De retfærdiges sti bliver stadig mere oplyst

„En retfærdig hersker blandt mennesker, . . . han stråler som morgenrøden, som den skyfri morgensol.“ — 2 Samuel 23:3, 4.

 1. Hvad giver Anden Samuelsbog 23:3, 4 os grund til at forvente, og har dette holdt stik?

FRA de tidligste tider til i dag er lyset over Jehovas tjeneres sti blevet klarere og klarere. Det har især været tilfældet siden det betydningsfulde år 1914, da begivenhederne på jorden viste at verdensherredømmet nu var blevet vor Herres og hans Messias’. (Åbenbaringen 11:15) Det strålende lys fra Guds ord er brudt frem som solen der skinner fra en skyfri himmel, og det har med voksende klarhed oplyst den sti Jehovas tjenere må betræde. — 2 Samuel 23:3, 4.

 2. Hvordan kan vi betragte dét at nogle synspunkter nu og da ændres?

² For nogle har det måske set ud som om denne sti ikke altid har fulgt en lige linje. Når Jehovas synlige organisation har ændret en forklaring, har det — for dem at se — undertiden virket som et tilbageskridt til et tidligere standpunkt. Det har dog ikke virkelig været tilfældet. Det der er sket, kan sammenlignes med det et sejlskib må gøre når vinden er imod. Ved at manøvrere med sejlene kan styrmanden krydse sig frem, så skibet sejler snart til venstre, snart til højre, op imod vinden, men hele tiden frem mod målet eller bestemmelsesstedet. Og det mål Jehovas tjenere styrer imod, er de „nye himle“ og den ’nye jord’ som Gud har lovet. — 2 Peter 3:13.

 3. Hvad er et vidnesbyrd om at Jehova fortsat velsigner sine vidner?

³ Der kan ikke være nogen tvivl om at Jehova Gud fortsat velsigner sine vidners verdensomspændende virksomhed, som ledes af „den trofaste og kloge træl“. Det ses af frugterne. Husk at Jesus sagde: ’Ethvert godt træ frembringer gode frugter.’ Og sådanne retfærdige frugter ses kun i internationalt omfang hos ét folk i dag — i det forenede, verdensomspændende samfund af Jehovas Vidner. — Mattæus 7:17.

 4, 5. Med hvilket redskab foruden sit inspirerede ord har Jehova Gud ledet sit folk?

⁴ Uanset hvor vi bor på jorden, tjener Guds ord til stadighed som en lygte for vor fod og et lys på vor sti med hensyn til vor adfærd og tro. (Salme 119:105) Men ved siden af dette har Jehova Gud tilvejebragt sin synlige organisation, sin „trofaste og kloge træl“, bestående af ånds-salvede kristne, for at hjælpe de kristne i alle lande til at forstå Bibelen rigtigt og at leve efter den i det daglige. Hvis ikke vi er i kontakt med denne meddelelseskanal som Gud benytter, kommer vi ikke fremad på livets vej, uanset hvor meget vi læser i Bibelen. — Jævnfør Apostelgerninger 8:30-40.

⁵ Angående denne kanal som Gud meddeler sig igennem, sagde Jesus at den ville sørge for at alle hans disciple fik åndelig føde i rette tid; og han nævnte at han ville sætte den over alt hvad han ejede. (Mattæus 24:45-47) Det er også værd at bemærke at apostelen Paulus i Efeserbrevet 4:11-16 gav udtryk for at den kristne menighed ikke alene havde brug for inspirerede tjenere som apostle og profeter, men også for evangelieforkyndere, hyrder og lærere, til at hjælpe de kristne til at nå frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, og til at opnå fuld åndelig modenhed — Se også Første Korinterbrev 1:10; Filipperbrevet 1:9-11.

 6. Af hvilke grunde har det somme tider været nødvendigt at tage nogle opfattelser op til fornyet overvejelse?

⁶ Det er tydeligt at Jehova Gud har benyttet denne „trofaste og kloge træl“, der er tilknyttet Jehovas Vidner, til at lede og styrke sit folk. Eftersom lyset er kommet gradvis, og eftersom der nu og da er sket fejltagelser på grund af menneskelig svaghed og ufuldkommenhed, er det sandt at disse kristne til tider har måttet tage opfattelser og lærepunkter op til fornyet overvejelse. Men har det ikke altid medført en forbedring som har været til gavn for dem? Lad os betragte nogle eksempler.

