„Herrens aftensmåltid“

„At spise Herrens aftensmåltid. . . . Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I at forkynde Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Korinter 11:20-26, NW.

 1. Hvad har Jehova tilvejebragt for at gøre sit folk til en enhed eller eet legeme?

JEHOVA GUD har tilvejebragt et bæger og et bord for det folk, over hvilket hans store navn er nævnet. Begunstigede og lykkelige er alle de mænd og kvinder, der har den forret at drikke af hans bæger og sidde ved hans bord. Gud har tilvejebragt disse ting for at gøre sit folk til en legemlig enhed, hvor alle lemmer har indbyrdes fred og hjælper og tjener hverandre.

 2. Hvilke to skarer kommer nu sammen ved mindehøjtiden, og hvilke spørgsmål melder der sig som følge heraf?

² I verden søger man ved kunstmetoder at fremelske enhed i det menneskelige samfund, og dog gør en stadig stigende tendens til selvisk ufred og uenighed sig gældende og vil til sidst resultere i, at hvert menneskes hånd vil være løftet mod dets næste. Men Jehovas forenende arbejde krones med held. I nitten århundreder har han kaldt, indsamlet og beredt den lille fårehjord af mænd og kvinder. (Lukas 12:32) Disse følger trofast Hyrden, Jesus Kristus, og skal forenes med ham i det himmelske rige for der at regere med ham til velsignelse for alle jordens slægter. I de senere år, siden den første verdenskrigs afslutning i 1918, har Jehova brugt sin hyrde til at samle andre med fårelignende egenskaber, en stor skare, og de kaldes hans „andre får“. (Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16) Der findes nu kun en rest af den „lille hjord“ på jorden i Hyrdens fold, men han bringer dem mange medhjælpere ved at indsamle en stor skare af andre får. Herigennem indfører Herren de forhold, som han skildrer som „een hjord, een hyrde“. De andre får ser ud fra bibelen, at deres fremtid ikke er himmelsk, men jordisk. De skal for evigt bo i det genoprettede paradis på jorden og velsignes med fred, fremgang og lykke og fuldkommen sundhed gennem Jesu Kristi og hans lille hjords himmelske rige. I denne tilstand som „een hjord, een hyrde“ melder spørgsmålet sig ved tidspunktet for mindehøjtiden, hvilke forrettigheder har resten og hvilke har den store skare i forbindelse med Jehovas bæger og bord? Forskellen i deres fremtidsskæbne skulle ikke give anledning til uenighed blandt fårene og heller ikke forskellen i deres forrettigheder. Glædeligvis har det heller ikke vist sig at gøre det. Hvorfor ikke?

 3. Hvad kaldte Paulus mindemåltidet? Hvorledes beskrev han det?

³ Jehovas bæger og Jehovas bord omtales i forbindelse med Herrens aftensmåltid. Måske kalder nogle af læserne det „Herrens nadver“. (1 Korinter 11:20) Dette navn er en betegnelse for det særlige måltid, som Herren Jesus indførte blandt sine loyale efterfølgere den aften, da han blev forrådt af Judas Iskariot. En af Jesu efterfølgere, apostelen Paulus, giver det dette navn i sit brev til korinterne. Idet han henleder opmærksomheden på deres forsømmelighed i denne sag, skriver han: „Når I derfor kommer sammen på eet sted, er det ikke muligt at spise Herrens aftensmåltid . . .. Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han skulle overgives, tog et brød og efter at have takket derfor brød det og sagde: Dette betyder mit legeme, der er til jeres gavn. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig. Det samme gjorde han med bægeret efter at have fået aftensmåltidet, idet han sagde: Dette bæger betyder den nye pagt ved mit blod. Vedbliv med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig. Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Korinter 11:20-26, NW, også Moffatts oversættelse.

