Hvad lærer Bibelen om Kristi Guddom?

Er Kristus Gud? Eller har han aldrig været andet end et menneske? Bibelen giver et logisk svar.

„I ER frafaldne! I er ikke kristne! I tror ikke på Kristi guddom!“ Hvad havde afstedkommet dette forbitrede udbrud fra den ældre, distingverede herre, en præst? At han tilfældigt havde mødt to unge, kristne forkyndere, to Jehovas vidner. Denne hændelse, der fandt sted i lyntoget mellem to større byer i De forenede Stater, er et typisk eksempel på i hvilken affekt nogle navnkristne kommer når talen er om Kristi guddom.

Men hvad meres der med „,Kristi guddom“? Tilsyneladende hersker der stor uenighed om det, selv blandt dem der tilhører samfund der forfægter denne lære. Som tilfældet er med så mange af Bibelens lærdomme, er de religiøse ledere også her gået til yderligheder. På den ene side er der dem der hævder at Jesus Kristus aldrig var andet og mere end et menneske, og på den anden side er der treenighedstilhængerne, der hævder at han altid har eksisteret og altid har været Gud. Den bibelske lære ligger, som vi skal se, omtrent midtvejs mellem disse to yderpunkter. Guds ord viser at Jesus Kristus engang var en ånd, nemlig i hans førmenneskelige tilværelse, at han blev menneske fuldt og helt da han kom til jorden, og at han ved sin opstandelse atter blev en ånd, der nu har fået skænket udødelighed og et uforkrænkeligt legeme.

Kristi førmenneskelige tilværelse

Har Kristus aldrig været andet og mere end et menneske, eller har han haft en førmenneskelig tilværelse? Han har selv givet et tydeligt svar på disse spørgsmål, for han talte flere gange om sin førmenneskelige tilværelse og understregede at han var kommet ned fra himmelen: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen.“ „Sandelig, sandelig siger jeg Eder; før Abraham blev til, er jeg.“ „Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.“ „Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav.“ — Joh. 3:13; 6:51; 8:58; 17:5; Åb. 3:14.a

Jesu disciples vidnesbyrd går i samme retning: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, . . .“ „Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.“ „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig.“ „I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse; og han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; . . . han er før alt.“ „Men ham, som ’en kort tid var blevet gjort ringere end englene’, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, ’kronet med herlighed og ære’, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.“ Hvis vi tror at Bibelen er Guds inspirerede ord, har vi intet andet valg end at acceptere dens vidnesbyrd om at Kristus virkelig havde en førmenneskelig tilværelse. — Joh. 1:1, 3; Fil. 2:5-7; Kol. 1:14-17; Hebr. 2:9.

Ikke guddommelig eller en gud mens han var på jorden

Lige så tydeligt som Bibelen viser at Jesus Kristus havde en førmenneskelig tilværelse som en strålende ånd, lige så utvetydigt udtaler den sig om at Jesus Kristus var menneske helt og fuldt fra han blev født og til han opstod fra de døde. Således fortæller apostelen Johannes os at „Ordet blev kød“. Ikke dels kød og dels Gud, ikke kun iklædt kød, men han blev eller var nu kød. Apostelen Paulus udtaler ligeledes at „da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde født under loven“. Hvis han havde været halvt Gud og halvt menneske, kunne det ikke siges at han var blevet gjort „ringere end englene“. Apostelen Peter siger endvidere at „Kristus døde een gang for synder, . . . Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“. — Joh. 1:14; Gal. 4:4; Hebr. 2:9; 1 Pet. 3:18.

Hvis Jesus Kristus havde været både Gud og menneske på én gang, ville det da have været nødvendigt for ham at bede til Gud om hjælp, sådan som han gentagne gange gjorde? „Abba Fader! alt er muligt for dig; tag denne kalk fra mig; dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil.“ „Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ — Mark. 14:36; Hebr. 5:7-9.

Hvis Jesus havde været både Gud og menneske mens han var på jorden, hvordan kunne han da være blevet prøvet som mennesker bliver det? Det er hvad Bibelen siger han blev. „Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.“ Kun i sin egenskab af sandt menneske kunne han erfare det mennesker erfarer og således blive en medfølende ypperstepræst. — Hebr. 4:15.

