Ting ved disse Menneskers Indstilling, som jeg ikke kan begribe — og endnu mindre i Dag end den Gang, da jeg første Gang mødte dem i dyb Respekt for deres Sjælsstyrke. Det er, hvordan de har kunnet udholde at se andre lide saa forfærdeligt uden at blive tynget helt til Jorden af Medfølelsens Byrde.“

Svaret er: De har tillid til at Jehova en dag, ja meget snart, vil gribe ind og på fuldkommen måde afskaffe al nød og elendighed. Millioner som er døde nu og før i tiden, ’både retfærdige og uretfærdige’, vil få livet igen og få lejlighed til i Kristi tusindårsrige at vise hvordan de stiller sig til Kristus og hans messianske rige. — Ap. G. 24:15.

Hvis man ikke har tillid til at Gud vil og kan gribe ind, må man nøjes med at tro på menneskenes egne famlende bestræbelser, og da vil alting bestemt se meningsløst og håbløst ud. Men sådan behøver De ikke at føle det. De kan benytte Dem af den hjælp Guds kristne vidner yder. Lær sandheden fra Guds ord, Bibelen, at kende, og De vil få et sikkert grundlag for en stærk tro.

Guds sande kirke eller menighed vil vedblive med at være et lille mindretal af personlige vidner. Den har ikke et passivt lægfolk. Alle er aktive, optaget af at yde andre kærlig tjeneste. Denne menighed holder sig fri af verden, i harmoni med Jesu ord: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Dens kristendom er ikke „af verden“, verdslig eller „sækular“. Den vil derfor ikke påtage sig politiske opgaver. Den vil ikke lade sig føre ind på et sidespor og begynde at beskæftige sig med andre opgaver end den ene den har fået betroet. Den må hele tiden fremholde det sande håb for menneskene, nemlig Guds rige.

Det vigtigste for hvert enkelt menneske — også de fattige og nødstedte i verden — er at komme til at stå i et ret forhold til Gud og Kristus, og derfor er de kristne vidner ikke udsendt til verden med bogstaveligt brød, der kun kan hjælpe midlertidigt, men med åndelig mad, livets ord. Disse ord fra Gud vil åbne vejen til fred med Ham og dermed vejen til livet i den velstandens verden han skaber.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad er ’det gamle bud’ og ’det nye bud’ som nævnes i Første Johannesbrev 2:7, 8? — U.S.A.

De omtalte vers lyder således: „Mine elskede, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen. Det gamle bud er det ord, I har hørt. Alligevel er det et nyt bud, jeg skriver til jer; det viser sig som sandhed i ham og i jer, thi mørket viger, og det sande lys skinner allerede.“ — 1 Joh. 2:7, 8.

Var det Moseloven apostelen Johannes hentydede til med ordene „det gamle bud“? Det kan det næppe være, for han skrev til kristne, som jo ikke er underlagt Moseloven. (Rom. 6:14) Eftersom temaet i Johannes’ brev er kærlighed, ser det snarere ud til at han hentyder til Jesu ord: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ (Joh. 13:34) Da Johannes skrev sit første brev (omkring år 98 e.v.t.) var der gået over tres år siden Jesus, ved kristendommens begyndelse, gav denne befaling om at elske. Johannes kunne derfor med rette sige at det var „et gammelt bud“.

Hvad er så ’det nye bud’ som Johannes nævner i vers otte? Det ser ud til at være det samme som det han lige har omtalt som „det gamle bud“. Vi kan ikke forestille os Johannes give Kristi disciple et virkelig „nyt“ bud, et bud som var forskelligt fra det som Jesus havde lært. Men i hvilken forstand kunne Johannes kalde det „nyt“?

Han kunne kalde det nyt i samme forstand som Jesus havde kaldt det nyt. Det indbefattede at man var villig til at give sin sjæl til gavn for en broder, noget som Moseloven ikke havde krævet. (Joh. 15:12) Desuden var det nyt i den forstand at man på ny måtte tage det til følge, med fornyet iver, i betragtning af de ændrede forhold. Henimod slutningen af det første århundrede, hvor mange af apostlene