Hvorfor bør en kristen påtage sig et ansvar og røgte det?
„Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov. Thi hver skal bære sin egen byrde.“ — Gal. 6:2, 5.
1. Hvad ville man gøre dersom man af en konge blev indbudt til at være med ved opførelsen af hans palads og til at bo i det?
HVORDAN ville du reagere dersom en konge besluttede at bygge et palads og det behagede ham ikke alene at ansætte dig ved opførelsen heraf men også at love dig at du måtte bo i selve paladset? Hvad ville du gøre? Jo, siger du, jeg ville med glæde og i taknemmelighed påtage mig arbejdet og gøre mit bedste, og jeg ville tale med enhver som jeg kom i berøring med om denne konges store godhed og gavmildhed.
2. Hvornår begyndte dette palads at blive opført? Hvem bygger det og hvem er værkmester?
2 Et sådant kongeligt palads omtales profetisk i Salme 29:9. Det har været under opførelse i mere end nitten hundrede år og det er et hus eller et tempel som Gud selv bygger, ikke med livløse sten men med et levende materiale, med mennesker, både mænd og kvinder, som er udvalgt her på jorden. Dertil kommer at han har overdraget opsynet med bygningen til den bedste, den dygtigste værkmester, en der har været i denne store Suveræns tjeneste i utallige år. Denne værkmester er Guds egen søn, Kristus Jesus, der i Ordsprogene 8:22-31 (NW) omtales som Guds personificerede visdom og som siger: „Jehova selv frembragte mig som sin vejs begyndelse, det tidligste af sine ældgamle værker . . . . da var jeg ved hans side som værkmester, og jeg blev en han holdt særligt af dag efter dag, idet jeg glædede mig for hans øjne hele tiden.“ — Kol. 1:15, 16; Joh. 1:3.
3. Hvem lagde Jehova som en hovedhjørnesten, og hvorfor ham?
3 Det behagede Gud, den universelle konge, at lægge sin søn som en hovedhjørnesten hvorpå alle de andre sten skulle opbygges. Peter skriver om ham: „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.“ (1 Pet. 2:4, 5) Når det behagede Jehova at gøre dette, var det fordi Jesus havde bevist at han var „en urokkelig, kostelig hjørnesten“. — Es. 28:16.
4. Hvis hus er det, og hvem har udtænkt „den arkitektoniske plan“? Hvilket forhold består der mellem arbejderne og den der ejer huset?
4 Selv om Jesus er „værkmester“ tilhører paladset eller huset Gud og det bygges til ham for at han kan bo der ved sin ånd. (Sl. 26:8) Apostelen Paulus fortæller os ligeledes herom idet han siger: „Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over.“ (Hebr. 3:6) Gud der er den vise arkitekt giver sin værkmester „den arkitektoniske plan“, alle de mange detaljer angående bygningens opførelse. (1 Krøn. 28:12, 19, NW) Alle de der arbejder på denne bygning omtales følgelig som „Guds medarbejdere“. Som vi læser: „Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ — 1 Kor. 3:9.
5. (a) Hvad sætter Bibelen dette åndelige hus i forbindelse med, og hvor mange vil det bestå af? (b) Hvad er grunden til at de får denne indbydelse?
5 Dette åndelige hus eller kongelige palads sættes i Bibelen i nøje forbindelse med det rige som den store Arkitekt, den allerhøjeste Gud, tilbyder sin søn, der igen indbyder sine efterfølgere til at blive „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys“. (1 Pet. 2:9) Deres antal er begrænset til 144.000, som Åbenbaringen 7:4-8; og 14:1-3 fortæller. Den nat Jesus blev forrådt sagde han til de første af disse som han havde udvalgt: „Det [er] jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og, drikke ved mit bord i mit rige, og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ — Luk. 22:28-30, NW; 10:20; Dan. 7:13-22.
6. Hvad sagde Jesus mens han endnu var på jorden om sit rige, og hvad viser kendsgerningerne med hensyn til dets oprettelse?
