Kapitel 15
Vægteren bevarer sit liv og modtager budskabet
1. Hvad har Skaberen sørget for til os i denne farlige tid fordi han er så interesseret i vor velfærd, og hvordan bør vor indstilling være til dette?
BØR vi ikke være taknemmelige for at Skaberen er så interesseret i vor velfærd at han har sørget for en vægter med henblik på vor sikkerhed i denne farlige tid? Vi har grund til at påskønne denne guddommelige foranstaltning, fremfor at være irriterede over at vægteren advarer os så prompte og samvittighedsfuldt. Han forstyrrer ikke unødigt vor fred og ro.
2. Hvilke verdslige mennesker er ikke Guds vægterskare i vor tid, hvorfor har han et stort regnskab at gøre op med den nuværende tingenes ordning, og hvad vil det betyde for os at give agt på hans virkelige vægter?
2 Økonomer, økologer og historikere udsender velbegrundede advarsler om en kommende katastrofe for den nuværende tingenes ordning. Men disse verdslige mennesker er ikke den ’vægterskare’ som himmelens og jordens Skaber har oprejst. Disse mænd og kvinder udsender ikke advarsler i Skaberens navn eller på hans befaling. Uanset om vi betragter menneskenes naturlige omgivelser eller vi retter blikket mod moralnormerne og de religiøse forpligtelser, ser vi at Skaberens love og bestemmelser overtrædes. Han har et stort regnskab at gøre op med menneskenes nuværende tingenes ordning på hele jorden. Når han gør det i nær fremtid vil det medføre „en stor trængsel“, ja en trængsel så alvorlig at menneskene aldrig har oplevet noget tilsvarende. Vi kan blive reddet ved at give agt på Guds virkelige vægter.
3. Hvornår og hvordan blev Skaberens „vægter“ billedligt skildret?
3 Skaberens „vægter“ i vor tid blev billedligt skildret ved en mand i fortiden. Hvem var det? Det var profeten Ezekiel, i de seks kritiske år der førte frem til Jerusalems første ødelæggelse i 607 f.v.t. Han blev bemyndiget til profet og vægter i 613 f.v.t. (Ezekiel 1:1-3; 3:17-21) Inden budskabet om Jerusalems ødelæggelse er nået frem til ham i hans landflygtighed i Babylon, bliver han imidlertid mindet om at han som vægter er ansvarlig for Guds udvalgte folks liv. Efter at han har nedskrevet de budskaber han skulle rette mod syv nationer der havde forulempet Guds udvalgte folk (kapitlerne femogtyve til toogtredive i Ezekiels bog), skriver han:
4. Hvad siger Jehova i Ezekiel 33:1-5 om indsættelsen af en vægter og om den der ikke giver agt når vægteren advarende støder i hornet?
4 „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn, tal til dine landsmænd og sig: Når jeg fører sværdet over et land, og folket i landet tager en af sin midte og gør ham til deres vægter, og han ser sværdet komme over landet og støder i hornet og advarer folket, men den, der hører hornets klang, ikke lader sig advare, og sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans blod over hans hoved. Han hørte hornets klang uden at lade sig advare, hans blod kommer over hans hoved; men den, som har advaret, har reddet sin sjæl.“ — Ezekiel 33:1-5.
5. Hvem er det ifølge disse ord der fører sværdet over landet, og hvem må bære ansvaret hvis en indbygger ikke giver agt på vægterens advarsel og derfor mister livet?
5 Lad os her bemærke at det er Jehova der fører „sværdet“ over landet, det sværd hvormed hans domme eksekveres. Men selv om folket i dette land indsætter sin egen vægter, må den indbygger der undlader at give agt på vægterens advarsel og derved mister sin sjæl eller sit liv, alligevel selv bære ansvaret for sin død. Det er retfærdigt over for vægteren.
6. Hvordan siger Jehova at sagen forholder sig for et folk hvis vægter ikke advarer det om den truende fare?
6 „Men,“ fortsætter Jehova, „når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares, og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd.“ — Ezekiel 33:6.
