Afsnit 2
Den førmenneskelige tilværelse
Apostelen Johannes indleder sin beretning med at sige: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud.“ Hermed mener han ikke begyndelsen på Jesu offentlige tjeneste her på jorden for nitten hundrede år siden. Han mener at Ordet havde haft en førmenneskelig tilværelse længe før det „blev kød“ på jorden. Johannes gør dette klart gennem hele sin beretning. Over en måned efter at Jesus var blevet døbt i Jordanfloden, henledte Johannes Døber opmærksomheden på Jesus og hans tidligere liv, idet han sagde: „Se Guds lam, som borttager verdens synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: ’Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.’ Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.“ — Joh. 1:29-31, fodnoten.
35, 36. (a) Hvilken begyndelse refererer Johannes 1:1 til, og hvem var den første der gjorde opmærksom på det? (b) På hvilken måde var Jesus en mand der kom efter Johannes og som dog var til før han, og hvad hentydede Johannes til når han kaldte ham Guds lam?
36 Johannes Døber blev født omtrent seks måneder før Ordet „blev kød“ og blev født som den jødiske jomfrus søn. Det var derfor Johannes med tanke på Jesus sagde: „Efter mig kommer en mand.“ Men nu kunne Johannes, på grund af det der skete med Jesus efter at Johannes havde døbt ham, kalde Jesus „en mand, som er kommen forud for mig“. Da Johannes derfor sagde om Jesus: „Han var til før mig,“ må han have ment at Jesus havde haft en førmenneskelig tilværelse. Johannes gjorde også opmærksom på at Jesus skulle blive et offer til Gud, for i det gamle Israel blev lam daglig ofret til Gud af de jødiske præster. For at Jesus som „Guds lam“ skulle kunne borttage verdens synd, måtte hans blod udgydes som et offer, for uden at et uskyldigt offers blod blev udgydt, kunne Guds tilgivelse for synder ikke opnås. — Hebr. 9:22.
37. Hvad satte Jesus i stand til at tale med Nikodemus om de himmelske ting?
37 Ved flere lejligheder vidnede Jesus selv om sin egen tilværelse i himmelen før han blev kød på jorden. Jesus var således i stand til at tale om ’de himmelske ting’ fordi, som han sagde til den jødiske rådsherre Nikodemus: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ — Joh. 3:12, 13.
38. Hvordan vidnede Jesus om sin tidligere tilværelse i himmelen da han talte om mannaen?
38 Jesus omtalte sig selv som den symbolske manna der kom ned fra himmelen, og han sagde til jøderne: „Ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra Himmelen. Thi Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv.“ „Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.“ „Således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som er kommet ned fra Himmelen.“ Mange jøder knurrede da Jesus sagde dette, og så overraskede han dem endda yderligere da han sagde: „Forarger det jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?“ — Joh. 6:32, 33, 38, 51, 57, 58, 61, 62.
39, 40. (a) Hvilket udtryk brugte Jesus ved en anden lejlighed om det sted hvorfra han kom? (b) Hvad kunne Jesus derfor bede Gud om?
39 Da Jesus senere talte til vantro jøder om at han skulle gå bort, sagde han derfor: „I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden!“ „Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen, jeg er ikke kommen af mig selv, men han har sendt mig.“ (Joh. 8:23, 42) Det var grunden til at Jesus i sin bøn til Gud kunne sige mens hans trofaste apostle hørte på det:
40 „Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før [menneskehedens] verden blev til. Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.“ — Joh. 17:5, 11, 24.
41. Hvad talte og vidnede den der kom ovenfra derfor om?
41 Oppe i himmelen havde Jesus som Ordet eller Logos besiddet stor herlighed side om side med sin Fader og var blevet elsket af sin Fader. Det var før verden var til. Apostelen Johannes hørte Jesus udtale disse ord, og derfor kunne Johannes med føje udtale følgende: „Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om.“ (Joh. 3:31, 32; ifølge flere fortolkere ophører Johannes Døbers anførte tale med vers 30, og versene 31-36 er apostelen Johannes’ kommentarer; således ifølge AT, New English, NW. RS, Schindler.) Der er ingen tvivl om at Jesus havde en førmenneskelig tilværelse. Som Ordet eller Logos havde han været hos Gud „i begyndelsen“.