6 Mens Jesus endnu var her på jorden omtalte han, engang han talte med sine disciple, sig selv som „en mand af ædel byrd [der] rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage“. (Luk. 19:11, 12, NW) Han fortalte dem denne lignelse for at gøre dem forståeligt at hans rige ikke straks „skulle træde synligt frem“, det vil sige at det ikke ville blive oprettet i deres tid men først lang tid efter. I virkeligheden skete det først nitten hundrede år senere. Vor tids begivenheder sammenholdt med profetierne viser ud over al tvivl at dette rige er blevet oprettet i himmelen og at Bygmesteren er kommet. I 1914, da nationernes tider udløb, tog Jesus sin store magt og begyndte at herske midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2) Som bevis herfor beder vi læseren omhyggeligt og under bøn studere Mattæus 24, Lukas 21 og Markus 13. For yderligere oplysninger se da venligst Vagttårnet for den 15. oktober 1958 under overskriften „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“
7. Hvad gav Jesus arbejderne ifølge lignelsen om denne „mand af ædel byrd“, og hvad skulle de gøre med det de modtog?
7 I lignelsen om denne mand af ædel byrd [Jesus] fortælles det at „han kaldte ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner, idet han sagde til dem: ’Gør forretning til jeg kommer tilbage.’“ (Luk. 19:13, NW) Mattæus, der gengiver en tilsvarende lignelse, bruger ordet „talenter“ i stedet for „miner“. Begge disse ord henviser til den gerning som arbejderne har påtaget sig at udføre i forbindelse med forkyndelsen af Riget, det vil sige indsamlingen af rigsskaren og en følgende indsamling og opbyggelse af Rigets undersåtter. De har i taknemmelighed påtaget sig dette ansvar og må nu røgte det trofast. Men da denne mand af ædel byrd, kongen Kristus, i 1914 ’sikrede sig kongemagten’, og da han ved sin manifestation i 1918 kom til sine trælle for at se om de på rette måde og med nidkærhed levede op til deres ansvar, hvad fandt han så?
8. Hvilke tilstande fandt denne „mand af ædel byrd“ blandt sine tjenere da han vendte tilbage?
8 Han fandt to tjenerskarer. Den ene skare der havde synet af den sejrende konge i virksomhed klart for øje, var trofast optaget af at forkynde den gode nyhed om Riget og af at hjælpe rigsarvingerne som Jehova førte ind, til modenhed så de også kunne komme til at virke for denne herlige regering. Som apostelen Paulus siger traf Gud disse foranstaltninger „for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning“. (Ef. 4:12) De der udgjorde den anden tjenerskare som havde fået tilbudt de samme tjenesteforrettigheder og havde taget imod dem, lod hånt om deres forpligtelser og ansvar; de vendte sig mod deres medtjenere og gav sig til at slå dem; de blev dovne og holdt op med at handle med deres „talenter“. De gemte deres „miner“ i et klæde, idet de blev uvirksomme i deres Herres tjeneste, i forkyndelsen af Riget. — Luk. 19:20, NW; Matt. 24:48, 49.
9. Hvad sagde han til den første skare?
9 Hvad gjorde Herren da han opdagede dette? Han greb øjeblikkelig ind. Til den første tjener sagde han: „Vel gjort, gode træl! Fordi du har vist dig trofast i en meget ringe sag skal du modtage myndighed over ti byer.“ (Luk. 19:17, NW) Den slags tjenere fik betroet flere tjenesteforrettigheder i forbindelse med indsamlingen af Rigets arvinger; deres glæde og lykke voksede og er taget til lige siden.
