Nationer kommer til Jehovas hus for at bede
„Thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ — Es. 56:7.
1. Hvilket formål skulle templet i Jerusalem have tjent i forbindelse med bønnen?
FÅ DAGE før sin pælfæstelse i året 33 gav Jesus Kristus tydeligt til kende at Jehovas kongelige tempel i Jerusalem skulle have tjent som et „bedehus for alle folkene“. (Mark. 11:17) Ja, det forbilledlige tempel skulle have tjent som et redskab hvorigennem såvel de mange fremmede i Israel som israelitterne selv kunne nærme sig den højeste Gud. Det privilegium at kunne nærme sig Gud i bøn var altså ikke forbeholdt dem som var bundet til Gud ved Lovpagten, nemlig israelitterne, men også midlertidige indbyggere i Israel og besøgende kunne benytte templet og regne med at blive hørt af Gud. Med rette anklagede Jesus jøderne dengang for at have omdannet templet til en kræmmerbod. Hans ord lød: „Men I gør det [templet] til en røverkule.“ (Matt. 21:13) Samtidig med at de havde vanæret Jehovas forbilledlige tempel havde de også betaget fremmede som havde vendt sig til Jehova lysten til at nærme sig Gud gennem hans tempel eller „bedehus“.
2. Hvorledes accepterede og bekræftede Jehova at templet var et „bedehus“?
2 Et tusind år før havde kong Salomon ved det hellige tempels indvielse i Jerusalem (1027 f.v.t.) opsendt en særlig bøn til Jehova Gud. Han anmodede Jehova om officielt at anerkende de bønner der opsendtes i dette nye tempel af såvel israelitter som ikke-israelitter. „Enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, . . . den høre du i Himmelen, der, hvor du bor . . . Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld, — thi man vil høre om dit store navn, din stærke hånd og din udstrakte arm — når han kommer og beder, vendt mod dette hus, da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget.“ (1 Kong. 8:38, 39, 41-43) „Da lod [Jehova] sig til syne for Salomo om natten og sagde til ham: ’Jeg har hørt din bøn og udvalgt mig dette sted til offersted. Nu skal mine øjne være åbne og mine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted.’“ (2 Krøn. 7:12, 15) Således bekræftede Jehova Gud at han officielt ville høre bønner der blev bedt her, og derved blev templet i Jerusalem kendt som et „bedehus“.
Et varigt åndeligt tempel
3. Beskriv det nye, åndelige tempel. Efter hvilket forbillede er det bygget, og hvornår begyndte opbygningen af det?
3 Men det viste sig at dette „bedehus“ i Jerusalem blot var et forbillede, et mønster, på et langt større tempel, et nyt og varigt åndeligt tempel, tilvejebragt af Jehova som et redskab hvorigennem han ville høre bønner. I overensstemmelse med Jesu profeti (Matt. 24:1, 2) blev det sidste tempel i Jerusalem ødelagt af romerne i året 70 e.v.t. og er ikke siden blevet genopbygget. Syvogtredive år før ødelæggelsen af dette tempel, som var opført af sten, havde opbygningen af et nyt, åndeligt tempel taget sin begyndelse, nemlig i året 33 e.v.t. Skønt dette nye, åndelige tempel var opført med det bogstavelige tempel i Jerusalem som forbillede, bestod det dog af „levende stene“ med Jesus Kristus selv som „hovedhjørnesten“. (Hebr. 9:8, 9, NW) Til de salvede kristne dengang skrev Paulus: „Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud. Og vel var Moses ’tro i hele hans hus’ som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes; men Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi.“ (Hebr. 3:4-6) Peter siger endvidere: „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i Skriften: ’Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.“ (1 Pet. 2:4-6) Endelig viser Johannes i Åbenbaringens bog at antallet af dem der er udvalgt eller „beseglet“ til at være medlemmer af denne nye tempelorganisation vil udgøre 144.000 foruden Jesus Kristus. — Åb. 7:4, 15.
