Behøver man hjælp for at forstå Bibelen?
I APRIL sidste år fik Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Brasilien følgende brev:
„Jeg skriver til Dem for i al ærbødighed at oplyse Dem om at jeg er en jævn pressemand, filmmand, fotograf, . . . og jeg har hidtil gjort alt hvad jeg har haft lyst til. Men det forholder sig sådan at jeg mangler det væsentligste: Tro på Gud. Jeg har allerede i to år læst de publikationer der udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, og jeg synes godt om Jehovas Vidners lære og kunne tænke mig at slutte mig til dem og gøre noget godt for mine medmennesker. Jeg er træt af at skrive drejebøger, kronikker og artikler der måske endda ansporer til prostitution, mord, stofmisbrug, overfald og alt det dårlige som aviserne sætter på forsiden og som ivrigt læses af både børn og voksne. Jeg må forandre mig. Jeg kan stadig nå at bruge den forestillingsevne Gud har givet mig, til gavn for mine brødre.
Af den grund vil jeg gerne bede Dem oplyse mig om hvad jeg skal gøre for at komme ind i Jehovas Vidners lære.
Jeg afventer i ærbødighed Deres svar.“
Ville det have været nok at skrive til denne mand at han blot skulle læse Bibelen sammen med ligesindede? Det fremgår af hans brev at han allerede havde læst en del i Bibelen. Men han indså tydeligvis at han behøvede mere hjælp.
Han havde det ligesom den ætioper evangelieskribenten Lukas omtaler i Apostelgerninger, kapitel 8. Mens denne ætioper kørte af sted i sin vogn, læste han højt fra Esajas’ profeti. Ledet af Guds hellige ånd løb evangelieforkynderen Filip hen til vognen. Da Filip hørte manden læse fra den del af Esajas’ bog der i dag kaldes kapitel 53, spurgte han: „Forstår du egentlig det du læser?“ Og ætioperen svarede: „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ — Apg. 8:30, 31.
På egen hånd kunne ætioperen aldrig have fundet ud af hvem Esajas sigtede til da han skrev: „Som et får blev han ført til slagtning, og som et lam der er umælende over for den der klipper det, således åbner han ikke sin mund.“ Filip forklarede ham at denne profeti var blevet opfyldt på Jesus Kristus. Manden anerkendte beviserne herfor og bad ved første lejlighed om at blive døbt. — Apg. 8:32-38.
Behov for fortolkning
Det samme behov for vejledning støder vi på i en beretning om to af Jesu disciple. Det drejer sig om de to mænd der var på vej til Emmaus på tredjedagen efter Jesu død. De var godt kendt med De hebraiske Skrifter, men de kunne alligevel ikke forstå hvorfor Jesus havde måttet lide og dø. Den opstandne Jesus kom nu hen til dem, men de genkendte ham ikke, fordi han øjensynlig viste sig for dem i en anden skikkelse end den de kendte. Hvad gjorde Jesus for at hjælpe disse bedrøvede disciple?
„Idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne,“ siger beretningen, „fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham.“ Med hvilket resultat? Efter at Jesus havde givet sig til kende for dem og var forsvundet for deres øjne, sagde de: „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ — Luk. 24:27, 32.
Lidt senere samme dag mødtes de to disciple med de 11 trofaste apostle i et lokale i Jerusalem og fortalte dem hvad de havde oplevet. Mens de talte om disse ting, viste Jesus sig pludselig iblandt dem. Gjorde han nu mere for at oplyse dem? Ja, for han sagde: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og i Salmerne nødvendigvis må opfyldes.“ Og Lukas tilføjer: „Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne.“ — Luk. 24:44, 45.
Eksemplet med Apollos, der var „godt kendt med Skrifterne“, bekræfter også at man må have vejledning det rette sted. Apollos var veltalende og forkyndte med overbevisning at Jesus var Messias. Men alligevel var det nødvendigt at et ægtepar der havde arbejdet nært sammen med apostelen Paulus, vejledte ham yderligere i Skrifterne. Da dette kristne ægtepar hørte Apollos forkynde, kunne de se at han måtte have visse lærepunkter forklaret nøjere. For eksempel kendte han kun Johannes Døbers dåb. — Apg. 18:24-26.