Genløsningen og Jehovas navn

 7. Hvorfor og på hvilket grundlag lagde bibelstudenterne så stor vægt på læren om genløsningen?

⁷ I 1878 afbrød Charles T. Russell, der senere blev den første præsident for Vagttårnets selskab, sin forbindelse med N. H. Barbour, sammen med hvem han udgav bladet The Herald of the Morning. Grunden til bruddet var at Barbour forkastede troen på at Jesu offer var i stand til at borttage synder. I mange år derefter betragtede bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang kaldte sig, genløsningen som den vigtigste lære i Bibelen. Og der er naturligvis ingen tvivl om at frelse ved troen på Kristi offer er en lære der fremhæves meget i Guds ord. (Johannes 3:16; Apostelgerninger 4:12; Hebræerne 5:9; Åbenbaringen 7:10) Jesu genløsningsoffer blev profetisk forudskildret ved Abrahams ofring af Isak og ved de ofre der blev bragt under Moseloven. Det blev også forudsagt af profeterne. Derfor lagde bibelstudenterne stor vægt på det som Jesus Kristus gjorde for menneskeheden. — Lukas 24:25-27, 44.

 8. (a) Hvad indså man senere havde større betydning? (b) Hvad førte dette til, men hvilken ændring er der sket i de senere årtier?

⁸ Bibelen viser imidlertid at der er noget som har langt større betydning end vor egen personlige frelse. Det er det store stridsspørgsmål om Jehovas universelle suverænitet, som Satan drog i tvivl ved oprøret i Eden. (1 Mosebog 3:15; 1 Korinter 15:24, 25; Åbenbaringen 11:15; 12:10) Dette stridsspørgsmål indebærer at Jehovas navn må hævdes. Temaet gennem hele Bibelen, fra Første Mosebog til Åbenbaringen, er i virkeligheden det messianske rige hvorved dette herlige navn vil blive hævdet, ophøjet én gang for alle! Omkring 75 gange i Bibelen læser vi at Gud selv erklærer: ’De skal kende at jeg er Jehova.’a Hans vidner kom efterhånden til forståelse af at Guds skabninger kan rette bønner til ham på det grundlag at hans navn er impliceret, og at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. (Romerne 10:13; Joel 3:5; Zefanias 3:9) I nogle år lagde Jehovas Vidner derfor så stor vægt på Jehovas navn og dets hævdelse at deres kritikere anklagede dem for ikke at tro på Jesus Kristus. Der var dog i bedste fald kun tale om en overbetoning. De der regelmæssigt har læst Vagttårnet i de seneste årtier vil kunne bekræfte at Jehovas kristne vidner fuldt ud har anerkendt Jesu plads i gennemførelsen af Guds hensigter. Profetierne i Bibelen samler sig tydeligt om Jesus som ’frelsens hovedformidler’. — Hebræerne 2:10; 12:2; Åbenbaringen 19:10.

 9. Hvilket princip synes at gælde her?

⁹ Sådanne ændringer kan siges at have fulgt et princip der minder om den måde hvorpå mange videnskabelige fremskridt efter sigende er sket. Det foregår i korte træk således: Først fremsætter man en påstand, en teori, der skal forsvares mod indvendinger. Den kaster lys over sagen og holder stik i mange praktiske tilfælde. Men efterhånden viser det sig at den er behæftet med visse svagheder eller skavanker. Så er der en tendens til at man fremsætter en ny påstand eller teori hvor man går til den modsatte yderlighed. Senere viser det sig at denne opfattelse heller ikke udtrykker hele sandheden, og så kombinerer man de rigtige punkter fra begge opfattelser. Det har gang på gang vist sig at Ordsprogene 4:18 er blevet opfyldt i overensstemmelse med dette princip.b

Adfærd og forkyndelse

10, 11. Hvad lagde man skiftevis vægt på, og hvad endte det med?

¹⁰ Lad os betragte et andet eksempel på den fremadskridende forståelse: I omkring 40 år lagde bibelstudenterne stor vægt på at opdyrke en god kristen personlighed, en proces de kaldte „karakterudvikling“. De lagde så stor vægt på dette fordi det blev overset eller forsømt inden for kristenheden. De vidste naturligvis at sande kristne også skulle aflægge vidnesbyrd ved at tale med andre om Guds hensigter, men dette kom mere eller mindre i anden række. Da de senere begyndte at forstå betydningen af Jehovas navn og indså at de skulle vidne om hans navn og rige, understregede de dette, med det resultat at de gik mindre op i at opdyrke en kristen personlighed. De pegede på at Jesus først og fremmest var kommet for at aflægge vidnesbyrd og at forkyndelsen var det der virkelig betød noget. Det blev nødvendigt at finde en balance mellem de to standpunkter. — Romerne 10:10; Galaterne 5:22, 23.

¹¹ Efterhånden fandt man den rette balance. Sande kristne må både opdyrke Guds ånds frugter og frygtløst og trofast vidne om Jehova. Begge dele har betydning. Vi må ikke forsømme det ene for at gøre det andet. Apostelen Paulus sagde: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ Men han sagde også: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Korinter 9:16, 27.

