De levende som tror og som aldrig vil dø

 1, 2. Hvor har millioner der elsker den suveræne Herre, Jehova Gud, intet ønske om at nyde evigt liv, og hvilke ord af Jesus Kristus husker de?

JORDEN er nu befolket af flere milliarder mennesker. Af disse er millioner nu ved at lære den vidunderlige mulighed at kende at de kan blive ved med at leve her på jorden uden nogen sinde at skulle dø. Nogle husker måske den gamle salmelinje: „Guds milde åsyn skal de se“ — et udtryk for den forventning nogle nærer om at komme i himmelen. Men der lever millioner som elsker den suveræne Herre, Jehova Gud, og som slet ikke ønsker at komme i himmelen. Deres gudgivne håb er at paradiset vil blive genoprettet her på jorden, for til sidst at omfatte hele vor klode. Det er her de ønsker at leve for altid, i menneskelig fuldkommenhed, under en retfærdig himmelsk regering. (Lukas 23:43) De har de bemærkelsesværdige ord i tanke som Jesus Kristus henvendte til Marta, hvis broder Lazarus han stod i begreb med at oprejse fra de døde. Det er ord der fortjener alvorlig eftertanke hos alle der lever i dag. De lyder:

² „Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.

 3. Hvilket foredrag der omhandlede evigt liv blev holdt den 24. februar 1918, men hvilke senere begivenheder samme år afbrød denne foredragsrække?

³ Mænd og kvinder i dette 20. århundrede blev gjort opmærksomme på dette bemærkelsesværdige håb søndag den 24. februar 1918 i Los Angeles i Californien i USA. Dér holdt den daværende præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab for første gang det offentlige foredrag med temaet „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“a Dette skete samtidig med at den første verdenskrig, som Amerikas forenede Stater nu også var med i, nærmede sig sin kulmination. Den planlagte række af dette epokegørende bibelforedrag blev imidlertid afbrudt, hvilket først og fremmest skyldtes at præsidenten for Vagttårnsselskabet, sammen med syv af sine medarbejdere ved hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev arresteret kort efter, nemlig den 8. maj 1918. Tidligere, den 12. februar 1918, havde den canadiske regering forbudt Selskabets nyeste indbundne bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed, sammen med Selskabets gratis traktater der havde titlen The Bible Students Monthly. Den 14. marts fulgte USAs regering trop og forbød Den fuldbyrdede Hemmelighed samt en tilsvarende udgave af The Bible Students Monthly, publikationer der begge var godkendt af Selskabets præsident. Derpå, efter en retssag der varede flere uger, afsagde den amerikanske forbundsdomstol den 21. juni en dom der betød lange fængselsstraffe til Selskabets præsident, dets sekretær og kasserer foruden de to medforfattere til Den fuldbyrdede Hemmelighed, tre andre medlemmer af staben på Selskabets hovedkontor samt Selskabets italienske oversætter. Den 4. juli 1918, mens den første verdenskrig stadig rasede, blev alle otte overført fra Brooklyn til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia.

 4. Hvordan blev resten af Jehovas folk på jorder åndelig talt som døde, og hvad skete der med deres himmelske håb?

⁴ Inden den følgende vinter følte Selskabet sig nødsaget til at flytte fra Brooklyn i New York tilbage til Pittsburgh i Pennsylvanien, sådan som en flyttemeddelelse bekendtgjorde det i blades The Watch Tower’s udgave for 1. oktober 1918, side 290. Over hele jorden blev unge medlemmer af de menigheder der tilhørte International Forening for Bibelstudium interneret i militærlejre, eller endda i fængsler. Åndelig talt blev Jehovas indviede og døbte folk som dødt, især hvad den frimodige forkyndelse af evangeliet eller den gode nyhed angik. De følte det som om de havde nået afslutningen på deres jordiske løbebane, og at deres himmelske helliggørelse var nært forestående. Men sådan skulle det ikke være for i november blev våbenstilstanden undertegnet af de krigsførende nationer, freden var en realitet og sandelig om der ikke stadig var en rest af Jehovas tilbedere tilbage på den krigshærgede jord!

