Hvad Bibelen siger

Er det en synd at vise partiskhed?

IFØLGE Bibelen er synd alt det der ikke er i harmoni med Guds personlighed, hans normer, veje og vilje. Eftersom mennesket blev skabt i Guds billede, vil en undladelse af at genspejle dette billede på rette måde, være synd. (1 Mos. 1:26, 27; Rom. 3:23) Kan man genspejle Guds billede og herlighed hvis man viser partiskhed? Naturligvis ikke, for ’Gud er ikke partisk’. — Apg. 10:34.

Kristne må altså passe på ikke at vise partiskhed. Det er en synd de meget let kan komme til at gøre sig skyldige i. Ja, i det første århundrede var der kristne som bukkede under for denne synd. Den kristne discipel Jakob skriver: „Mine brødre, I har vel ikke troen på vor Herre Jesus Kristus, vor herlighed, med gerninger der udspringer af partiskhed? For når en mand med guldringe på fingrene og i en flot dragt kommer ind i en af jeres forsamlinger, og en fattig i en snavset dragt også kommer ind, og I ser velvilligt på ham der bærer den flotte dragt og siger: ’Du kan sidde her på en god plads,’ og til den fattige siger: ’Du kan blive stående,’ eller: ’Du kan sidde dér, neden for min fodskammel,’ har I så ikke klasseskel iblandt jer og er blevet dommere der afsiger onde kendelser?“ — Jak. 2:1-4.

Tænk på det Jakob siger her. Kunne man bekende sig til den tro der var bygget op omkring Jesus Kristus og samtidig vise partiskhed over for andre? Nej, det ville være umuligt, for Jesus Kristus „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. Desuden er det Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3-6) Det ville derfor være i modstrid med kristendommen hvis en troende ved sin adfærd gav indtryk af at den rige havde gjort sig mere fortjent til at høre „den gode nyhed“ end den fattige.

Og dog var det hvad nogle kristne gjorde. Hvis der kom en velhavende mand til et af deres møder, gjorde de sig en særlig anstrengelse for at byde ham velkommen og føre ham hen til en god, behagelig plads. Men når en fattig mand i pjaltede klæder overværede et møde, fik han faktisk en kold skulder. Man sagde i virkeligheden til ham: ’Bliv blot stående hvor du står. Eller, hvis du foretrækker at sidde ned, kan du sætte dig på gulvet.’ Den der sagde dette, regnede den fattige for så lidt at han slet ikke tog sig af om denne måtte stå op eller sidde på noget der var lavere end en fodskammel. Hvad kaldte disciplen Jakob dem der opstillede et sådant klasseskel? De var ’dommere der afsagde onde kendelser’.

Når de undlod at byde den fattige velkommen, behandlede de ham ikke som én Kristus havde givet sit liv for og som havde ret til at „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. De bedømte et menneskes værdi på grundlag af dets ejendele. Dette var i sandhed ondt og fuldstændig i modstrid med det syn Jehova Gud og Jesus Kristus har på mennesker. Det krænkede også ånden i Kristi lære om at alle menighedens medlemmer er „brødre“ der er ligestillet over for Gud. — Matt. 23:8.

Disciplen Jakob viste endvidere at det var urimeligt at favorisere de rige. Vi læser: „Hør her, mine elskede brødre. Gud har valgt dem som er fattige hvad verden angår, til at være rige i tro og arvinger til det rige som han har lovet dem der elsker ham, ikke sandt? Men I har vanæret den fattige. Undertrykker de rige jer ikke, og slæber de jer ikke for domstole? Spotter de ikke det smukke navn hvormed I er blevet benævnt?“ — Jak. 2:5-7.

De troende som Jakob henvendte sine ord til, vidste at flertallet af dem der havde taget imod den kristne tro var kommet fra de fattige lag i befolkningen. Som apostelen Paulus tidligere havde skrevet til de kristne i Korint, var det let at se at det forholdt sig sådan. „I ser på hans kaldelse af jer, brødre,“ sagde Paulus, „at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst.“ (1 Kor. 1:26) I modsætning til de fattige og nødstedte, hvoraf mange virkelig længtes efter Gud og erkendte deres afhængighed af ham, stolede de rige sædvanligvis på deres rigdom. Fordi de fattige havde den rette indstilling til det åndelige, behagede det Jehova Gud at ophøje dem. I verden havde de fattige intet — ingen værdighed, ingen indflydelse, ingen fremtrædende stilling. Men Jehova Gud begunstigede dem med uvurderlige åndelige skatte, idet han gjorde dem rige i troen og indsatte dem som arvinger til det himmelske rige. Det var derfor urimeligt af de kristne at vanære de fattige der kom til et af menighedens møder, og at betragte dem som uværdige til endog at få en siddeplads.

På samme måde var det urimeligt at vise de rige en særlig gunst. Som helhed betragtet havde de rige ikke gjort sig fortjent til det, for deres handlinger var ikke nogen anbefaling for dem. De var undertrykkende, hårde og ukærlige. De hørte til kristendommens største modstandere og de spottede Kristi navn.

Ved at vise partiskhed overtrådte man desuden det nye bud Jesus Kristus havde givet sine disciple. Guds søn havde sagt: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Jesus Kristus lagde en selvopofrende kærlighed for dagen. Han gav villigt sit liv for andre. Moseloven havde blot krævet at man skulle elske sin næste som sig selv, men det krav det nye bud stillede til de kristne var større. Set på denne baggrund var det en alvorlig overtrædelse af kærlighedens lov at vanære en fattig.

Disciplen Jakob understregede dette punkt, idet han sagde: „Hvis I nu gennemfører den kongelige lov efter skriftstedet: ’Du skal elske din næste som dig selv,’ gør I vel. Men hvis I fortsat viser partiskhed, øver I synd, idet I afsløres af loven som overtrædere.“ (Jak. 2:8, 9) At de kristne, der var underlagt det nye bud, viste en fattig mand næstekærlighed var rosværdigt, om end det ikke var en fuldstændig opfyldelse af deres forpligtelse over for ham. Men ved at vanære den fattige ville de tilsidesætte „den kongelig lov“, den store konge Jehovas lov. Ifølge denne ypperlige lov var alle der viste partiskhed syndere.

Hvis vi ønsker at opnå et godkendt forhold til Gud og Kristus, må vi følgelig fjerne enhver tilbøjelighed til at vise partiskhed fra vort hjerte. Et menneskes stilling i verden, dets uddannelsesmæssige baggrund eller dets økonomiske forhold skulle ikke påvirke vores bedømmelse af vedkommende. Vi skulle heller ikke se ned på nogen, uanset hvor ringe han eller hun måtte synes at være. Hvis den højeste Gud mener at et menneske fortjener hans kærlighed, hvem er da vi, at vi skulle sige at vedkommende er uværdig til vor kærlighed? Det ville i sandhed være ondt. Det ville være at antyde at vi var større end Gud.