Værdsæt den gave der hedder „arbejde“
„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til.“ — Præd. 9:10.
1. Hvordan betragter nogle mennesker arbejde, og hvorfor? Hvilke spørgsmål stilles derfor?
I VOR tid da folk arbejder færre timer og kræver mere for deres arbejde, gør alle som ikke alene søger at opnå glæde i deres gerning men også ønsker Guds godkendelse, klogt i at undersøge deres egen indstilling til det at arbejde. En stor del af vor tids utilfredshed kan spores tilbage til folk der er misfornøjede med deres arbejde. Et stadig større antal ansatte, især blandt ungdommen, er tilbøjelige til at betragte arbejde som en forbandelse, en straf eller en hård skæbne som man om muligt skal søge at undgå. Det de beklager sig over, er at arbejde udtømmer ens kræfter og gør en for træt til at nyde livet. ’Hvorfor arbejde hvis det ødelægger glæden ved livet? Alt for mange mennesker arbejder uden at leve,’ siger de. For at bevise at arbejde er uønsket, henviser de ofte til de mange strejker og protester inden for industrien, kontorfagene og den sociale sektor, idet de ansatte ikke blot er utilfredse med lønningerne men også med arbejdstiden og arbejdsforholdene. Nogle synes at det ideelle ville være en verden uden slid. Kun få betragter arbejde som en velsignelse eller en gave fra Gud. Hvordan er din indstilling til arbejde? Betragter du det som en velsignelse fra Gud eller som et nødvendigt onde? Hvordan bør vi se på vort arbejde?
2. (a) Hvordan betragter Bibelen arbejde? (b) Hvad siger Bibelen om dovne mennesker? (c) Hvorfor bør vi ikke have fællesskab med den slags mennesker?
2 Bibelen anbefaler arbejde. Den siger at et menneske bør spise og drikke og „glæde sig under sin flid“. Det er Guds vilje at mennesket skal „glæde sig ved sin gerning“. (Præd. 5:18; 3:13, 22) Intet sted i Bibelen opmuntres man til et liv i ladhed, magelighed og dovenskab. Tværtimod tilskyndes man til at ’kæmpe energisk’. Flid roses. Man bør ’efter evne gøre alt hvad ens hånd finder styrke til’. (Luk. 13:24, NW; Præd. 9:10; Hebr. 6:10, 11) Lade sjæle opfordres til at „gå hen til myren“ for at ’se dens færd og blive viis’. (Ordsp. 6:6) Sorgløshed, det at tage let på tingene, forbindes med tåber. Deres „sorgløshed bliver deres undergang“. (Ordsp. 1:32) I stedet for at føre en ideel tilværelse vil en „doven hånd“ snart blive opslugt af fattigdom. De der elsker at sove og hvile sig med samlagte hænder, bliver ikke lykkelige af det, men fattige. (Ordsp. 10:4; 18:9; 24:33, 34) De der udøver sand tilbedelse, den bibelske tilbedelse, kan derfor ikke have noget fællesskab med magelige, dovne mennesker. Guds folk er ikke kaldet til et liv i uvirksomhed og dovenskab, men til et aktivt, virksomt liv, efter det eksempel som ingen anden end deres Gud, Jehova, har sat. Dette aktive, produktive liv er den gave fra Gud som resulterer i sand lykke. — Joh. 5:17.
Gud og hans søn arbejder
3. Hvad kan man sige om Gud med hensyn til arbejde, og om de virkninger hans gerninger har på menneskene?
3 Luk øjnene op og se dig omkring. Med et enkelt blik bliver du klar over at du er omgivet af utallige underværker, uovertrufne i skønhed, en fryd for øjet. Disse underværker betegnes som ’Guds undere’. (Sl. 145:4, 5; 148:3-10) Himmelen over os „forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk“. Jorden med dens store variation af planter og dyr aftvinger lovprisning. En taknemmelig salmist sagde: „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ (Sl. 19:1-4; 104:24) Hele universet bogstavelig talt vrimler med Guds værker. Deres antal er overvældende og fremkalder pris. Deres skønhed indgyder ærefrygt. Deres storhed og visdom tilskynder til lovprisning og taknemmelighed. De får os til at føle ydmyghed. Salmisten sagde: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ (Sl. 8:4, 5; 92:6; 150:2) Alt hvad Gud således har skabt, er genstand for hans stadige opmærksomhed og omsorg.
