„Den rigtige hyrde“ og ’den lille hjord’
„Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ — Luk. 12:32.
1. Hvad sammenligner salmisten David og profeten Esajas Jehova med?
KONG DAVID, der engang var hyrdedreng i Betlehem, indledte en af sine inspirerede salmer med ordene: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes“. (Sl. 23:1) En anden bibelskribent, profeten Esajas, sammenligner ligeledes Jehova med en hyrde, idet han siger: „Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen.“ (Es. 40:11) Men Jehova har også en underhyrde, som han meget passende kalder „min tjener David“.
2. (a) Hvem er den David der omtales i Ezekiel 37:24, 25? (b) Hvordan anvendte Jesus profetien i Zakarias 13:7, og hvorfor?
2 Flere hundrede år efter kong Davids død inspirerede Jehova en tredje bibelskribent, Ezekiel, til at profetere: „Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde. . . . Og min tjener David skal være deres fyrste evindelig.“ (Ez. 37:24, 25) Denne profeti må hentyde til Jehovas underhyrde, den større David, Jesus Kristus. Den 14. nisan år 33, den nat Jesus Kristus blev forrådt og arresteret og stillet for retten for at blive dømt af sine fjender, gik profetien i Zakarias 13:7 i opfyldelse: „Frem, sværd, imod min hyrde, mod manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers [Jehova]. Hyrden vil jeg slå, så fårehjorden spredes.“ Jesus Kristus anvendte selv profetien på denne måde. — Matt. 26:31; Mark. 14:27.
3, 4. (a) Hvorfor forblev synden hos de jøder der indlod sig i en ordstrid med Jesus om hans helbredelse af den blindfødte? (b) Hvorfor regnede Jesus ikke disse jøder med til sine „får“, ifølge det han sagde under indvielseshøjtiden?
3 Jesus Kristus var derfor i sin gode ret og optrådte ikke selvbestaltet, da han sammenlignede sig med en hyrde og kaldte sig „den rigtige hyrde“. (Joh. 10:6, 11, 14) Dette skete ved en lejlighed hvor han mirakuløst havde helbredt en blindfødt mand. Nogle ikke-troende af hans eget folk indlod sig i en ordstrid med ham om dette, og de spurgte: „Vi er vel ikke også blinde?“ Hvad svarede Jesus på dette udfordrende spørgsmål? „Jesus sagde til dem: ’Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: „Vi ser.“ Jeres synd forbliver.’“ (Joh. 9:40, 41) Nogen tid senere, under indvielseshøjtiden i templet i Jerusalem, i vinteren (december) år 32, sagde Jesus til nogle ikke-troende jøder der havde slået kreds om ham:
4 „De gerninger jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, for I hører ikke til mine får. Mine får hører efter min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå til grunde, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det min Fader har givet mig, er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd. Jeg og Faderen er ét.“ — Joh. 10:19-30.
5. Hvad sammenlignede Jesus, ifølge Johannes 10:1-5 den forløber med der skulle fremstille ham for Israel?
5 Disse vantro jøder forkastede ikke alene det vidnesbyrd som Jesu gerninger var om hans identitet, men også det vidnesbyrd der var blevet aflagt af Jesu forløber, den mand der havde præsenteret Jesus som Messias eller Kristus for israelitterne. Jesus henviste til at den sande hyrde nødvendigvis måtte have visse kendetegn eller akkreditiver, da han sagde: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer op et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den der går ind gennem døren er fårenes hyrde. Ham lukker dørvogteren op for, og fårene hører efter hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme. En fremmed vil de slet ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.“ — Joh. 10:1-5.
„Fårefolden“ og „dørvogteren“
6. Hvorfor var den symbolske fårefold som „dørvogteren“ lukkede Jesus ind i, ikke ordningen med Lovpagten?
6 Hvad ligger der nu i udtrykkene „fårefolden“ og „dørvogteren“, i betragtning af at Jesus jo blev tømrer i Nazaret og aldrig var hyrde for bogstavelige får? Først og fremmest må vi forstå at „fårefolden“ ikke var et billede på ordningen med Lovpagten som Jehova havde indgået med Israels folk med Moses som mellemmand. Jesus havde naturligvis ikke nødig at en jødisk ’dørvogter’ førte ham ind i Lovpagtens ordning, så at sige. Han var blevet født under denne ordning. I Galaterbrevet 4:4, 5 siges der: „Men da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov, for at han kunne løskøbe dem der var under lov.“ Det var for at løskøbe dem at Jesus døde.