Bønner stiger som røgelse op til Jehova
4. Hvornår og af hvilken grund brændtes der røgelse i det forbilledlige tempel?
4 En del af virksomheden i det forbilledlige tabernakel og de efterfølgende forbilledlige templer bestod i at præsterne frembar røgelseofre. Ifølge Moseloven skulle der brændes vellugtende røgelse på røgelsealteret i det hellige to gange om dagen og ved enhver officiel lejlighed hvor man ønskede at henvende sig til Jehova. „På det skal Aron brænde vellugtende røgelse; hver morgen, når han gør lamperne i stand, skal han antænde den. Og når Aron sætter lamperne på lysestagen ved aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt røgelseoffer for [Jehovas] åsyn fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 30:7, 8) Kun præsterne havde lov til at frembære sådanne røgelseofre, der som en liflig duft steg op til Jehova. De tjente som et tegn på den hyldest og lovprisning som præsterne bragte Jehova, universets Suveræn og Majestæt, når de i ærefrygt trådte frem for hans åsyn for at tjene ham. (2 Mos. 30:36, 37) Når ypperstepræsten på Forsoningsdagen gik ind i det allerhelligste skulle han først berede vejen ved at frembære et røgelseoffer, så der dannedes en „røgelsesky“ foran Jehovas forbilledlige trone, sonedækket på vidnesbyrdets ark, for at han ikke skulle dø. — 3 Mos. 16:12, 13.
5. Hvordan steg bønnerne op til Gud ligesom røgelse, og hvad kan der siges om forberedelsen af dem?
5 Mens præsterne frembar de daglige røgofre inde i helligdommen stod de af det menige folk som ønskede at være med i tilbedelsen udenfor i forgården, hvor de lod deres bønner stige op til Jehova samtidig med røgelsen. „Engang, mens han [Zakarias, Johannes Døbers fader] gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelseofferet. Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.“ (Luk. 1:8-10) Disse tilbedere i templet har i deres bønner undgået at fremsætte tomme gentagelser. De har omhyggeligt forberedt deres bøn, ligesom røgelsen var blevet omhyggeligt tilberedt af kostbare ingredienser. (2 Mos. 30:34-38) I denne forbindelse siges der i Salmernes bog: „Måtte min bøn være beredt som røgelse for dig.“ — Sl. 141:2, NW.
6, 7. (a) Hvordan forbindes bøn med røgelse i det åndelige tempel? (b) Gennem hvem må man nærme sig Gud i dag?
6 Apostelen Johannes viser i Åbenbaringens bog at „røgelse“ også forbindes med bøn i Jehovas nye, åndelige tempel, nærmere betegnet det allerhelligste i himmelen: „Og en anden engel kom og stillede sig ved alteret med et røgelsekar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen. Og fra engelens hånd steg røgen af røgelsen med de helliges bønner op for Guds åsyn.“ (Åb. 8:3, 4) Eftersom Jesus Kristus er den ypperste af de „levende stene“ i dette nye tempel går den eneste vej ad hvilken man kan nærme sig Jehova gennem ham, og alle bønner må derfor opsendes gennem ham. (Joh. 10:9; 14:6; 16:23) I dag befinder Jehova sig i sit tempel bestående af salvede, og de som nærmer sig ham på den rette måde vil han høre, og han vil besvare deres bønner. På denne måde stiger Jehovas folks bønner i dag til stadighed op til ham sammen med ’røgen af røgelsen fra engelens hånd’.
7 Paulus bekræfter at vejen til Gud går gennem Jesus Kristus og viser samtidig hvem der udgør det tempel som Jehova bebor ved sin ånd for at modtage sine tilbederes bønner: „Gennem ham [Jesus Kristus] kan vi, begge folk, nærme os Faderen ved én ånd. . . . I [de salvede] er bygget op på apostlenes og profeternes grundvold, mens Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen. I samhørighed med ham vokser hele bygningen, idet den harmonisk føjes sammen, til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“ (Ef. 2:18, 20-22, NW) En rest af dette nye, åndelige tempel virker stadig på jorden. Den tjener som en kanal hvorigennem en „stor skare“ af alle folk eller nationer kan yde Jehova Gud hellig tjeneste „dag og nat i hans tempel“. — Åb. 7:9, 15.
Esajas forudser en stor tilstrømning til templet
8. Hvad forudsagde Esajas om Jehovas hus i disse sidste dage?
8 Profeten Esajas forudså at en stor strøm af tilbedere fra hele verden ville slutte sig til Jehovas åndelige hus i de sidste dage for Satans onde menneskeverden. En stor del af medlemmerne af dette åndelige hus befinder sig allerede på det himmelske Zions bjerg (Åb. 14:1), men der er endnu en rest af dem tilbage her på jorden, og de udgør den synlige del af Jehovas tempel. Siden året 1919 har de indtaget en høj stilling i Jehovas gunst (Åb. 11:12), og de hæver tilbedelsen af Jehova Gud op over alt andet på jorden ved at sætte den højere end noget andet. Det er gået nøjagtig som forudsagt: „Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.“ — Es. 2:2, 3.