 4. Hvor ofte er de blevet fejret? Hvem har nu spørgsmål i forbindelse dermed?

⁴ Herren Jesus døde i året 33. I nitten århundreder har hans lydige disciple siden da holdt denne nadver eller dette aftensmåltid på den rigtige dag hvert år. At det er blevet højtideligholdt hvert år lige indtil dette år, 1951, vil sige, at det er blevet fejret mere end 1900 gange, hvilket i sandhed er „ofte“. Trods nogle religionsdyrkeres påstande om det modsatte behøver Jesus ikke personligt at lide igen så mange gange, så „ofte“, eftersom apostelen siger nej. (Hebræerne 9:24-26; 10:10-14) I dette tyvende århundrede fortsætter en trofast rest af Herrens „lille hjord“ lydigt med at holde hans aftensmåltid og forkynder derigennem „Herrens død“. Nu er imidlertid en „stor skare“ af andre får tilsluttet resten under Hyrden, Jesus Kristus. Eftersom den „lille hjord“ ifølge bibelen begrænser sig til 144.000 medlemmer i alt (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1, 3), og eftersom The Watchtower trykkes i et oplag på 1.235.000 eksemplarer på 36 sprog, må største delen af vore læsere være at finde uden for den „lille hjord“ og være bestemt til at skulle udgøre den store skare andre får. Da vi nu nærmer os tidspunktet for mindehøjtiden, hersker der ingen tvivl om, hvad den lille rest må gøre, men alle disse andre får stiller sig spørgsmålet: Skal jeg tage del i brødet og vinen sammen med resten? Får jeg befaling dertil, og skal jeg gøre det? Er det også min forret at deltage deri?

Hvem bør deltage?

5-7. Hvilken deltager nedskrev beretningen om det første mindemåltid? Hvad siger han?

⁵ En undersøgelse af omstændighederne og tildragelserne ved den første højtideligholdelse vil hjælpe os til at finde frem til bibelens svar på disse vigtige spørgsmål. Lad os se på beretningen af en, som var til stede, og som deltog i måltidet og så og hørte, hvad der skete. Det var apostelen Mattæus. De andre bibelforfattere, Markus, Lukas og Paulus, var ikke til stede. Mattæus 26:17-30 lyder:

⁶ „På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene til Jesus og sagde: Hvor ønsker du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig? Han sagde: Gå ind i byen til den og den og sig til ham, Læreren siger: Min fastsatte tid er nær; jeg vil fejre påsken med mine disciple i dit hjem. Og disciplene gjorde, som Jesus bød dem, og de gjorde alt rede til påsken. Da det nu var blevet aften, lå han til bords med disciplene [altså indbefattende Mattæus]. Mens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg jer, en af jer vil forråde mig. Da de blev meget bedrøvede over dette, begyndte de hver især at sige til ham: Herre, det er ikke mig, er det? Som svar sagde han: Han, som nu dypper sin hånd med mig i skålen, er den, som vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham, men ve det menneske, ved hvem menneskesønnen bliver forrådt! Det ville have været bedre for ham, hvis det menneske aldrig var blevet født. Som svar sagde Judas, der skulle til at forråde ham: Det er ikke mig, er det, Rabbi? Han sagde til ham: Det sagde du.“

⁷ Efter dette ordskifte mellem Jesus og Judas fortsætter beretningen med at sige: „Mens de fortsatte med at spise, tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brød han det, og idet han gav det til sine disciple, sagde han: Tag, spis. Dette betyder mit legeme. Han tog også et bæger, og efter at have takket gav han det til dem, idet han sagde: Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“, der skal udgydes for mange til forladelse af synder. Men jeg siger jer, jeg skal på ingen måde drikke af vintræets frembringelser, indtil den dag da jeg skal drikke den ny med jer i min Faders rige. Til sidst, efter at have sunget lovsange, gik de ud til Oliebjerget.“ — NW, se også Moffatts oversættelse.

 8. Hvad skriver Johannes om Jesu klargørelse af, hvem der skulle forråde ham?

⁸ Markus’s beretning samstemmer med Mattæus’s. Vi har således to skribenter som vidner. Apostelen Johannes var til stede ved denne første højtid, og han giver os en mere detailleret beskrivelse af forræderen, efter at Jesus sagde: „Sandelig siger jeg jer, en af jer vil forråde mig.“ Johannes 13:22-30 tilføjer: „Da begyndte disciplene at se på hverandre, tvivlrådige om, hvem han mente. Foran Jesu bryst lå en af disciplene, og Jesus elskede ham. Derfor nikkede Simon Peter til denne og sagde: Sig, hvem det er, han taler om. Han lænede sig tilbage mod Jesus og sagde til ham: Herre, hvem er det? Derfor svarede Jesus: Det er ham, hvem jeg vil give det stykke brød, jeg dypper. Og da han havde dyppet brødet, tog han og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Efter at have fået stykket for Satan i ham. Jesus sagde derfor til ham: Hvad du er i færd med at gøre, se at få det gjort. Men ingen af dem, som lå til bords, vidste, hvorfor han sagde dette til ham. Nogle forestillede sig, at eftersom Judas havde pengekassen, sagde Jesus til ham: Køb, hvad vi har brug for til festen, eller bad ham give noget til de fattige. Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud. Og det var nat.“ — NW.