7. (a) På hvilken dag i år 33 ophævede Jehova Lovpagten med Israel, og hvorfor? (b) Hvorfor fandtes der fra pinsedagen år 33 ikke nogen lovpagt som Jesus kunne føre jøderne ud fra?
7 For at kunne fremlægge løsesummen for Gud blev Jesus oprejst på den tredje dag efter sin død i år 33. På den 40. dag efter sin opstandelse vendte Jesus tilbage til himmelen. Ti dage derefter, den 6. sivan år 33, begyndte den jødiske pinsefest. På den dag benyttede Gud ham til at udgyde den hellige ånd over hans disciple som ventede i Jerusalem. Det betød at han nu var trådt frem for Gud for at frembære værdien af sit fuldkomne menneskelivs offer og løskøbe alle mennesker (jøderne indbefattet) der var solgt under synden. På den dag ophævede Jehova Gud følgelig Lovpagten og erstattede den med den lovede nye pagt, som han ikke indgik med jøder, men med Mellemmandens, Jesu Kristi, åndsavlede disciple. (Kol. 2:13, 14) Der fandtes således ikke længere nogen jødisk lovpagt som hyrden Jesus kunne føre troende jøder ud fra.
8. (a) Hvad er „fårefolden“ derfor et billede på? (b) Hvad spejdede Abrahams kødelige efterkommere efter?
8 I lyset af ovenstående trænger det spørgsmål vi har stillet, sig endnu mere på: Hvad er „fårefolden“ som Jesus omtaler i Johannes 10:1, et billede på? Den må utvivlsomt repræsentere noget der er ældre, mere omfattende og af længere varighed end Lovpagten, der blev indstiftet i 1513 f.v.t. Dette peger mod Abrahamspagten. Da patriarken Abraham i 1943 f.v.t. drog over Eufratfloden og ind i det forjættede land, trådte Guds løfte i kraft over for ham og hans efterkommere: „Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ (1 Mos. 12:3) Nogle år senere, da Abraham havde vist at han var villig til at bringe sin søn Isak som offer, udvidede Gud dette løfte: „Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:17, 18) Fra da af begyndte Abrahams efterkommere at spejde efter denne „sæd“ der skulle komme. „Fårefolden“ er følgelig et billede på den abrahamitiske pagtsordning. Og de „får“ der befandt sig inden for dens rammer, er et billede på dem der ventede på at den lovede „sæd“ skulle komme.
9. Hvem ville „dørvogteren“ ikke lukke ind i „fårefolden“?
9 Uanset om disse symbolske får på forhånd havde kendskab til ’sæden’ eller ej, ville de hilse den velkommen når de blev gjort bekendt med og præsenteret for den. Enhver der på et uret grundlag forsøgte at få fat i disse „får“ for at udnytte dem, ville være „en tyv og en røver“. Fårefoldens ’dørvogter’ ville ikke lukke op for en sådan falsk Kristus eller Messias. Han ville kun lade den sande „hyrde“, Abrahams „sæd“, gå ind gennem „døren“.
10. Hvem viste „dørvogteren“ sig at være, og ifølge hvilken profeti?
10 Hvem var denne ’dørvogter’? Det viste sig at være Johannes Døber, en mand af præsteslægt, af Levis stamme. Gud havde lovet at sende en forløber forud for den lovede Abrahams „sæd“. I Malakias 3:1 var det blevet forudsagt: „Se, jeg sender min engel [mit sendebud, NW], og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel [sendebud, NW], som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers [Jehova].“ (Mark. 1:1-11) Johannes så derfor frem til den lovede sæds komme, og han var følgelig et symbolsk får, ligesom de der befandt sig i Abrahamspagtens fårefold. Imidlertid blev han dræbt et års tid efter at han havde begyndt sin særlige tjeneste, og levede derfor ikke til pinsedagen år 33, så han kunne blive et medlem af ’den lille hjord’ af salvede arvinger til det himmelske rige. — Matt. 11:11-14; 14:1-12; Luk. 12:32; Gal. 3:16.
11. (a) Hvordan bekræftede Jesus at Johannes Døber var den der havde beredt vejen foran ham? (b) For hvilken pagt var Jesus „sendebud“ da han ledsagede Herren Jehova til templet?