7. Skønt et folk fortjener at blive udslettet, hvem kræves da til ansvar for dets død hvis dets vægter har været forsømmelig?
7 Selv om folket blev hugget ned med henrettelsessværdet uden at blive advaret i forvejen, blev det ikke behandlet uretfærdigt. Det fortjente at blive udslettet på grund af sin misgerning mod Gud. Men dette undskyldte ikke den forsømmelige vægter. Han var forpligtet til at lade advarselen lyde. I dag ville loven betegne hans forsømmelighed som „grov uagtsomhed“. Det var derfor med rette at Jehova krævede ham til ansvar.
8. Hvem gjorde Ezekiel til vægter, og for hvem? Hvordan ville det gå Ezekiel hvis en gudløs døde uden at blive advaret, og hvis den gudløse døde uden at give agt på Ezekiels advarsel?
8 Jehova anvender nu dette på Ezekiel idet han siger: „Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“ (Ezekiel 33:7-9) Ifølge dette princip fritager Jehova en åndelig vægter som Ezekiel for ansvar hvis han har gjort sin pligt.
9. Hvad har Jehova lyst til: den gudløses død eller hans omvendelse?
9 „Og du, menneskesøn,“ fortsætter Jehova, „sig til Israels hus: I siger: ’Vore overtrædelser og synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor kan vi da leve?’ Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:10, 11.
10. Hvordan giver denne indstilling hos Jehova os en chance i dag hvor ’den store trængsel’ truende nærmer sig?
10 Denne indstilling hos Gud giver os en chance i dag. Han er ikke glad for at lade os dø i den forestående ’store trængsel’ hvor han eksekverer sine domme over den nuværende onde tingenes ordning. Hvis vi forlader vore onde veje og stræber efter at leve i harmoni med den vej han har afstukket i sit ord, vil han skåne os. (Mattæus 24:21, 22) At de der omvender sig ikke vil blive bedømt efter deres onde eller gudløse fortid, erklærer Jehova nu:
11. Hvordan viser Jehova at et menneske ikke vil blive bedømt på grundlag af sin tidligere adfærd?
11 „Men du, menneskesøn, sig til dine landsmænd: Den retfærdiges retfærdighed skal ikke redde ham, den dag han synder, og den gudløses gudløshed skal ikke fælde ham, den dag han omvender sig fra sin gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i live ved sin retfærdighed, den dag han gør synd. Når jeg siger til den retfærdige: ’Du skal visselig leve!’ og han stoler på sin retfærdighed og øver uret, så skal intet af hans retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den uret, han øver.“ — Ezekiel 33:12, 13.
NÅR ENS TIDLIGERE GERNINGER IKKE TAGES I BETRAGTNING
12. Hvordan erklærer Jehova i tilfældet med den gudløse at det der betyder noget er ens gerninger på det tidspunkt dommen eksekveres?
12 Uanset hvad man tidligere har gjort, er det ens gerninger på det tidspunkt hvor Guds dom eksekveres der betyder noget i hans øjne. Derfor siger han videre: „Og når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og han omvender sig fra sin synd og gør ret og skel, idet han giver pant tilbage, [til skyldneren inden solnedgang], godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø; ingen af de synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort ret og skel, visselig skal han leve.“ — Ezekiel 33:14-16.
13. Hvad ville det sige at ’følge livets bud’ på Ezekiels tid, og hvad vil det sige i dag?
13 Hvor er det nådigt af Jehova at behandle syndere på denne måde! Når han eksekverer sin dom over et uretfærdigt folk eller en uretfærdig organisation, dræber han ikke den omvendte synder men skåner ham og lader ham ’følge livets bud’ indtil han dør en naturlig død. På Ezekiels tid var det at ’følge livets bud’ ensbetydende med at adlyde den lov Gud havde givet Israel ved Sinaj bjerg gennem mellemmanden Moses. Men i vor tid, nitten hundrede år efter at Jesus Kristus døde som „Guds lam, som borttager verdens synd“, må en omvendt synder der vil ’følge livets bud’ tage imod Lammet Jesu Kristi genløsningsoffer og gå i Jesu fodspor som en sand kristen. — Johannes 1:29, 36, fodnoten; 1 Peter 2:21.