En jordisk kanal
Ud fra disse eksempler kan vi se at Jehova Gud har ladet Bibelen skrive på en sådan måde at man må i forbindelse med hans jordiske kanal før man kan forstå den fuldt ud. Det er sandt at vi har brug for Guds hellige ånds hjælp, men den får vi også i første række ved at stå i forbindelse med den kanal Jehova Gud benytter. — 1 Kor. 2:6-10.
At Gud på jorden ville have en organiseret menighed hvorigennem der skulle gives vejledning, fremgår af Paulus’ brev til efeserne: „Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til, for at vi ikke længere skal være spædbørn.“ — Ef. 4:11-14.
I det første århundrede søgte man retningslinjer gennem denne menighedsordning. Det ser vi for eksempel da der opstod et spørgsmål om hvorvidt de hedninger der blev omvendt til kristendommen skulle omskæres. Sagde apostelen ved den lejlighed noget i denne retning: ’Hør her, Jesus Kristus har vist sig for mig personligt, han har givet mig overnaturlige syner, han har givet mig profetiens og inspirationens gave, og han har sat mig i stand til at gøre undergerninger; nu skal jeg fortælle jer hvordan det forholder sig med omskærelsen’?
Nej, apostelen Paulus og hans rejsefæller tog op til Jerusalem for at rådføre sig med den kristne menigheds styrende råd, som bestod af apostlene og nogle ældste. Og det var ikke apostelen Paulus der formulerede afgørelsen, men derimod Jakob, Jesu halvbroder, der åbenbart på det tidspunkt var præsiderende tilsynsmand i menigheden i Jerusalem. Derefter overbragte Paulus, Silas og andre rådets afgørelse til brødrene. — Apg. 15:1-35.
Hvordan så med de missionsrejser Paulus foretog? Handlede han her uafhængigt af den gudgivne ordning, som indebar at han var apostel til en bestemt gruppe mennesker? Nej, han røgtede lydigt den opgave han havde fået. Og de der var „søjler“ i det styrende råd i Jerusalem anerkendte dette, som vi læser i Galaterbrevet 2:9: „Da Jakob og Kefas og Johannes, de som ansås for at være søjler, fik kendskab til den ufortjente godhed der var givet mig, gav de mig og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab, for at vi skulle gå til nationerne, men de til de omskårne.“ — Apg. 9:15; 13:1-4; 22:17-21.
Da Paulus senere kom til Jerusalem for sidste gang, havde jøderne dér hørt vildledende rygter om ham. De ældste i menigheden i Jerusalem gav derfor Paulus besked på at udføre en bestemt handling for at komme disse rygter til livs. Og Paulus fulgte beredvilligt deres anvisninger. — Apg. 21:17-36.
For at hjælpe os til at forstå Bibelen her i „de sidste dage“, har Jehova Gud i sin kærlighed tilvejebragt en synlig organisation under Kristus — „den trofaste og kloge træl“. Indviede kristne kan ikke være i tvivl om at Jehova Gud godkender denne „træl“, i betragtning af den måde han har fremmet arbejdet på under dens ledelse. — Matt. 24:45-47.
En ædel holdning
Hvordan skal vi betragte den åndelige føde der tilvejebringes af denne ’trofaste og kloge træl’? Skal vi betragte den kritisk, med indstillingen: ’Det kan godt være at det er sandt men det kan også godt være at det ikke er det, så derfor må vi gennemgå det meget kritisk’? Nogle har åbenbart set sådan på det. Og til støtte for deres holdning har de henvist til Apostelgerninger 17:11, hvor der siges følgende om nogle mennesker i Berøa der netop havde fattet interesse for det kristne budskab: „Disse jøder var mere ædeltsindede end de i Tessalonika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“
Men vil det sige at disse jøder i Berøa søgte efter fejl i det budskab de hørte, at de undersøgte det med en tvivlende indstilling? Er det et fortilfælde for at man skal se med kritiske øjne på de publikationer der udgives af „den trofaste og kloge træl“, med det mål at finde fejl i dem? På ingen måde.