Hvad troende jøder kaldte ham
42. Hvem troede de tolv på før Jesus kaldte dem til at blive hans apostle, og hvilke spørgsmål opstår derfor i den forbindelse?
42 Da Jesus Kristus var på jorden kaldte og udvalgte han tolv apostle. Disse var alle jøder af fødsel og var opdraget i den jødiske tro, „jødedommen“, og havde lært kun at tro på én Gud, Jehova. (Gal. 1:13,14) Fortalte Jesus som deres lærer dem om en treenighed? Omvendte han dem til at tro på en treenighed i hvilken han selv var den anden person eller „Gud Søn“? Kom apostlene og de andre disciple til at betragte Jesus som „Gud Søn“ og kaldte de ham sådan? Hvad kaldte de ham? Lad os se hvad Johannes meddeler.
43, 44. Hvilken kendsgerning vedrørende Jesus aflagde Johannes vidnesbyrd om efter at han havde døbt Jesus?
43 Efter at Jesus var blevet døbt præsenterede Johannes Døber Jesus for sine disciple. Nu var Johannes jo sendt af Gud for at døbe, og Gud havde fortalt Johannes hvad han skulle spejde efter. Hvordan omtaler Johannes derfor den døbte Jesus da han præsenterer ham for de jøder som var Johannes’ egne disciple?
44 Det kan vi læse i Johannes 1:32-34: „Og Johannes vidnede og sagde: ’Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: „Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.“ Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.’“
45. Hvem forventede Johannes at se komme til sig for at blive døbt, og hvad nægtede han derfor selv at være?
45 Johannes Døber var selv fyldt med hellig ånd lige fra moders liv. Vidnede Johannes om at Jesus var Jehova eller at Jesus var Gud? Nej! Johannes Døber sagde til sine egne disciple: „Han er Guds Søn.“ Johannes sagde ikke „Gud Søn“, men „Guds Søn“, et udtryk der har en helt anden betydning. Johannes ventede ikke at Jehova Gud skulle komme til ham for at blive døbt i vand. Johannes ventede den som skulle blive Kristus, Messias eller den Salvede, den som Gud ville salve med hellig ånd. Og derfor tillod Johannes ikke nogen at tro at han selv var Kristus. Han sagde til sine disciple: „I kan selv bevidne, at jeg sagde: ’Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham. . . . Han bør vokse, men jeg blive mindre.“ (Joh. 3:28-30) Ud fra det Johannes så, vidste han at Jesus var Kristus, Guds Salvede.
46. Hvad viser om disciplene ændrede opfattelse med hensyn til hvem Johannes sagde at Jesus var, efter at Johannes havde overgivet dem til Jesus?
46 Johannes Døber oplærte sine disciple til at følge Jesus Kristus som „Guds Søn“, og han overgav disciplene til ham. Fik disse disciple en anden opfattelse af Jesus efter at have hørt ham, set ham og været sammen med ham? Hvad kaldte disse disciple ham lige fra begyndelsen til enden? Da Jesus første gang traf Natanael og forbløffede ham med sin forudviden, udbrød Natanael: „Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels konge.“ (Joh. 1:49) I Første Johannesbrev 4:15 og 5:5 siger apostelen: „Den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og selv bliver han i Gud.“ „Hvem kan sejre over verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn.“ I sit andet brev, vers 3 2Jo 3, taler han om at „fred skal være med os fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, Faderens Søn“.
47. Hvad sagde Marta om sin tro på Jesus, og hvad sagde hans fjender var grunden til at han fortjente at dø ifølge deres lov?