9. (a) Hvad kræves der i øvrigt af dem der træder frem for Jehova? (b) Hvordan erhverver man sig adgang til Jehovas bedehus?
9 Den ovenfor beskrevne store skare træder frem for Gud som indviede tilbedere der er blevet grundigt undervist i de teokratiske krav som Jehova stiller. De kommer ikke tomhændede, uden gaver til deres kærlige Gud. Nej, de medfører velbehagelige ’lovprisningsofre’, den offentlige forkyndelse som de har lært af den salvede rest på jorden. (Hebr. 13:15, NW) Ja, disse „fremmede“ som kommer fra alle folkeslag eller nationer har ’sluttet sig til Jehova’ ved at indvi sig til ham og slutte sig til det åndelige Israels salvede rest. (Zak. 8:23; Gal. 6:16) Denne store skare kommer også for at opsende sine bønner gennem Jehovas tempelordning. Dette forudsagde Esajas med følgende ord: „Og de fremmede, som slutter sig til [Jehova] for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, . . . vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ (Es. 56:6, 7) Denne store skare fremmede er i sandhed i dag blevet indviede, døbte og ordinerede tjenere for Jehova og har således officielt fået tilkendt en plads foran Guds himmelske trone. (Åb. 7:15) Ligesom den salvede rest anser disse fremmede, som ikke er taget med ind i den nye pagt, det for et uvurderligt privilegium at få lov til at bære Guds uforlignelige navn Jehova som Jehovas vidner. — Jer. 31:31-34.
Hvis bønner høres?
10. Anfør skriftsteder der viser hvis bønner det er der høres.
10 Jehova Gud er ’den som hører bønner’ og han tilgiver overtrædelser som begås af dem han udvælger og lader bo i sine forgårde. (Sl. 65:2-5) Han lytter til og besvarer bønner der bedes på den rette måde. (Sl. 66:19; 102:18; 1 Kong. 18:37; 2 Krøn. 33:13; Jer. 29:12, 13; Dan. 9:17, 18; Luk. 11:9, 10; 1 Joh. 5:14, 15) Jehova hører ikke de gudløse, men han „hører retfærdiges bøn“. (Ordsp. 15:8, 29) Jehova ’hører de retfærdiges råb’. (Sl. 34:16; 145:18, 19; Es. 58:8, 9) „Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, så hører han ham.“ (Joh. 9:31) Før de som kommer fra nationerne kan regne med at Jehova lytter til deres bøn, må de vende sig fra deres tidligere onde vej, begynde at frygte Gud og søge fred med ham. Da begynder Jehova at lytte til dem som i hjertet stiler mod indvielse, som ’slutter sig til Jehova’. Dette bekræftede apostelen Peter da han skrev: „Thi Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.“ — 1 Pet. 3:12.
11, 12. (a) Hvordan får „fremmede“ del i bønnens privilegium? (b) Hvad er Kornelius’ tilfælde et eksempel på?
11 Hvad angår de „fremmede“ som ikke aktivt har tilsluttet sig Jehovas tempelordning for bøn, da mærker Jehova sig eller „ihukommer“ han deres oprigtige bønner mens de søger at nærme sig ham på den rette måde. Når tiden er inde vil Jehova sørge for at disse fremmede nås med Bibelens budskab af en af Jehovas anerkendte tjenere, således at de aktivt kan tilslutte sig Jehovas tempelordning og alle deres bønner i fremtiden kan blive hørt regelmæssigt. Fra da af bliver det muligt for dem at benytte den anerkendte vej for bønner til Gud.
12 Tag for eksempel den italienske høvedsmand Kornelius. Skønt han boede i Kæsarea i Palæstina var han øjensynlig ikke en indviet og omskåren jødisk proselyt. Men fordi han var „en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus“ steg hans bønner, der blev bedt uden for Jehovas tempelordning, op til Gud „som et ihukommelsesoffer“. (Ap. G. 10:1-4) I det rette øjeblik sørgede Jehova ved en engel for at Peter, der var en af de „levende stene“ i det nye, åndelige tempel, kom og forkyndte for Kornelius, så han og hans husstand kunne indvi sig og blive døbt. (Ap. G. 10:31, 44-48) Fra da af fik Kornelius skænket omvendelse og han sluttede sig aktivt til Jehovas tempelordning så hans bønner kunne blive hørt og besvaret regelmæssigt. Da Peter senere fortalte denne beretning til det styrende råd i Jerusalem „blev de stille, og de priste Gud og sagde:. ’Så har Gud altså også givet hedningerne [folk fra nationerne, NW] omvendelsen til liv.’“ — Ap. G. 11:18.