 5. Hvilken landflygtighed svarede dette til, men hvad havde Guds ord forudsagt angående hans vidner?

⁵ Hvad nu? Jo, Jehovas profetiske ord havde forudsagt at hans tilsyneladende døde vidner ville blive genrejst til fornyet liv, til ny virksomhed i hans kongelige tjeneste på jorden. Under den første verdenskrig havde deres åndelige tilstand været som den israelitterne oplevede efter at deres hovedstad, Jerusalem, var blevet ødelagt af Babylons militærstyrker i 607 f.v.t., hvorefter de var blevet ført bort til det fjerne Babylon for dér at ligge åndeligt i dvale i 70 år.

 6. Hvilket profetisk billede gav Ezekiel af den jødiske nations genoplivning og dens genoprettelse af tilbedelsen i dens hjemland?

⁶ Denne tilstand, som det gamle Israel befandt sig i mellem årene 607 og 537 f.v.t., blev omtalt af Jehovas profet Ezekiel, der selv var landflygtig i Babylon. I et syn så han en dal fyldt med tørre ben, og han fik at vide at denne uordentlige samling ben skildrede hele Israels hus i dets landflygtige tilstand. Da Ezekiel derpå, i lydighed mod Guds bud, profeterede over disse spredte knogler, samlede de sig igen til skeletter, som derpå blev iklædt kød. Til slut kom der ånde i dem, og kroppene rejste sig op og stod på deres fødder. (Ezekiel, kapitel 37) I den første opfyldelse af denne profeti skildrede dette at israelitterne ville blive udfriet fra Babylon efter dets fald, og at de ville komme til live igen som nation betragtet og tilbede deres barmhjertige Gud på ny i et genopbygget tempel i deres genrejste hovedstad Jerusalem.

 7. Hvad blev forudsagt i Åbenbaringen 11:3-13, som mindede om denne nationale genoplivning?

⁷ Flere århundrede efter denne national genoplivning blev noget lignende forudskildret i symbolske vendinger, i Åbenbaringen 11:3-13:

„’Og jeg vil lade mine to vidner profetere i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk.’ . . . Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by . . . Og efter de tre og en halv dag kom der livsånde fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem. Og i den time indtraf et stort jordskælv.“

 8, 9. (a) Hvornår i nutiden lod et lignende kald til virksomhed for Guds åndeligt døde folk? (b) I hvilke symbolske vendinger blev det symbolske kald til virksomhed fremholdt i Esajas 26:19?

⁸ På lignende måde fik den åndeligt døde rest af Jehovas indviede folk nu efter den første verdenskrig et kald til at tjene som vidner for ham, synligt for alle jordens indbyggere. I 1919, det første efterkrigsår, nåede dette kald dem, efter at de havde fået øjnene åbnet og erkendt at der var et vigtigt formål med at Jehova havde ladet dem blive i live i kødet på jorden. De forstod til fulde at uden hjælp fra ham kunne de intet udrette under deres fortsatte ophold midt i en fjendtligsindet verden. (Esajas 26:18) Til rette tid modtog de den kombinerede forsikring og befaling fra den almægtige Gud, som var forudsagt i Esajas 26:19, hvor følgende profetiske ord var bevaret til gavn for dem:

⁹ „Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå; de, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug [for din dug er som duggen på katostplanterne, NW], og jorden giver dødninger igen.“

10. Hvad leder ordene i dette vers tanken hen på, men hvorfor er udtrykkene alligevel passende i denne forbindelse?

¹⁰ Med disse ord betjener Jehova sig af vendinger der også passer på den tid hvor de genløste døde af menneskeheden vil få en bogstavelig opstandelse under det himmelske rige, som er overdraget Kongen og Genløseren, Jesus Kristus, der sidder på tronen. I lighed med fortidens israelitter, der blev forvist fra deres hjemland og i åndelig forstand begravet i 70 år i Babylon, blev også resten af de nutidige åndelige israelitter truet med udslettelse i årene 1914 til 1918. Ved den første verdenskrigs afslutning i 1918 var de åndelig talt kun som ’døde’.

11 (a) Hvem alene var i stand til at forårsage en åndelig genfødsel, og hvad illustrerer duggen fra katostplanten her? (b) Hvilket kald var tiden nu inde til at lade Jehovas folk høre?