47 Før Jesus oprejste Lazarus, som da havde været død i fire dage, spurgte han Marta, Lazarus’ søster, om hun troede hvad han lige havde sagt. Marta svarede „Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden.“ (Joh. 11:27) Selv Jesu blodtørstige fjenders vidnesbyrd er bemærkelsesværdigt. Da den romerske statholder var indstillet på at overlade det utiltalende hverv at eksekvere dødsdommen over Jesus til jøderne, idet han ikke selv fandt nogen skyld hos Jesus, gav jøderne statholderen dette svar: „Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.“ (Joh. 19:7) Både Johannes Døber, Jesu apostle, Lazarus’ søster Marta, og selv hans fjender afgiver alle det samme vidnesbyrd, at Jesus var „Guds Søn“. Ikke Gud selv!.
48, 49. (a) Hvilken sammenligning brugte Johannes for at skildre hvordan han med glæde overgav sine disciple til Jesus? (b) Hvem ser bruden frem til at ægte?
48 Da Johannes Døber forklarede hvorfor han måtte blive mindre med hensyn til antal disciple, mens Jesus måtte vokse med hensyn til antal døbte efterfølgere, skildrede han Jesus som en brudgom. Johannes sagde: „Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen.“ (Joh. 3:29) Johannes havde megen glæde af at overgive sine døbte disciple til Jesus Kristus.
49 Da Jesus, i symbolsk forstand, er brudgommen, må hele gruppen af hans døbte, salvede efterfølgere udgøre bruden. Det er deres håb at blive forenet med Herren Jesus Kristus som deres brudgom i himmelen. De venter ikke at de skal ægte Gud, hvilket ville være tilfældet hvis Gud var en treenighed. De venter heller ikke at blive forenet med en bestemt person i en sådan treenighed, nemlig den anden person i Treenigheden, den såkaldte Gud Søn. De kan ikke forestille sig at blive viet til en treenighed eller blot en tredjedel af denne treenighed. De inspirerede hellige Skrifter lærer ikke noget sådant hvilket kunne sammenlignes med et ægteskab hvor den ene part er en siamesisk tvilling!
50. Hvem tager brudgommen til ægte, og hvor mange, ifølge Åbenbaringen?
50 Brudgommen Jesus Kristus tager ikke hele den menneskelige familie med dens milliarder af medlemmer til ægte, men kun et begrænset antal ud af menneskeslægten. I Åbenbaringen skildrer Johannes et syn af brudgommen og bruden stående dér hvor den himmelske regering har sit sæde, kaldet Zions bjerg, forbilledligt skildret ved Zions bjerg i Jerusalem, hvorfra kong David regerede. Johannes siger: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden. Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.“ — Åb. 14:1-4.
51. I hvilken forstand er brudeskaren jomfruelig, og hvorledes er den mærket i panden og købt?
51 Brudeskaren skildres således som en jomfruskare, hvis medlemmer ikke har besmittet sig med personer eller organisationer der er skyldige i åndeligt hor idet de har gjort sig til venner med denne umoralske verden. De har deres brudgoms navn og hans Faders navn skrevet på deres pander, men ikke noget andet navn, ikke noget navn på en tredje person i en treenighed, en såkaldt Gud Helligånd. Denne brudeskare med et hundrede og fireogfyrretyve tusinde medlemmer er blevet taget fra jorden til himmelen, ja taget ud af menneskeslægtens kød og blod for at få evigt liv som åndelige skabninger. Hvorledes? De er blevet købt med det offer der er er lagt af deres brudgom, „Guds lam, som borttager verdens synd“.
52. Hvordan er brudeskaren som „en førstegrøde for Gud“, og hvad vil det betyde for menneskeheden i almindelighed?
52 De er som den førstegrøde israelitterne tog af høstens afgrøde og ofrede til Jehova Gud gennem hans tempeltjenere, som det skete på pinsedagen da ypperstepræsten gav Gud to hvedebrød bagt af surdej, „en førstegrødegave til [Jehova]“. (3 Mos. 23:15-20) Da brudeskaren kun er „en førstegrøde for Gud og Lammet“, må der nødvendigvis være et langt større antal mennesker som vil blive frelst til evigt liv, ikke i himmelen, men på jorden. Hvorfor? Fordi Guds lam borttager „verdens synd“ og ikke blot brudeskarens synd. — Joh. 1:29; 1 Joh. 2:1, 2.
