Spørgsmål fra læserne
● Hvori består den utilgivelige synd imod den hellige ånd, som Jesus talte om? — B. E., New York.
Jesus havde netop helbredt en dæmonbesat mand, som var blind og døv. Skarerne jublede, men farisæerne spottede og sagde, at Jesus gjorde det ved hjælp af Beelzebul. Jesus gendrev deres påstand ved at vise, at hvis Satan uddrev Satan, ville han kæmpe imod sig selv, og hans rige ville ikke bestå. Ligeledes, hvis Jesus uddrev dæmoner ved Beelzebuls hjælp, ved hvis hjælp uddrev så deres sønner dem? Så sagde han: „Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod den hellige ånd, ham skal det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ — Matt. 12:22-32.
De kunne tale imod Menneskesønnen og senere opnå tilgivelse på grund af deres ukendskab til kendsgerningerne om ham. Deres synder, der har deres årsag i uvidenhed, er tilgivelige, hvis de ikke nægter at modtage kundskaben om sandheden, når de stilles ansigt til ansigt med den. Imidlertid var det anderledes, når farisæerne sagde: „Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder.“ Hvorfor det? Fordi det var en synd imod den hellige ånd, eftersom sådan en helbredelse, som Jesus netop havde udført, tydeligvis ikke kunne være gjort ved menneskelig magt. At sige, at den stammede fra Satan, var ulogisk, som Jesus viste dem. Farisæerne sagde ikke, at den slags helbredelser var fra Satan, når deres sønner uddrev dæmoner. Hvorfor så uden videre hævde det nu i Jesu tilfælde? Hvorfor sige, at det var Guds ånd, der stod bag, når deres sønner gjorde det, men benægte den hellige ånds åbenbare virksomhed, når Jesus gjorde det? Hvorfor? Fordi de ikke elskede sandheden og ikke ønskede at komme til den sandfærdige slutning, at de var falske lærere, og at Jesus var Messias. At indrømme dette ville betyde, at de måtte opgive mange selviske handlemåder. For mange selviske ting stod på spil for dem.
Således modstod de den sande erkendelse, som Jesu arbejde ville have ført dem til. De kunne tale imod Menneskesønnen, dersom de ønskede det; de kunne dog stadig have lyttet til det vidnesbyrd, som hans gerninger aflagde om ham, gerninger, der blev udført ved den hellige ånds magt. Jesus sagde: „Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig.“ (Joh. 5:36; 10: 37, 38) Når de sagde, at de mirakuløse gerninger blev gjort af Satan, syndede de imod ånden. De bespottede Guds ånd, idet de sagde, at den var fra Satan. Med vilje og af selviske grunde modstod de åbenbarelsen af dens magt. Til sådanne sagde Stefanus: „I stivnakkede og uomskårne på hjerter og ører! Altid sætter I jer imod den hellige ånd.“ — Ap. G. 7:51.
Det var, fordi synden blev begået med vidende og vilje, at den var utilgivelig, for den gjorde dem ulærvillige, ikke modtagelige for tugtelse og bragte dem i opposition til Guds tilvejebragte middel til syndsforladelse. Som Jesus sagde: „Den, som taler bespotteligt imod den hellige ånd, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.“ (Mark. 3:28-30) Der er intet offer til at påtage sig sådan bevidst synd imod den hellige ånd, „hverken i denne verden eller i den kommende“. Det betyder ikke, at sådanne farisæere vil komme frem på den tusindårige domsdag og stadig se sig uden tilgivelse; det ville ikke tjene noget formål. Det betyder, at Guds ånds virksomhed vil blive klart åbenbaret til den tid, ligesom den var, da Jesus var her på jorden, og at nogle ligesom dengang vil synde imod åbenbarelsen af den hellige ånd, nøjagtig som på Jesu tid, og det vil særlig ske ved slutningen af den tusindårige regeringsperiode, da Satan vil blive løsladt som en sidste prøve af jordens beboere. Sådan synd vil stadig være utilgivelig til denne fjerne fremtid.
Johannes skriver: „Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, så skal han bede, og han vil give ham liv, hvis han da er blandt dem, der ikke synder til døden. Der er en synd til døden; det er ikke med hensyn til den, jeg siger, man skal bede. Al uretfærdighed er synd; men der er synd, som ikke er til døden.“ (1 Joh. 5:16, 17) Hvis en synder af uvidenhed eller på grund af menneskelig ufuldkommenhed, kan tilgivelse opnås. Men for bevidst synd er der ikke noget sonende offer: „Synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.“ (Hebr. 10: 26, 27) Overlagt synd, der begås med øjnene vidt åbne over for Guds hellige ånds eller virkekrafts ubestridelige virksomhed, er utilgivelig, og vi bør ikke bede om tilgivelse for sådanne syndere. Selv før Kristi tid skulle der ikke gås i forbøn for dem. (Jer. 7:1-16; 11:14; 14:11) Bevidste, hykleriske og ubodfærdige syndere, der fortsætter med deres onde fremgangsmåder og er uvillige til at rette sig efter Guds krav, „skal det ikke blive tilgivet“; det betyder, at de, når de dør, går ned i den anden død.