14. Hvad siges der i harmoni med dette om ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-15?
14 Derfor siges der følgende om den ’store skare’ tilbedere der overlever „den store trængsel“ og kommer ind i Guds retfærdige nye tingenes ordning: „Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han [Gud], som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.“ — Åbenbaringen 7:9-15.
15, 16. Hvad sagde israelitterne om Jehovas vej, men hvad sagde Jehova for at understrege at hans vej eller hans måde at dømme på var rigtig?
15 Hvad skal vi sige om denne guddommelige ordning? At Gud ikke handler ret? Så ville vi sige det samme som israelitterne på Ezekiels tid. Hør hvad Jehova fortæller Ezekiel om dem: „Og så siger dine landsmænd: ’Herrens vej er ikke ret!’ Men det er deres vej, som ikke er ret.“ (Ezekiel 33:17) Derpå understreger Jehova at det er den rigtige måde han behandler sit folk på når dommen eksekveres, idet han tilføjer:
16 „Når den retfærdige vender sig fra sin retfærdighed og øver uret, skal han dø; og når den gudløse omvender sig fra sin gudløshed og gør ret og skel, skal han leve!“ — Ezekiel 33:18-19.
17. Hvad er det der betyder noget for Jehova på dommens dag i forbindelse med en retfærdigs adfærd?
17 Det er hvad en person er til sidst der betyder noget for Jehova, ikke om vedkommende før i tiden har været god eller ond. Hvis det den dag Jehova eksekverer sin dom viser sig at en tidligere retfærdig er begyndt at øve gudløshed og er fortsat med det, må vedkommende lide syndens straf.
18. Hvordan stiller sagen sig for den gudløse, og er det forkert af Jehova at handle på denne måde?
18 Hvis det derimod, når Jehovas domsdag oprinder, viser sig at en tidligere gudløs person har angret sin onde handlemåde og har vendt sig til det der er ret i Jehovas øjne og er fortsat ad denne vej, vil vedkommende blive skånet på grund af sin anger, omvendelse og fastholden ved retfærdighed. Jehova siger at han ikke har lyst til at den gudløse skal henrettes. Han har behag i at de gudløse angrer og omvender sig, for det betyder at han kan skåne dem så de stadig kan leve og øve retfærdighed til hans pris. Er der noget forkert i at Jehova straffer eller belønner et menneske efter hvad vedkommende er den dag dommen eksekveres i overensstemmelse med de guddommelige normer for ret og uret? Nej, vel? Følgelig skal vi ikke vente at vor tidligere adfærd, hvis denne blot har været selvretfærdig, vil gavne os i den forestående store trængsel’.
19. Hvorfor bør vi ikke som fortidens israelitter holde fast ved vor egen tænkemåde i forbindelse med Jehovas vej? Hvoraf afhænger det om afgørelsen på dommens dag vil blive til gunst for os?
19 Vel vidende at hans egen måde at dømme på er ret, vil Jehova holde fast ved denne måde. Derfor advarede han israelitterne om det med ordene: „Og dog siger I: ’Herrens vej er ikke ret!’ Jeg vil dømme eder hver især efter eders veje, Israels hus.“ (Ezekiel 33:20) Lad os derfor ikke betragte Guds vej som uret og holde os til vor egen forkerte tænkemåde. Hans veje er højere end vore veje og hans tanker er højere end vore tanker. (Esajas 55:8, 9) Jehova vil dømme os efter hvad vi hver især er som følge af vore veje på det tidspunkt dommen eksekveres. Måtte hans afgørelse til den tid blive at vi skal leve! Lad os forstå at det alt sammen afhænger af de gerninger vi hver især gør i den tid der nu er tilbage af „året med god vilje fra Jehova“. — Esajas 61:1, 2, NW; 2 Korinter 6:1, 2.
FLYGTNINGEN ANKOMMER MED ØJENVIDNEBERETNINGEN
20. Indtil hvornår viste Ezekiel sig at være en trofast vægter for Israels hus, og hvorfor bevarede han livet mens Jerusalem blev ødelagt og mange blev dræbt?