13, 14. (a) Hvilken opgave har englene i forbindelse med indsamlingen af de „fremmede“ til templet? (b) Fortæl en beretning fra vor tid om hvordan denne indsamling går for sig.
13 I dag er englene, som dog forbliver usynlige, travlt beskæftiget med at mærke sig de mennesker der af et oprigtigt hjerte og et ydmygt sind opsender bønner til Gud om hjælp. På grund af deres sindelag sammenlignes sådanne mennesker i Bibelen med får. (Matt. 25:31-33) Når tiden er inde sørger Jehova for at englene leder Guds synlige tjenere på jorden hen til sådanne sandhedssøgende mennesker så de kan blive gjort bekendt med hvordan de bliver retfærdige, kan indvi sig til Gud og dernæst bevare et lykkeligt fællesskab med Jehovas tempelordning for tilbedelsen af ham. Vi skal her fortælle en beretning fra vor tid til bekræftelse af ovenstående, og tusinder af lignende beretninger kunne fortælles fra hele jorden.
14 En af Jehovas vidners kvindelige forkyndere i Californien beretter at hun en søndag formiddag kun manglede nogle få minutter i at have sine fulde tre timer i forkyndelsen den dag. Da hun var træt havde hun mest lyst til at gå hjem, og så på et andet tidspunkt udfylde den resterende tid. Imidlertid blev en adresse på en som ikke var hjemme sidste gang hun arbejdede i distriktet ved med at trænge sig på, og til sidst følte hun at hun måtte aflægge dette besøg. Vedkommende, en dame, viste sig at være hjemme. Hun nærede stor interesse for Bibelen, ja så stor at hun ønskede at gå i gang med et bibelstudium med det samme. Efter dette første bibelstudium fortalte damen forkynderen at hun den foregående aften havde bedt Gud om hjælp til at forstå Bibelen, og hun var nu sikker på at han havde hørt hendes bøn. I de følgende måneder gjorde hun hurtige fremskridt og tilegnede sig kundskab om Jehovas hensigter. Til sidst indviede hun sig og lod sig døbe og er nu selv et aktivt Jehovas vidne der glæder sig over at være tilsluttet Jehovas kristne vidners samfund. Ligesom den indviede Kornelius kan hun nu til fulde nyde bønnens privilegium i forvisning om at blive hørt af Jehova til stadighed.
Behov for at bede
15, 16. (a) Hvorfor bør man søge Bibelens vejledning i bøn? (b) Hvem har vist os at vi har behov for at bede, og hvad kan vi bede om?
15 Hvor får man bedre vejledning i bøn end i Bibelen? Bibelen er den største lærebog i bøn. I De hebraiske Skrifter findes 159 bønner gengivet. Tyve af Jesu mesterlige bønner er nedskrevet i De græske Skrifter, og i den resterende del af disse skrifter refereres der til emnet bøn 98 gange. I Jesu mange bønner lægger vi mærke til hans store behov for under sit jordiske livsløb at opretholde forbindelsen med sin Fader. Herom siges der: „Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst.“ — Hebr. 5:7.
16 Vi har også i lighed med Jesus til stadighed brug for at bede. På grundlag af de erfaringer Jesus høstede er han vor læremester i bøn. I mønsterbønnen „Fadervor“ understregede han hvilke ting vi kan bede om, som for eksempel at Guds navn må blive helliget, at Guds rige må komme, at Guds vilje må ske på jorden, og endelig at vi må have det nødvendige til livets opretholdelse. (Matt. 6:9-13) Som tidligere nævnt er Jesus den eneste vej ad hvilken vi kan nærme os Gud i bøn. Johannes skriver: „Jesus svarer [Tomas]: ’Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.’“ „Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ (NW) — Joh. 14:6, 14.
Hvad er bøn?