53, 54. Hvis bryllup er der ifølge Åbenbaringen 19:6-9 tale om, hvem tilhører bruden, og for hvem holdes bryllupsmåltidet?
53 Apostelen Johannes lader os ikke i tvivl om hvem brudeskaren, den salvede kristne menighed, tager til ægte i himmelen. I Åbenbaringen 19:6-9 skriver Johannes: „Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: ’Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede.’ Og der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger. Og han siger til mig: ’Skriv: Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.’ Og han siger til mig: ’Dette er sande Guds ord.’“
54 Det er Guds lams bryllup og ikke Herren vor Gud den Almægtiges bryllup. Bruden er Guds lams brud og ikke Gud den Almægtiges brud. Bryllupsmåltidet kaldes Lammets bryllupsmåltid; og Jesu profetiske lignelser viser at det er hans Fader, Herren vor Gud, den Almægtige, som bereder bryllupsmåltidet for Lammet, hans søn.
55. Som hvem identificerer Åbenbaringen 18:11-16 Guds lam, og hvis brud bliver de et hundrede og fireogfyrretyve tusinde derfor?
55 Få vers længere fremme, i Åbenbaringen 19:11-16, identificerer apostelen Johannes Guds lam som Ordet eller Logos, for Johannes ser Lammet ride frem til strid imod sin Faders fjender. Johannes beskriver ham således: „Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er ’Guds Ord’. . . . Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: ’kongernes Konge og herrernes Herre.’“ Hans et hundrede og fireogfyrretyve tusinde trofaste efterfølgere bliver således Guds Ords brud og ikke Guds brud.
56, 57. Hvem skelnes der imellem i Åbenbaringen 21, der hvor brudeskaren omtales, og hvorledes?
56 De der skal forenes i ægteskabet ses igen i et andet syn, som Johannes beskriver således: „Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og en af de syv engle med de syv skåle, der var fulde af de syv sidste plager, kom og talte med mig og sagde: ’Kom, så skal jeg’ vise dig bruden, Lammets hustru.’ Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud, med Guds herlighed i eje. . . . Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Navnene, på Lammets tolv apostle. Og noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet. Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys.“ — Åb. 21:2, 9-11, 14, 22, 23.
57 Hele tiden får vi at se at der skelnes mellem Lammet og Herren vor Gud den Almægtige, og at det er Lammet som bruden, bestående af et hundrede og fireogfyrretyve tusinde medlemmer, skal ægte. Hun bliver Lammets hustru. Hvis Treenigheden eksisterede, kunne de et hundrede og fireogfyrretyve tusinde ikke undgå at tage Gud i en af hans personer til ægte og således blive ét med Gud. Men dette lærer Bibelen ikke.
Hans eget vidnesbyrd
58. Hvem hævdede Jesus at han var da han talte med Nikodemus?
58 Til gavn for brudeskaren identificerede Johannes Døber brudgommen som Guds lam. Men hvorledes identificerer brudgommen sig selv over for brudeskaren og andre? Hvad hævdede han selv med hensyn til sit forhold til Gud? Gjorde han nogen sinde krav på at være mere end det som Johannes Døber sagde han var, nemlig Guds søn? Lad os først lytte til disse afholdte ord af Jesus Kristus udtalt til Nikodemus: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn.“ — Joh. 3:16-18.
59. Hvem troede den blindfødte at Jesus var, ifølge den bekendelse han fremkom med efter at Jesus havde helbredt ham?
59 Jesus helbredte engang en mand som var født blind. Jesus sagde senere til ham, således som det gengives i flere bibeloversættelser: „Tror du på Guds Søn?“ Manden svarede: „Hvem er han, Herre, . . . for at jeg kan tro på ham?“ Jesus svarede: „Du ser ham. Det er ham, som taler med dig.“ Jesus bad ikke manden om at tro at han, Jesus, var mere end Guds søn. Manden bekendte at han troede på det og ikke mere end det. — Joh. 9:35-37, Vulgata oversat af Erikke Rosenørn-Lehn; norske oversættelse af 1930; AV; Dy; AS; ED; Lamsa; Murdock.
