’Riget er nær’
Hvordan kunne det siges på Jesu tid, og hvordan kan det siges nu?
1. (a) Hvad er af største betydning for de kristne, og hvad er grunden? (b) Hvilke spørgsmål rejser sig med hensyn til Riget?
GUDS rige har altid haft den største betydning for de kristne. Også for Guds tjenere før den kristne tidsalder havde det betydning. De så også frem til det. Ja, Riget er Bibelens tema, for det er Guds rige der skal hellige Jehovas navn og skænke menneskeheden fred og velsignelse. Jesus talte ofte om Riget; han gav det en fremtrædende plads i sin forkyndelse og fortalte mange lignelser om det. I de fire evangelier forekommer ordet „rige“ mere end 110 gange. Rigets komme er derfor af altoverskyggende betydning. Det får os til at spørge: Hvornår er Riget nær? og: Hvad vil det betyde for os når vi hører dette budskab, ’Riget er nær’?
2. Hvornår lød budskabet ’Riget er nær’ første gang?
2 Første gang dette budskab blev forkyndt var det for en skare jøder ved Jordanfloden i år 29. Mange var kommet for at høre dette budskabs dynamiske forkynder. Det var Johannes, præsten Zakarias’ søn, der opfyldte profetien i Esajas 40:3: „I ørkenen råber en røst: ’Ban [Jehovas] vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud!’“ Temaet i Johannes’ budskab var: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ — Matt. 3:2; Luk. 1:5, 13.
Hvad det betød i det første århundrede
3. (a) Var det kun Johannes Døber og hans disciple der skulle forkynde at „Himmeriget er kommet nær“? Forklar nærmere. (b) Hvorfor stod Jesu salvelse over den salvelse hans forgængere i kongeembedet havde modtaget? (c) Hvordan kunne man sige at Riget da var nær?
3 Skulle dette budskab kun forkyndes af Johannes og hans disciple? Nej, omkring seks måneder efter at Johannes havde begyndt sin tjeneste, kom der en til ham for at blive døbt. Det var en kongelig person, for engelen Gabriel havde før hans fødsel sagt om ham: „Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:32, 33) Noget ganske enestående fandt sted da han blev døbt af Johannes. Beretningen fortæller: „Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: ’Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.’“ (Luk. 3:22) Jordiske præster af kød og blod havde salvet hans forgængere i kongeembedet med en særlig tilberedt olie, men det var Jehova selv der fra himmelen salvede denne mand der bar det jordiske navn Jesus. (Hebr. 1:9) Og det han salvede ham med, var noget der gav ham meget større magt og myndighed — Guds hellige ånd. Her blev Jesus den Messias eller Kristus som jøderne så længe havde set frem til. Han blev Guds salvede. Han blev designeret eller udpeget til at være konge i Guds rige. Han var Jehovas konge, og han befandt sig midt iblandt dem. Han var nærværende som Kongen; Himmeriges rige var midt iblandt dem! I sin værdighed som Jehovas konge og repræsentant havde Guds søn fuld ret til at bære titlen Immanuel, der betyder „Med os er Gud“. Man kunne tale med Guds konge i egen person og se og høre om Rigets krav og principper.
Det ypperste vidne for Jehova
4. Hvad var Jesus forpligtet til som følge af sin herkomst og salvelse?
4 Jesus blev ikke alene salvet til at være konge men også til at være forkynder. Da Rigets vigtigste opgave er at hellige Jehovas navn, måtte dets konge være et vidne for Jehova. Som designeret konge måtte Jesus gennemgå en uangribelighedsprøve for at vise at han var værdig til det himmelske kongeembede. Jesus var født i Israels eller Jakobs folk, og om dette folk havde profeten Esajas sagt: „Så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: . . . Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, . . . I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ (Es. 43:1, 10-12) Jesus vidste at han som følge af sin jordiske herkomst var forpligtet til at være et vidne, og han var også klar over at han var blevet salvet med Guds ånd til at forkynde et nådeår fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud. — Es. 61:1, 2; Luk. 4:19.