20 Profeten Ezekiel viste sig at være en trofast vægter for Israels hus. Indtil den tiende dag i den tiende månemåned i år 609 f.v.t., da den babyloniske belejring af Jerusalem begyndte, forkyndte han modigt Jehovas advarsel for israelitterne der var truet af ulykke. Da den oprørske by blev ødelagt efter atten måneders belejring som blev hårdere og hårdere, medførte det døden for et ukendt antal belejrede jøder. Antallet af dødsofre må have været stort. Men Jehova kunne ikke kræve livet af en eneste af disse mange dræbte af Ezekiels hånd. Deres blod kom over deres eget hoved fordi de havde nægtet at give agt på den advarsel vægteren Ezekiel havde ladet lyde. Derfor var Ezekiel stadig i live da der kom et budskab der viste at hans advarsler som vægter ikke havde været ubegrundede. Han fortæller:
21, 22. Hvornår indløb budskabet, hvordan berørte det Jehova og Ezekiel, og hvor længe havde flygtningen været undervejs for at overbringe budskabet?
21 „I vor landflygtigheds ellevte [tolvte, NW] år på den femte dag i den tiende måned kom en flygtning fra Jerusalem til mig med det bud: ’Byen er indtaget!’“ — Ezekiel 33:21.
22 Som den der havde inspireret profetierne om Jerusalems ulykke, var Jehova blevet hævdet! Som vægteren og den der forkyndte disse profetier, var Ezekiel blevet hævdet! Det var i sandhed et betagende øjeblik da denne flygtning fra Jerusalem over otte hundrede kilometer borte kom med den ikke uventede nyhed: „Byen er indtaget!“ Det skete på den femte dag i den tiende måned (tebet) i Ezekiels tolvte år som landflygtig i Babylon. Foruden den syriske oversættelse og nogle manuskripter af den græske Septuaginta-oversættelse findes der otte hebraiske manuskripter hvori der står „ellevte år“ (ligesom i den autoriserede danske oversættelse) i stedet for „tolvte år“. Ifølge denne gengivelse ankom flygtningen fra Jerusalem i sidste halvdel af december 607 f.v.t. Eftersom Anden Kongebog 25:2-4 beretter at Jerusalem blev indtaget af babylonierne på den niende dag i den fjerde måned (tammuz) i det ellevte år af kong Zedekias’ regeringstid, der svarede til den tid Ezekiel havde været landflygtig, ville det betyde at flygtningen ankom seks måneder efter at Jerusalems mur var blevet gennembrudt og byen var blevet indtaget af babylonierne. Hvis vi regnede det tolvte år fra det jødiske nytår, den 1. tisjri 607 f.v.t., som nogle gør, ville vi nå frem til det samme resultat.
23. Hvordan vil det berøre den salvede Ezekiel-skare når der indløber meddelelser om kristenhedens ødelæggelse i hele verden, og hvem vil blive krævet til ansvar for de mange menneskeliv der da går tabt?
23 Det vil i sandhed blive et betagende øjeblik når der under den kommende ’store trængsel’ over den nuværende tingenes ordning indløber pålidelige meddelelser fra alle egne af jorden om at det modbilledlige Jerusalem, kristenheden, er faldet for Jehovas eksekutionsstyrkers hånd! Da vil nutidens Ezekiel-skare blive hævdet. Det vil blive godtgjort at den ikke har været en falsk profet men en ’vægterskare’ der trofast har forkyndt Jehovas advarsler for kristenheden. Blodet af de gejstlige og af andre tilhængere af kristenheden som mister livet til den tid, vil komme over deres eget hoved. Eftersom de har nægtet at give agt på advarselen vil Jehova ikke kræve deres blod af sin udnævnte vægters, den salvede Ezekiel-skares, hånd. Kristenheden skal gå til grunde for sin egen misgerning. Jehova vil dømme den efter dens blodige, hykleriske veje.
24, 25. Hvordan blev Ezekiel forberedt på at budskabet ville komme?
