Anerkender du virkelig Kristi lære?
Er det nødvendigt at tro på alt i Bibelen for at være en kristen? Er det nok at føre et „pænt“ liv?
SÅ langt fra at være blid og harmløs i sine udtalelser var Kristus Jesus tværtimod djærv og direkte når det gjaldt sandheden. Det han sagde behagede ikke altid hans tilhørere, ikke engang alle som bekendte at være hans disciple. Han foregav ikke at virke for en trossammenslutning, men uden at gå på kompromis kæmpede han for den rene tilbedelse af den eneste sande Gud. Jesus havde ikke nogen „let“ religion og han forfægtede heller ikke en sådan religion for andre. Han var en energisk Guds tjener.
Efter at Jesus var blevet døbt af Johannes Døber i efteråret 29 (e. Kr.), begyndte han at undervise sine første disciple. Da han fejrede påsken i Jerusalem næste forår afslørede han den kommercielle udbytning der foregik på selve templets område, og væltede vekselerernes borde. Det var omkring dette tidspunkt at Johannes Døber blev kastet i fængsel på grund af sin åbenhjertige forkyndelse, og der befandt han sig over et år, lige til sin henrettelse. Jesus lod sig ikke afskrække fordi Johannes blev fængslet. Han påbegyndte en intensiv toårs offentlig forkyndervirksomhed i Galilæa, og i synagogen i sin hjemby Nazaret læste han fra Esajas’ bog sin bemyndigelse til at forkynde, så alle kunne høre det.
I løbet af det andet år af virksomheden i Galilæa, udpegede Jesus de tolv der skulle være apostle. Han lod dem både færdes sammen med sig og sendte dem ud på opgaver to og to, for på den måde at oplære dem i tjenesten de skulle føre videre efter hans død. Forkyndelsen førte ham til egnen omkring Fønikien, gennem Judæa og Peræa og videre til Jerusalem og til højdepunktet af hans jordiske løbebane dér i foråret 33 e. Kr.
Indstillingen til Skrifterne
Jesus anerkendte Skrifterne som Guds inspirerede ord. Han opkastede sig ikke til lærd kritiker der samtidig med at foregive at undervise ud fra Skriften dog var uenig med det den lærer. Han forkastede ikke beretningen om Adam og Eva som et sagn, men citerede hvad den autoritative beretning i Første Mosebog fortæller herom, idet han sagde: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød’?“ Han troede på beretningen om Jonas og den store fisk, og han talte om Vandfloden på Noas tid som en historisk kendsgerning. Jesus betvivlede aldrig nogen sinde sandfærdigheden af hele den bibelske kanon. Selv om dele af Bibelen omhandlede begivenheder der lå mere end fire tusind år tilbage i tiden da han henviste til dem, ikke så meget som antydede han at de hellere måtte udskiftes med mere tidssvarende tanker. Og ingen sand Kristi efterfølger vil mene at de skal. — Matt. 19:4, 5; 24:37, 38; Luk. 11:30.
Da Jesus afviste Djævelens blasfemiske tilnærmelser erklærede han: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ Som han havde gjort i sin jordiske tilværelse, sådan indprentede han også efter sin opstandelse Skrifternes betydning og pålidelighed i sine efterfølgeres sind. „Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“ Han vidste at den eneste måde hvorpå de kunne få en fast tro, var at de tilegnede sig nøjagtig kundskab om Guds ord. Anerkender du hele Bibelen som Guds inspirerede ord og ved du hvad den indeholder? Det hører med til at være en kristen. — Matt. 4:4; Luk. 24:27.
Hans Gud
For at kunne tro på Kristi lære må man naturligvis kende og tilbede den Gud som Kristus tilbad. Begå ikke den fejl at mene at kristne skal tilbede Kristus; det har han aldrig lært os. Det er sandt at han er en gud, en mægtig, men han tilbad ikke sig selv og han lærte heller aldrig sine disciple at de skulle tilbede ham. Den dag han blev oprejst sagde han tværtimod til Maria Magdalene: „Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ Faderen skulle ikke tilsidesættes som var han lig med eller den samme som Sønnen. Jesus sagde: „Han som sendte mig er virkelig.“ — Joh. 20:17; 7:28, NW.