¹¹ Jehova, den store Livgiver, ville sørge for at disse „døde“ blev genoplivet som hans salvede vidner. Han kunne genoprejse dem. Nu hvor der åbnede sig store muligheder for dem i efterkrigstiden, var det ikke længere tiden at sørge og at være som døde, som dem der „hviler i støvet“. Det var nu tiden for Jehova at vække dem til åndeligt liv og til at råbe af glæde over at være i live og virksomme i hans tjeneste, og dette tålte ingen udsættelse. (Salme 126) I stedet for at være som indtørrede, døde ben, som nogle der hviler i støvet, skulle de modtage livets væde, som var de blevet badet med den rigelige dug fra katostplanterne. Den større Kyros, Jesus Kristus, herskede nu i himlene, og for Jehova var tiden inde til at udfri dem fra landflygtigheden i det der var som det dødbringende Babylon. Deres landflygtige tilstand, der svarede til det Babylon hvor fortidens israelitter blev holdt i fangenskab, skulle nu ikke længere tilbageholde dem som „livløse“ (NW); tiden var inde til at frigive dem til en åndelig genfødsel, til at give dem mod og kraft til at drage ud fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. I det bedst tænkelige øjeblik lød Guds råb: „Gå ud fra hende, mit folk!“ (Åbenbaringen 18:4) Ved at adlyde øjeblikkelig undgik de at blive forkastet af Jehova for fortsat at underkaste sig Babylon den Store og hendes verdslige forbundsfæller.

12. (a) Hvordan skulle Jehovas folk skjule sig for Guds fordømmelse, og hvor længe? (b) Hvad bringes for lyset vedrørende Babylon den Store, og hvilken hævn vil ramme det?

¹² Esajas 26:20, 21 fortsætter: „Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over. Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ Da skulle det ikke vare længe, blot „en liden stund“, før Jehova i fuldt omfang demonstrerede at han havde fordømt Babylon den Store, ved at få hendes verdslige forbundsfæller til at ødelægge hende før de selv blev ødelagt under, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på Harmagedons slagmark. (Åbenbaringen 16:14, 16) Når det sker vil den blodskyld Babylon den Store har gjort sig skyldig i, blive bragt for lyset og gengældt hende. De drab hun har været ansvarlig for, enten direkte eller indirekte, vil nu ikke længere blive dølget eller overset. Den velfortjente straf vil ramme denne morder i form af henrettelse. Vidner for Jehova er i stort tal blevet dræbt af Babylon den Store!

Levende medarbejdere for dem der er skjult for den guddommelige vrede

13. (a) Hvilke velsignelser i forbindelse med en genoprettelse blev efterkrigsåret 1919 præget af? (b) Ad hvilken vej vendte de tilbage til en tilstand af endeløs glæde, ifølge Esajas’ bog kapitel 35?

¹³ Året 1919 blev præget af godhed fra Gud. Den 21. marts, endnu før en landsomfattende kampagne med bønskrifter arrangeret af International Forening for Bibelstudium kunne fuldføres, fik de otte fængslede repræsentanter for Selskabet tilladelse til at stille kaution, og den 25. marts blev de løsladt fra fængselet i Atlanta, for aldrig at vende tilbage. Hvorfor? Fordi de senere blev renset og frikendt for enhver forbrydelse mod De forenede Stater. Senere samme år flyttede Selskabet sit hovedkontor tilbage til Brooklyn i New York, til dets oprindelige adresse. Således rev resten af de åndelige israelitter sig løs fra trældommen under Babylon den Store og vendte tilbage til sit rette åndelige område, overvåget af den Gud de tilbad. Som forudsagt i Esajas 35:8-10 vendte de tilbage til nyt liv med åndelig virksomhed i Jehovas tjeneste; de begyndte at gå på en symbolsk vej: „Den hellige Vej skal den kaldes.“ Profetien siger videre: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“

14. (a) Hvilket stævne afholdtes i september 1919, og hvilken planlagt nyudgivelse blev bekendtgjort? (b) Hvortil flyttede man udgiveradressen tilbage, og hvilken trykkerivirksomhed begyndte man på?