17. Hvad er bøn, og hvordan virker denne foranstaltning?
17 Bøn er den foranstaltning hvorved vi sætter os i forbindelse med Gud i himmelen. Ingen telefonkabler eller radiobølger er nødvendige for at etablere denne forbindelse. Fra de ældste tider har Jehova benyttet et middel der er langt mere effektivt end både telefon og radio. Dette middel, som står til menneskenes rådighed, er selve Guds hellige ånd. Den hellige ånd er hverken bundet af tid eller rum men opfanger overalt budskaber, der viderebringes til Jehovas modtageranordning. Denne modtageranordning hos Gud betegnes i Bibelen som Guds ’hørende ører’. (Sl. 18:7) Jehova meddeler sig ikke hørligt til os under bønnen. Talen går kun i én retning. Alligevel får den bedende Guds svar i form af åndelig vejledning og ved at rette ønsker i tidens løb opfyldes.
De rette udtryk
18. Hvad kan den bedende give udtryk for i sin bøn?
18 Hvad kan den bedende nu med rette give udtryk for i sin henvendelse til Gud? Først og fremmest kan den bedende give udtryk for den hengivenhed og kærlighed som han af hjertet føler for Gud. (Sl. 18:2, 3) Dernæst ønsker han måske at lovprise Gud for de mange beviser han skænker på sin storhed og barmhjertighed. (Ap. G. 4:24-30) Den bedende vil måske også gerne give udtryk for sin værdsættelse af de mange muligheder og forrettigheder han har haft i tjenesten. (2 Sam. 7:27) Det er altid rigtigt at give udtryk for sin taknemmelighed over for Gud for den strøm af gaver og gunstbevisninger der tilflyder os. (Kol. 1:3) Eftersom vi alle er ufuldkomne og til stadighed begår fejl vil det også altid være på sin plads at bede Gud om tilgivelse. (Luk. 11:4) En sådan anmodning er et vidnesbyrd om vor angrende indstilling og danner grundlag for at Gud fortsat kan vise os barmhjertighed. (Luk. 18:11-13) Det vil altid være rigtigt at give udtryk for vor dybe interesse for vore brødres velfærd samt bede om Guds velsignelse over deres tjeneste. (1 Tess. 5:25) Endelig kan man fremsætte bøn om livets fornødenheder. — Sl. 33:18, 19; Ordsp. 30:7-9; Matt. 6:11.
Den bedendes stilling
19. Hvilken stilling bør man indtage når man beder?
19 Findes der nogen forskrifter om hvilken stilling man bør indtage under sin bøn? Som regel er det nødvendigt at indtage en stilling der fremmer koncentrationsevnen. Man kan fremdrage eksempler både fra Bibelen og fra vor tid på at Jehovas folk har fremsat deres bønner enten med bøjet hoved, med opløftede øjne, eller knælende. (Neh. 8:6; Joh. 11:41; Luk. 22:41; Dan. 6:11) Hvilken stilling man end indtager bør den sætte en i stand til at udelukke alle distraherende tanker af sit sind. Hvorfor det? Fordi de tanker man ønsker at fremsætte må være udtrykt af et helt og oprigtigt hjerte og i kærlighed til Gud, hvis de skal have nogen virkning. De velovervejede ord man udtaler, bør være i overensstemmelse med Guds hellige ånd, eftersom Guds ånd ikke kan virke i modstrid med Guds vilje. Endvidere bør de være i overensstemmelse med Bibelens sandheder. Man må altid under sin bøn være klar over og anerkende at „Gud er ånd“ og bør tilbedes „i ånd og sandhed“. — Joh. 4:24.
Udtrykket „Amen“
20, 21. (a) Hvorfor slutter man bønnen med et „amen“? (b) Hval kan siges om Jehovas vidner i forbindelse med bøn?
20 Bønnen må have en passende afslutning. Den kristne slutter derfor ikke blot sin bøn med at nævne Jesu navn men udtaler også et „amen“. Dette er et hebraisk ord der betyder „sikkert, sandt“. Amen giver udtryk for vished, for at således bør det være. Med ordet „amen“ bekræfter man at alt hvad man har sagt i sin bøn er udtrykt i oprigtighed. Under bøn i menigheden kan de tilstedeværende, dersom de ønsker det, give udtryk for deres tilslutning til bønnen ved højt at udtale et „amen“. — 1 Kor. 14:16.
21 Jehovas vidner i dag er et bedende folk. De kender deres behov for at bede. De ved hvordan de skal bede og de får svar på deres bønner. Jehovas vidner er aktivt tilsluttet Jehovas „bedehus“. I den følgende artikel skal berettes nogle af de erfaringer og oplevelser de har haft i forbindelse med bønnens magt.
[Illustration på side 5]
Salomon beder ved templets indvielse