11 Da Jesus omtalte den rolle Johannes Døber spillede i forbindelse med fuldbyrdelsen af Jehovas hensigt, sagde han til jøderne: „Det er om ham der står skrevet: ’Se, foran dit ansigt udsender jeg selv mit sendebud, som vil berede din vej foran dig!’“ (Matt. 11:10) Jesus anvendte således profetien i Malakias 3:1 på Johannes Døber som den der var sendt foran Jehova og foran „pagtens sendebud“. Jesus Kristus, der ledsager Herren Jehova til templet for at inspicere det, er ikke Lovpagtens, men Abrahamspagtens, sendebud. De der befandt sig inden for den abrahamitiske pagtsordning og som havde tro på Jehovas profetier, så frem til dette messianske ’sendebuds’ komme.
12. Hvad sagde Johannes Døber om den måde hvorpå han kom til at ’kende’ det vigtigste medlem af „Abrahams sæd“?
12 Om det ypperste og vigtigste medlem af „Abrahams sæd“ sagde Johannes Døber: „Jeg iagttog ånden komme ned som en due fra himmelen, og den blev over ham. Selv jeg kendte ham ikke, men selve den som har sendt mig for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd.’ Og jeg har set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“ — Joh. 1:31-34.
13. (a) Hvornår lukkede Johannes Døber „døren“ op for den sande hyrde? (b) Hvilken „Abrahams sæd“ henledte Johannes derved opmærksomheden på?
13 Jesus undlod ikke at gå ind gennem „døren“ til fårefolden. Da han var 30 år gammel kom han til Johannes Døber for at blive døbt i vand. Efter at have tilbragt 40 dage i ørkenen hvor han blev fristet, vendte han tillidsfuldt tilbage til det sted hvor Johannes Døber opholdt sig sammen med nogle af sine disciple. Da Jesus nærmede sig den symbolske vogter af „døren“ til Abrahamspagtens fårefold, så denne ham komme og råbte: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Joh. 1:29, 36) Ikke det lam der tager Israels folks synd bort, men „Guds lam som tager verdens synd bort“. Johannes Døber åbnede således den symbolske dør for den sande hyrde, den hyrde der havde de nødvendige kendetegn eller akkreditiver fra den universelle Hyrde, Jehova Gud. Ved at henlede sine disciples opmærksomhed på Jesus, der nu trådte frem, pegede Johannes ikke blot på en omskåret jøde og kødelig efterkommer af den jordiske Abraham. Nej, han pegede på den Salvede, den åndsavlede efterkommer af den større Abraham, Jehova Gud. Han var det ypperste eller vigtigste medlem af denne den himmelske Abrahams „sæd“, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes.
14. (a) Søgte Jesus blot generelt efter kødelige jøder og andre mennesker da han kom til „fårefolden“? (b) Hvordan kunne en hyrde i mellemøsten kalde et enkelt får til sig?
14 Han fortjente derfor at „dørvogteren“ lukkede ham ind i den symbolske fårefold, den abrahamitiske pagtsordning. Han var den sande hyrde, og han kom ikke for generelt at søge efter jøder eller andre mennesker, men for at søge efter dem der ville tage imod muligheden for sammen med ham at blive en del af den kollektive ’Abrahams sæd’ gennem hvem alle nationer skulle velsignes. Flertallet af de kødelige jøder forkastede ham, men en rest tog imod ham. Det var de „får“ der hørte efter hans stemme. Når han kaldte „sine egne får ved navn“, fulgte de ham altså, og han førte dem ud til græsning. I mellemøsten var det nemlig skik at en hyrde gav hvert af sine får et særligt navn.
15. (a) Hvordan kalder en hyrde alle sine får til sig på én gang, og hvorfor vil de ikke lade sig forlede til at følge en „fremmed“? (b) For hvem er dette et godt eksempel i dag?
15 Når hyrden ønskede at kalde alle sine får til sig på én gang, benyttede han imidlertid et fællesråb, idet han for eksempel kaldte på dem med en skurrende lyd som dr-r-r-r-r-rt i en bestemt tonehøjde og så speciel at ingen andre hyrder kunne efterligne den. Det er derfor der siges at „når han har fået alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme“, en stemme der ikke ligner nogen andens. Deres hørelse er så skarp at de straks opdager når det er en fremmed der kalder eller en der prøver at efterligne deres hyrde. De lader sig ikke forlede til at følge sådanne mistænkelige og måske ondsindede ’fremmede’. På dette punkt er de et godt eksempel for de „får“ der udgør ’den lille hjord’, hvem det har behaget den større Abraham at give Riget.