Vi ser således, at man ikke nødvendigvis behøver at tilhøre den salvede skare for at synde imod den hellige ånd, og heller ikke behøver man at have Guds ånd, som det er tilfældet med de „andre får“, for at synde imod den. Mange mennesker i Satans synlige organisation synder imod den hellige ånd ved overlagt og bevidst ulydighed mod det, de ved er nedskrevet i Guds ord, og ved at undlade at bringe sig i overensstemmelse med den nye verdens samfund, når de ser Guds ånds tydelige virksomhed i forbindelse med hans synlige organisation.
● En løbeseddel, som reklamerede for den helbredelse, som det formodes, at man kan opnå ved The Jonadab Wise School of Health, blev uddelt til Jehovas vidner, som overværede det nylig afholdte stævne i Washington; den sagde bl. a.: „Denne usædvanlige og pålidelige service er tilrettelagt og tilbudt Dem af Jehovas vidner.“ Godkender Vagttaarnets Selskab dette? — W. H., California.
Nej, Selskabet godkender ikke dette. Lad os een gang for alle sige, at vi ikke er medicinske rådgivere. Vi overlader til hver enkelt at vælge sin egen form for behandling. Nogle foretrækker måske kirurgi, nogle medicin, nogle diæter, og nogle vælger andre former for behandling. Een sygdom kan helbredes ved hjælp af kirurgi, mens en anden gør diæt påkrævet. Ligeledes kan den behandling, som hjælper een, være til ingen nytte eller endog til skade for en anden. Lad derfor enhver gå til dem, som har erfaring i den behandlingsmåde, han foretrækker. Selskabet er stiftet med det for øje at prædike evangeliet, og i denne retning er vi glade for at tilbyde hjælp og råd. Vi er ikke professionelt uddannede læger og giver ikke råd med hensyn til helbredelse, undtagen når denne har forbindelse med bibelske spørgsmål, som f. eks. i tilfældet med blodtransfusion.
Tid efter anden publicerer vi artikler om sådanne emner som kirurgi, kiropraktik, osteopati, zoneterapi o.s.v. Sådanne artikler må dog ikke opfattes som en godkendelse fra vor side af disse metoder. De bringes i Vaagn op! på samme grundlag som andre artikler, nemlig som almen oplysning og ikke som en anbefaling af disse ting. Guds middel til at genrejse os til fuldkommenhed er Kristi Jesu genløsningsoffer. Indtil denne genrejsning finder sted, er fanatisme med hensyn til helbredelse uklog, og at have sundhed som en kæphest, der fuldstændig opsluger en, er en form for selvoptagethed, som holder sindet beskæftiget med selvet, hvilket ikke virker fremmende, hverken på fysisk eller åndelig helbredelse. Vi bør altid være på vagt over for overdrevne påstande angående en eller anden kur. (Rom. 14:2, 3) Mådehold er som oftest at foretrække.
Til slut, hvis nogen påstår, at Selskabet anbefaler dette eller hint sundhedsprogram, så vær vågen over for, at en sådan misbruger Selskabets navn i kommerciel hensigt, for personlig vindings skyld. (1 Tim. 6:5-10) Nogle vil måske forsøge at gøre deres piller eller andre sundhedspræparater eller behandlingsmetoder populære ved at fortælle, at en eller anden fremtrædende mand blandt Jehovas vidner bruger det; det må dog aldrig opfattes således, at Selskabet anbefaler sådanne piller eller helbredelsesmetoder. Der er både ærlige mennesker, der prøver at hjælpe andre, og der er lyssky personer, der benytter sig af alle de forskellige grene inden for både vedtagne og nye behandlingsmetoder. Selskabet har ikke noget at gøre med dem; det er fuldstændig opslugt af sit arbejde med at forkynde evangeliet.
● Bogen What Has Religion Done for Mankind? citerer på side 37 Ordsprogene 8:22-31 efter Moffatts oversættelse, hvor Jehovas enbårne søn omtales som „hans fosterbarn“. Hvorfor kaldes Logos fosterbarn? — H. J., New Jersey.
Fordi Jehova fyldte sin enbårne søn med visdom, blev sønnen selve visdommens symbol, og han omtaler sig selv som Visdommen i Ordsprogenes ottende kapitel. I vers 30, hvor Moffatt bruger udtrykket „fosterbarn“ for at betegne sønnen, oversætter han ordet ah.móhn bogstaveligt, idet dette ord stammer fra det hebraiske verbum ahmán, som betyder „at fostre, opamme, være formynder for“. King James-oversættelsen gengiver tillægsformen af dette verbum ah.méhn ved „plejefædre“ og i margenen „opfostere“ i Esajas 49:23. I Esajas 60:4 gengives ordet ved „plejet“. Når derfor Moffatt omtaler Visdommen som Jehovas fosterbarn, mener han, at denne søn er et yndlingsbarn, der bliver plejet, næret, skattet højt og beskyttet. Moffatt vil ikke hermed sige, at Visdommen er et adoptivbarn i den moderne, juridiske betydning, der ligger i ordet fosterbarn. Hvordan kan han mene det, når de foregående vers i Moffatts oversættelse viser, at Visdommen blev skabt af Jehova, dannet som den „første af hans skaberværk“?