60. Hvem var det der skulle herliggøres ifølge det Jesus sagde før han oprejste Lazarus, og hvad sagde Marta derefter om sin tro på hvem Jesus var?
60 Før Jesus gik til byen Betania for at hjælpe sin syge ven Lazarus, siger Jesus til sine apostle: „Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.“ Før Jesus nåede frem til graven hvor Lazarus nu lå død, bekendte Lazarus’ søster Marta at hun troede på at Jesus var det som han hævdede at være, idet hun sagde: „Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden.“ — Joh. 11:4, 27.
61. Hvem omtalte Jesus sig selv som, da han sendte et budskab til menigheden i Tyatira?
61 Endog i himmelen taler den herliggjorte Jesus om sig selv som Guds søn. I forbindelse med det budskab som Jesus sendte til den kristne menighed i byen Tyatira, begynder han med at sige til Johannes, som vi læser i Åbenbaringen 2:18: „Og skriv til menighedens engel i Tyatira: ’Dette siger Guds Søn, . . . Og den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene; og „med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås“ — således som også jeg har fået det overdraget af min Fader.’“ — Åb. 2:18, 26, 27, 28.
62. Hvilket slægtskabsforhold til Gud har Jesus ifølge den måde han i sin bøn tiltaler Gud på?
62 Det var på grundlag af dette forhold til Gud at Jesus som en søn henvendte sig til Gud og bad: „Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:1-3) Jesus hævdede altså ikke at han var „den eneste sande Gud“.
63. Hvorfor ville jøderne stene Jesus, og hvad citerede Jesus fra Salmerne for at vise at det var uberettiget at stene ham?
63 Når vi siger dette, glemmer vi så ikke Johannes 10:31-39, hvoraf det fremgår at jøderne ville stene Jesus fordi han sagde: „Jeg og Faderen, vi er eet“? Nej, vi glemmer ikke dette. Jøderne som troede på én Gud hvis navn er Jehova, ville ved den lejlighed stene Jesus. Hvorfor? Ikke fordi han lærte sådan noget som en treenighed og at han selv udgjorde en tredjedel af den, men fordi han omtalte sig selv som Guds søn, søn af deres Gud Jehova. Jesus sagde til dem som de stod dér med sten i hænderne: „Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?“ Jøderne svarede: „Det er ikke nogen god gerning vi vil stene dig for, men for gudsbespottelse, fordi du, et menneske, gør dig selv til gud.“ (Torrey) Derefter henviste Jesus jøderne til deres egne hellige skrifter, til Salme 82:6, og sagde: „Står der ikke skrevet i jeres lov: ’Jeg har sagt, at I er guder?’ Når nu loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du taler gudsbespotteligt!’ fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.“
64. (a) Hvad hævdede Jesus ved den lejlighed at han selv var? (b) Hvem var det der i Salme 82 blev omtalt som „guder“?
64 Selve argumentet i disse ord af Jesus her viser at han ikke påstod at han var Gud. Hvis han havde påstået at han var Gud, ville jøderne have haft ret når de stenede ham for gudsbespottelse. Men Jesu argument går ud på at han hævdede at være ringere end Gud. For at bevise det citerede Jesus Salme 82, versene 1, 2, 6 og 7, som lyder: „Gud [Elohím] står frem i guders forsamling, midt iblandt guder [elohím] holder han dom: ’Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? . . . Jeg har sagt, at I er guder [elohím], I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker, styrte som en af fyrsterne!“ I denne salme taler den højeste Gud til de uretfærdige dommere på jorden, som blot er mennesker, og kalder dem „guder“, eller elohím på hebraisk, og han byder dem at forbedre sig som dommere. Da disse dommere svigter på deres post, bliver det nødvendigt for den højeste Gud at stå op og dømme jordens folk.
65. Hvad vil der ske med disse dommere, til trods for at de kaldes „guder“, og hvis død var den samme slags jødiske „guder“ skyld i?
