (a) I hvilken kasus står det græske ord for „Gud“ — i nominativ eller i genitiv? (b) Hvad bruges den såkaldte subjektive genitiv til at vise, ifølge grammatikerne?

⁴⁴ I den græske tekst står ordet for „Gud“ [Theoũ] i genitiv. På græsk såvel som på dansk kan en genitiv udtrykke flere forskellige forhold eller forbindelser mellem ordet der står i genitiv og den person eller ting det er knyttet til.

⁴⁵ Der kan ifølge dr. A. T. Robertson være tale om possessiv genitiv, attributiv genitiv, subjektiv genitiv og objektiv genitiv.b En græsk grammatik forklarer den subjektive genitiv således: „Subjektiv genitiv forekommer når navneordet der står i genitiv frembringer den handling der beskrives, og derfor forholder sig som subjekt til det navneord det knytter sig til, når dette omdannes til et verbum. . . . Jesu Kristi forkyndelse. Romerne 16:25.“c En anden græsk grammatik forklarer den subjektive genitiv således: „En handlings eller følelses SUBJEKT: . . . folkets deltagelse (det som folket føler).“d

46. (a) Hvilken slags genitiv kan formen „Guds“ i Åbenbaringen 3:14 være? (b) Hvilken tanke ligger der i ordet „begyndelse“ i Ordsprogene 8:22 i den græske Septuaginta?

⁴⁶ Udtrykket ’Guds skabning’ kan betyde det skaberværk som Gud ejer eller som tilhører Gud. Det kan grammatisk også opfattes som det skaberværk der er frembragt af Gud. Apostelen Johannes hjælper os gennem sine skrifter til at få klarhed over hvilken genitiv der her er tale om. De der har tilrettelagt og udgivet den græske tekst til de kristne skrifter er imidlertid enige om at Åbenbaringen 3:14 har citeret eller lånt sine græske ord fra Ordsprogene 8:22.e Som Ordsprogene 8:22 er oversat af Charles Thomson fra den græske Septuaginta, lyder dette vers: „Herren skabte mig, hans vejes begyndelse, til sine værker.“ Der betyder ordet „begyndelse“ (græske LXX: arkhé) ikke den der begynder, ophavet eller skaberen. Det betyder simpelt hen den første eller oprindelige som Gud skabte. Samme tanke udtrykkes i Åbenbaringen 3:14 med hensyn til „Guds Skabnings Begyndelse“. Formen „Guds“ må derfor være en subjektiv genitiv.

47. (a) Hvornår forekom en afbrydelse af Ordets liv? (b) I hvilken forstand var Jesus Kristus altså „Guds Skabnings Begyndelse“?

⁴⁷ Johannes citerer Jesus som siger at han modtog livet fra sin Fader, Gud, Der forekom en afbrydelse af dette liv, ikke da „Ordet blev kød“, men da han blev dræbt som menneske og lå død i tre dage. Så blev han genrejst til liv ved den almægtige Guds magt således at han kunne leve evigt som udødelig. Ved opstandelsen blev Jesus Kristus en Guds skabning, et skaberværk frembragt af Gud. Men ved selve begyndelsen til alt det skabte blev Jesus også Guds skabning, en skabning frembragt af Gud. Som Ordet „i begyndelsen“, i himmelen, var han den første blandt det Gud skabte, „den ypperste i Guds skaberværk“. (Yg) Ved hjælp af ham frembragte Gud alle andre ting, som det fremgår af Johannes 1:3. Han var ikke ophavet eller oprindelsen til Guds skaberværk. Han var derimod den allerførste der blev skabt af Gud.

48. (a) Hvorfor kan vi sige at New World Translation gengiver Åbenbaringen 3:14 korrekt? (b) Hvem tilskrives ifølge Johannes’ skrifter hele skaberværket?

⁴⁸ New World Translation gengiver Åbenbaringen 3:14 korrekt således: „Guds skaberværks begyndelse.“ Intet sted i nogen af sine skrifter anvender apostelen Johannes titlen Skaber (Ktístes) om Jesus Kristus, men Johannes tilskriver „Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er [ho ōn], og som kommer“, han som sidder på den himmelske trone, al skabelse. Til ham bliver der sagt: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ (Åb. 4:8-11; 10:5, 6) Ordet var Guds første himmelske skaberværk.