Men det er ikke alt. Jesus kom som „Guds lam, som borttager verdens synd!“ Med dette for øje gav han sig selv som en „løsesum“, det vil sige en tilsvarende pris der til menneskeslægten kunne genløse eller tilbagekøbe det Adam havde mistet. Adam var ikke et Gud-menneske; han var ikke en inkarnation. Guds retfærdighed krævede „liv for liv“, og derfor læser vi at „ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus“. — Joh. 1:29, fodnoten; 1 Tim. 2:6; 5 Mos. 19:21; 1 Kor. 15:22.

Der lægges mere i skriftstederne end der står

Mange, mange skriftsteder citeres af dem der hævder at Jesus Kristus altid har været en guddom og i virkeligheden er en del af treenigheden, lige med Faderen i væsen, herlighed og evighed. Men når vi undersøger disse skriftsteder finder vi i næsten hvert eneste tilfælde at man lægger mere i dem end der i virkeligheden står. For eksempel fremføres de skriftsteder hvormed vi lige har bevist at Jesus havde en førmenneskelig tilværelse, som bevis for at Jesus var Gud Jehova; men der er ingen af disse skriftsteder der så meget som antyder dette.

På samme måde anvendes de skriftsteder hvori Jehova bruger stedordet „os“ som argument for at den førmenneskelige Jesus, Logos, er Faderens lige. Men den omstændighed at Gud anvender dette stedord beviser på ingen måde at han talte til sin lige. I bedste fald antyder det blot at der blandt alle de himmelske skabninger var en som Jehova foretrak fremfor de øvrige; og det er netop sådan Bibelen fremstiller sagen. Ordet, Logos, var Jehovas fortrolige, hans ypperste repræsentant, talsmand eller sendebud, før han kom til jorden. — 1 Mos. 1:26; 11:7; Ordsp. 8:30; Joh. 1:3.

Endvidere kan den omstændighed at Faderen, Sønnen og den hellige ånd var til stede ved Jesu dåb, at de blev nævnt i den befaling Jesus gav sine efterfølgere om at gøre alle folkeslagene til hans disciple, samt nævnes af Paulus i en af hans slutningshilsener, ikke på nogen måde anvendes som grund for at de tre må være ét i herlighed, væsen og evighed, sådan som så godt som alle treenighedstilhængere hævder. Man læser mere i disse skriftsteder end der i virkeligheden står. Én der aldrig har hørt om en treenighed ville aldrig ud fra disse skriftsteder få den opfattelse at der var tale om en treenighed. — Matt. 8:16, 17; 28:19; 2 Kor. 13:13.

Man læser også noget ind i Bibelen når man bruger de skriftsteder der fortæller at Jesus udførte mirakler og blev oprejst fra de døde som bevis for at „Kristus er Gud“, sådan som den romersk-katolske præst F. X. Cronin gjorde i en prædiken han holdt i Skt. Patricks katedralen i New York; eller når man på grundlag af disse omstændigheder siger at Jesus enten var „Gud . . . eller den største bedrager der nogen sinde har levet!“ hvilket man kunne læse i en annonce fra the Knights of Columbus. — New York Times, 1. feb. 1960.

Det var ikke nødvendigt at Jesus var en guddom eller Gud selv for at kunne udføre mirakler. Moses og mange andre af de gamle profeter øvede forbavsende mirakler uden at være Gud, og det samme gjorde Jesu disciple. Jesu mirakler samt hans opstandelse fra de døde kan ikke anvendes som bevis for at han var Gud. Hvad angår det at Jesus skulle være en bedrager hvis han ikke var Gud, så bedes man bemærke at Jesus på intet tidspunkt hævdede at han var Gud, at han var den samme som Faderen. Det højeste han nogen sinde hævdede om sig selv var at han var Guds søn; i en enestående betydning, det er rigtigt, men ikke Gud selv, kun Guds søn. — Joh. 10:36.

Et andet skriftsted som de der tror på en treenighed lægger for meget i er Mika 5:1. Her tales der profetisk om Jesus som den hvis „udspring er fra fordum, fra evigheds dage“. Eftersom kun Jehova er fra evighed af, hævder man at Jesus er Jehova Gud, men denne slutning er ikke rigtig. Det hebraiske ord der her gengives med „evighed“ er olám, som betyder en ubestemt tidsperiode. Ordet bruges i Fjerde Mosebog 25:13 om det levitiske præsteskab der skulle vare ved i en ubestemt tidsperiode, men som nåede sin afslutning for mere end 1900 år siden. Andre oversættelser af Mika 5:1 lyder derfor også: „Hans Udspring er fra Hedenold, fra ældgamle Dage.“ (Buhl) „Hvis oprindelse er fra de tidligste tider, fra en ubestemt tids dage.“ — NW.