Det er rigtigt at Jesu modstandere anklagede ham for at gøre sig selv Gud lig ved at kalde Gud sin Fader, men derved fordrejede de blot kendsgerningerne på samme måde som de der i dag docerer treenighedslæren. Jesus tilbageviste deres løgnagtige tale med ordene: „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv.“ Nej, han var ikke Gud lig og dette understregede han yderligere ved at sige: „Faderen er større end jeg.“ (Joh. 5:18, 19; 14:28) Jesu egne disciple havde den rette forståelse af dette spørgsmål, og da han spurgte dem: „Hvem siger I, at jeg er?“ forvekslede de ikke hans identitet med Faderens eller sagde at han var en del af en treenig guddom. Nej; Peter sagde: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ Gud havde sendt Jesus til jorden for at denne kunne herliggøre ham og „give sit liv som løsesum for mange“. — Matt. 16:15-17; 20:28.
Hvem tilbad Jesus da, og hvem lærte han at vi skal tilbede? Hans svar lyder: „Der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (NW) Måske siger den bibeloversættelse du har, ikke „Jehova“ men „Herren“ i Mattæus 4:10. Hvis det er tilfældet så læg venligst mærke til at Jesus citerede dette fra en anden kilde, idet han sagde: „Der står skrevet.“ Han citerede fra 5 Mosebog 6:13, hvor ordet „HERREN“ i den danske oversættelse er trykt med lutter store bogstaver. Hvorfor er det det? Fordi den originale tekst her indeholder bogstaverne for Guds navn, Jehova. Jesus brugte dette navn og gav det en fremtrædende plads, og hans eget navn betyder „Jehova er frelse“. Han lærte os at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ I sin egen bøn til Faderen sagde han: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ Jesus tilbad Jehova Gud og de der er hans disciple følger hans eksempel. — Matt. 6:9; Joh. 17:6.
Indstilling til andre religioner
I vor tid er det en almindelig opfattelse blandt såkaldt kristne at det er lige meget hvilket religiøst samfund man tilhører, når blot man er oprigtig. Af denne grund anses det for usmageligt at kritisere et andet menneskes religion. Tilhængere af disse ideer mener måske at de indtager en tolerant kristen holdning, men støtter kendsgerningerne dem heri?
Kristus var ikke inde på tanken om at alle tilbeder den samme Gud eller at alle religioner er lige gode. Han sagde utvetydigt til sin tids præsteskab: „I kender hverken mig eller min Fader; . . . I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre hvad der lyster jeres fader. . . . Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.“ — Joh. 8:19, 44, 47.
Jesus, der havde et indgående kendskab til de guddommelige krav der må opfyldes for at man kan blive frelst, vidste at ikke alle religioner fører til liv, og han gav heller aldrig andre det indtryk. I sin bjergprædiken sagde han: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ — Matt. 7:13, 14, 22, 23.
Jesus irettesatte de religiøse ledere fordi de svigtede deres hjorde. „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ De undlod at lede folket til Guds rige. Ja, de gav sig ud for at være fromme, idet de påstod at de var Guds tjenere og folkets religiøse vejledere, men de var bedragere, og Jesus sagde: „Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.“ — Matt. 23:13, 28.
Udtalelser som disse får nogle religiøse mennesker til at gyse. Men hvorfor blive fornærmet? Vor afsky burde, hvad enten det gælder Jesu tid eller dette tyvende århundrede, være rettet mod de religiøse hyklere, mod dem der sætter andres liv på spil ved at gøre det vanskeligt for dem at komme ind i Riget. Mennesker der lader sig lede af principper ikke alene godkender at uærlighed afsløres, men medvirker også dertil for at kunne beskytte deres næste.
Kærlighed, medlidenhed, tålmodighed og fredsommelighed er betydningsfulde egenskaber. De må opdyrkes og udvises af kristne i deres indbyrdes forhold og i deres forhold til mennesker i verden, selv om de bliver hånet og udskældt. Gud har udfoldet disse egenskaber over for os og vi er forpligtet til at lægge dem for dagen over for andre. Men vi må ikke forveksle næstekærlighed med kærlighed til gudvanærende synd og til ubibelske religiøse læresætninger. Vi må ikke lade uret gå upåagtet hen. Kærlighed til Gud vil få os til at stå fast på hans retfærdige principper. Kærlighed til næsten vil få os til at advare ham om de snarer der omgiver ham. Det er kristen kærlighed en kærlighed der først og fremmest kommer til udtryk i loyalitet over for Gud, og dernæst ved at man søger at fremme sin næstes evige velfærd. — Luk. 10:27.