5. Hvilket eksempel satte Jesus for os som Jehovas vidner?
5 Jesus viste sig at være Jehovas største vidne og bestod fuldt ud prøven på om han var værdig til kongeembedet. Over for Pontius Pilatus aflagde han den gode bekendelse: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37; 1 Tim. 6:13) Apostelen Johannes, der befandt sig i Jesu nærhed da han døde på marterpælen, betegner ham som „Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger“. I enhver henseende var han et eksempel for sine efterfølgere, Jehovas vidner i dag. — Åb. 1:5; 3:14.
6. (a) Hvilket budskab indledte Jesus sin tjenestegerning med? (b) Hvilken belønning havde Jesus fået løfte om af sin Fader, foruden udødeligt liv? (c) Hvordan arbejdede Jesus for Riget da han var her på jorden? (d) Nævn forskellige lighedspunkter mellem det kødelige Israels og det åndelige Israels opbygning.
6 Efter at have været sat på en ransagende prøve i ørkenen vendte Jesus tilbage til Kapernaum og indledte her sin gerning med de samme ord som Johannes havde forkyndt da han begyndte sin, nemlig: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Eller: „er for hånden“, AV; Matt. 4:17) Som belønning for at have været et trofast vidne indtil døden havde Jehova Gud lovet Jesus Kristus en brud. Denne brud skulle ikke være en jordisk kvinde som han skulle ægte, men en åndelig brud, en udvalgt flok af disciple, der som han ville være vidner og være trofaste til døden, en offerdød i lighed med Jesu død. (Joh. 3:29; Rom. 6:3) Blandt alle dem der kom til Jesus og fulgte ham som vordende medlemmer af brudeskaren udvalgte han tolv som sine apostle. Dem gav han en grundig oplæring og sendte dem så ud for at forkynde budskabet: „Himmeriget er kommet nær!“ (Matt. 10:1-7; Mark. 3:14-19; Luk. 6:13-16) Samtidig med at Jesus aflagde vidnesbyrd om Jehovas navn arbejdede han altså også for Riget, nærmere betegnet Rigets opbygning, for han underviste og oplærte dem der skulle regere med ham i Riget. Hans tolv apostle svarede til patriarken Jakobs sønner, som var stamfædre til Israels tolv stammer. (1 Mos. 49:28) På tilsvarende måde skulle den nye, kristne menighed, det åndelige Israel, der til sin tid skulle udgøre rigs- eller regeringsorganisationen, hvile på Lammets tolv apostle, der billedligt talt var det åndelige Israels grundstene, og disse igen hvilede på hovedhjørnestenen, Messias, Jesus Kristus. — Ef. 2:20; Åb. 21:2, 9, 10, 14.
Kongen fremstilles for Zion
7. (a) Som hvad måtte Jesus fremstilles for Israel? (b) Hvordan var tidspunktet for afslutningen af Jesu jordiske tjeneste forudsagt i profetien, og hvad skulle der ske på dette tidspunkt?
7 Jesus Kristus måtte foruden at vidne om Riget også fremstilles officielt for Zion som dets konge. Profetien i Zakarias 9:9 måtte opfyldes: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.“ Jesus tjente som Jehovas største vidne på jorden i tre og et halvt år, og da afslutningen på hans jordiske tjeneste nærmede sig, nærmede midten af den halvfjerdsindstyvende åruge som profeten Daniel havde omtalt i sin profeti sig også. (Dan. 9:26, 27) Denne profeti havde forudsagt at han ville blive bortryddet og bragt som et offer til Gud, hvorefter slagt- og afgrødeofrene der blev bragt i templet i Jerusalem ikke ville have nogen værdi mere. Jesus ville, som Johannes havde sagt, blive „Guds lam, som borttager verdens synd“. Dette offer ville ikke blive bragt på alteret i Jerusalem men på Guds store alter. — Hebr. 13:10; 1 Pet. 1:19.
8. Hvad gjorde påsken i år 33 til noget særligt?
8 Midten af den halvfjerdsindstyvende åruge i Daniels profeti indtraf ved påsken i år 33. Som en pligtopfyldende mandlig jøde måtte Jesus overvære påskehøjtiden i Jerusalem. Han havde været i Jerusalem mange gange før. Da han var fyrre dage gammel og hans moder Maria skulle gennemgå den ceremonielle renselse blev han taget med til templet i Jerusalem, som foreskrevet i Moseloven. (Luk. 2:21-38; 3 Mos. 12:1-4) Siden da havde han aflagt mange besøg i byen. Blandt andet var han der til løvhyttefesten i år 32, ikke åbenlyst men i al hemmelighed, for allerede på det tidspunkt søgte jøderne at slå ham ihjel, men tiden var endnu ikke inde til at han skulle lide døden. (Joh. 7:1-13) Han måtte først have fremstillet sig som konge. Ved denne påskehøjtid, den 14. nisan år 33, var tiden kommet da han skulle bringe sit offer.