Underkastelse under „de højere myndigheder“

12, 13. (a) Hvilken opfattelse havde man først af de „øvrigheder“ der omtales i Romerbrevet 13:1? (b) Hvilken anden yderlighed gik man til, men hvordan var dette tydeligvis til gavn?

¹² Endnu et eksempel på at vi har „navigeret“ os frem til den rette forståelse, ses i forbindelse med Romerbrevet 13:1-7. De tidlige bibelstudenter forstod, som rigtigt var, at de her nævnte „øvrigheder“ eller „højere myndigheder“ var de styrende i denne verden. (Se den autoriserede danske oversættelse og Ny Verden-oversættelsen.) På grundlag af denne forståelse drog de den slutning at hvis en kristen blev indkaldt til at gøre militærtjeneste i krigstid, var han nødt til at gå ind i hæren, iføre sig en uniform og tage ud på slagmarken. Men i direkte kamp, hvor han kunne komme ud for at dræbe et medmenneske, kunne han skyde op i luften i stedet for.

¹³ Det var dog ret klart at det ikke kunne være en sådan kurs apostelen Paulus anbefalede. Spørgsmålet opstod: Kunne „de højere myndigheder“ i stedet være Jehova Gud og Jesus Kristus? I nogen tid indtog Guds tjenere dette standpunkt. Og i de vanskelige år under den anden verdenskrig gav dette dem i det mindste styrke til at ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’, idet de over hele jorden indskrev sig i historien som frygtløse neutrale kristne. (Apostelgerninger 5:28, 29) Der har naturligvis aldrig været nogen tvivl om at de kristne først og fremmest må vise troskab mod den suveræne Herre Jehova og hans messianske konge, Jesus Kristus. Men er Jehova og Jesus de „højere myndigheder“ som vi må svare skat og afgift og vise ære? — Romerne 13:7.

14. Hvilken klar forståelse fik man til sidst af spørgsmålet om at underordne sig under de verdslige myndigheder?

¹⁴ Lykkeligvis ledte Jehova i 1962 sit folk frem til at forstå princippet om relativ underkastelse. Man indså nu at indviede kristne må adlyde de verdslige herskere som „de højere myndigheder“ og med glæde anerkende dem som „Guds tjener“ der er til gavn for de kristne. (Romerne 13:4) Men hvad så hvis disse myndigheder forlanger noget som er en overtrædelse af Guds lov? Lige indtil dette punkt vil de kristne adlyde befalingen i Romerbrevet 13:1: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder.“ Men rækkevidden af denne befaling begrænses af Jesu ord i Mattæus 22:21: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Når „kejseren“ beder de kristne om at gøre noget som er i strid med Guds vilje, må de altså lade Jehovas lov komme før „kejserens“. Heri adskiller de sig fra kristenheden i almindelighed. Mange såkaldte kristne har ingen betænkeligheder ved at overtræde Guds love når kejseren befaler det. En patriot har endda sagt: „Vort land! . . . måtte det altid have ret; men ret eller uret, det er dog vort land.“ Men dette er ikke Jehovas kristne vidners indstilling. Når de får befaling til at gå imod Guds vilje, gentager de Jesu apostles ord: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Hvem er ordets tjenere?

15, 16. (a) På hvem anvendte man i mange år betegnelsen „ordets tjenere“? (b) Hvilken ændring foretog man, og hvorfor? (c) Hvad kunne der indvendes imod denne ændring?

¹⁵ For at anføre endnu et eksempel på det fremadskridende lys, er der spørgsmålet om hvorvidt alle oprigtige indviede kristne er ordets tjenere, uanset alder og køn. I mange år fastholdt Jehovas Vidner at alle som ændrede sind, omvendte sig, troede på Gud og Kristus, indviede sig til Jehova for at gøre hans vilje som den blev åbenbaret af Kristus, og lod sig døbe, var ordinerede ordets tjenere, at ligestille med præster.c Men nogle gjorde indsigelse mod dette. De verdslige myndigheder ville i mange tilfælde ikke anerkende dette standpunkt. Der blev også fremført den indvending at dåben ikke syntes at være en tilstrækkelig ordinationsceremoni. Men var disse indvendinger tilstrækkelige til at man burde begrænse udtrykket „ordets tjener“ til kun at omfatte dem der var udnævnt til at varetage en bestemt opgave i menigheden, enten som ældste eller som „diakoner“, det vil sige menighedstjenere?

¹⁶ Sagen er at landets lov som regel lader de enkelte religiøse samfund selv afgøre hvilke krav de vil stille til deres medlemmer for at disse kan være ordets tjenere. Om andre forstår deres opfattelse og kan tilslutte sig den, har ingen betydning.

17, 18. Hvem kan med rette betegnes som „ordets tjenere“, og hvordan bør de betragte deres tjeneste?