4. Hvem var Guds første skabning, og hvilke beviser har vi for at han arbejdede?
4 Alt Guds værk er uforligneligt, troværdigt og sandt. Det hele er skabt med visdom. I Ordsprogenes bog i Bibelen vises det at den personificerede visdom var ved Jehovas side som hans „værkmester“ under skabelsen. (Ordsp. 8:12, 22-31, NW) Under inspiration åbenbarede apostelen Johannes at denne værkmester var „Ordet“, Guds første skabning, hans enbårne søn, der senere kom til jorden som Jesus Kristus. Johannes sagde: „Dette [Ordet] var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.“ (Joh. 1:1-3; Kol. 1:17) Guds vise søn ydede en ypperlig arbejdsindsats på jorden. Intet menneske før eller efter hans tid har udført så meget eller haft så stor betydning i menneskets historie. Metusalem, der levede 969 år, efterlod sig ikke et eneste værk som var værd at mindes. Hans lange liv kunne betragtes som fuldstændig spildt. Men efter at have gennemgået evangeliernes beretning om Jesu gerninger på jorden, skriver Johannes: „Der er også meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulle nedskrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.“ (Joh. 21:25) Hvis liv var lykkeligst — Jesu eller Metusalems? Og dog levede Jesus kun en kort periode på treogtredive og et halvt år. Han var tydeligvis arbejdsom!
5. Hvis arbejdsvaner fulgte Jesus? Giv et eksempel.
5 Da nogle prøvede at hindre ham i at gøre gode gerninger på sabbatsdagen, svarede han ved at henvise til Jehovas uophørlige virksomhed alle ugens dage, idet han sagde: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ (Joh. 5:17) Hvorfor skulle man ikke gøre gode gerninger på sabbaten? Holder Guds sol op med at skinne fordi det er sabbat? Står floderne stille? Holder græsset op med at gro? Bliver frugterne ikke modne og synger fuglene ikke? Har Gud ikke travlt med at sørge for sine skabningers fornødenheder? Hvorfor skulle hans Salvede så nægte at gøre kærlighedsgerninger blot fordi det var sabbat? Jesus fulgte sin himmelske Faders eksempel i sine arbejdsvaner. „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig,“ sagde han, „og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) Hvis eksempel følger du i dine arbejdsvaner? Hvordan er din indstilling til arbejde?
Mennesket skabt til at arbejde
6. Hvilket bevis har vi for at mennesket blev skabt til at arbejde, og hvorfor kan arbejde omtales som „en Guds gave“?
6 Det jordiske menneske blev skabt af Gud til at arbejde. Ikke alene siger Bibelen dette, men selve menneskets fysik, dets muskuløse skikkelse, hændernes og føddernes form, viser at en eller anden form for arbejde er absolut nødvendig for dets velbefindende. Al vækst beror på aktivitet. Der foregår ingen fysisk eller åndelig udvikling uden at man anstrenger sig, og anstrengelse betyder arbejde. Arbejde giver livet mål og mening. Man vurderes efter det man udretter. Et arbejde der lægger beslag på et menneskes kræfter og som giver det tilfredshed og mulighed for at udfolde sig, er en beskyttelse mod udsvævelser og sanselighed. De der arbejder flittigt er i regelen også lykkeligst. Men de der kun arbejder for pengenes skyld eller af en anden selvisk grund, og ikke fordi de kan lide det, vil sandsynligvis ikke finde megen glæde ved livet. Flittigt arbejde gør én sulten, og man spiser og nyder sin mad endnu mere. Arbejde gør én tørstig, og man drikker. Arbejde gør én træt, og søvnen bliver sød. „Det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid,“ siger Bibelen, „er for hvert menneske en Guds gave.“ „Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds hånd.“ (Præd. 3:13; 2:24) Betragter du dit arbejde som en velsignelse fra Gud? Dette er vigtigt hvis du skal opnå varig glæde og tilfredshed ved dit arbejde.
7. (a) Ville et liv i fuldkommenhed betyde at mennesket ikke skulle arbejde? (b) Hvad gør arbejde meningsfyldt?
