Kærligheden volder ikke anstød
„Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende.“ — 2 Kor. 6:3, 4.
1. (a) Hvordan kan kærlighed defineres? (b) Hvorfor er denne egenskab værd at opdyrke?
KÆRLIGHED kan defineres som en på principper hvilende uegennyttig interesse for andre. Den foregående artikel har behandlet hvordan man ved at lade den kristne kærlighed råde kan bilægge uoverensstemmelser mellem brødre; men kærligheden kan meget mere end det. Kærligheden — den uselviske interesse for andres åndelige velfærd — kan i mange tilfælde afværge at sådanne uoverensstemmelser overhovedet opstår. Hvis man lader kærligheden komme til udtryk i handling vil man ofte kunne fjerne det som andre ellers ville have taget anstød af. Man vil billedligt talt kunne fjerne stenene fra andres vej inden de snubler over dem. Nærer man kærlighed til Gud og næsten vil man bedre kunne bedømme sig selv og andre under den rette synsvinkel. Man vil erkende at alle mennesker er ufuldkomne fra fødselen og derfor underlagt svaghedens og skrøbelighedens begrænsninger, og med denne erkendelse følger en større evne til ikke at tage anstød af og til ikke at lade sit forhold til Gud berøre af det andre gør eller siger, hvad det så end måtte være. Giver det os ikke al mulig grund til at opdyrke kærlighedens gave?
2. (a) På hvilken måde berører den kristnes opførsel andre mennesker? (b) Hvorfor er det en alvorlig sag at volde anstød?
2 Alle indviede kristne må kunne se nødvendigheden af at de i det daglige fremfor alt opdyrker denne åndens frugt. Som Guds tjenere er de travlt optaget af en gerning af verdensformat, en gerning som kan få indflydelse på mange menneskers tilværelse, og det er deres ønske at det må være en gavnlig indflydelse der bliver til evig velsignelse for dem de kommer i kontakt med. De er interesseret i at deres vandel har en god virkning på andre, de ønsker ikke at volde anstød i noget. Også apostelen Paulus indså betydningen heraf. Han skrev: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende.“ (2 Kor. 6:3, 4) Det er ikke noget man kan tage sig let. Det er en alvorlig sag at volde anstød, eller „forarge“, som det hedder i gammelt dansk bibelsprog, for det kan føre til andres fald. Det alvorlige heri fremgår af Jesu rammende ord i Mattæus-evangeliets attende kapitel, et kapitel der behandler forholdet mellem kristne brødre. Jesus sagde: „Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb. Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!“ — Matt. 18:6, 7.
Tag ikke anstød
3. Hvilken evne må vi eje hvis vi skal undgå at tage anstød af andres ord og handlinger?
3 Men vi skal ikke alene undgå at volde anstød, vi skal også passe på ikke selv at tage anstød af det andre siger og gør. Lad os først se på denne side af sagen. I indledningen var vi inde på at kristen kærlighed kan hjælpe os til at tage vore medmenneskers begrænsninger i betragtning så vi tilgiver dem enhver mindre forseelse de gør sig skyldige i over for os. Vi kender jo ordene i „Fadervor“: „Tilgiv os vor skyld, ligesom vi har tilgivet dem, der har skyld over for os.“ (Ordforklaringen under „Fadervor“) Og efter at have lært sine disciple „Fadervor“ som et mønster for deres bønner, sagde Jesus: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.“ (Matt. 6:12, 14) Med andre ord beder Jehova Gud os på grundlag af vores evne til at tilgive andre mennesker alle de mindre forseelser de gør sig skyldige i over for os. For at få dette til at stå endnu klarere for os fortalte Jesus ved en anden lejlighed den meget sigende lignelse som står nedskrevet i Mattæus 18:23-35.
4, 5. (a) Genfortæl i store træk den lignelse Jesus fortalte for at vise hvor nødvendigt det er at vi tilgiver vor næste. (b) Hvordan forklarede Jesus lignelsen?