24 Profeten Ezekiel blev forberedt på det budskab der ville vække sorg og fortvivlelse hos den almindelige jøde eller israelit. Lad os huske at den jødiske dag begyndte om aftenen, ved solnedgang, mens vi nu læser hvad Ezekiel skriver:
25 „Men [Jehovas] hånd var kommet over mig om aftenen, før flygtningen kom, og han åbnede min mund, før han kom til mig om morgenen; så åbnedes min mund, og jeg var ikke mere stum.“ — Ezekiel 33:22.
26. Hvor længe varede Ezekiels stumhed i sammenligning med Jerusalems belejring, og hvorfor valgte Jehova at lade et øjenvidne aflægge beretning fremfor selv at give en inspireret meddelelse?
26 Ezekiels stumhed med hensyn til at profetere om det domfældte Jerusalem varede således længere end den atten måneder lange belejring af byen. Han var blevet stum efter at han mirakuløst, ved inspiration, var blevet underrettet om Jerusalems belejring samme dag den blev indledt. Hans stumhed ophørte ikke ved at han fik en mirakuløs meddelelse om Jerusalems fald den dag byen blev indtaget af babylonierne. Han var stadig stum efter denne begivenhed og skulle være det indtil indtagelsen blev bekræftet af et undsluppet øjenvidne, hvis beretning ville virke mere overbevisende på Ezekiels medfanger end en inspireret meddelelse til profeten. Men Jehova vidste at flygtningen var nær og snart ville overbringe sit budskab, og om aftenen den dag flygtningen ville ankomme talte Jehova derfor til Ezekiel som om Jerusalem lige var blevet ødelagt og der stadig var nogle overlevende tilbage i Judas land. Om dette skriver Ezekiel nu:
27. Hvad pålagde Jehova Ezekiel at sige til de overlevende jøder i Judas land om det at have landet i eje?
27 „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn! De, der bor i ruinerne i Israels land, siger: ’Abraham var kun én og fik dog landet i eje; vi er mange, og os er landet givet i eje!’ Sig derfor til dem: Så siger den Herre [Jehova]: I spiser kød med blod i, løfter eders blik til eders afgudsbilleder [skidne afgudsbilleder, NW] og udgyder blod, og så vil I have landet i eje! I støtter eder til eders sværd, I øver vederstyggelighed, I gør hverandres hustruer urene, og så vil I have landet i eje!“ — Ezekiel 33:23-26.
28. Hvad gjorde disse overlevende jøder der ikke var blevet ført bort af babylonierne sig stadig skyldige i, og hvordan betragtede de Jerusalems fald, efter deres udtalelser om landet at dømme?
28 Dette viser at de jøder der ikke var blevet ført bort af babylonierne men havde fået lov at blive i landet, ikke virkelig havde taget ved lære af Jerusalems ødelæggelse. De betragtede ikke ødelæggelsen som et udtryk for Guds fordømmelse og havde derfor ikke angret deres overtrædelser af hans lov. De fortsatte med at spise dyrekød som blodet ikke var løbet af, hvilket det skulle ifølge Guds lov; de tilbad stadig vederstyggelige afgudsbilleder der var oversmurt med gødning; de begik stadig ægteskabsbrud, en vederstyggelig handling, idet de endog krænkede deres næstes hustru. Det betød intet for Jehova at de var mange i sammenligning med deres forfader, patriarken Abraham, der havde fået løfte om landet af Jehova. (1 Mosebog 12:1-7) Eftersom de ikke angrede deres onde veje og ikke vendte sig bort fra dem, fortjente de ikke at blive boende i landet. (Jeremias 42:1 til 44:25) Antallet betød ikke noget for Jehova; han krævede lydighed mod sin lov!
LANDETS ØDE TILSTAND GØRES FULDSTÆNDIG
29. Hvilken tilstand skulle landet bringes i, hvordan ville Jehova sørge for at det skete, og hvad var hans hensigt med det?