9. (a) Hvordan var Salomon blevet fremstillet som konge i Zion? (b) Hvilke forberedelser traf disciplene til Jesu indtog i Jerusalem som konge? (c) Hvordan blev Jesus modtaget af folket, som berettet af Mattæus? (d) Hvad fortæller apostelen Johannes om Jesu indtog i Jerusalem og den virkning det havde på disciplene?
9 Da kong Salomon tusind år før var blevet fremstillet i Zion som konge red han på sin fader Davids muldyr og blev hilst med jubel af folket. Apostelen Mattæus og hans medapostel Johannes beskriver hvordan den større Salomon, Jesus Kristus, blev fremstillet som Zions konge:
„Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ’Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig; løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem.’ Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: ’Sig til Zions datter: „Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl.“’ Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem; de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.
Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: ’Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn! Hosianna i det højeste!’ Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: ’Hvem er dog han?’ Og skarerne sagde: ’Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.’“ — Matt. 21:1-11.
„Da den store skare, som var kommet til højtiden, hørte, at Jesus var på vej til Jerusalem, tog de palmegrene og gik ham i møde og råbte: ’Hosianna! velsignet være han, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!’ og: ’Israels konge!’ Og Jesus fandt et ungt æsel og satte sig på det, således som der står skrevet: ’Frygt ikke, Zions datter! se, din konge kommer, ridende på et æselføl.’ Dette forstod hans disciple ikke fra først af; men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om ham, og at man havde gjort dette for ham.“ — Joh. 12:12-16.
10. Hvordan blev Jesus modtaget af jødernes religiøse ledere?
10 Markus 11:11 tilføjer: „Derefter gik han ind i Jerusalem, ind i helligdommen, og da han havde set sig om overalt, og det allerede var henad aften, gik han sammen med de tolv ud til Betania.“ Nu var Zion officielt blevet gjort bekendt med at Riget var nær, men det nægtede at tage imod Kongen. Det forkastede ham under indflydelse af sine religiøse ledere, der var babyloniske og imod Guds rige. I Mattæus 21:15, 16 siges der: „Da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undergerninger, han gjorde, og børnene, der råbte i helligdommen og sagde: ’Hosianna Davids søn [og derfor arvingen til Davids trone]!’ harmedes de og spurgte ham: ’Hører du ikke, hvad de siger?’ Og Jesus svarede dem: ’Jo, men har I aldrig læst de ord: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?“’“ (Sl. 8:3) De religiøse ledere havde imidlertid allerede besluttet at slå Jesus ihjel fordi de var bange for, som de sagde, at romerne ville „komme og tage både land og folk fra os“. — Joh. 11:47-57.
Det jordiske Zion forkaster sin konge
11. Hvad gjorde Jesus den følgende dag, og hvad var hans handling et varsel om?
11 Her stod Zions konge, han som skulle sidde på „Jehovas trone“, midt iblandt dem. Himmeriget var i sandhed kommet nær, men folket, som var påvirket af deres ledere, ville ikke anerkende ham som konge. Den følgende dag vendte han tilbage til Jerusalem. „[Dér] gik han ind i helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. Og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen. Og han lærte og sagde til dem: ’Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule.’ Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de overlagde, hvordan de skulle få ham slået ihjel; de frygtede nemlig for ham, thi hele skaren var slået af forundring over hans lære.“ (Mark. 11:15-18) Således rensede han med magt og myndighed templet for den handel man drev der i religionens navn. Hvilket varsel for det store Babylons kræmmervirksomhed når han kommer igen, udstyret med kongemagt!
12. Hvilke begivenheder fandt sted påskeaften?
12 Påskeaften anførte Judas Iskariot Jesu fjender og forrådte ham i Getsemane have. Så blev Jesus efter et natligt forhør dømt til døden af den højeste jødiske domstol, sanhedrinet i Jerusalem. Da jøderne ikke selv på grund af det romerske styre havde lov til at eksekvere dødsdommen overgav sanhedrinet ham om morgenen til Pontius Pilatus, den romerske statholder. — Matt. 26:47–27:14.