4 Jesus fortalte denne lignelse efter at apostelen Peter havde stillet et spørgsmål som mange af vore læsere sikkert også har stillet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Peter spurgte: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? er syv gange nok?“ Sagde Jesus nu at vi skulle være parat til at tilgive vores broder helt op til syv gange? Hør blot hans svar: „Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.“ Derpå gav han sine ord yderligere vægt ved at fortælle lignelsen om kongen der ville gøre regnskabet op med sine tjenere. En tjener som skyldte ham 10.000 talenter (rent skønsmæssigt svarende til 70.000.000 kroner) blev ført frem for ham, men da tjeneren bad om nåde og tålmodighed fik han ikke bare noget af gælden men hele gælden eftergivet! Hvor må han være blevet glad over at have fået denne umådelige gæld eftergivet! Men hvad gjorde han nu? Han viste ikke samme vilje til at tilgive som hans herre lige havde gjort, men gik lige hen til en af sine medtjenere som skyldte ham 100 denarer (cirka 100 kroner), „greb ham i struben og sagde: ’Betal, hvad du skylder!’“ Da kongen hørte det, blev han vred og overgav den ubarmhjertige tjener til retsvæsenet indtil han fik betalt alt hvad han skyldte ham. Jesus sluttede sin lignelse med disse ord: „Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.“
5 Nu sidder du måske og tænker: „Kan nogen mon være så hårdhjertet at han insisterer på at få udbetalt 100 kroner han har til gode, efter at han har fået eftergivet en gæld på 70.000.000?“ Men glem ikke de ord Jesus sluttede sin lignelse med. Uanset hvilken forseelse vores brødre gør sig skyldige i over for os, er det kun som 100 kroner i sammenligning med den gæld Gud har eftergivet os på grundlag af hans søns genløsningsoffer. Når Gud har tilgivet os en så enorm syndeskyld, burde vi så ikke i stedet for at tage anstød være rede til at tilgive vores broder enhver mindre synd han begår imod os, om vi så skulle gøre det halvfjerds gange syv gange? „Salige [lykkelige] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ — Matt. 5:7.
Tag ikke anstød af ord eller sæder og skikke
6. Hvorfor bør den kristne ikke tage anstød af andres vaner?
6 Har du af og til taget anstød af en eller anden vane eller skik som er særegen for en anden race end den du selv tilhører eller et andet land end det du selv bor i? Nogle steder i verden er det skik og brug at man drikker vin til maden, og en fremmed som indfinder sig tager måske anstød af det. Det omvendte kan også være tilfældet. Den der er vant til at få vin til maden synes måske at en familie som aldrig gør det, er fanatisk. Hvordan bør man forholde sig i en sådan situation? Så længe der ikke er tale om en bibelstridig skik eller vane er der ingen grund til at blive særlig foruroliget. I ingen af de to nævnte tilfælde bør man tage anstød. Lignende situationer kendte man åbenbart også i det første århundrede. Paulus skrev at nogle spiste hvad som helst, andre spiste kun grønsager, og nogle regnede den ene dag for bedre end den anden, andre regnede alle dage lige. Derpå gav han dem følgende råd: „Enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind! Den, der lægger vægt på bestemte dage, gør det for Herren. . . . den, der afholder sig fra at spise, gør det for Herren . . . Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde.“ (Rom. 14:5, 6, 17) Spisevaner og lignende vaner er altså ikke det afgørende, det hører til de mindre væsentlige spørgsmål. Tag ikke anstød af andres vaner og lad dem ikke hindre dig i at forkynde den gode nyhed om Guds rige.
7. (a) Hvilken indstilling har nogle haft, en indstilling som var ensbetydende med at de havde taget anstød? (b) Hvorfor er denne indstilling forkert?