Titlen „Vældig-Gud“, der anvendes om Jesus Kristus i Esajas 9:6 bruges også som bevis for at Jesus er Gud, fordi Esajas 10:21 og Jeremias 32:18 taler om Jehova Gud som den „vældige Gud“. Men her læser man igen mere end der virkelig står. Kun superlativer som for eksempel „den Højeste“ kan dogmatisk begrænses til Jehova. Jesus er en gud, en vældig gud, og Jehova er en Gud, en vældig Gud. Men desuden er Jehova den vældige Gud og også Gud den Almægtige. Det hebraiske udtryk el gibbór, „Vældig-Gud“, er ikke begrænset til Jehova, sådan som udtrykket el Shaddái, „Gud den Almægtige“. — 1 Mos. 17:1.

„Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen.“ (Es. 43:10) Dette er også et af de skriftsteder som de der vil bevise at Jesus Kristus er Guds lige lægger mere i end man egentlig har ret til. Man hævder således at dette skriftsted beviser at Jesus ikke kan være skabt af Gud, men må have eksisteret fra evighed af, ellers ville han have været en gud der kom efter Gud, og Gud siger at der ikke skal komme nogen gud efter ham. Dette argument viser imidlertid at man ikke har forstået skriftstedet. Det Jehova her ønsker at sige er at han ikke har haft nogen forgængere, at der ikke har eksisteret nogen gud før ham. Hvordan kunne der være nogen gud før ham, eftersom han altid har været til? Heller ikke vil der komme nogen gud efter ham, det vil sige han vil aldrig få nogen efterfølgere; han vil altid være den øverste Suveræn, Jehova Gud. At Gud Jehova frembragte andre guder viser Skriften: „Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker, styrte som en af fyrsterne!“ Logos var også en gud der blev skabt af Jehova. — Sl. 82:6, 7.

Jesus er underordnet Gud

Så langt fra at lære at Jesus Kristus er en guddom på højde med Jehova Gud viser Skriften gang på gang at Jesus er underordnet Faderen. Jesus sagde selv: „Faderen er større end jeg.“ Efter sin opstandelse omtalte han Jehova, ikke som sin lige, men som sin Gud, idet han sagde til Maria: „Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ Jehova er Jesu Fader og Gud, men er Jesus Jehovas Fader og Gud? Nej. — Joh 14:28; 20:17.

Især viser apostelen Paulus forskellen mellem Jehova og Jesus Kristus. Han lærte ikke at Gud og Kristus er hinandens lige, men gentog atter og atter at Jesus indtager en underordnet stilling i forhold til Faderen. „Så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ Yderligere viser han at „alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus, hører Gud til“. Ja, ligesom kristne tilhører deres Hoved og Mester, Jesus Kristus, således tilhører Jesus Kristus sit Hoved og sin Mester, Jehova Gud. — 1 Kor. 8:6; 3:22, 23.

Den samme tanke står at læse lidt længere fremme, hvor apostelen siger: „Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ Kan det siges tydeligere? At dette forhold mellem Gud og Kristus vil vare ved i al evighed fremgår af apostelen Paulus’ videre udtalelse: „Derpå kommer enden, når han [Kristus] overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ — 1 Kor. 11:3; 15:24, 28.

Hvad kan man nu i betragtning af det foregående i korthed sige som svar på spørgsmålet: Hvad siger Bibelen om Kristi guddom? At der har været et tidspunkt da Kristus ikke var til; at han, før han blev født af Maria, eksisterede i himmelen som en herlig åndeskabning, Ordet, en gud; at han, da han kom til jorden, var menneske helt og fuldt, intet mere og intet mindre end den fuldkomne Adam, for så vidt hans natur angik, og at han siden sin opstandelse har været en mægtig, herlig, guddommelig ånd, der er uforkrænkelig og udødelig; at Jesus aldrig på noget tidspunkt har været sin Faders lige, men altid har været underordnet ham.

[Fodnote]