„Min Herre og min Gud!“

49. Hvad førte til at apostelen Tomas sagde til Jesus: „Min Herre og min Gud“?

⁴⁹ Forkyndere af treenighedsdogmet vil hævde at Jesu Kristi guddommelighed bevises af apostelen Tomas’ ord i Johannes 20:28. Tomas havde sagt til de andre apostle at han ikke ville tro at Jesus var blevet oprejst fra de døde førend Jesus havde materialiseret sig for ham og ladet ham stikke fingeren i de sår Jesus havde fået da han blev naglet til pælen, og før han havde fået lov at stikke hånden i siden på Jesus, dér hvor den romerske soldat havde stukket ham med et spyd for at sikre sig at Jesus var død. Den følgende uge viste Jesus sig derfor igen for sine apostle og sagde til Tomas at han nu skulle gøre som han havde sagt, for at overbevise sig selv. „Tomas svarede og sagde til ham: ’Min Herre og min Gud!’“ I den originale græske tekst lyder dette udtryk ord for ord således: „Herren min og Guden min.“

50. Betyder brugen af den bestemte artikel foran ordet Gud nødvendigvis at Jesus blev tiltalt som selve Guden, ifølge den græskkyndige professor Moule?

⁵⁰ Treenighedstilhængerne hævder derfor at Tomas’ udtryk „Guden“ udtalt til Jesus beviser at Jesus var selve Gud, en Gud bestående af tre personer. Professor C. F. D. Moule siger imidlertid at den bestemte artikel foran navneordet Gud uden tvivl ikke er så betydningsfuld at den betyder netop det.f Men bortset fra det, lad os da betragte situationen som den var dengang, og finde ud af hvad apostelen Tomas mente.

51. Hvilket budskab modtog Tomas på den dag Jesus opstod, og hvad vidste Tomas derfor om Jesus og hans gudsdyrkelse?

⁵¹ Knap fjorten dage tidligere havde Tomas hørt Jesus bede til sin himmelske Fader og sige: „Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) På den fjerde dag efter denne bøn, det var den dag Jesus opstod fra de døde, sendte han et særligt budskab med Maria Magdalene til Tomas og de andre disciple. „Jesus siger til hende: ’Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.’ Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: ’Jeg har set Herren,’ og at han havde sagt dette til hende.“ (Joh. 20:17, 18) Tomas vidste altså ud fra Jesu bøn og fra dette budskab som var kommet til dem gennem Maria Magdalene, hvem hans egen Gud var. Hans Gud var ikke Jesus Kristus, men hans Gud var Jesu Kristi Gud. Og hans Fader var Jesu Kristi Fader. Tomas vidste således at Jesus havde en Gud som han tilbad, nemlig hans himmelske Fader.

52. Hvorfor skal vi ikke lægge en forkert mening i Tomas’ ord: „Min Herre og min Gud“?

⁵² Hvordan kunne Tomas da henrevet af glæde over for første gang at se den opstandne Jesus i sit udråb tale til Jesus selv som om han var den eneste sande og levende Gud, den Gud hvis navn er Jehova? Hvordan kunne Tomas med det han sagde have ment at Jesus selv var „den eneste sande Gud“ eller at Jesus var Gud i betydningen den anden person i en treenighed? I betragtning af hvad Jesus havde fortalt Tomas og hvad Tomas havde hørt, hvordan kan vi da lægge en sådan mening i Tomas’ ord, „min Herre og min Gud“, når vi læser dem?

53. Hvorfor irettesatte Jesus ikke Tomas på grund af det han havde sagt?

⁵³ Jesus ville have irettesat Tomas hvis Jesus havde forstået at Tomas havde ment at han, Jesus, var „den eneste sande Gud“, som Jesus havde kaldt „min Gud“ og „min Fader“. Jesus ville bestemt ikke have tiltaget sig en titel som tilhører Faderen, Gud, eller en stilling som udelukkende tilhører Gud, hans Fader. Da Jesus ikke irettesatte Tomas for at have tiltalt ham på en uret måde, vidste Jesus åbenbart hvordan Tomas’ ord skulle forstås, og det gjorde apostelen Johannes også.g