7 Det første menneske, Adam, var omgivet af fuldkommenhed, men selv under disse paradisiske forhold skulle han arbejde. Han skulle ikke slå sig til ro og tilbringe tiden i magelig hvile. Af Gud fik han befaling til at dyrke og vogte Edens have. (1 Mos. 2:15) Det betød arbejde. Det krævede initiativ, fantasi og opfindsomhed. Som den der skulle passe Eden kunne Adam betragte sig selv som Guds medarbejder, idet han opfyldte Skaberens vilje og hensigt på jorden. Hans arbejde bestod i at gøre hele jorden til en paradisisk have og at fylde den med en fuldkommen menneskeslægt. (1 Mos. 1:28) Det var ikke nogen lille opgave; det krævede mod og flid at fuldføre den. Men det var dette arbejde der fyldte hans liv med mening. At vide at man samarbejder med Gud, giver tilfredshed og glæde. Når bevidstheden om dette mangler — og det gælder også i vore dage — mister arbejdet sin hensigt og mening. Det bliver snart ensformigt, byrdefuldt, kedeligt, uden noget varigt mål.
8. Hvilken kurs fulgte Adam og hele menneskeslægten efter ham, og med hvilke resultater?
8 Imidlertid valgte Adam at følge en kurs der var i modstrid med Guds vilje. Han arbejdede på at opfylde sine egne længsler og ønsker, og det viste sig at føre til ulykke for ham selv og hele menneskeslægten efter ham. (Rom. 5:12) Langt de fleste siden Adam har fulgt hans uværdige eksempel. De beskæftiger sig næsten udelukkende med selviske interesser. Gud er overhovedet ikke i deres tanker. (Sl. 10:4; 14:1) For størstedelens vedkommende har deres arbejde ingen forbindelse med Guds vilje med menneskeheden, og de kan heller ikke betragte sig selv som Guds medarbejdere. Deres arbejde har ingen konstruktiv betydning. Derfor føler de at det de gør, er tomt og utilfredsstillende. (Præd. 2:22, 23) Hvis menneskene havde vist sig villige til at udføre Guds hensigt, at gøre jorden til en paradisisk have, forestil dig så hvor smukt et sted jorden ville være blevet efter disse tusinder af år! Og tænk hvor mange tårer, hvor megen blodsudgydelse, hvor megen elendighed og hvor mange lidelser mennesker overalt på jorden ville have været sparet for!
Kaldet til at udføre et særligt arbejde
9, 10. Hvorfor fik Noa tildelt en særlig arbejdsopgave, og hvad bestod den i?
9 Fra Adams skabelse og indtil Noa var 600 år gammel — en periode på 1656 år — var menneskehedens stræben næsten udelukkende materialistisk og selvisk, med ulykkelige resultater til følge. Bibelens beretning siger: „Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.“ (1 Mos. 6:11, 12) Denne beskrivelse minder noget om tilstandene på jorden i dag. Jesus Kristus erklærede i sin profeti om afslutningen på denne tingenes ordning at der ville være en sådan lighed. Han sagde: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:37-39) I sådanne kritiske perioder på jorden kalder Gud mennesker til at udføre et særligt arbejde for ham. Noa var en af dem der fik en sådan opgave.
10 Denne Guds mand, Noa, fik befaling til at bygge en ark til beskyttelse for sig selv og sin familie og hele dyrelivet. Dette krævede en særlig styrke og beslutsomhed, for det betød at der skulle samles meget tømmer og andre materialer sammen. Der var ligeledes behov for god organisation og planlægning i forbindelse med den hærskare af dyr der senere skulle ind i arken. Arbejdet forudsatte kendskab til råmaterialer, dyrs vaner, mad, bygningskunst, tømrerarbejde, imprægnering. Noas opgave indbefattede også at han skulle forkynde og leve retfærdigt. Og han var over 500 år gammel da han begyndte at bygge arken. — 1 Mos. 6:9-22; 7:6; 2 Pet. 2:5.
11. Hvorfor kan vi sige at Noas arbejde ikke blot var et bevis på hans tro, men også betød frelse for ham?
11 Efter at have truffet alle forberedelser gik Noa i år 2370 f.v.t. ind i arken sammen med et ordnet samfund som han var overhoved for. I det måneår og de ti dage han var i arken, arbejdede han. Han har uden tvivl ledet drøftelser i familien i forbindelse med deres gudsdyrkelse, ledet dem i bønner og taksigelser, fodret dyrene, fjernet affaldet og holdt regnskab med tiden. Det var et arbejde med mening i. Det betød frelse for ham. Disciplen Jakob sagde: „I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.“ (Jak. 2:24) Noas gerninger var et vidnesbyrd om hans tro. Hvad vidner dine gerninger om? Noas eksempel forsikrer os om at det er Gud der afgør hvilke gerninger der er rette og hvilke der er urette. Vi advares nu om at „hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt“. (Præd. 12:13, 14) Noa viste at han kunne klare sin tids udfordring. Kan det samme siges om dig? Hvordan er din indstilling til arbejde, Guds arbejde?
