Højtiden til minde om Kristi død — hvor længe endnu skal den fejres?

HØJTIDEN til minde om Kristi død skulle kun fejres i et begrænset tidsrum. Til kristne i det første århundrede skrev apostelen Paulus: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I fortsat Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:26) Meningen er tydeligt nok den at når Herren Jesus Kristus kommer, skal hans død ikke længere forkyndes ved at man nyder Herrens nadver eller aftensmåltid. — 1 Kor. 11:20.

Herren Jesus Kristus indstiftede „Herrens aftensmåltid“ under den jødiske påske i år 33. Om formålet hermed sagde han til sine trofaste apostle: „Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør således til mit minde.“ Og: „Dette bæger er den Nye Pagt i mit blod. Gør således, hver gang I drikker, til mit minde.“ (Luk. 22:19; 1 Kor. 11:23-25, Seidelin) Da Kristi blod blev udgydt og hans fuldkomne menneskelegeme bragt som et offer, og navnlig da han vendte tilbage til himmelen på den 42. dag derefter, ophørte hans direkte, personlige nærværelse hos sine disciple på jorden. Disciplene skulle derefter hvert år fejre Herrens aftensmåltid på årsdagen (den 14. nisan), for at minde sig selv om at Kristus døde for dem. Det ville give dem fornyet værdsættelse af hans offer.

Ved mindemåltidets indstiftelse sagde Jesus til sine disciple, med tanke på sin forestående bortgang og sin genkomst: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går min vej for at berede jer en plads. Og når jeg er gået min vej og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Joh. 14:2, 3.

Indtil Jesus kom for at tage de sidste af disse disciple til sig for at de kunne indtage den plads der var beredt dem i himmelen, skulle mindet om hans død fortsat fejres. Men når alle til sidst er forenet med ham i det himmelske for at tjene som præster og herske som konger sammen med ham, vil fejringen af mindehøjtiden på jorden høre op.

Under Kristi styre i himmelsk herlighed i de 1000 år bør hans jordiske undersåtter rettelig fejre hans kongeværdighed, og ikke hans offerdød på jorden. Menneskene bør være opfyldt af glæde, ja juble sammen med ham over at han har modtaget sin kongelige belønning. Da vil menneskene til fulde kunne drage nytte af hans lidelse og død, der måtte gå forud for hans herliggørelse i himmelen.

Hvor mange skal så være „Guds og Messias’ præster“ og „herske som konger sammen med ham i de tusind år“? Et begrænset antal, nemlig 144.000 disciple. (Åb. 7:2-8; 14:1-3; 20:4-6) De omtales som nogle der er beseglet med „et seglstempel fra den levende Gud“. Apostelen Johannes siger:

„Jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind, beseglede af hver stamme af Israels sønner: Af Judas stamme . . . Rubens stamme . . . Gads stamme . . . Asers stamme . . . Naftalis stamme . . . Manasses stamme . . . Simeons stamme . . . Levis stamme . . . Issakars stamme . . . Zebulons stamme . . . Josefs stamme . . . Benjamins stamme.“ De er blevet beseglet med Guds hellige ånd. (2 Kor. 1:21, 22) Deres antal bekræftes i Åbenbaringen 14:1-5, hvor der siges at de er blevet mærket i panden med Kristi navn og hans Faders navn. Der nævnes også at de står sammen med Lammet Jesus Kristus på Zions bjerg — det himmelske Zion, ikke det jordiske Zion i det mellemste østen, hvor fortidens Jerusalem lå. — Hebr. 12:22; Åb. 3:12.

I fortidens kødelige Israel var præsterne, og levitterne der tjente under dem ved Jehovas tempel, udelukkende af Levis stamme. Men dette gælder ikke de 144.000 der skal være „Guds og Messias’ præster“. Ifølge Åbenbaringen 7:4-8 bliver kun 12.000 af dem udtaget af Levis stamme. De resterende 132.000 udtages af de øvrige elleve stammer der nævnes. Dette viser at de tolv stammer der nævnes her, ikke er de samme som de tolv stammer i det kødelige Israel. — 1 Kor. 10:18.