54. Hvad havde Johannes på dette sted i sin beretning en glimrende lejlighed til i forbindelse med Johannes 1:1?

⁵⁴ Johannes var til stede og hørte Tomas udbryde: „Min Herre og min Gud!“ Sagde Johannes at den eneste konklusion vi kunne drage af Tomas’ ord var at Jesus var Gud, „den eneste sande Gud“, hvis navn er Jehova? (Sl. 35:23, 24, NW) Her ville Johannes have haft en glimrende lejlighed til at forklare Johannes 1:1 og sige at Jesus Kristus, som var Ordet der blev kød, var Gud selv, at han var „Gud Søn, den anden person i den velsignede treenighed“. Men er det den konklusion Johannes kommer til? Er det den konklusion Johannes leder sine læsere til? Lyt til den konklusion som Johannes ønsker at vi skal komme til:

55, 56. (a) Hvad var det Johannes ville have os til at tro om Jesus Kristus med det han skrev i sin beretning? (b) Hvilken konklusion når vi til ved at følge Johannes frem til dette punkt?

⁵⁵ „Jesus siger til ham: ’Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.’ Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro.“ For at vi skal tro hvad? „At Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.“ — Joh. 20:29-31.

⁵⁶ Det Johannes nedskrev i sin beretning om Jesu liv, skrev han for at vi skulle tro, ikke at Jesus er Gud, at Kristus er Gud, eller at Jesus er „Gud Søn“, men at „Jesus er Kristus, Guds Søn“. Treenighedstilhængerne fordrejer med forsæt ordene ved at bruge udtrykket „Gud Søn“. Men vi gengiver Johannes’ forklaring med de samme ord han selv bruger, nemlig: „Kristus, Guds Søn.“ Vi følger Johannes og kommer til samme konklusion som han kom til, at Jesus er søn af den som Jesus kalder „min Fader“ og „min Gud“ i dette samme tyvende kapitel i Johannes-evangeliet. Tomas tilbad derfor ikke „Gud Fader“ og „Gud Søn“ på én og samme tid og som hinandens lige i en „treenig Gud“.

57. (a) Hvad måtte Tomas anerkende vedrørende Jesu Fader, når han tiltalte Jesus: „min Gud“? (b) Hvilken betydning af ordene i Johannes 14:28 illustreres af kapitlerne 4 og 5 i Åbenbaringen?

⁵⁷ Tomas tilbad den samme Gud som Jesus Kristus tilbad, nemlig Jehova Gud, Faderen. Når Tomas tiltalte Jesus som „min Gud“, måtte Tomas også anerkende Jesu Fader som en guds Gud, som en Gud højere end Jesus Kristus, en Gud som Jesus selv tilbad. Åbenbaringen 4:1-11 giver os en symbolsk beskrivelse af denne Gud, „Herren, Gud, den Almægtige“, som sidder på den himmelske trone og som lever i evighedernes evigheder; men det næste kapitel, Åbenbaringen 5:1-8, beskriver Jesus Kristus som Guds lam der kommer hen til Herren, Gud, den Almægtige, på hans trone og tager en bogrulle af Guds hånd. Dette klargør meningen i Jesu ord til Tomas og de andre apostle: „Jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Jesus anerkendte således sin Fader som Herren, Gud, den Almægtige, der ikke har sin lige, og som er større end sin søn.

[Fodnoter]

I den græske Septuaginta lyder Ordsprogene 8:22: „Kýrios éktisen me arkhén hodôn autoû eis érga autoû.“ Se også The Septuagint Version — Greek & English, udgivet af S. Bagster and Sons, Limited.

For at vise at en vokativ på græsk normalt står med den bestemte artikel kan vi som eksempel henvise til Første Peter 2:18; 3:1, 7, der i ordret oversættelse lyder: „Tjenestefolkene, underkast jer . . . På samme måde, hustruerne, underkast jer . . . Mændene, vedbliv med at leve. . . . .“ Kolossenserne 3:18 til 4:1: „Hustruerne . . . Mændene, . . . Børnene . . . Fædrene . . . Trællene . . . Herrerne.“

Vi slutter os imidlertid ikke til denne antagelse.