en biografi over Jan Christiaan Smuts, den sydafrikanske statsmand: „Efter våbenstilstanden [1918] skrev Smuts sit memorandum om et folkeforbund, The League of Nations: A Practical Suggestion (1918), der støttedes af både præsident Wilson og mr. Lloyd George og som i al væsentlighed blev Folkeforbundspagten.“ De to nævnte mænd var dengang overhovederne for De forenede Stater og Storbritannien. Selv om De forenede Stater aldrig officielt sluttede sig til Folkeforbundet, gjorde deres overhoved sine bedste bestræbelser for at opfordre verden til at lave dette billede af dyret. Som årene gik smuttede De forenede Stater faktisk ind ad bagdøren til Forbundet idet de stillede sig bag de pagter og traktater som vedtoges af Forbundets medlemmer. Vidnesbyrdene taler endnu stærkere om at overhovederne for de to nationer, denne dobbeltverdensmagt, Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt, var de førende kræfter som formåede jordens folk til at bringe det skarlagenrøde dyr op af uvirksomhedens afgrund — ned i hvilken den anden verdenskrig havde styrtet det — i skikkelse af De forenede Nationer.

Hvad skal der så forstås ved den skarlagenklædte kvinde der rider på det skarlagenrøde dyr? Fra Første Mosebog 3:15 til Åbenbaringen 22:17 anvender Skriften en kvinde som symbol på en organisation, og i særdeleshed en religiøs organisation. For eksempel beskrives det utro Jerusalem som en skøge og den trofaste kristne menighed som en ren jomfru. (Es. 1:21; 2 Kor. 11:2) Denne kvinde vil derfor glimrende betegne falsk religion og, især, den frafaldne kristenhed. Denne bekender at være trolovet med Jesus Kristus, som den imidlertid har sveget ved sine intime forbindelser med denne verdens regeringer, som den har gjort fælles sag med i stedet for at vente på Kristi rige. På denne kvinde møntes de fordømmende ord: „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.“ Det er værd at lægge mærke til at det er kongernes Konge, Jesus Kristus, selv der eksekverer dommen over de forskellige dyr, mens det er det skarlagenrøde dyrs ti horn, eller herskere, som tilintetgør dette falske religiøse system, hvilket man har et varsel om i den åbne opposition som alt hvad der har med religion at gøre møder fra kommunistisk side. — Åb. 17:5.

I dette korte rids af de symbolske dyr i Åbenbaringens bog har det ikke været muligt at komme ind på alle enkeltheder. En undersøgelse vil imidlertid vise at de harmonerer med det foregående, således som det er blevet påvist i anden litteratur Vagttårnets selskab har udgivet.

Jehova Gud har i sandhed ladet lyset skinne på de profetier han var ophav til i ældgammel tid, og han har indfriet sit løfte om at hans tjeneres sti skal være som strålende lys der vokser i glans. Dette giver alle Guds tjenere den stærkeste forvisning om at Gud til hver en tid behersker situationen i verden og at Bibelen er Guds inspirerede ord. Det burde styrke dem i deres håb om at retfærdigheden til sidst vil sejre, og også tilskynde dem til „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader“, og til at „bevare sig selv uplettet af verden“. — Jak. 1:27.

Spørgsmål fra læserne

● Var den due der dalede ned over Jesus da han blev døbt en materialisation, var det blot blændværk, eller var det en stilhed der sænkede sig over stedet? Og hvorfor var der valgt en due i betragtning af at duen anvendes i falsk gudsdyrkelse? — F. C., De forenede Stater.

Ved Jesu dåb var det virkelig en materialiseret fugl, en due, der dalede ned fra himmelen og blev over Jesus. At noget stofligt kunne iagttages fremgår af Johannes Døbers ord, som står berettet i Johannes-evangeliet 1:32-34: „Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: ’Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.’ Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.“

Denne materialiserede due dalede ned for at Johannes Døber ved selvsyn kunne blive overbevist om at Jesus var Messias, Guds søn. Det Johannes så med sine øjne måtte derfor være lige så virkeligt som det han hørte gennem øret: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ — Matt. 3:17.

Denne begivenhed, at den hellige ånd repræsenteredes af en due, minder os om den hellige ånds manifestation på Pinsedagen, som berettet i Apostlenes Gerninger 2:1-4. Dengang viste den