7 Det kan være du synes at en andens opførsel ikke er helt som den burde være, hvad enten det drejer sig om vedkommendes beskæftigelse, påklædning eller valg af underholdning; men også her gælder det om ikke at blive så oprørt over det at man tager anstød. Hvis der er tale om en virkelig overtrædelse vil Jehova gribe ind ved sin organisation. Tag ikke sagen i din egen hånd, men bi på Jehova. I en sådan situation siger den umodne måske til sig selv: „Så længe han er tilsluttet menigheden holder jeg mig væk fra møderne og går ikke med ud i tjenesten.“ Det er en forkert indstilling, for det betyder at vedkommende har taget anstød. Desuden løser det ikke problemet. Selv om en anden gør noget forkert har man ingen grund til at forlade Guds organisation og holde op med at studere Guds ord. Det ville kun være i Satans interesse, for han arbejder på at få os til at tage anstød, mindske vor indsats og til sidst tage afstand fra Guds folk.
8. Hvilken indstilling havde Peter, en indstilling som bevirkede at han ikke tog anstød af det han hørte?
8 Nej, lad os så hellere følge Peters eksempel! Da Jesus engang talte til en folkeskare i Kapernaum sammenlignede han sit kødelige legeme med livgivende brød og sagde: „Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.“ Mange af dem der hørte det, sagde: „Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?“ „Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham.“ Hvor var det tåbeligt af dem at tage anstød blot fordi de ikke havde fået fat i hvad han mente! Jesus spurgte nu sine apostle: „Vil I også gå bort?“ — hvortil Peter svarede: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:53-69) Selv om heller ikke Peter fuldt ud forstod Jesu ord, så han i ham en kilde til visdom og liv. Hvis vi skulle komme ud for noget lignende bør vi heller ikke tage anstød. — Ordsp. 24:19, NW.
9. Hvilke skriftsteder kan hjælpe den kristne til ikke at blive fornærmet over bagateller?
9 Nogle mennesker er af naturen meget følsomme og tager let anstød. Der er hele tiden nogen der træder dem over tæerne, synes de. Men så må de gøre deres yderste for at iføre sig den ny personlighed, der stemmer overens med deres Mesters eksempel, og frembringe åndens frugter, ikke mindst mildhed og selvbeherskelse. Den ny personlighed giver ikke rum for at man er alt for sensibel, ærgrer sig over bagateller, eller får et raserianfald når man med eller uden grund føler at en eller anden har fornærmet en. „Vær ikke vrantne mod hverandre, brødre! . . . tag profeterne . . . til forbillede i at lide ondt og være tålmodige.“ (Jak. 5:9, 10) Medmindre der er tale om en alvorlig forseelse som berettiger en til at gribe ind, sådan som vi har drøftet i den foregående artikel, var det så ikke langt bedre at lade sin kærlighed til den anden part skjule hans overtrædelse, enten den er virkelig eller indbildt? Tænk på hvor meget Guds kærlighed som den er kommet til udtryk gennem hans søns genløsningsoffer, har betydet for dig. „Den, der dølger en synd, søger venskab [kærlighed, NW], men den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ — Ordsp. 17:9; 19:11; Præd. 7:9.
Vold ikke anstød
10, 11. (a) Hvilke ransagende spørgsmål må man stille sig selv hvis man vil undgå at støde andre? (b) Belys ved eksempler hvad der kan volde anstød.
10 Nu kommer vi til den anden side af sagen: Hvordan kan vi undgå at volde anstød og blive skyldige i andres fald? Paulus skrev: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ (1 Kor. 10:24) Vi er klar over at alt det vi allerede har talt om og som vi må prøve at overse hos andre eller tilgive andre, må vi selv passe på ikke at volde anstød med. Men hvordan skal vi bære os ad for at følge formaningen: „Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed“? — 1 Kor. 10:32.