¹⁴ Fra 1. til 8. september i det selv samme efterkrigsår, 1919, afholdtes der et generalstævne i Cedar Point i Ohio, og dér stiftede man bekendtskab med et nyt virkemiddel i efterkrigstidens tjeneste, nemlig et 32-siders blad ved navn The Golden Age (på dansk: Den gyldne Tidsalder), et blad der skulle udkomme hver fjortende dag som et søsterblad til bladet Vagttårnet. Den 1. oktober 1919 udkom det første nummer af dette nye blad, der nu hedder Vågn op!, og begyndte at tjene det betimelige formål det har tjent lige siden: At underrette dem der ser hen til Gud om at det gyldne tusindsårsrige nærmer sig, og, ikke mindst, at afsløre Babylon den Store som dømt til snarlig undergang. Senere, i udgaven for 15. december 1919, bekendtgjorde Vagttårnet at udgiveradressen igen var Columbia Heights 124 i Brooklyn, New York. The Golden Age bekendtgjorde i nummer 15, dateret 14. april 1920, at det nu blev udgivet i Myrtle Avenue nr. 35, i bydelen Brooklyn i New York, det sted hvor Vagttårnsselskabets første trykkeri kom til at ligge. I dag har Selskabet og dets afdelingskontorer trykkerier over hele jorden.

15. Hvad var blevet forudsagt af Guds profeter, noget som dette genoprettelsesarbejde var en opfyldelse af? Og hvad viste „tegnet“ som det var en del af, og som Jesus forudsagde?

¹⁵ Hele dette genoprettelsesarbejde, der i begyndelsen foregik i mindre omfang, var i efterkrigstiden begyndelsen til „tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“. Dette skulle markere den herliggjorte Jesu Kristi usynlige genkomst og nærværelse. (Apostelgerninger 3:21) Den samtidige udfrielse og genindsamling af Jehovas indviede folk fra det modbilledlige Babylon var en del af „tegnet på . . . afslutningen på tingenes ordning“ som Jesus forudsagde i sin profeti, der er nedskrevet i Mattæus, kapitlerne 24 og 25, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21.

16. Hvem dannede et forbillede ved at drage med israelitterne tilbage til Judas land i 537 f.v.t.?

¹⁶ Alt dette dannede baggrund for noget andet storslået der skulle finde sted. For at forstå dette må vi huske at da de israelitiske landflygtige i 537 f.v.t. forlod Babylon (i kraft af det dekret som Babylons erobrer, Kyros den Store, udstedte) fulgte et stort antal ikke-israelitter med dem tilbage til Judas land. Blandt disse var tempeltrællene, de mandlige og kvindelige trælle og de fremmede sangere. — Ezra 2:43, 58, 64, 65, 70; 3:1; 6:21, 22; 1 Krønikebog 9:1, 2.

17. Hvem skildrede disse ikke-israelitiske ledsagere i dag, og hvem har de også træk tilfælles med?

¹⁷ Disse ikke-israelitter der gjorde fælles sag med israelitterne, skildrer dem der i dag hører budskabet om Guds rige ved den større Kyros, Jesus Kristus, og som har sluttet sig til resten af de åndelige israelitter efter at de i 1919 blev udfriet fra den magt det nutidige Babylon den Store sammen med sine verdslige forbundsfæller havde haft over dem. De har også træk tilfælles med de ikke-israelitter, „en stor hob sammenløbet folk“, der sammen med israelitterne forlod Ægypten under førerskab af Moses i 1513 f.v.t. — 2 Mosebog 12:37, 38; jævnfør Åbenbaringen 7:9-17.

18. Hvornår blev disse „får“ underrettet om hvilken forret de havde, og med hvem blev de også identificeret ved stævnet i Washington?

¹⁸ De svarer også til dem som den gode hyrde Jesus Kristus sagde at han også skulle føre, de „andre får“. Når dette skete, ville disse blive forenet i „én hjord“ sammen med de åndelige får i „denne fold“, der rummer arvingerne til Guds himmelske rige. (Johannes 10:16)b I udgaven af The Golden Age for 6. juni 1934 blev disse symbolske „andre får“ underrettet om at de havde den forret at kunne indvi sig til Jehova Gud gennem Kristus og offentligt bevidne dette ved vanddåben. (Side 574, afsnittet „Jonadab-skaren“) Den 31. maj 1935 talte Selskabets præsident ved et stævne i Washington og identificerede de „andre får“ med den ’store skare’ som Åbenbaringen 7:9-17 nævner. Den følgende stævnedag lod 840 sig døbe i vand, flertallet af dem som nogle der nærede håb om et liv på jorden under Guds rige.

19. (a) Hvad sagde Jesus i Johannes 11:26 om det aldrig at dø? (b) Hvilken målsætning forener nationerne, men hvilken erfaring vil de hurtigt gøre ved Harmagedon?