13. (a) Hvordan viste jødernes religiøse ledere at de hadede Jesus? (b) Hvad var deres anklage mod Jesus over for Pilatus?
13 Da Pilatus forhørte Jesus fandt han ingen skyld hos ham og tilbød at løslade ham, da det var skik at romerne løslod en dødsdømt fange ved påskehøjtiden. De øverste jødiske gejstlige insisterede på at få en morder og røver ved navn Barabbas løsladt, men ikke Jesus. (Ap. G. 3:13-15; 13:28) De forlangte at få Jesus pælfæstet, og i modsætning til Pilatus, der ønskede at være fri for blodskyld, råbte de: „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:15-26) De anklagede Jesus for at have sat sig op mod den romerske kejser Tiberius. I et sidste forsøg på at frelse Jesus sagde Pilatus: „Se, her er jeres konge!“ Og: „Skal jeg korsfæste jeres konge?“ hvorved han ville appellere til deres jødiske nationalfølelse. „Ypperstepræsterne svarede: ’Vi har ingen anden konge end kejseren.’“ — Joh. 19:14, 15.
14. Hvordan viste de religiøse ledere at de satte sig op mod Gud?
14 I hele denne sag havde de jødiske ledere handlet i høj grad forkasteligt. Først havde de med overlæg afvist den konge som Jehova havde sendt til dem og nægtet at hjælpe jøderne til at se at deres konge var iblandt dem. Dernæst havde de, skønt de selv gjorde krav på at være Guds præster, sat sig op imod Gud og nedværdiget deres præsteembede ved at anerkende en hedensk pontifex maximus (ypperstepræst) som konge. Selv da de havde fået Jesus dømt til døden og hængt på marterpælen ønskede de ikke at han skulle anerkendes som konge, for de protesterede imod den indskrift som Pilatus insisterede på at ville hænge op over Jesu hoved på marterpælen: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ — Joh. 19:12-22.
15. Hvilke forholdsregler tog jøderne med hensyn til Jesu grav, og hvad skete der til trods herfor?
15 Selv om de jødiske ledere havde fået Pilatus til at forsegle indgangen til mindegraven — en sølle forholdsregel som måske gjorde at de mere roligt kunne fejre deres påskefest — havde de ikke ryddet Israels konge af vejen. På tredjedagen, den 16. nisan, den dag førstegrøden af byghøsten skulle ofres til Jehova i templet, frembragte Gud selv en langt bedre førstegrøde ved at oprejse sin søn Jesus Kristus fra de døde.
16. (a) Hvilken profeti havde de religiøse ledere overset? (b) Hvad så vagtposterne ved Jesu grav, hvem så de ikke, og hvorfor ikke?
16 Ypperstepræsterne og de andre religiøse ledere havde overset hvad kong David selv havde skrevet i Salme 16:10: „Du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale får graven at se.“ (NW) På denne sekstende dag i nisan måned blev Jesus oprejst, men ikke i et kødeligt legeme som mennesker kan gøre fortræd og slå ihjel. I den tid Jesus havde været legemligt nærværende blandt jøderne — en nærværelse der betød at Himmeriget var kommet nær til Zion — afgav han bevis for at han var trofast og fortjente at blive oprejst som en udødelig åndeskabning. Da han blev oprejst i et åndelegeme kunne vagtposterne som Pilatus havde givet ypperstepræsterne og farisæerne lov til at stille ved graven, naturligvis ikke se ham. Men de så den materialiserede engel der brød seglet for graven. Som apostelen Peter senere skrev: „Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ — 1 Pet. 3:18; Matt. 27:57–28:4, 11-15.
Da budskabet ’Riget er nær’ ikke blev forkyndt
17. (a) Hvordan afgav Jesus bevis på at han var opstået fra de døde? (b) Overtog Jesus på det tidspunkt det himmelske herredømme?
17 Jesus gav sine trofaste disciple rigelige beviser for at han var opstået fra de døde, idet han ved flere lejligheder viste sig for dem i forskellige materialiserede legemer. Så steg han til himmelen, hvor han satte sig ved sin Faders højre hånd for dér at vente indtil han skulle overtage magten som himmelsk konge. (Sl. 110:1, 2; Hebr. 10:12, 13) På pinsedagen, den halvtredsindstyvende dag efter Jesu opstandelse, stod apostelen Peter frem og citerede Salme 16:10, hvorefter han sagde: „Da han [David] nu var en profet . . . forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget [Hades, græsk oversættelse af det hebraiske Sheol], ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ — Ap. G. 2:29-33.