 9. Fejrede Judas mindemåltidet? Hvoraf fremgår det, om han gjorde det?

⁹ Ud fra disse tre vidners harmoniske udsagn kan vi afgøre, at Judas forlod sammenkomsten, inden Jesus indstiftede mindehøjtiden for de andre apostle, de elleve trofaste. Brødet, Jesus delte ud ved dette mindemåltid, blev ikke dyppet i påskemåltidets sky, inden han gav det til dem. Efter at have indstiftet mindemåltidet begyndte Jesus ikke igen at spise påskemåltidet og dyppe brødstykker. Jesus rakte Judas brødstykket og sendte ham bort inden det nye mindemåltid. Judas fejrede påsken, nøjagtig ligesom templets præster og ældste gjorde, med hvem han købslog om at forråde Jesus. Judas blev ikke forment adgang til at fejre påsken, lige så lidt som de blev det, men de fejrede den alle til deres egen fordømmelse. Jesus lod Judas overvære påskemåltidet, for at profetien kunne nå sit højdepunkt, som Jesus sagde: „Men resultatet er, at skriftstedet opfyldes: Han, som plejede at spise mit brød, har løftet sin hæl imod mig.“ (Johannes 13:18, NW) Det fremgår derfor heraf, at Jesus indstiftede mindemåltidet med sine elleve loyale apostle, og hermed antydede han, hvem der skulle fejre det for eftertiden.

10. Hvorfor kunne apostlene deltage, skønt de endnu ikke var åndsavlede?

¹⁰ Disse elleve mænd var endnu ikke blevet avlet og salvet af Guds ånd, „for endnu var der ingen ånd, fordi Jesus endnu ikke var blevet herliggjort“. (Johannes 7:39, NW) Ånden kom først på pinsedagen, ti dage efter at Jesus var steget op til himmelsk herlighed ved sin Faders højre hånd. Men Jesus havde sagt til disse apostle: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herlige trone, skal I, som har fulgt mig, også sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Mattæus 19:28, NW) Han havde også kaldt dem medlemmer af sin lille hjord med ordene: „Frygt ikke, lille hjord, thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ (Lukas 12:32, NW) Til apostlene Jakob og Johannes sagde han også: „Bægeret, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med.“ (Markus 10:39, NW) Lige efter at have indstiftet mindehøjtiden bekræftede Jesus, at de havde håb om at arve det himmelske rige, da han sagde: „I er dem, som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30, NW) I sin afsluttende bøn bad Jesus sin himmelske Fader om, at de måtte være med ham i hans rige. — Johannes 17:24.

11. I hvilken henseende er de andre får ikke berettiget i at deltage, således som apostlene blev det senere?

¹¹ Den omstændighed, at de elleve apostle ikke endnu var åndsavlet, kan ikke anføres som bevis for, at troende, der ikke er åndsavlet, kan nyde symbolerne ved mindemåltidet. En og halvtredsindstyve dage senere blev den hellige ånd udgydt over apostlene, og de blev født som Guds åndelige sønner. Derefter fejrede de mindehøjtiden som Guds åndelige sønner. Men de, som udgør den store skare af andre får, er ikke bestemt for det himmelske rige og vil aldrig blive avlet af Guds ånd og oprejst til åndeligt liv. De bliver derfor aldrig de åndelige israelitter, til hvem apostelen Peter skrev: „Idet I kommer til [Kristus] som til en levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt, dyrebar for Gud, bygges I selv som levende sten op som et åndeligt hus i den hensigt, at I skal være et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er antagelige for Gud. . . . I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til særlig ejendom, for at I skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud af mørket ind til hans vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:4-9, NW.

Ikke et modbillede til påsken

12. Hvilket argument bliver der fremført for, at de andre får skulle tage del i symbolerne?

¹² Nogle vil sige: „Resten og de andre får udgør nu een hjord under een hyrde. De andre får er indviet til Gud, ligesom resten er det. Blev denne personlige indvielse til Gud ikke symboliseret ved den jødiske omskærelse? Og fik ikke de fremmede, der boede sammen med israelitterne, lov til at deltage i påsken, dersom de lod sig omskære? Hvorfor skulle så ikke resten og de andre får eller de fremmede alle deltage i symbolerne i fælles påskønnelse af Jesu genløsningsoffer? De omskårne fremmede, som deltog i påskemåltidet, var det ikke den blandede skare eller hob, der drog ud af Ægypten sammen med israelitterne, og var de ikke et billede på den store skare andre får i vor tid? Hvorfor skulle derfor ikke alle deltage i mindehøjtidens symboler?“ — 2 Mosebog 12:38, 48, 49; 4 Mosebog 11:4.