11 Her vil en omhyggelig selvransagelse være på sin plads. Man kan for eksempel spørge sig selv: Har jeg nogen vaner, eller følger jeg nogen skikke som mine kristne brødre, især nye og umodne kan tænkes at ville tage anstød af? Holder jeg på at jeg til enhver tid er i min gode ret til at have visse former for verdsligt arbejde eller visse hobbies eller til at søge visse former for underholdning, forlystelser eller selskabeligt samvær så længe jeg ikke går på akkord med de kristne principper? Kan en umoden opfatte mine ord eller handlinger forkert så han tager anstød? Hvis man må svare ja til nogen af disse spørgsmål, kan man afgjort ikke siges at gøre „hvad der gavner næsten“; i så fald søger man sit eget og kan blive årsag til andres fald. Du synes måske at du er i din gode ret til at se en bestemt fjernsynsudsendelse eller et bestemt biografstykke som regnes for at være en smule vovet, og at ingen har ret til at indvende noget imod det. Men for den modne kristne er det ikke det afgørende om han har ret til det eller ej, det er et spørgsmål om hvad der er opbyggende. Ville en som ikke er så åndeligt stærk tage anstød hvis han så dig gå i biografen for at se en sådan film? Paulus skrev: „’Alt er tilladt,’ men ikke alt er gavnligt. ’Alt er tilladt,’ men ikke alt opbygger.“ Og: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! . . . ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ — 1 Kor. 10:23, 31-33; Rom. 14:21; 15:1, 2.
12. Hvordan bør den modne kristne være over for de nye og mindre modne medlemmer af menigheden?
12 Man er måske tilbøjelig til at tænke: „Kun en umoden som ikke kender ret meget til Guds ord kan tage anstød af det jeg gør“ — og det er muligvis ganske rigtigt. Men det er de umodne vi interesserer os mest for. Vi har et ansvar for at hjælpe de umodne. Vi vil ikke at de skal tage anstød, men vi interesserer os for deres evige frelse, og derfor må vi vise dem kærlighed og tage hensyn til dem. Var det ikke det som lå Paulus på sinde da han skrev sit første brev til korinterne? Han skrev: „Havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.“ Ja, han ville være som „et rungende malm eller en klingende bjælde“ hvis han ikke viste andre uselvisk interesse, kærlighed. (1 Kor. 13:1, 2) I det samme brev sammenlignede apostelen den kristne menighed med det menneskelige legeme og forklarede at nogle af legemets lemmer, for eksempel øjnene, lod til at have større betydning end andre; men det betød ikke at øjet kunne sige til et andet lem, for eksempel lilletåen, at der ikke var brug for det. Nej, selv den mindste tå har sin funktion og medvirker til at hele legemet kan bevæge sig og arbejde gnidningsløst. Tro derfor ikke at de nye eller mindre stærke og modne medlemmer af menigheden ikke har brug for eller fortjener den opmærksomhed og den ære vi viser andre i menigheden. Som Paulus sagde: „Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige, og de, som synes os mindre ærefulde på legemet; dem klæder vi med des mere ære.“ (1 Kor. 12:19-25) De mindre stærke medlemmer af menigheden har derfor i større grad end de mere modne medlemmer brug for at man viser dem opmærksomhed og tager hensyn til dem.
13. (a) Hvorfor må man vogte tungen hvis man ikke skal vække anstød? (b) Hvad vil det sige at ens tale skal være „krydret med salt“?
13 Derfor er det også meget nødvendigt at vi lærer at styre tungen. Vore ord kan nemt volde anstød. Tungen må vi anvende til noget opbyggende, til at give andre nøjagtig kundskab om Guds hensigter som de belyses i Bibelen. Bibelskribenten Jakob sammenlignede tungen med hestens bidsel, med det lille ror på det store skib og med den lille gnist som kan sætte den største skov i brand — det er et lille lem som kan udrette meget, enten godt eller ondt. Hvis man elsker sine brødre og sin næste vil man have bedre forudsætninger for at undgå at anvende tungen forkert. Man bør undgå alt hvad der kan minde om sladder, for det kan let udvikle sig til bagtalelse: Desuden får vi følgende råd: Hverken „skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt)“ bør nævnes iblandt os, „men hellere taksigelse“. (Ef. 5:3, 4) I stedet for at komme med bemærkninger som kan virke stødende bør vi lade vor tale være opbyggende så vi opflammer andre til kærlighed og gode gerninger. (Hebr. 10:24) „Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især.“ (Kol. 4:6) Når der siges at talen skal være krydret med salt betyder det ikke at den skal være „frisk“, indeholde mindre pæne antydninger og grænse til det letfærdige, men det betyder at den skal være smagfuld og appetitlig. Salt er et bevaringsmiddel. Vore ord, som bør være baseret på eller udspringe af kærlighed til og uegennyttig interesse for andre, kan blive det middel hvorved de som hører på os bliver bevaret i live så de kan træde ind i Guds nye verdensordning.