En nation der samarbejdede med Gud
12 Hvordan blev Israel en nation der samarbejdede med Gud?
12 I den hensigt at frembringe et folk eller en nation gav Jehova sådanne mænd som Abraham, Isak og Jakob særlige arbejdsopgaver. I Hebræerbrevets ellevte kapitel berettes der om deres trosgerninger. I år 1513 f.v.t. organiserede Jehova derpå Israels nation ved Sinaj bjerg til sit særlige formål. Han sagde: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ Til disse ord svarede folket enigt: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ (2 Mos. 19:5, 6, 8) Formålet med denne pagt, Lovpagten, sagde apostelen Paulus, var at føre jøderne til Kristus, „for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro“. — Gal. 3:23-25.
13. (a) Hvad kan man sige om præsternes pligter og den måde hvorpå de opnåede særlig anerkendelse for deres arbejde? (b) Hvad hjælper det os til at indse med hensyn til det arbejde vi udfører?
13 I Israels nation var der forskellige stammer der havde bestemte arbejdsopgaver. For eksempel var præstetjenesten pålagt de mandlige medlemmer af Arons slægt, mens resten af Levis stamme tjente som deres hjælpere. (4 Mos. 3:3, 6-10) De levitter der ikke var præster, havde til opgave at opstille, nedtage og bære tabernaklet. Deres arbejde blev sat godt i system under kong David, som udnævnte tilsynsmænd, fogeder, dommere, dørvogtere og opsynsmænd over skattene. Senere, efter at Salomons tempel var blevet bygget, var der et stort antal der hjalp præsterne i forgårdene og i kamrene i forbindelse med brænd- og slagtofringerne, med renselse, afvejning og afmåling, og med forskellige andre pligter. Meget af dette arbejde var anstrengende og ikke særlig spændende. På et tidspunkt var der 1760 præster, alle „dygtige mænd til tjenesten i Guds hus“. (1 Krøn. 9:10-13) Disse præster var højt kvalificerede. Vi kan imidlertid ikke gå ud fra at de alle havde medfødte evner, at det var ualmindelig let for dem at udføre en hvilken som helst opgave de fik tildelt. Nej, men ved at være flittige til at lære deres arbejde og ved hele tiden at koncentrere sig om deres tildelte pligter, blev de alle med tiden kendt for at være meget dygtige mænd til tjenesten for Jehova. Dette understreger at man kan arbejde med en ting uanset om man bryder sig om den eller ej. Hvis man giver sig selv, er intet arbejde så simpelt eller ringe at man ikke kan ophøje det; intet arbejde er så kedsommeligt eller trist at man ikke kan puste lidt liv i det; intet arbejde er så sløvende at man ikke kan gøre det levende med fantasien — hvis man altså blot giver sig selv.
14. Hvordan betragtede præsterne sig selv, og hvilken indstilling som apostelen Paulus giver udtryk for kan hjælpe os i vort arbejde?
14 Når Jehovas præster udførte deres arbejde betragtede de sig selv som Guds medarbejdere, og det fik dem til at se på deres gerning som et privilegium og ikke blot som en almindelig opgave der skulle udføres. Selv om deres hverv var af underordnet art kunne de opretholde en god ånd, en ånd som den apostelen Paulus tilskynder til når han siger: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ Og han siger også: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker.“ (1 Kor. 10:31; Kol. 3:23) Men også når mennesker betragter sig som Guds medarbejdere, må de give sig selv. Det er den energiske, flittige, personlige indsats som Guds medarbejder der til sidst giver store resultater og sand lykke. Er dette din indstilling til arbejde?
15. Hvordan så hebræerne på det at arbejde, og hvordan betragtedes flid og dygtighed?
15 Fortidens hebræere havde samme indstilling som deres præster; de betvivlede aldrig vigtigheden af arbejde. Det at arbejde blev betragtet som en meget ærefuld, hellig pligt, en gave fra Gud. Talmud siger: „Den der ikke lærer sin søn et håndværk, opdrager ham faktisk til at stjæle.“ „Arbejde bør i høj grad prises, for det løfter arbejderen op og holder ham oppe.“ Bibelen lovpriser flid og dygtigt arbejde: „Ser du en mand, som er snar til sin gerning, da skal han stedes for konger, ikke for folk af ringe stand.“ (Ordsp. 22:29) Flid var ensbetydende med rigdom. (Ordsp. 10:4; 12:27) Den kristne apostel Paulus sagde også: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ — 2 Tess. 3:10.