65 Det at disse dommere kaldes „guder“ vil ikke frelse dem, og det vil heller ikke hjælpe dem at de betragter sig selv som „den Højestes sønner“ eller Guds sønner. Det giver dem ikke udødelighed. De er stadig dødelige og vil dø som andre mennesker. De vil blive ramt af døden på samme måde som andre fyrster og dommere på jorden, og det når Guds dom eksekveres. Guds ord og dom gik dem imod. Det var sådanne menneskelige guder iblandt jøderne som foranledigede at Jesus blev henrettet af romerne.
66, 67. Hvad hævdede Jesus ikke at være, og hvad sagde han ikke om sin Fader og sig selv da han talte med jøderne?
66 Jesus sagde til dem der ville stene ham at han ikke havde gjort krav på at være Gud eller en gud, selv om Salme 82:6 havde kaldt visse mennesker, visse israelitiske dommere, for „guder“. Jesus havde talt til jøderne om Gud som sin Fader, hvilket vil sige at han, Jesus, var Guds søn. Jesus sagde til dem: „Ingen skal rive dem [mine får] ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er eet.“
67 Efter at Jesus havde sagt dette, beviste selve argumentet i det følgende han sagde, at han ikke hævdede at være Gud og ikke sagde at han og hans himmelske Fader var én Gud, en treenig Gud, hvori han og hans Fader var to personer sammen med en tredje person, „Gud Helligånd“. Jesus sagde ikke: Jeg og Faderen og den hellige ånd er én. Han nævnte ikke nogen „Helligånd“. — Joh. 10:28-30.
68. Hvorledes beviste Jesus ved hjælp af Salme 82:6 at han ikke hævdede at være Gud da han sagde: „Jeg og Faderen, vi er eet“?
68 Jesus hævdede at udtalelsen „Jeg og Faderen, vi er eet“, ikke betød at han gjorde krav på at være Gud. Hvorledes det? Fordi Jesus sagde til disse jøder at han benævnte sig selv som en der var ringere end Gud, hans Fader. Han fortalte disse jøder at deres egen lov i Salme 82:6 kaldte de mænd mod hvem Guds ord havde talt fordømmende, for „guder“, og at jøderne ikke kunne annullere dette skriftsted der gav menneskelige dommere titel af „guder“; de kunne heller ikke benægte at dette skriftsted sagde sådan, og de kunne ikke tage dette skriftsted ud af de inspirerede skrifter. Og dog, da Jesus Kristus, som gjorde så mange vidunderlige gode gerninger iblandt jøderne, talte om Gud som sin Fader og kun omtalte sig selv som Guds søn, påstod de at han spottede Gud, og de var parat til at stene ham som en gudsbespotter. Dog var han mere end disse mænd som Salme 82 havde kaldt „guder“, for han, Jesus, var den som den himmelske Fader havde helliget og sendt til verden. Hvis det ikke var gudsbespotteligt af Asaf at komponere en salme og deri kalde menneskelige dommere i Israel for „guder“, så var det langt mindre bespotteligt af Jesus blot at omtale sig selv som Guds søn og ikke som en gud. — Salme 82, overskriften.
69. (a) Hvad er det vi ikke har kunnet finde vedrørende Jesus Kristus i det materiale fra Johannes skrifter vi indtil nu har gennemgået? (b) Hvorfor indbydes læseren til nu sammen med os at tage flere udtalelser fra Johannes’ skrifter under overvejelse?
69 I det materiale fra Johannes’ skrifter som vi hidtil har gennemgået, har vi således ikke fundet et eneste tilfælde hvor Jesus Kristus kalder sig selv Gud eller lader andre omtale ham som Gud. Men holdt nu! vil treenighedstilhængerne sige, det er jo ikke alle relevante skriftsteder i Johannes’ skrifter der her er undersøgt; der er skriftsteder som bestemt viser at Jesus omtalte sig selv som Gud og lod sig tiltale som Gud, og disse skriftsteder vil bevise at de mange bibeloversættelser er korrekte når de oversætter Johannes 1:1 således: „Og Ordet var Gud.“ I de næste tre afsnit af denne artikel om „Ordet“ vil vi derfor tage disse skriftsteder op til overvejelse. Vi indbyder læseren til at være med.