10. Hvad sagde han der skulle ske med de uvirksomme, og hvorfor fik de denne dom?
10 Læg nu mærke til hvordan det gik den uvirksomme træl der repræsenterer en bestemt skare mennesker. Han var ikke alene doven og manglede værdsættelse, men han var også ond og optaget af at finde fejl. Han anklagede sin kærlige Herre for at være en hård og nøjeregnende mand, en der høstede hvor han ikke såede og samlede hvor han ikke spredte. (Luk. 19:20, 21; Matt. 25:24, 25) Men ville hans Herre tolerere en sådan ond og uretfærdig anklage? Nej, han udtalte straks en ugunstig dom over ham. Han sagde at han var en ond, doven og unyttig træl, og han befalede at hans talenter skulle tages fra ham og gives til den som havde de ti talenter, og at den utro træl skulle kastes ud i mørket udenfor. (Luk. 19:22, 23; Matt. 25:28-30) Hvorfor? Fordi de som tilhørte denne skare var blevet gjort til tjenere over Guds hemmeligheder (1 Kor. 4:1); de var gået ind på at give Jehovas „får“ næring, idet de skulle indsamle og opbygge Kristi efterfølgere der havde fårets egenskaber, men de blev forsømmelige, uvirksomme. Læg mærke til at de blev kastet ud i mørket udenfor, ikke på grund af umoralitet eller nogen anden af det syndige køds gerninger, men fordi de ikke arbejdede for at forøge deres talenter i tjenesten for Riget; de tog ikke vare på deres ansvar.
Trofaste eksempler
11. På hvilken måde er Jesus som en nidkær arbejder et eksempel for os?
11 Bibelen er fuld af eksempler på trofaste arbejdere der taknemmeligt skuldrede deres ansvar. Det største eksempel er Jesus Kristus, der virkelig ejede en brændende nidkærhed for Jehovas hus, og arbejdede for det. Han holdt sig ikke tilbage og sagde til sin Fader: „Det arbejde du har betroet mig er for meget for mig og kræver al for megen tid og anstrengelse.“ Nej, han tog fat på det med ordene: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:9; Hebr. 10:7-9) Læg mærke til de sidste ord: „er min lyst“. Han gjorde i kærlighed sin Faders vilje, idet han opbyggede de „levende stene“ til Guds åndelige tempel, og han glædede sig over denne gerning. Gud havde givet ham tolv apostle som sekundære grundstene i denne bygning; dem underviste og oplærte han kærligt til at være forkyndere og lærere, idet han tilbragte hver dag sammen med dem. Han elskede dem så højt at han ofrede sit liv for dem og for alle sine „får“. Han røgtede sit ansvar lige til det sidste. Viser vi som kristne en lignende nidkærhed for Jehovas „får“? — Joh. 10:11-17.
12. (a) Hvilke følelser nærede en anden som påtog sig og bar et ansvar, over for sine brødre? (b) Hvilke kærlige ord skrev han til tessalonikerne?
12 Et andet trofast eksempel der påtog sig og bar et ansvar i forbindelse med Guds „får“ er apostelen Paulus. Denne Guds medarbejder tog sit ansvar så alvorligt at han med glæde ville „bringe ofre, ja, ofres“ for sine brødres sjæle. (2 Kor. 12:15) Endskønt han på grund af Guds ånds vidnesbyrd fra by til by vidste at ’lænker og trængsler ventede ham i Jerusalem’, holdt han troligt ud idet han sagde: „Ikke desto mindre regner jeg ikke min sjæl for kær, hvis jeg blot må afslutte mit løb og den tjeneste som jeg har modtaget af den Herre Jesus, at bære grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.“ (Ap. G. 20:24, NW) På et andet tidspunkt skrev han til sine medarbejdere i Tessalonika: „Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ (1 Tess. 2:8) Hvad var det der tilskyndede ham til endog at give sit eget liv? Nidkærhed og kærlighed til de „levende stene“ der udgjorde Jehovas hus!