16. Hvorfor forstod jøderne ikke betydningen af den sammenligning Jesus fremholdt for dem om hyrden og hans hjord?
16 Forstår vi der lever i dag betydningen af det Jesus dengang talte om? De vantro jøder der var under Lovpagten forstod ikke den sammenligning Jesus fremholdt for dem. Som beretningen siger: „Denne sammenligning fremholdt Jesus for dem; men de vidste ikke hvad det han sagde til dem betød.“ (Joh. 10:6) De kendte ikke den messianske hyrdes stemme, og han kendte ikke dem eller kaldte dem ved deres personlige navn. Deres selvvalgte blindhed hindrede dem i at genkende ham. Måtte vi der lever nu, ikke være som de!
„Fårenes dør“
17. Hvilket andet billede brugte Jesus om sig selv, ifølge Johannes 10:7-10?
17 Herfra benyttede Jesus et nyt billede for at belyse en anden vigtig side af sagen. „Derfor sagde Jesus igen: ’Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Jeg er fårenes dør. Alle de som er kommet i stedet for mig er tyve og røvere; men fårene har ikke hørt efter dem. Jeg er døren; den der går ind gennem mig vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsning. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.’“ — Joh. 10:7-10.
18. (a) Hvem på jorden forsøger at virke som dørvogter for Jesus, den symbolske dør? (b) Hvilken skare, som ville være at finde ved „afslutningen på tingenes ordning“, talte Jesus om, og tjener denne skare som dørvogter for Jesus, „døren“?
18 Læg mærke til at Jesus ikke nævner nogen ’dørvogter’ i forbindelse med at han omtaler sig selv som en „dør“. Han taler ikke om en såkaldt „Kristi stedfortræder“, et eller andet overhoved for en religiøs sekt der hævder at være ufejlbarlig. Jesus sagde: „Jeg er fårenes dør.“ Og nogle måneder senere sagde han yderligere: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6) Dette lader ikke ude af betragtning at Jesus, da han fremkom med sin lange profeti om „tegnet på [sin] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“, forudsagde at der ville være en ’trofast og klog træl’ som hans herre ville sætte over „alt hvad han ejer“. (Matt. 24:3, 45-47) Sidstnævnte udtalelse sigter til en ’trælleskare’ bestående af Jesu trofaste og kloge disciple, som han ville betro tilsynet med sine synlige interesser på jorden, især i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. At ’trælleskaren’ betros dette hverv gør den imidlertid ikke til Jesu ’dørvogter’.
19. Hvor mange er der i den „hjord“ der befinder sig i Abrahamspagtens „fold“, og gennem hvem opnår de frelsen?
19 Jesus er den symbolske dør for dem af sine „får“ eller disciple der sammen med ham bliver en del af „Abrahams sæd“. De befinder sig derfor i Abrahamspagtens „fold“. Tilsammen udgør de en forholdsvis lille „hjord“, blot 144.000, under ham, deres hyrde. De udgør det åndelige Israels 12 stammer, og de står på det åndelige Zions bjerg sammen med Jesus Kristus, Guds „lam“. (Luk. 12:32; Åb. 7:1-8; 14:1-5) Deres frelse, som består i at de får en himmelsk arv, skylder de ikke en eller anden Kristi stedfortræder, men ham der er „fårenes dør“. For Jesus sagde: „Den der går ind gennem mig vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsning.“ (Joh. 10:9) Paulus taler på ’den lille hjords’ vegne, denne „hjord“ som har det himmelske håb, idet han henviser til „vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi også har opnået ved tro at få adgang til den ufortjente godhed hvori vi nu står; og lad os juble over håbet om Guds herlighed“. — Rom. 5:1, 2; Ef. 2:18; 3:12.
20. Hvordan står Jehovas underhyrde i modsætning til de „falske messias’er og falske profeter“ der er „kommet i stedet for“ ham?
20 I sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ forudsagde Jesus at „falske messias’er og falske profeter“ ville fremstå og vildlede mange. De er „kommet i stedet for“ den sande Kristus, og de vildledte mennesker der har fulgt sådanne bedragere er i religiøs forstand blevet stjålet og slagtet og ødelagt åndeligt, om ikke bogstaveligt. (Matt. 24:3, 24, 25; Joh. 10:8, 10) Jesus, derimod, kom for at redde liv og for at tilvejebringe et grundlag for at mennesker kunne glæde sig over et rigere liv end det de nu har, et evigt liv i fuldkommenhed og inden for de sikkerhedsforanstaltninger som den store Hyrde over alle, Jehova Gud, har truffet. Det er derfor Jehovas selvopofrende underhyrde, Jesus Kristus, vi må følge hvis vi ønsker at opnå evigt liv som Guds „får“.