af den kristne menighed] over i sin elskede Søns rige“, kan det derfor kun betyde at deres troskab nu er ført over på Guds rige, ikke at de skal herske mens de lever på jorden. — Luk. 19:12; 1 Kor. 4:8; Kol. 1:13.

Vi har også lagt mærke til at der i begyndelsen fandtes mange menigheder blandt de kristne, akkurat som tilfældet er nu, men der gives altid kun ét rige. På ethvert givet tidspunkt siden Pinsedagen har de som blev kaldede til at være lemmer på Kristi legeme udgjort den kristne menighed, men de kunne aldrig betegnes som et rige. De mennesker der er kaldt ud af verden for at høre til den kristne menighed, er fra jorden og har tilknytning til jorden, og det er da først og fremmest mens de er på jorden at de udgør den kristne menighed. Riget hører imidlertid hovedsagelig himmelen til og skal styre fra himmelen, skønt det vil udstrække sine velsignelser til jorden.

Vi må ikke overse det faktum at et menneske først må optages i den kristne menighed inden det kan blive optaget i Guds rige. Et menneske bliver medlem af Guds menighed ved at følge bestemte trin, nemlig kundskab, tro, anger, omvendelse og indvielse, hvorefter Gud må hellige det og ved sin hellige ånd avle det til et himmelsk håb. Men optagelse i Guds rige sker først når man har bevist sin trofasthed: „Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ Den kristne menighed vil en skønne dag ikke længere findes på jorden, nemlig når dens sidste medlemmer er døde og er blevet oprejst i den første opstandelse. Guds rige, derimod, vil aldrig ophøre. — Ap. G. 14:22; Es. 9:7; Luk. 1:33.

Her har vi således fået klarhed over hvad Guds menighed, ekklesía, og Guds rige, basileía, er; selv om de to har meget tilfælles må vi dog på adskillige punkter skelne imellem dem.

Spørgsmål fra læserne

● På side 129 i bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis står der at Johannes var alene da Jesus kom til ham for at blive døbt. Hvorfor siger man det? — J. B., De forenede Stater.

Der er ikke noget skriftsted som specielt siger dette, men alle bibelske vidnesbyrd peger i den retning. Jehova Gud gav Johannes Døber det hverv at henlede jødernes opmærksomhed på at Jesus var Guds lam. For at Johannes kunne vide hvem Messias var og derpå overbevisende forestille ham for sine landsmænd, fortalte Jehova Gud Johannes at den han så Guds ånd dale ned over ville være den lovede Messias, ham som skulle døbe med hellig ånd. — Joh. 1:29-34.

Eftersom dette var et tegn der var givet Johannes for at han kunne udføre sit hverv, vil det være logisk at mene at der ikke var andre vidner til begivenheden, da ingen andre jo havde fået dette hverv. Havde en stor skare mennesker været til stede og set og hørt hvad der skete — at den hellige ånd i skikkelse af en due dalede ned og forblev over Jesus, og at Jehovas egen røst lød fra himmelen: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag“ — ville det have skabt så megen sensation at det ville have rygtedes med det samme, og alle galilæere og judæere ville have vidst det. Havde det været tilfældet kunne vi desuden være sikre på at i det mindste én af de fire evangelister havde berettet om den virkning dette mirakel havde haft på den skare mennesker som havde overværet det. Selv om der altså ikke findes noget skriftsted der direkte siger at Johannes og Jesus var alene da Jesus blev døbt, er det dog den logiske slutning man må drage ud fra de bibelske vidnesbyrd om emnet. — Matt. 3:16, 17.

I denne forbindelse er det interessant at tænke på hvad der skete da Jehova ved en senere lejlighed ligeledes ønskede at afgive et vidnesbyrd om at Jesus var hans søn. Denne gang tog Jesus kun tre af sine foretrukne apostle med sig som vidner til miraklet, som fandt sted på forklarelsens bjerg. Her udtalte Jehova de samme ord som ved Jesu dåb: „Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!“ — Matt. 17:1-5.