¹⁹ Her er det på sin plads at overveje Jesu Kristi ord i Johannes 11:25, 26: „Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ Alle vidnesbyrd siden det krigsramte år 1914 peger på at vi nu lever i „endens tid“, ja, i „afslutningen på tingenes ordning“. (Daniel 12:1-4; Mattæus 24:1-3) Skønt Jehovas vidner har forkyndt „denne gode nyhed om riget“ over hele jorden siden 1919, har alle nationer, selv i kristenheden, nægtet at underlægge sig det messianske rige, der har været oprettet i himlene siden 1914. Det der forener nationerne er modstand mod Guds retmæssige rige og dem der forkynder det, og nationerne bliver således samlet til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Denne jordomspændende ’krig’ vil være ensbetydende med total ødelæggelse for disse vantro nationer. Det vil betyde enden på denne tingenes ordning. — Åbenbaringen 16:14-16; Mattæus 24:14.

20. (a) Hvilken betagende oplevelse vil „fårene“ på jorden da nyde? (b) Hvilken bog vil de ønske at have deres navne optegnet i, og hvad vil det forsikre dem om?

²⁰ Da vil kun ’fårene’, de der har tro og som tilhører den gode Hyrdes ’ene hjord’, undslippe døden. Dette indbefatter den ’store skare, af „andre får“. I Åbenbaringen 7:9-17 bliver disse forudskildret som nogle der kommer levende „ud af den store trængsel“, for så at komme ind under tusindårsrigets tingenes ordning på jorden. (Mattæus 24:21, 22) Er der nogen grund til at de overhovedet skulle dø? Under Kristi styre vil der blive givet dem mulighed for at opnå evigt liv i det genoprettede paradis på jorden. (Åbenbaringen 20:1-6) Hvor mange af de mere end 2.000.000 nulevende indviede og døbte vidner for Jehova der vil blive bevaret i live gennem den jordomspændende „store trængsel“, der nu er nært forestående, vil tiden vise. Men de vil udgøre en talløs „stor skare“ af de mange nationer der findes. For sådanne troende mennesker vil det være endnu mere betagende at træde ind i den tingenes ordning der hersker efter Harmagedon end det var for Noa og hans familie at træde ud af arken, ud på den rensede jord, efter den verdensomspændende Vandflod. I tilfældet med disse nutidige troende vil Jesu ord vise sig sande i bogstavelig forstand: „Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ (Johannes 11:26) Disse overlevende efter Harmagedon vil ønske at få deres navne „skrevet i livets bog“, som den livgivende Gud fører. (Åbenbaringen 20:7-15) Det at deres navne optegnes i denne bog er deres forsikring for at de vil leve evigt på den paradisiske jord.

21. Hvad vil disse overlevende efter Harmagedon ikke have behov for under tusindårsriget, og hvem vil de kunne vidne for ved nu at have bevaret deres uangribelighed som vidner for Jehova?

²¹ På dette sene tidspunkt af „endens tid“, den periode vi har befundet os i siden afslutningen på hedningernes tider i 1914, er det hævet over enhver tvivl at mange nulevende mænd og kvinder der har tro og integritet, vil få lov til at leve for evigt her på jorden, Guds fodskammel. Hvilken enestående mulighed ligger der ikke foran dem! Fordi de aldrig dør, vil de ikke behøve nogen opstandelse fra de døde under Kristi tusindårige styre. Nej, de vil overleve. Herved får de mulighed for at byde dem der sover i jordens støv, og som kongen Jesus Kristus gav sit fuldkomne menneskeliv for som et genløsningsoffer, velkommen tilbage fra de døde. De overlevende fra Harmagedon vil nyde den forret at aflægge vidnesbyrd for disse milliarder af genopstandne om alt det Jehova Gud har udrettet ved Jesus Kristus i løbet af denne ’afslutning på tingenes ordning’. Lad da disse højt begunstigede vise sig som uangribelige vidner for Jehova Gud gennem hele denne tid, den mest afgørende af alle tider, til hævdelse af hans universelle suverænitet.

[Fodnoter]

Husker du?

■ Hvordan var den salvede rest blevet som død?

■ Hvilke muligheder oprejste Jehova sine vidner til efter krigen?

■ Hvilke profetier var denne genoprettelse en opfyldelse af?

■ Hvad vil de på jorden der overlever Harmagedon, ikke have behov for under tusindårsriget

[Illustration på side 20]

De salvede vidner for Jehova og deres medarbejdere samarbejder helhjertet om at udbrede budskabet om Riget