14. Hvilken opførsel kan let vække anstød?
14 Den kristne bør også gøre alt hvad han kan for at hans opførsel kan være i overensstemmelse med de gavnlige, opbyggende ord han taler. Han må sikre sig at han ikke giver nogen mennesker grund til at mistænke ham for at være som farisæerne, om hvem Jesus sagde: „Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke.“ (Matt. 23:3) Hvis man drikker for meget, søger dårligt selskab eller søger underholdning på tvivlsomme steder, er der nemt nogen der kan tage anstød. Bibelen fordømmer ikke selve det at danse. Men uanstændig, sanselig dans er ikke nogen uskyldig forlystelse, og den som af kærlighed til sin næste ikke ønsker at volde anstød i noget, holder sig fra den slags. Ved kun at komme sammen med dem der befinder sig inden for Jehovas nye verdenssamfund og ved at søge former for underholdning som er både afslappende og opbyggende, kan man sikre sig at man følger apostelen Paulus’ formaning: „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse.“ — Rom. 14:19.
15. Hvordan kan også tilsynsmanden undgå at volde anstød hos andre i menigheden?
15 Vor tids kristne er verdens travleste folkefærd. De kommer til deres menighedsmøder, de forkynder Guds ord og de læser og studerer Bibelen hjemme, foruden at tage vare på alt det rutinemæssige arbejde i hverdagen. Men de bør aldrig have så travlt at de ikke har tid til kærligt at hjælpe dem der har brug for hjælp. Det må især de som har fået overdraget et større ansvar inden for menighedsordningen, for eksempel tilsynsmændene, tænke på. Hvis man ignorerer et medlem af menigheden som kommer og beder om hjælp eller affærdiger ham med den begrundelse at hans problem er uden betydning, kan man blive årsag til at han tager anstød. Tilsynsmanden må derfor altid være rede til og villig til at høre på og hjælpe dem der kommer til ham med deres personlige problemer. Han kender sin opgave: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte.“ (1 Pet. 5:2) Hans kærlighed til de „får“ som er overdraget i hans varetægt giver ham kraft til at „bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er [ham] selv til behag“. — Rom. 15:1, 2.
16. Hvad bør enhver moden kristen være besluttet på, og hvilke goder vil det føre til hvad forholdet til Gud og næsten angår?
16 Ligesom Jesu Kristi apostle er de sande kristne i dag blevet et skuespil for hele verden, „både for engle og mennesker“. (1 Kor. 4:9) Derfor er det nødvendigt at de alle viser varsomhed og omtanke når det gælder deres opførsel, deres tale og i øvrigt alt hvad de foretager sig, så de ikke volder anstød i noget. Nærer de kærlighed til Jehova Gud og til deres kristne brødre, vil de kunne undgå at vække anstød. Kærligheden vil også hjælpe dem til ikke selv at tage anstød af det andre siger og gør. De kristne har til stadighed, ja hver eneste dag, brug for at følge kærlighedens kongelige lov i deres tjeneste. De vil gerne kunne sige som apostelen: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed.“ (2 Kor. 6:3, 4) Ved regelmæssigt at studere Guds ord og hver dag prøve på at anvende de bibelske principper, ved trofast at komme sammen med deres brødre inden for Jehovas nye verdens samfund og ved stadig at bede til Jehova, ransager de sig selv og ser om de lever op til Bibelens krav, og bestræber sig for i stadig større grad at følge deres mester og forbillede Jesu Kristi eksempel. Samtidig fortsætter de med at hjælpe og opmuntre hinanden: „Fæld hellere den dom, at man ikke må vække anstød hos sin broder eller give ham anledning til fald.“ „Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Thi den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og består for menneskers dom.“ — Rom. 14:13, 17, 18.