Ligesom Jesu lære ikke tiltalte dem der uoprigtigt holdt fast ved falske læresætninger og skikke, tiltalte den heller ikke dem der var ligegyldige eller dovne. De måtte ønske sandheden for at få den. „Og jeg siger jer,“ formanede Jesus, „bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ Vi må nære et stærkt ønske om at forstå Bibelen, så vi bliver ved med at studere og bede og søge indtil vi får forståelsen af den. — Luk. 11:9.
Der findes andre end de dovne og ligegyldige der ikke føler sig tiltrukket af Jesu lære. Det er dem som ser hen til denne verdens lærde mænd for at få at vide hvad de skal gøre, eller som stoler på verdens visdom som deres rettesnor. Farisæerne som i høj grad var foruroliget over den virkning Jesu lære havde, argumenterede: „Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?“ (Joh. 7:47, 48) Deres argument havde overhovedet intet med sagen at gøre, men det er et argument der let tilslører fornuften. Mennesker spejder efter beviser på verdslig anerkendelse. Men Jesus så lige modsat på det, idet han sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.“ (Matt. 11:25, 26) Guds ord er grundlagt på selve visdommens Kilde, Jehova Gud. Det er fuldstændig pålideligt og i harmoni med fakta der måtte blive bragt for dagens lys på forskningens område. Men det er ikke grundlagt på den gamle verdens filosofi og urette tankegang, og derfor tiltaler det ikke dem der støtter sig til den slags visdom. Hvis din anerkendelse af Jesu lære afhænger af om verdens intellektuelle kredse godkender den, så er du ikke en kristen.
Guds rige
Fra det øjeblik Jesus i år 30 e. Kr. begyndte sin forkyndervirksomhed i Galilæa, bekendtgjorde han frimodigt at Guds rige var nær, og det med rette fordi han var nærværende som dets salvede konge. Men tiden var ikke inde til at han skulle tage sin kongelige magt og begynde at herske. Nej, han skulle stige op til himmelen og sidde ved sin Faders højre hånd indtil nationernes fastsatte tider udløb i året 1914. Da skulle, som en opfyldelse af hans egen profeti, Menneskesønnen komme „på himmelens skyer med kraft og megen herlighed“. (Matt. 22:44; 24:30) Hans rige skulle være himmelsk. Der kunne han gribe ind over for menneskehedens store undertrykker Satan Djævelen, og tilintetgøre ham og hans dæmoner. Som himmelsk konge vil han i langt højere grad gøre for sine jordiske undersåtter hvad han på mirakuløs vis udførte under sin jordiske tjeneste. „Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:40) Han vil åbne de blindes øjne og lukke de døves ører op. Krøblinge og syge vil han helbrede, og sine undersåtter vil han skænke en overflod af velstand.
Lad ingen blive forvirret over de politiske bedrageres påstande om at verdenskommunismen kan føre folket ind i en blomstrende og lykkelig ny verden. Lad heller ingen tro at det rige som Jesus talte om får sin opfyldelse i demokratiet. Et demokrati styres af folket, men Jesus lærte os at vi bestandigt skulle søge Guds rige, riget der regeres af Guds salvede søn. At være en kristen vil sige at anerkende at Jesus i sandhed er Kristus, ham Jehova Gud har salvet til at være konge, at underkaste sig hans riges love, og at fremme dette riges interesser til enhver tid.
Mere end et „pænt liv“
Det er indlysende at det at være en kristen indebærer meget mere end at føre et „pænt liv“. Det er mere end at ære sine forældre og at afholde sig fra mord, utugt, tyveri og løgn. Jesus gav en mand som sagde at han holdt alle disse bud, følgende råd: „Gå, sælg hvad du ejer, og giv til de fattige, og du vil have en skat i himmelen, og kom så og bliv min efterfølger.“ (Mark. 10:17-22, NW) Ja, „bliv min efterfølger“. Anerkend Jesu lære, tro på Bibelen og vis Jehova absolut hengivenhed sådan som Jesus gjorde. Følg Kristi eksempel ved at opgive dine rent selviske interesser i den gamle verden og bliv en nidkær Guds tjener som Jesus var.
Lykkelige er de som gør det! Ingen af de ulykker der i fremtiden vil ramme menneskeslægten vil kunne rokke deres tillid. Og ingen forfølgelse der måtte overgå dem som Guds tjenere, ikke engang selve døden, kan berøve dem virkeliggørelsen af deres håb. „Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen.“ (Matt. 7:24, 25) En sådan tro har de der virkelig anerkender Jesu lære.