13. Hvordan beviste Paulus at han følte et ansvar over for de „levende stene“?
13 Og det var ikke bare ord for Paulus’ vedkommende! Han beviste det også med sine handlinger. Da han skrev til korinterne, der ikke gengældte hans store kærlighed til dem, og fortalte dem om sine lidelser for at kunne opbygge sine brødre åndeligt, opregnede han forskellige trængsler som han måtte gennemgå under udførelsen af sin tjeneste — trængsler som kun meget få af os blot tilnærmelsesvis vil blive udsat for. Han siger videre: „Og foruden meget andet, som kunne nævnes [af forfølgelser og farer], har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne. Hvem er skrøbelig; uden at også jeg er det? hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig?“ (2 Kor. 11:23-29) Tænk på det! Foruden alle disse forfølgelser og farer havde han bekymringerne for alle menighederne. Han nærede bekymring for deres åndelige velfærd. Han elskede sine brødre. Han tænkte på dem. Han følte et stort ansvar for dem.
14. Hvordan bør Jehovas vidner røgte deres ansvar over for de svage?
14 Efterligner alle Jehovas vidner Paulus’ eksempel? Nærer vi en lignende omsorg for vore svage brødre? Besøger de af os der er tjenere og studieledere disse åndeligt syge „får“ i deres hjem for at hjælpe dem? Nærer vi den samme ængstelse som kendetegnede Paulus, for at nogle af vore brødre skulle være blevet åndeligt syge eller have taget anstød af en eller anden grund? Vi har sikkert lagt mærke til at der er nogle af de svage forkyndere der er holdt op med at overvære møderne og som ikke har rapporteret, lad os sige, i en eller to uger. Gør vi os den ulejlighed at besøge dem efter at vi har forberedt os på at kunne give dem den åndelige vejledning og hjælp som kan virke lægende på deres, åndelige sygdom? Taler vi trøstende til de modfaldne? (1 Tess. 5:14) Besøger vi dem i deres hjem for taktfuldt at spørge om de vil tage med os på et eller to genbesøg hos retsindige mennesker i nabolaget? Gør vi os klart at vi skal aflægge regnskab for hvert eneste „får“ der går tabt? (Hebr. 13:17) Husk på at det er en befaling som Jehova gennem Esajas giver de modne arbejdere: „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste.“ (Es. 35:3) Det samme gælder Paulus’ ord i Romerbrevet 15:1, 2: „Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.“ Anvender vi som kristne denne formaning på os selv?
„Alle nationernes attråværdigheder“
15. Hvad er det Jehovas hensigt at gøre med sit hus her i endens tid, og hvorledes harmonerer Jesu ord hermed?
15 Som det tidligere er blevet vist her i bladet består Jehovas tempel, hus eller palads af 144.001 „levende stene“. Nu ved endens tid er størstedelen af dem blevet oprejst fra de døde til liv i himmelen, og der er kun en rest tilbage på jorden som venter på deres forvandling. (1 Tess. 4:15-17) Ophavsmanden til dette herlige hus ønsker nu i sin uendelige miskundhed at fylde dette hus med mennesker der værdsætter hans kærlighed og godhed. Det behager ham med andre ord at tilbyde hundredtusinder af mennesker den forret at slutte sig til templets „levende stene“, så at de også kan opnå evigt liv i den nye verden, idet de lærer Jehova og hans søn at kende og tager del i den sande gudsdyrkelse sammen med de „levende stene“. Det var disse mennesker Jesus tænkte på da han sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ — Joh. 10:16; 17:3.
16. (a) Hvornår og efter hvilken begivenhed begyndte „alle nationernes attråværdigheder“ at komme ind? (b) Hvor kommer de fra og i hvilken hensigt?