13, 14. Hvor holder dette argument ikke stik?

¹³ Vi svarer: Disse ting har deres rigtighed, men deltagelse i det jødiske påskemåltid er intet bevis for, at man skal nyde Herrens aftensmåltid. Hvorfor ikke? Fordi påsken ikke er et billede på Herrens aftensmåltid.

¹⁴ Ved påskemåltidet spiste de kødelige jøder og de omskårne fremmede iblandt dem et stegt lam med usyret brød og bitre urter. Forud for aftensmåltidet blev blodet fra påskelammet stænket på dørstolperne og overliggerne til israelitternes huse, og selv gik de ind i husene for under blodet at fejre påsken. (2 Mosebog 12:1-27) Men da Jesus indstiftede mindemåltidet, tog han et usyret brød, velsignede det, brød det og delte det rundt, idet han sagde: „Dette betyder mit legeme, der skal gives for jer. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ Derpå brugte han vin til at repræsentere blod, men han sagde ikke til sine disciple, at de skulle stænke vinen, således som lammets blod var blevet stænket i Ægypten. I stedet for rakte han dem vinen i et bæger og sagde, at de alle skulle drikke det, det vil sige, drikke symbolsk blod: „Dette bæger betyder den nye pagt ved mit blod, der skal udgydes for jer.“ (Lukas 22:19, 20, NW) At drikke lammets blod ville for påskedeltagerne have været en overtrædelse af Guds pagt med Noa om blodets hellighed. Det ville have krævet deres død, som drak det. Men Jesus bød sine disciple at drikke symbolet på blod, vinen. På et meget vigtigt punkt er der således ingen lighed mellem påsken og mindemåltidet, og påsken er ikke et billede på mindehøjtiden. At fejre påsken er ikke et billede på højtideligholdelsen af det kristne mindemåltid.

15. Hvilke jøder var de første, der fejrede mindemåltidet? Og hvilke hedninger gjorde det senere?

¹⁵ Ved de første fire overholdelser af mindehøjtiden (år 33-36 e. Kr.) var deltagerne jøder, proselytter og omskårne samaritanere. De var ikke blot almindelige israelitter, der havde ret til at deltage i påsken. De var den rest af jøder, som havde taget imod Jesus som den af Gud sendte Messias, og som var døbt. Tre og et halvt år efter, at Jesus indstiftede mindehøjtiden, blev apostelen Peter sendt til den italienske høvedsmand Kornelius. Fra da af vendte de uomskårne ikke-jøder eller hedninger sig til Jehova Gud og tog imod Jesus som hans Messias, og de blev døbt i hans navn og fik adgang til mindemåltidets bord og symboler. Jehova Gud, Faderen, avlede dem som sine åndelige sønner og salvede dem med sin ånd til at forkynde Guds rige. (Apostlenes Gerninger 10:1 til 11:8; Daniel 9:24-27) I de nitten århundreder siden da har disse Guds åndelige børn, disse salvede „Kristi sendebud“, været de eneste, for hvem det har været ret at fejre den sande mindehøjtid.

Symbolernes betydning hjælper til at træffe en afgørelse

16, 17. Hvad hjælper betydningen af symbolerne til at afgøre? Hvorledes forklarede Jesus deres betydning?

¹⁶ Hvad betyder symbolerne, som Jesus brugte ved mindemåltidets indstiftelse? Dette har været et meget omdiskuteret emne ned gennem århundrederne. Selve den bibelske betydning er en hjælp til at afgøre, hvem der med rette kan deltage deri i overensstemmelse med det, der symboliseres derved. Da mindemåltidet blev indstiftet umiddelbart efter indtagelsen af påskemåltidet, havde Jesus kun usyret brød til sin rådighed. Surdejg eller gær repræsenterede synd; og brød uden gær var det eneste symbol i form af brød, der kunne repræsentere noget syndfrit. Hvad betyder derfor brødet og vinen? Vi skal igen citere fra Mattæus’s beretning om Jesu ord, denne gang i Moffatts oversættelse:

