vil gøre dem til gode aktiver i de lande hvor de skal virke som lærere i Guds ord. Deres kristne arbejde i sådanne lande vil bringe åndelige velsignelser til mange som sukker over den forvirring af problemer menneskeheden står over for i dag.

Den festlige afslutning

Så blev det den sidste dag! Og hvilken dag! Den var imødeset med spænding, denne den 8. marts, og der var forår i luften lige fra morgenstunden. At der var noget særligt ved den blev man klar over lige så snart man trådte ind i kongressalen. Dette glade syn af elever og deres slægtninge og gæster. Denne summen af livlig samtale, overdøvet af høje glædesudbrud når gamle venner mødtes. Der var glæde og feststemning i denne forsamling på 2064!

Klokken 10 begyndte programmet ved afslutningsfesten med en sang og derefter fulgte en bøn. N. H. Knorr, præsidenten for Watch Tower Society, bød alle hjerteligt velkommen. Dernæst indbød han Gileadskolens lærere til at sige nogle afsluttende ord til elevholdet. Da telegrammer fra over tyve lande blev oplæst, forstod man hvor mange rundt om på jorden der tænkte på denne afslutningsfest for den otteogfyrretyvende gileadklasse.

F. W. Franz, vicepræsidenten for Selskabet, talte. Han gjorde det klart at sande kristne ikke kan forvente en stor tilstrømning til deres rækker efter at den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, er blevet tilintetgjort. Kristne er forpligtet til at advare folk og hjælpe dem til at forlade Babylon den Store nu, før det er for sent. Når først ødelæggelsen af denne symbolske by begynder, er der intet håb om at undslippe for dem der befinder sig i den. — Åb. 18:4.

N. H. Knorrs foredrag, „Vejen“, var en kærlig og indtrængende formaning. Han rådede alle til at undgå hvad som helst der kunne hindre dem i at høre Guds røst som fortæller hvilken vej de skal gå. (Es. 30:21) Han viste at bladet Vagttårnet, der kommer til ens hjem to gange om måneden, er som en stemme der minder en om at blive på den vej der behager Gud. Noget andet som kan beskytte en i den retning er at man holder sig nær til Jehovas tjenere. Deres gode, opbyggende selskab tjener også som en påmindelse om at blive på den vej der fører til liv.

Om eftermiddagen sang elever i deres hjemlands dragter sange på forskellige sprog, til stor glæde for forsamlingen. Fængslende var også den del af programmet som hed „Kærlighed er enhedens fuldkomne bånd“, et bibelsk skuespil bygget over Esters bog i Bibelen. En indtrængende bøn afsluttede programmet, en mindeværdig afslutning for Gileadskolens otteogfyrretyvende klasse.

Fårene kender hyrdens røst

FØLGENDE beretning fra mellemøsten kaster lys over Jesu illustration i Johannes 10:2-5, hvor han taler om at hyrden kalder sine får ved navn og at de kender hans røst.

„Vore dages hyrde . . . har en vidunderlig evne til at huske navnet på hvert enkelt får. Undertiden er der flere hundrede får i flokken, og dog har hver enkelt et navn som hyrden kender og bruger. . . . [En iagttager] der har betragtet hyrder vogte får på skråningerne af Hermons bjerg, fortæller: ’Hyrden . . . lærer sine får at komme når han kalder, at gå når han siger det, to og to, fire og fire, i kvadrat eller i rundkreds; et får i yderkredsen af en flok på tusind vil komme når dets navn råbes op.’ Det er hyrdens røst som fåret genkender.

En fremmed påstod engang over for en syrisk hyrde at det var klædedragten og ikke stemmen fårene kunne kende. For at bevise det modsatte byttede hyrden tøj med den fremmede; denne gik så ind blandt fårene og prøvede at lede dem ved at efterligne hyrdens røst. De kendte ikke hans stemme. Men da hyrden kaldte på dem kom de straks løbende, selv om han var forklædt.“ — Orientalisms in Bible Lands af E. W. Rice, s. 159-161.