16 Hvornår finder indsamlingen af disse „andre får“ sted? Esajas blev inspireret til at sige: „I de sidste dage,“ når ’Jehovas huses bjerg bliver grundfæstet på bjergenes top’. (Es. 2:2) Og hvorledes indsamler Jehova dem? Han siger: „’Endnu en gang — om et lille øjeblik — og jeg vil ryste himmelen og jorden, og havet og det tørre land. Og jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes attråværdigheder skal komme ind; og jeg vil fylde dette hus med herlighed,’ har hærskarers Jehova sagt.“ (Hag. 2:6, 7, NW) Det kongelige hus begyndte at blive fyldt med „alle nationernes attråværdigheder“ efter at Guds rige i 1914 var blevet født i himmelen og efter at den store trængsel over Satan og hans onde hær i himmelen var begyndt. Som en af de ældste sagde til Johannes om denne „store skare“ af de „andre får“: „Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ (Åb. 7:9-14) Disse ydmyge mennesker med fårets sindelag der, i overensstemmelse med Johannes’ syn, udgør en stor skare hvis tal ikke er fastsat, er begyndt at strømme til det kongelige hus eller tempel efter at de siden 1919 har hørt budskabet om Guds rige blive forkyndt. De kommer nu fra omkring 185 lande og øgrupper for at lære Jehovas veje og gå på hans stier. — Es. 2:3.
17. (a) Hvilket ansvar påhviler der derfor sande hyrder? (b) Hvilken advarsel giver den store Tilsynsmand dem der er sig selv nok?
17 Hvem skal undervise alle disse mennesker? Jehova forsikrer os at han i denne endens tid vil „sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem“. (Jer. 23:4) Er du en af disse hyrder? Har du påtaget dig dette ansvar og røgter du det? Det har vist sig at der i nogle af Jehovas vidners menigheder findes dygtige, modne brødre som skulle have alle forudsætninger for at hjælpe og oplære disse retsindige, lærvillige mennesker, men som ikke gør det. Hvorfor ikke? Fordi de ikke ønsker at blive bundet. De glemmer hvad den usynlige tilsynsmand Jesus Kristus nu kort tid før Harmagedon siger til sådanne i menighederne som mener de er ’levende og dog er døde’: „Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø.“ (Åb. 3:1-3) Der er nogle af dem der er tilsluttet Guds folks menigheder der har en sådan selvtilfreds indstilling og som er sig selv nok; hvis de ikke omvender sig og bliver vågne for deres ansvar så de hjælper dem „der er tilbage, men som var ved at dø“, vil de miste deres åndelige udsyn og ikke være rede når Kristus kommer for at gøre regnskabet op med dem.
18. (a) Hvad siger de ligegyldige i virkeligheden til Jehova og til hans hustrulignende organisation? (b) Hvordan bør modne brødre og studieledere bære sig ad over for disse åndelige spædbørn?
18 Jehova fører nu hvert år titusinder af ydmyge og lærvillige mennesker fra alle nationer ind i sit tempel. De der unddrager sig deres ansvar siger i virkeligheden til ham: „Fader, hold op med at føre flere ind!“ Og til Jehovas hustrulignende organisation: „Sæt ikke flere børn i verden! det bliver alt for mange for os; vi har ikke tid til at give dem føde!“ Gør vi os klart at vi med en sådan ligegyldig og forsømmelig handlemåde i virkeligheden dikterer Gud hvad han skal gøre? Hvem er det da der skal give disse får føde, og vejlede og oplære dem? Regner vi med at disse spædbørn selv skal kunne skaffe sig føden? Måtte vi klare os selv da vi lå i vuggen? Loyale arbejdere må efterligne Paulus der „færdedes med mildhed iblandt [brødrene], som når en moder hæger om sine børn“. (1 Tess. 2:7) Når studieledere og modne forkyndere ser at Guds „får“ har vanskeligt ved at besvare spørgsmålene ved bibelstudierne, må de derfor gøre sig den ulejlighed at besøge dem og lære dem hvordan de skal studere, de må så at sige skære maden i stykker for dem indtil de vokser op til modenhed.
19. (a) Hvorfor er nogle i vor tid blevet ligegyldige over for deres ansvar? (b) Hvilke eksempler fra fortiden og nutiden viser at deres ræsonnement ikke holder stik?