29 Jehova gjorde det klart at disse forhærdede syndere der ikke var ført i fangenskab skulle fjernes fra det gudgivne land, for nu sagde han til Ezekiel: „Således skal du sige til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Så sandt jeg lever: De i ruinerne skal falde for sværdet; dem i åbent land giver jeg de vilde dyr til æde, og de i klippeborgene og hulerne skal dø af pest. Jeg gør landet til ørk og ødemark, dets stolte herlighed får ende, og Israels bjerge skal ligge øde, så ingen færdes der; og de skal kende, at jeg er [Jehova], når jeg gør landet til ørk og ødemark for alle de vederstyggeligheder, de har øvet.“ — Ezekiel 33:27-29.
30. Hvilken beslutning angående landet skulle ikke lades ude af betragtning, og hvornår var denne guddommelige beslutning gennemført?
30 Jehovas beslutning skulle ikke lades ude af betragtning. Han havde besluttet at Juda rige skulle ligge fuldstændig øde uden mennesker og husdyr, og at man endog skulle undlade at rejse gennem det øde land af frygt for at det var hjemsøgt af dæmoner. Det gudgivne land skulle ligge øde hen på denne måde i fulde halvfjerds år, for at det kunne få en sabbatshvile til erstatning for alle de sabbatsår som jøderne ikke havde holdt og hvor de ikke havde givet landet hvile. (2 Krønikebog 36:17-23; se også Daniel 9:1, 2; Jeremias 9:11; 26:9; 32:43; 33:10-12; 34:22.) De der lod hånt om Jehovas beslutning skulle derfor drives ud, og det blev de. Judas land kom til at ligge fuldstændig øde fra den syvende måned i det år Jerusalem blev ødelagt, eller fra omkring 4./5. oktober 607 f.v.t. (2 Kongebog 25:18-26) Enhver jødisk flygtning der ønskede at bosætte sig i landet igen før udløbet af de halvfjerds år hvori det skulle ligge fuldstændig øde, blev forhindret i det. — Jeremias 52:24-30.
31. Hvad vil der på tilsvarende måde ske med kristenheden, og hvad skal de verdslige elementer i denne tingenes ordning kende før de selv tilintetgøres?
31 I vor tid vil det domæne, ja den plads kristenheden har haft i den verdslige tingenes ordning, på tilsvarende måde blive lagt fuldstændig øde, idet alle dens religiøse institutioner vil blive fjernet derfra. Før den såkaldt hedenske del af det store Babylon går til grunde, vil kristenheden ophøre med at være den fremtrædende del af dette verdensimperium af falsk babylonisk religion. De verdslige elementer i den nuværende verdensomfattende tingenes ordning vil se hen til den plads der står tom efter kristenheden og resten af det store Babylon, men de vil ikke få øje på kristenheden i den korte tid der er tilbage før de selv tilintetgøres i den verdensomfattende ’store trængsel’ hvori hele den nuværende ordning går sin voldsomme undergang i møde. Kristenheden har aldrig fremholdt Guds navn på rette måde for disse verdslige elementer. I betragtning af det den salvede Ezekiel-skare længe har forkyndt i hele verden, er det derfor nødvendigt at disse verdslige elementer lærer det der er foreskrevet i den ofte gentagne sætning: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“
DE LYTTER HENREVENT, MEN HANDLER IKKE EFTER DET
32, 33. Hvad sagde Jehova om folks tale og indstilling i forbindelse med Ezekiel? Hvem møder i dag en lignende reaktion hos folk, men hvad skal folk kende „når det kommer“?
32 Det er velkendt at nutidens Ezekiel-skare, den salvede rest af Jehovas kristne vidner, bliver drøftet og diskuteret meget af folk, både i og uden for kristenheden. Men i almindelighed reagerer folk over for dem på samme måde som Ezekiels medfanger i Babylon reagerede over for ham og hans profetier før budskabet om Jerusalems ødelæggelse ramte dem med bedøvende kraft. Jehova lagde mærke til de landflygtige og sagde:
33 „Og du, menneskesøn, se, dine landsmænd taler om dig langs murene og i husdørene, den ene til den anden, hver til sin broder, og siger: ’Kom og hør, hvad det er for et ord, der udgår fra [Jehova]!’ Og de kommer til dig, som var der opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn [lidenskabelige begæringer, NW] i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter. Men når det kommer — og se, det kommer — skal de kende, at en profet har været iblandt dem.“ — Ezekiel 33:30-33.