16. Hvordan blev hebraiske kvinders arbejde betragtet, og hvad siger Ordsprogene om dette?
16 Også hebraiske kvinders flid blev lovprist. En kvinde som villigt arbejdede med sine hænder blev rost i høje toner som „en duelig hustru“. „Hun bruger sine hænder med lyst.“ — Ordsp. 31:10, 13, 31.
17. Hvorfor blev jøderne prist som fanger?
17 Når respekten for arbejde var så stor, er det ikke vanskeligt at forstå hvorfor hebræerne som nation betragtet havde fremgang. Det er heller ikke svært at forstå, hvorfor de nationer der havde besejret dem, priste dem som fanger. Ligesom kongen af Tyrus værdsatte de jødiske håndværkeres kunnen, fandt Nebukadnezar uden tvivl mange dygtige jødiske håndværkere af alle slags blandt de mange tusind han havde taget til fange: smede og metalarbejdere, tømrere og stenhuggere, skibsbyggere, mestre til at spinde og væve både uld og linned, skomagere, skræddere og malere. — 2 Krøn. 2:13, 14.
Værdien af arbejde og hvile
18, 19. Hvad kan man sige om hvile, og hvorfor bør hensigten med aftenen og natten ikke misbruges?
18 Livet har en dejlig rytme. Der er en tid til at arbejde og en tid til at hvile. Guds sabbatslove til Israel foreskrev at hver syvende dag ikke skulle bruges til slid og møje. Dette var for at legemet kunne få hvile og man kunne berige sit sind, hvilket styrker mennesket, giver det ny energi og holder det oppe. Sabbatsdagen skulle bruges til hvile og tilbedelse. Legemet trængte til hvile, mens sindet og hjertet blev styrket af tilbedelsen, af at tage Guds tanker til sig. (Matt. 4:4) Da mennesket må tilbede Gud for at leve, er det kun naturligt at denne tilbedelse skulle foregå uden forstyrrelser af nogen art. Selv om arbejde er vigtigt, må man også have tid til rolig eftertanke for at vurdere sin indsats og gennem en sådan vurdering opnå en følelse af at man lever og har udrettet noget. Det betyder ikke at vi foreslår at man drømmer dagens timer bort. Nej, men vi foreslår at man efter dagens afslutning tager sig tid til rolig overvejelse. Aftenen tjener dette formål godt.
19 Aftenen, og natten med, bør ikke misbruges. Mange bruger denne tid til at lytte til „rockmusik“, til at sidde på natklubber og drikke spiritus og til at danse voldsomt på diskoteker, hvilket alt sammen gør en mand eller en kvinde mere udmattet og træt end hele dagens arbejde. Men Gud gav os aftenen og natten til den form for hvile der virkelig giver legemet og sindet ny styrke. Reel hvile giver, ligesom reelt arbejde, velvære og glæde.
20. Hvilke spørgsmål bør man stille sig selv om det arbejde man udfører nu, og hvorfor er der ingen grund til at fortvivle?
20 Intet bestemmer en mands værd som det arbejde han gør fra dag til dag. Gud gav mennesket hænder og muskler for at det skulle bruge dem. Det er altså ens handlinger der afgør ens værd. Gud vil i virkeligheden dømme menneskene efter deres gerninger. (Åb. 20:12) Det er grunden til at vi bør spørge os selv: Hvad har vi brugt vort liv til? Hvilke gerninger har vi gjort eller kan vi pege på, som kan bevise vort værd? Hvis du kun har lidt eller intet at pege på i dit liv indtil nu, så fortvivl ikke. Den gode nyhed lyder at det ikke er for sent at gøre en forandring. Der er stadig nogen tid hvori du kan gøre et nyttigt arbejde til Guds ære, et arbejde som vil give dig varig tilfredshed. Her i denne kritiske og svære tid har Gud et arbejde som du kan tage del i, og derved blive hans medarbejder. Om dette arbejde og hvordan du kan tage del i det for at opnå evig lykke, vil vi lade den næste artikel fortælle.
[Illustration på side 536]
Efter at Noa var gået ind i arken som han havde bygget på Guds befaling, tog han sig af dyrene og udførte andet arbejde. Hvordan stiller du dig til Guds arbejde?