De stammer hvoraf de 144.000 udtages og besegles, er stammerne i det åndelige Israel. De åndelige israelitter der ikke udvælges og besegles, forkastes. Noget lignende skete i forbindelse med det kødelige Israel i det første århundrede efter vor tidsregning. Selv om „mange“, hele det israelitiske folk, var blevet kaldet og havde fået mulighed for at tilvejebringe de 144.000 der skulle være præster og konger sammen med Jesus Kristus i himmelen, var det kun en „rest“ af de kødelige israelitter der blev udvalgt. Alle de øvrige medlemmer af det vantro folk blev forkastet. Ifølge de historiske oplysninger led 1.100.000 af disse en voldsom død da Jerusalem blev ødelagt af romerne i år 70. På samme måde gælder det i dag at de åndelige israelitter der ikke besegles med ’den levende Guds seglstempel’ ikke opnår Guds beskyttelse i den hvirvelstorm der begynder idet „jordens fire vinde“ slippes løs af de fire engle når Guds tid er inde til at ’gøre jorden, havet og træerne skade’.

De ikke-beseglede, forkastede åndelige israelitter vil lide skade og undergang. De vil ikke komme levende ud af „den store trængsel“ sammen med ’den store skare’, der siges at komme fra alle nationer, stammer, folk og tungemål. — Åb. 7:1-14.

Indstiftelsen af Herrens aftensmåltid

Jesus Kristus forbandt mindehøjtiden med Guds rige, og det var meget passende, for hans død skulle først og fremmest fastslå og hævde Jehova Guds, ’Evighedens konges’, suveræne herredømme i universet. (Åb. 15:3) Ved at bevare sin trofasthed til døden viste Jesus at han var værdig til at udfylde pladsen som den evige arving til kong David, med hvem Gud havde indgået en pagt om et evigt rige. (2 Sam. 7:1-29; 2 Krøn. 13:5, 8; Luk. 1:31-33; 22:29, 30) At Guds rige føres ind i billedet fremgår tydeligt af evangelieskribenten Lukas’ beretning om dette påskemåltid i år 33. Her læser vi:

„Og da timen kom, lagde han sig til bords, og sammen med ham apostlene. Og han sagde til dem: ’Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer før jeg skal lide; for jeg siger jer: Jeg skal ikke spise det igen før det bliver opfyldt i Guds rige.’ Og han tog imod et bæger, takkede og sagde: ’Tag dette og lad det gå fra den ene til den anden iblandt jer; for jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets produkt før Guds rige kommer.’

Og han tog et brød, takkede, brækkede det i stykker og gav det til dem, idet han sagde: ’Dette er ensbetydende med mit legeme, som skal gives til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’ Og på samme måde tog han bægeret efter aftensmåltidet, idet han sagde: ’Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.’“ — Luk. 22:14-20.a

De to bægre vin Jesus benyttede ifølge denne beretning, var de to sidste af de fire bægre vin der i det første århundrede traditionelt blev drukket af alle påskemåltidets deltagere. Det var altså det tredje og det fjerde bæger. Det tredje bæger blev drukket efter at deltagerne havde spist påskelammet og det usyrede brød. Det blev kaldt „velsignelsens bæger“ fordi der blev udtalt en velsignelse over det. (1 Kor. 10:16) Jesus „takkede“ Gud for bægeret før han delte dets indhold med apostlene. Under Jesu ledelse blev påsken altså fejret i overensstemmelse med almindelig skik og brug dengang. Jesus ændrede eller afbrød ikke ceremonien ved at tilføje den et nyt element. Som jøde overholdt han dermed Loven.

Men da påskemåltidet var blevet gennemført i overensstemmelse med Moseloven, var Jesus frit stillet til at indføre det nye aftensmåltid til minde om sin forestående død, der ville indtræffe denne samme jødiske påskedag. På bordet stod der stadig usyret brød og det fjerde bæger. Når dette bæger var drukket sang man „lovsange“, det vil sige Salme 115 til 118 af de såkaldte Hallel-salmer. Derfor blev det betegnet som „lovprisningens bæger“. — Se Vagt-Taarnet for april 1921, side 57, under overskriften „Lovprisningens Kalk“; også Meyers Critical and Exegetical Hand-Book to the Gospel of Matthew, side 45, 46, under vers 27; og The Jewish Encyclopædia under Passover, Seder og Arba Kosoth (Four Cups).

Apostelen Mattæus var sammen med Jesus denne jødiske påskeaften, og hans beretning begynder efter at „velsignelsens bæger“ er drukket:

„Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette er ensbetydende med mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse. Men jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke dette produkt af vintræet før den dag da jeg drikker det med jer nyt i min Faders rige.’ Til sidst, efter at have sunget lovsange [Salme 115-118 af Hallel-salmerne], gik de ud til Oliebjerget.“ — Matt. 26:26-30.