¹⁷ „Mens de spiste, tog han et brød, og efter velsignelsen brød han det; derpå gav han det til disciplene og sagde: Tag og spis dette, det betyder mit legeme. Han tog også et bæger, og efter at have takket Gud gav han det til dem og sagde: Drik alle af det; dette betyder mit blod, det nye pagtsblod, udgydt for mange for at opnå forladelse for deres synder. Jeg siger jer, herefter vil jeg aldrig drikke denne frembringelse af vinen, indtil dagen jeg drikker den ny med jer i min Faders rige.“ — Mattæus 26:26-29, Mo.

18. Blev brødet og vinen forvandlet? Hvorledes blev de derfor brugt?

¹⁸ Heraf kan vi se, at Jesus ikke sagde, at brødet og vinen var blevet forvandlet til hans bogstavelige legeme og blod, lige så lidt som bægeret var blevet forvandlet til den nye pagt, da han sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt stadfæstet ved mit blod for jeres skyld.“ (Lukas 22:20, Mo) Brødet og vinen er kun symboler. De bliver ikke forvandlet ved de ord, der udtales over dem, men med disse ord forklares der, at de betyder noget andet. Hvilket? Jesus sagde „mit legeme“ og „mit blod, der skal udgydes“.

19. Hvad er Paulus’s kommentar til deres betydning i 1 Korinter 10?

¹⁹ En nærmere forklaring af disse ord læser vi hos Paulus: „Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelse. Jeg taler til jer som til forstandige mænd; døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme? Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme, thi alle har vi del i det ene brød.“ (1 Korinter 10:14-17, NW) For en sammenlignings skyld citerer vi her en anden oversættelse af disse ord, Moffatts: „Sky afgudsdyrkelse, mine elskede. Jeg taler til fornuftige folk; vej selv mine ord. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke deltagelse i Kristi blod? Brødet, vi bryder, er det ikke deltagelse i Kristi legeme? (for mange som vi er, er vi eet brød, eet legeme, eftersom vi alle tager del i det ene brød).“ American Standard Version stemmer overens med Moffatts oversættelse, og det gør også Rotherham, Darby, Cuthbert Lattey, New World Translation (Margen) o.s.v.a

20. Hvad hentydede Jesus til med sine ord „mit legeme“? Hvilke skriftsteder bekræfter dette?

²⁰ Af dette inspirerede vidnesbyrd fremgår det, at ved mindemåltidet hentydede Herren Jesus til „menigheden, der er hans legeme“. Det er, som Jesus sagde, „mit legeme“, fordi „alt lagde [Gud] under hans fødder og gjorde ham til hoved over alle ting til menigheden, der er hans legeme, hans fylde, som fylder alle ting i alle“. (Efeserne 1:22, 23, NW) Som yderligere forklaring skriver apostelen Paulus i det samme brev til korinterne: „Thi ligesom legemet er en enhed, men har mange lemmer, og alle legemets lemmer, skønt de er mange, er eet legeme, således er også Kristus. Thi med een ånd blev vi alle døbt ind i eet legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri, og måtte alle drikke een ånd. Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, ethvert af dem, som det behagede ham. Hvis de alle var eet lem, hvor ville legemet være? . . . hovedet kan ikke sige til fødderne: Jeg har ikke brug for jer. . . . I er nu Kristi legeme og lemmer hver især. Og Gud har sat de forskellige i menigheden.“ — 1 Korinter 12:12, 13, 18, 19, 21, 27, 28, NW.

21. Hvad betyder derfor deltagelsen i brødet? Hvem udelukker dette?

²¹ Når en kristen derfor virkelig er indviet til Gud og spiser af mindemåltidets brød, bekender han der igennem, at han har „delagtighed i Kristi legeme“; han er et lem på dette legeme. Har han offentligt forherliget eller ophøjet sig selv til medlemskab i Kristi åndelige legeme? Nej, men han har opfyldt Guds krav, og han anerkender, at „Gud har sat“ ham på Kristi legeme. Dette udelukker i sig selv alle de „andre får“ fra at deltage i mindemåltidets symboler, eftersom de ikke er lemmer på Kristi legeme. De kan ikke nyde dem og sige: „Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme“, det vil sige „eet legeme“ med Kristi legemes lemmer.

22. Hvad må der herske blandt deltagerne i brødet? Hvorledes?

[Fodnote]