34. Hvordan svarer folk i dag til Jehovas beskrivelse, og hvordan viser de at de blot ønsker at blive underholdt af den salvede Ezekiel-skare og dens kristne medarbejdere?
34 Uanset om folk sidder langs mure der kaster kølig skygge, står i døråbningen til deres huse eller opholder sig andre steder, sker det at snakken går mellem dem efter at medlemmerne af den salvede Ezekiel-skare og deres kristne medarbejdere fra ’den store skare’ har gået fra hus til hus og forkyndt Guds messianske rige og „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3-14, NW; Åbenbaringen 7:9-17) Mange, selv mange der stadig er tilknyttet kristenheden, kommer med rosende bemærkninger om disse kristne vidner for Jehova. De overværer måske også Jehovas vidners store offentlige møder, eller der holdes et bibelstudium med dem i deres hjem og de inviterer naboer eller familiemedlemmer med til studiet. De synes om tonen i det guddommelige budskab og kan lide den direkte måde det fremholdes på, og de lytter med respekt. Men de tager ikke noget afgjort standpunkt for Jehova; de træffer ikke nogen fast beslutning om at tjene Jehova aktivt. De synes blot om at blive underholdt med et budskab der kommer fra Bibelen. De vil blot undgå at virke direkte irreligiøse; de vil ikke kaldes ateistiske kommunister.
35. Hvilken påstand fra kristenhedens side foruroliger måske sådanne mennesker, og hvilken beslutning der må efterfølges af handling viger de tilbage for at træffe?
35 Det foruroliger dem måske at kristenheden siger at Jehovas kristne vidner er „falske profeter“. De er måske ikke fuldstændig overbevist om at Jehovas vidner er sande talsmænd for Jehova, den suveræne Herre. Hvis de lod sig overbevise om dette, ville de være nødt til at handle i overensstemmelse med det. Så måtte de holde op med at nære deres lidenskabelige begær og hige efter uret vinding i deres hjerte.
36. Hvad er det bedre for os at gøre i dag, i modsætning til disse mennesker, og hvad vil den kundskab være værd der påtvinges dem når de profetiske ord opfyldes?
36 Vi skulle ikke ønske at være som disse passive, ubeslutsomme mennesker! Det er bedre for os at vi i tide erfarer at der findes en pålidelig kristen profetskare iblandt os, og at vi tager imod det bibelske budskab og handler efter det, ikke „som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er“. (1 Tessaloniker 2:13) „Det kommer,“ siger Jehova udtrykkeligt om det som Ezekiel-skaren trofast forkynder. Og han forsikrer os om at de der ubeslutsomt venter indtil det kommer, skal „kende, at en profet har været iblandt dem“. (Ezekiel 33:33) Men denne forsinkede kundskab vil ikke betyde frelse for dem, for deres hjerte og deres færd vil ikke have ændret sig.
37. Hvad vinder man ved at tøve og tvivle lige til det sidste, hvilken handlemåde er udtryk for visdom og tro, og hvilken fremtid venter der os hvis vi følger den?
37 Hvad vinder man ved at tøve og ved at tvivle på at Jehova kan oprejse og har oprejst en virkelig „profet“ her i vor generation? Man vinder ikke Guds gunst og beskyttelse som er nødvendig under ’den store trængsel’ der hastigt nærmer sig for kristenheden og resten af det store Babylon. Hvis vi handler i visdom og tro, vil vi med Bibelen i hånden give agt på den advarsel der udsendes af Jehovas sande vægter og søge tilflugt der hvor Jehova har anvist os i sit ord. Når Jehovas profetiske vægter derpå modtager budskabet om at kristenheden er blevet „indtaget“, vil vi bevare livet sammen med den trofaste vægter mens hele den falske religions verdensimperium og dets verdslige elskere tilintetgøres. Og hvilken fremtid venter der os så? Muligheden for at få del i alle de ubeskrivelige goder Jehova har i beredskab til sine tjenere i den retfærdige nye ordning hvor den sande tilbedelse råder.