18. (a) Blev budskabet om at „Himmeriget er kommet nær“ eller „er for hånden“ forkyndt efter Jesu opstandelse? Begrund svaret. (b) Hvorfor hørte Riget fremtiden til? (c) Hvordan fremgår det af Paulus brev til korinterne at Riget ikke var oprettet på hans tid?
18 Efter at Jesus var steget til himmelen var Kongen og dermed Himmeriget ikke mere nærværende. Jesus havde endnu ikke fået overdraget kongemagten og herskede ikke med kongelig myndighed over andre end dem der var medlemmer af den kristne menighed. Af den grund forkyndte Jesu disciple ikke budskabet om at „Himmeriget er kommet nær“ efter hans død. Jesus havde sagt til dem at han ville gå bort og derefter komme tilbage i Rigets herlighed, og han havde givet dem lignelser herom mens han var på jorden. (Joh. 14:3; Matt. 25:31; Luk. 19:11-27) Kongen ville ikke atter vise sig i kød og blod i det jordiske Zion. Riget var nu noget der hørte fremtiden til. Det skulle styre jordens anliggender fra himmelen, det himmelske Zion, når tiden var inde til det. På nuværende tidspunkt var der ingen konge der sad på „Jehovas trone“ og der ville heller ikke være nogen før de syv ’hedningetider’ var udløbet, og det ville først ske i 1914. (Dan. 4:25; Sl. 2:6, 8; 110:2; Åb. 12:5, 10) At Riget endnu ikke var oprettet og Jesu disciple endnu ikke kunne betragte sig selv som konger, selv om de til sin tid skulle herske som konger i det himmelske rige, viste apostelen Paulus tydeligt da han irettesatte de kristne i Korint med ordene: „I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!“ — 1 Kor. 4:8; 2:2.
’Riget er nær’ nu
19. (a) Hvilket budskab kan forkyndes i dag, og hvad er grunden? (b) Hvad forkyndes samtidig med budskabet om Riget?
19 Alt tyder imidlertid på at Kongen nu har overtaget magten i himmelen og er begyndt at regere, og derfor bliver budskabet „Himmeriget er kommet nær“ igen forkyndt, denne gang i hele verden. I lighed med det budskab Jesus forkyndte dengang Riget var nær i det jordiske Zions eller Jerusalems dage, indeholder budskabet om at „Himmeriget er kommet nær“ i vore dage en domsforkyndelse over det store Babylons religiøse ledere. Især afslører det dem der hævder at de tror på Guds rige og forkynder det, men som i virkeligheden ikke bryder sig om dets styre og derfor prøver at bremse udbredelsen af budskabet om ’det oprettede rige’ så andre bliver forhindret i at anerkende det. — Es. 61:2.
20. (a) Hvad blev forbilledligt skildret ved Jesu mirakler under hans jordiske tjeneste? (b) Hvad må ske før jordens slægter i fuldt omfang kan få del i Abrahamspagtens velsignelser?
20 Ligesom Jesus under sin første nærværelse helbredte mange og gjorde andre kraftige gerninger, for eksempel ved at rense templet og frelse folket, vil han også gøre det under Rigets styre, men da vil hans gerninger omfatte alle der bor på jorden. Før det sker må alle der har modsat sig Riget fjernes; først og fremmest Det store Babylon, den falske religions verdensimperium, hvorefter følgende lovsang kan synges: „Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme.“ (Åb. 19:6) Ja, Kristus vil herske i endnu større omfang end på nuværende tidspunkt, for da vil der ingen konkurrenter være til den sande tilbedelse. Dernæst vil han herske i fuldt omfang når verdens politiske regeringer, som nu modstår hans rige, er fjernet og hans tusindårige regering tager sin begyndelse. Da skal de 144.000 som han har udvalgt, regere sammen med ham og være med til at forvalte Abrahamspagtens velsignelser og sørge for at de når ud til alle jordens slægter. — 1 Mos. 22:18; Gal. 3:29.