Lad os først se i hvilken sammenhæng denne udtalelse om de ædeltsindede jøder i Berøa forekommer. Paulus var på sin anden missionsrejse, ledsaget af Silas. Da der opstod forfølgelse i Tessalonika sendte brødrene dér dem videre til Berøa. I Berøa fandt de nogle oprigtige jøder der havde en stærk tro på Guds ord. Disse jøder var endnu ikke kristne. De var blot interesseret i Paulus’ forkyndelse og måtte overbevise sig om at det han fortalte dem, fandt støtte i De hebraiske Skrifter.
Indtil det tidspunkt havde disse gudfrygtige jøder i Berøa sikkert aldrig hørt om Jesus Kristus. Det Paulus fortalte dem, var noget helt nyt. Af den grund undersøgte de daglig Skrifterne for at sikre sig at det Paulus henviste til, virkelig stod i Guds ord. Og med hvilken indstilling foretog de deres grundige studium? Med en skeptisk indstilling, for at bevise at Paulus havde uret? Nej, de var helt anderledes end Paulus’ kritikere på Areopagus i Athen, for vi læser at de tog imod hans vidnesbyrd „med den største iver“. — Apg. 17:11, 32.
Disse jøder lyttede altså med en villighed, ja en iver, efter at tro. De var ikke alene åbne for det der blev sagt; de ønskede at „den gode nyhed“ skulle være sand. For at få tro må man i virkeligheden have „viljen til at tro“. Hvis man er besluttet på ikke at tro på det der fremføres, kan ingen beviser, hvor gode de end er, overbevise en; hvis man leder efter det vil man altid kunne finde undskyldninger, plausible grunde for ikke at påtage sig det ansvar som troen medfører. Apostelen Paulus sagde meget rigtigt: „Troen er ikke alles.“ (2 Tess. 3:2) Men jøderne i Berøa havde viljen til at tro. De var modtagelige for det de hørte. Som følge heraf „fik mange af dem tro, og det samme gjorde ikke så få af de agtede græske kvinder og af mændene“. — Apg. 17:12.
Jesu disciple skrev mange breve til de kristne menigheder, til kristne der allerede vandrede på „sandhedens vej“. (2 Pet. 2:2) Men vi læser ingen steder at disse brødre først læste disse breve med en skeptisk indstilling og kontrollerede efter med Skrifterne for at sikre sig at de nu også stemte med Bibelen og at skribenterne vidste hvad de talte om.
Vort syn på ’trællen’
Vi kan lære af disse betragtninger. Hvis vi én gang har fastslået hvilket redskab Gud benytter som sin „træl“ til at uddele åndelig føde til sit folk, vil det afgjort ikke behage Jehova at vi tager imod denne føde med den indstilling at den kunne indeholde noget der var skadeligt for os. Vi bør have tillid til den kanal Jehova Gud benytter. På hovedkontoret i Brooklyn, hvorfra Jehovas Vidners bibelske publikationer kommer, findes der flere modne kristne ældste, både af den salvede rest og af ’de andre får’, end noget andet sted på jorden.
De brødre der udarbejder disse publikationer er naturligvis ikke ufejlbarlige. De er ikke inspirerede, som Paulus og de andre bibelskribenter var. (2 Tim. 3:16) Og derfor har det undertiden, når forståelsen er blevet klarere, været nødvendigt at korrigere nogle synspunkter. (Ordsp. 4:18) Men det har kun medført at den bibelske sandhed som Jehovas vidner tror på, er blevet renere og klarere. Efterhånden som der i årenes løb er foretaget ændringer, er denne sandhed blevet mere og mere storslået og har fået endnu større praktisk betydning i vor tilværelse her i „de sidste dage“. Kristenhedens bibelkommentatorer er heller ikke inspirerede. Selv om de gør krav på at have stor kundskab, har de undladt at fremhæve endog grundlæggende sandheder i Bibelen — for eksempel om det kommende jordiske paradis, betydningen af Guds navn, og de dødes tilstand.
’Den trofaste og kloge træls’ virksomhed i godt og vel 100 år tvinger os til at drage samme slutning som den Peter gav udtryk for da Jesus spurgte sine apostle om de også ville forlade ham, nemlig: „Hvem skal vi gå hen til?“ (Joh. 6:66-69) Der er ingen tvivl om at vi alle behøver hjælp for at forstå Bibelen. Og vi kan ikke finde den bibelske vejledning vi har brug for, uden gennem „den trofaste og kloge træl“.