¹⁷ Udtrykket „ordets tjener“ er meget nyttigt, for det betegner en særlig slags tjener, en der har en ophøjet og særlig opgave at udføre. Alle som kan bevise at de har en god forståelse af Guds vilje og hensigt med menneskene og har bragt deres liv i overensstemmelse med Bibelens principper, og som desuden har foretaget en indvielse og ladet sig døbe i overensstemmelse med Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20, må i sandhed siges at være Guds ords tjenere, hvad enten de er mænd eller kvinder, unge eller gamle. Ja, faktisk er de mere kvalificerede til at tale på Guds vegne end nogle der har gået på et præsteseminarium men som ikke forstår Guds hensigter og måske ikke har bragt deres liv i overensstemmelse med Guds retfærdige krav. De der virkelig tjener Gud kan sammen med apostelen Paulus sige: ’Jeg ærer min tjeneste.’ — Romerne 11:13.

¹⁸ Det må understreges at udtrykket „ordets tjener“ ikke er en titel men en beskrivelse. (Jævnfør Mattæus 20:28.) Det er ikke nok at man har taget de skridt der skal til for at man kan blive døbt som en Jehova Guds tjener. Man må også gøre ordets tjeneste, den „hellige tjeneste“ for Jehova Gud, til det vigtigste i sit liv. Hvis man ikke gør dette, kan man ikke med rette kalde sig en ordets tjener eller blive regnet for at være det, uanset hvor meget tid omstændighederne har sat en i stand til at ofre på denne tjeneste. — Romerne 12:1; 2 Timoteus 4:5.

19. (a) Hvad har det at forståelsen er kommet på denne måde medført, men hvordan er de loyale blevet velsignet? (b) Gennem hvilken ordning uddeler Jehova åndelig føde, og hvad bør vi altid vælge?

¹⁹ Det at forståelsen af Guds ord er kommet på denne måde, ved at man så at sige har „krydset sig frem“, har naturligvis i mange tilfælde virket som en loyalitetsprøve for dem der er knyttet til „den trofaste og kloge træl“. Dog står det fast at processen hele tiden går i retning af en større og bedre forståelse af „den gode nyhed“ og alt hvad den indebærer. De der holder sig nær til Guds organisation har gjort den erfaring at spørgsmål og punkter som er vanskelige at forstå, altid opklares efterhånden som tiden går. Og når lyset skinner med voksende klarhed, er det en glæde og tilfredsstillelse at vandre på vejen! Det er som Peter sagde da nogle af disciplene trak sig tilbage på grund af Jesu lære: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Johannes 6:68) Herren Jesus Kristus har stadig disse „ord“, og han uddeler dem gennem den ene organisation han benytter på jorden i dag, „den trofaste og kloge træl“. Den er som ’det gode træ’ der ifølge Jesu beskrivelse frembringer „gode frugter“. (Mattæus 7:17) Det eneste valg man ellers har, er at knytte sig til Satans politiske „vilddyr“ og „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 13:1; 17:5) Ingen indviet kristen ville ønske at vende tilbage dertil! — 2 Peter 2:22; Johannes 14:6.

20. (a) Hvorfor kan vi nu have større tillid end nogen sinde til det voksende lys? (b) Hvilken lykkelig fremtid venter alle som vandrer på „retfærdiges sti“, der bliver stadig mere oplyst?

²⁰ Ja, over de retfærdige oprinder der i sandhed lys. (Salme 97:11) Ordsprogene 4:18 er gået i opfyldelse, idet „retfærdiges sti“ er som et lys der skinner med voksende klarhed. Hvis der nu og da er noget der må ændres, vil det altid føre til en forbedring. Justeringerne har ikke været uden betydning. Nu da Kristus er indsat på tronen, er lyset for Jehovas folk ’strålende som morgenrøden, som den skyfri morgensol’. (2 Samuel 23:3, 4; Mattæus 25:31) Alle der tjener loyalt sammen med „den trofaste og kloge træl“, den synlige organisation som Jehova meddeler sig igennem, er i sandhed begunstigede! De har truffet et klogt valg, for deres sti fører til det dyrebare mål — evigt liv i den nye orden som Jehova skaber. — Esajas 65:17, 18; 66:22.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 22]

Gennem bibelstudium og erfaring er Jehovas tjenere nu nået frem til følgende afbalancerede opfattelse:

At hævdelsen af Jehovas navn har større betydning end skabningers frelse.

At det er lige vigtigt at vise nidkærhed i forkyndelsen og at opdyrke åndens frugter.

At den kristnes underkastelse under de verdslige myndigheder er en relativ underkastelse.

At de, uanset hvordan andre betragter dem, indtager en ærefuld stilling som ordets tjenere for Jehova.

[Illustration/diagram på side 19]

Hvordan et sejlskib krydser op mod vinden