19 Der er nogle i menighederne som er blevet ligegyldige og som har vist modvilje imod at bære deres ansvar, idet de har sat deres verdslige arbejde over Rigets interesser og endog har taget overarbejde for at kunne skaffe sig denne verdens luksus og bekvemmeligheder. De kommer ikke til møderne og holder ofte op med at gå ud i tjenesten. De berøver sig selv det samvær og samfund med deres trofaste brødre som er så nødvendigt og opmuntrende her i endens tid. De ræsonnerer som så: „Vi er gift, vi har børn, vi må arbejde for at sørge for vor familie.“ Ganske rigtigt. Paulus siger at „hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge . . . har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro“. (1 Tim. 5:8) Men hvad med profeterne Esajas, Ezekiel, Hoseas og apostelen Peter? Hvad med de tusinder andre i dag som er gift og har mange børn, og som dog arbejder hårdt i Jehovas tjeneste? Hvordan kan de blive ved med at klare det? Hvor er de slappe brødres tro? De tager sig uden tvivl værkmesteren Jesu ord ganske let: „Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans retfærdighed, og alt det andet vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:33, NW; Sl. 37:25) Disse brødre søger alt det andet først, og det er grunden til at de ikke ejer deres Herres glæde.
20. (a) Hvilken forret har vi i dag, og hvad må vi gøre for at kunne eje vor Herres glæde? (b) Hvis eksempel skulle de som siger: ’Jeg er træt’ efterligne?
20 Det er en forret at være en arbejder i Jehovas tjeneste og især nu hvor den endelige indsamling af „alle nationernes attråværdigheder“ finder sted. Dersom vi ønsker at disse ord: „Vel gjort, gode og trofaste træl! . . . Gå ind til din herres glæde,“ skal lyde i vore ører, så må vi påtage os vort ansvar og skuldre det. Ser vi for os den sejrende messianske konge midt iblandt sine fjender, og er vi indforstået med den retfærdige krig han fører mod Satan og hans onde styrker, så må vi villigt møde frem på denne hans vældes dag. Ellers vil vi blive sat udenfor. Hvad vil den sejrende konge tænke om den som ikke engang møder op til menighedens bibelstudier for at hjælpe de svage „får“ der kommer her for at studere Guds ord, men som kommer med den undskyldning at han bor et godt stykke derfra? Hvad vil denne broder sige om de vidner i Nyasaland der for at komme til menighedens møder må ’vandre ti til tyve kilometer i regnen og svømme over en eller to floder der myldrer med krokodiller’? Det svage argument: ’Jeg er træt,’ hjælper ikke. Værkmesteren ønsker ikke dovne mennesker blandt sin arbejdsstab. Han vil udspy ham af sin mund som en unyttig arbejder og soldat. — Åb. 3:16.
21. (a) Er det ret at ønske sig en stilling som tjener i menigheden? (b) Af hvilke to grunde bør alle Jehovas vidner påtage sig deres ansvar og røgte det?
21 Der er et stort behov for bibelstudieledere og tjenere i menighederne der kan tage sig af den store indsamling af de „andre får“. I den formaning apostelen Paulus gav Timoteus opmuntrer han duelige brødre til med iver at række efter disse tjenerposter: „Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til.“ (1 Tim. 3:1) Den vise Suveræns herlige palads vil om ganske kort tid stå fuldendt når de sidste medlemmer der nu befinder sig på jorden, forenes med de „levende stene“ som allerede er i himmelen. „Alle nationernes attråværdigheder“ strømmer nu til og det i stadig større skarer. Hvad skal vi gøre? Som modne kristne har vi, hvad enten vi hører til de salvede der skal udgøre Jehovas palads i himmelen, eller til de „andre får“ der skal leve på jorden, påtaget os det ansvar at hjælpe med ved indsamlingen af andre ydmyge mennesker og gøre dem til lærere og til loyale tilbedere af Jehova. Dette ansvar må vi bære i kærlighed. Hvorfor? For det første fordi det er en uvurderlig forret og ære at være den højeste Guds medarbejdere i denne storslåede gerning; og for det andet fordi det betyder liv såvel for læreren som for dem der undervises. Den inspirerede apostel Paulus siger det meget klart i sit brev til Timoteus: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed.“ Hvorfor? „Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.