Da de trofaste apostle drak det fjerde bæger, „bægeret efter aftensmåltidet“, var det, ifølge Jesu ord, i symbolsk forstand blod de drak, Jesu blod. (Luk. 22:20) Selv om de var jøder og var underlagt Moseloven, virkede dette ikke frastødende på dem. (Sl. 16:4) Jesus havde forberedt dem på dette med noget han sagde til dem ved en tidligere lejlighed. Det var kort før påsken i år 32, dagen efter at han mirakuløst havde bespist en stor mængde tilhørere ved hjælp af nogle få brød og fisk. (Joh. 6:4) Apostelen Johannes beretter:

„Som svar sagde Jesus til dem: ’. . . Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.’

Så begyndte jøderne at skændes med hinanden idet de sagde: ’Hvordan kan denne mand give os sit kød at spise?’ Jesus sagde så til dem: ’Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag; for mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. . . . Ligesom den levende Fader har udsendt mig og jeg lever på grund af Faderen, således vil også den der spiser mig, leve på grund af mig. Dette er det brød som er kommet ned fra himmelen. Det er ikke som da jeres forfædre spiste og dog døde. Den der spiser dette brød skal leve evigt.’ . . .

Så sagde mange af hans disciple da de hørte dette: ’Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?’ . . .

Som følge heraf trak mange af hans disciple sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham.“

Men apostelen Peter holdt sig til Jesus og sagde: „Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ — Joh. 6:43-69.

Ved denne lejlighed talte Jesus ikke til de omskårne israelitter om at de kunne opnå „evigt liv“ som mennesker på en paradisisk jord under hans tusindårsrige. Han talte derimod om en mulighed som han også stillede apostelen Peter og dennes medapostle i udsigt ved hjælp af „det evige livs ord“. Det var muligheden for at opnå ’liv i sig’, iboende liv sammen med Kristus i himlene. (Joh. 6:53) De kunne komme til at herske sammen med ham i himmelen og give menneskeheden del i de livgivende goder af hans offer.b

De jøder Jesus talte til havde ønsket at „gribe ham for at gøre ham til konge“, en konge der sad på Davids trone. Men Jesus valgte at lade sin Fader gøre ham til konge i himmelen. (Joh. 6:15, 61, 62) Disse jøder var med i den mosaiske lovpagt, og denne lovpagt skulle føre dem til Kristus så de kunne blive „et kongerige af præster“ sammen med ham. — 2 Mos. 19:5, 6; Gal. 3:24, 25.

I den samtale der er gengivet i Johannes 6:52-65, talte Jesus derfor ikke om at menneskene i almindelighed billedlig talt skulle drikke hans blod og spise hans kød i hans tusindårsrige. Han talte om troende mennesker som han ville føre ind i den nye pagt. (Jer. 31:31-34; Åb. 20:4-6) Disse mennesker ville blive åndelige israelitter. Det er grunden til at Jesus, da han indstiftede „Herrens aftensmåltid“, sagde til sine israelitiske apostle: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Luk. 22:20; 1 Kor. 11:20, 25) Eller, ifølge Mattæus 26:27: „Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ De elleve trofaste apostle der af Jesus fik rakt det usyrede brød og bægeret med vin denne jødiske påskeaften i år 33, blev ført ind i den nye pagt på pinsedagen, den 52. dag efter påsken.

Mindehøjtiden og Guds rige

Den gamle lovpagt, der stillede jøderne i udsigt at de kunne blive „et kongerige af præster“, førte kun en lille rest til Kristus; ganske vist var Israels mange jøder blevet kaldet eller indbudt, men kun nogle få blev udvalgt. (Matt. 22:1-14; Rom. 9:27-29; 11:5) Den nye pagt, derimod, frembringer det Peter kaldte „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1 Pet. 2:9.

Jesus Kristus kan således føre dette kongelige præsteskab ind i en pagt med ham selv, en pagt om et rige. (Luk. 22:28-30; Åb. 20:4-6) ’Det himmelske Jerusalem’ har følgelig større grund til at glæde sig end det jordiske Jerusalem, der var underlagt Lovpagten, for Guds „kvinde“, den himmelske „moder“, der frembringer åndelige børn for sin ’ægtemand’, frembringer ikke blot en rest af vordende arvinger til Riget, men alle Kristi 144.000 medarvinger. — Gal. 4:21-31; Es. 54:1.

