„Dit ord er sandhed“
Hvorfor Jesus Kristus ikke ønskede offentlig omtale
FOLK som er interesseret i at opnå en fremtrædende position, gør sig umage for at blive offentligt kendt. De prøver at „sælge sig selv“ og at skabe en bølge af popularitet som de kan ride på for at få magt. Jesus Kristus var imidlertid ikke ude efter at brillere eller blive opreklameret. Han søgte at hindre det. Hans rige var ikke en del af denne verden, og derfor behøvede han ikke denne verdens anerkendelse.
I forbindelse med at Jesus udførte mirakuløse helbredelser læser vi gentagne gange at han gav de helbredte besked om ikke at sige det til nogen. (Matt. 9:30; Mark. 1:44; 7:36) Han forbød også sine disciple at bekendtgøre at han var Kristus. — Matt. 16:20.
Jesu halvbrødre kunne simpelt hen ikke forstå hvorfor han ville fortsætte sin virksomhed i Galilæa i tilsyneladende ubemærkethed. Da tiden var nær hvor de skulle fejre løvhyttefesten i år 32, sagde de derfor til ham: „Gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentligt kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden.“ (Joh. 7:3, 4) Et sådant forslag var et vidnesbyrd om deres manglende tro. Havde de troet at Jesus var Guds søn, havde de aldrig vovet at foreslå ham hvad han skulle gøre. De ville have forsøgt at forstå grunden til at Jesus udførte sin tjeneste uden at prøve at tage sig ud i menneskers øjne eller tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed.
Næsten otte århundreder tidligere havde Jehova Gud igennem sin profet Esajas åbenbaret hvorfor Messias ville modsætte sig at han på en støjende måde blev opreklameret. Apostelen Mattæus anvendte profetien der findes i Esajas 42:1, 2 på Jesus, og den lyder: „Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden.“ (Matt. 12:15-19) Så når Jesus bød at man ikke skulle gøre hans mirakuløse gerninger til genstand for offentlig omtale, var det i virkeligheden en bekræftelse af at han var den lovede Messias.
Også andre hensyn synes at have gjort sig gældende. Fremfor at gøre forsøg på at blive en kendt person og at få folk til at drage slutninger på grundlag af sensationsbetonet omtale, ønskede Jesus øjensynlig at andre skulle komme til det resultat at han var Kristus på grundlag af sikre vidnesbyrd. Derfor rejste han ikke offentligt spørgsmålet om sin messiasværdighed men lod sine gerninger tale for sig selv. For eksempel sagde jøderne ved en lejlighed da de omringede ham: „Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!“ Jesus svarede dem: „Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig; men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får.“ (Joh. 10:24-26) Ja, de som viste sig at være Jesu får havde beviser nok til at kunne afgøre om han var Kristus.
Ganske vist fortalte Jesus en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar at han var Kristus. Men det var efter at hun havde erkendt at han var en profet og udtrykt tro på Messias’ komme. (Joh. 4:19-26) Bagefter sagde kvinden til folkene i byen: „Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?“ — Joh. 4:29.
Som følge heraf kom mange samaritanere til tro på Jesus. Men læg mærke til at de ikke alene gjorde det på grund af kvindens ord. De drog deres egen konklusion på grundlag af det de selv hørte Jesus sige. Den bibelske beretning fortæller os: „Og de sagde til kvinden: ’Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.’“ — Joh. 4:39-42.
Mens Jesus i almindelighed pålagde de enkelte mennesker at de ikke måtte fortælle om hans mirakler og om at han var Kristus, er der nævnt en bemærkelsesværdig undtagelse i Bibelen. Jesus helbredte to dæmonbesatte mænd i gadarenernes land. Jesus tillod dæmonerne at de efter at han havde uddrevet dem af disse mænd, besatte en flok svin. Det resulterede i at hele flokken på omtrent to tusind svin styrtede sig ud over brinken og ned i Galilæasøen. Dette foruroligede den lokale befolkning så meget at de indtrængende bad Jesus tage bort fra egnen. (Matt. 8:28-34; Mark. 5:11-17) Lige da Jesus skulle til at sejle bort, „bad den, der havde været besat, om at han måtte blive hos ham. Det gav han ham dog ikke lov til, men han siger til ham: ’Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.’“ — Mark. 5:18, 19.
Skønt det var en undtagelse tjente de anvisninger som Jesus gav den tidligere dæmonbesatte øjensynlig Jesu hensigter udmærket. Den helbredte mand kunne vidne blandt mennesker som Guds søn kun ville få begrænset kontakt med, især i betragtning af at Jesus var blevet anmodet om at forlade egnen. Mandens tilstedeværelse ville sørge for at der blev aflagt vidnesbyrd om Jesu magt til at gøre gode gerninger og ville modvirke alle dårlige rygter der kunne sættes i omløb på grund af tabet af svineflokken.
Med Jesu himmelfart var det ikke længere muligt for enkeltpersoner at høre hans ord og selv iagttage hans gerninger. Men nu da man havde alle beviserne begyndte man at komme med modige offentlige erklæringer om at Jesus virkelig var Kristus. Lige før sin himmelfart havde Jesus selv sagt til sine disciple: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Ved at sætte dem i stand til at udføre kraftige gerninger og tale på fremmede sprog som de aldrig havde lært, bekræftede Jehova Gud selv disse vidners sandfærdighed. — Hebr. 2:3, 4.
Endelig blev de oplevelser Jesus havde under sin jordiske tjeneste og meget af det han sagde, nedskrevet. I harmoni med det retsgyldige princip at enhver sag kan afgøres på to eller tre vidners udsagn, sørgede Jehova Gud i sin godhed for at der blev nedskrevet fire særskilte beretninger om hans søns jordiske tjeneste. (5 Mos. 19:15) Derfor behøver ingen i dag at basere sin tro på mundtlige overleveringer, rygter og forlydender der har levet i folkemunde gennem århundreder. Ved at undersøge de af Bibelens bøger der er skrevet af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, kan man afgøre med sig selv om de vidnesbyrd der forelægges dér beviser at Jesus afgjort er Kristus.
Det er indlysende at Jesu befaling om at hans identitet og mirakler ikke skulle bekendtgøres offentligt var midlertidig. Mens Jesus virkede på jorden ønskede han at folk skulle tro ham som Messias på grundlag af det de selv så og hørte, ligesom apostlene og disciplene gjorde. Det mest betydningsfulde var at Jesu bestræbelser for at undgå offentlig omtale opfyldte profetien og i sig selv var et bevis på hans messiasværdighed.