Det er Guds åndelige sønner, de åndelige israelitter som er med i den nye pagt, der har fået påbud om at nyde Herrens aftensmåltid til minde om Jesu død. Apostelen Paulus drager en sammenligning mellem disse åndelige israelitter og det han kalder „Israel efter kødet“. Det bogstavelige alter hvorpå der blev bragt ofre til Gud, blev i fortiden kaldt „Jehovas bord“. Når israelitterne spiste af fællesskabsofrene til Gud, blev de parthavere med ham, idet han blev repræsenteret ved alteret. (Mal. 1:7, 8) På samme måde kan bordet med det usyrede brød og bægeret med vin til Herrens aftensmåltid betegnes som „Jehovas bord“. De åndelige israelitter der nyder disse symboler ved mindemåltidet har således fællesskab med Jehova. De bliver parthavere både med ham og med hinanden. — 1 Kor. 10:18-21; 11:25.

Svarende hertil bliver bægeret med vinen der symboliserer „pagtens blod“, omtalt som „Jehovas bæger“. Når de åndelige israelitter drikker af dette bæger bliver de delagtige med Jehova hvad angår Kristi blod, der gyldiggør den nye pagt. Ved denne handling viser de åndelige israelitter at de tilbeder Jehova som deres Gud, og at de ikke afguderisk dyrker en dæmon som gud. Jehova anerkender Kristi blod som det der sætter den nye pagt i kraft. Og de der drikker af mindemåltidets bæger anerkender Kristi blod som ensbetydende med det liv Kristus udgød som et offer for dem, for at de kunne opnå Guds tilgivelse for deres synder gennem den nye pagt.

Selv om mindemåltidets bæger var et symbol på at Jesus skulle lide offerdøden ved at udgyde sit livsblod, takkede han Jehova for det. Og efter at disciplene havde drukket dette bæger vin, sang både han og de den sidste del af Hallel-salmerne (eller lovsangene), nemlig Salme 115 til 118. (Matt. 26:27-30) Når mindehøjtiden fejres udtaler parthaverne i den nye pagt altså en velsignelse over dette bæger. Det er „velsignelsens bæger“ fordi Jesus velsignede det. Vi læser:

„Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Messias’ blod? Brødet som vi brækker i stykker, er det ikke fællesskab om Messias’ legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange, ét legeme, for vi har alle andel i det ene brød.“ — 1 Kor. 10:16, 17.

Iagttagere som overværer mindehøjtiden

Der er stadig en rest af de åndelige israelitter, som er medlemmer af Kristi åndelige „legeme“, tilbage på jorden. I de senere år har de indbudt andre til at overvære den årlige mindehøjtid sammen med dem som vidner eller iagttagere. Disse vidner, der har indviet sig til Gud og i symbolsk forstand omtales som får, blev forudskildret ved Jonadab, der knyttede venskab med kong Jehu af Israel. (2 Kong. 10:15-23; Jer. 35:1-16) Siden 1935 har Jesus Kristus, „den rigtige hyrde“, været i færd med at føre disse nutidige „Jonadabvenner“ eller „andre får“ sammen med den åndsavlede rest af hans åndelige „legeme“. Men først i Vagttaarnet for 15. marts 1938 kunne man læse denne indbydelse:

„. . . Den 15. April efter Kl. 18.00 bør enhver Kreds af de salvede samles og fejre Mindehøjtiden, og deres Medarbejdere, Jonadabvennerne, bør ogsaa komme til Stede. Emblemerne maa være usyret Brød og rigtig rød Vin.“ — Side 96, under „Mindehøjtiden“.

Disse „andre får“, der ikke hører til samme „fold“ som ’den lille hjord’, overværede mindehøjtiden som iagttagere, ikke som deltagere. — Joh. 10:16; Luk. 12:32. Se Vagttaarnet for 15. marts 1938, side 91.

Siden har ’de andre får’, der nu er vokset til „en stor skare“, hvert år overværet den årlige højtid til minde om Kristi død. Og det med god grund. Selv om de ikke drikker af det bæger der betegner Kristi blod, siger Åbenbaringen 7:14 at de „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. I Åbenbaringen 7:9, 10 læser vi også at de tilskriver Gud og Lammet Jesus Kristus deres frelse.

I år vil alle indviede og døbte „andre får“ derfor samles med resten af ’den lille hjord’ efter solnedgang den 23. marts for at fejre Herrens aftensmåltid. Eftersom tiden nærmer sig da den herliggjorte Herre Jesus vil tage restens medlemmer hjem til deres himmelske bolig, vil ’den store skare’ ikke få lejlighed til at overvære denne højtid ret meget længere.

[Fodnoter]