sin erfaring og visdom. Han gav ikke sine disciple det indtryk at de, når han havde forladt dem, slet ikke kunne udrette det han havde udrettet. Tværtimod gav han udtryk for tillid til dem og viste dem agtelse, idet han sagde til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:12) Som skare betragtet kom Jesu disciple ganske rigtigt til at udrette mere end Jesus, og deres arbejde kom til at strække sig over længere tid. — Jævnfør Mattæus 5:14.

Når Jesus, der var fuldkommen, kunne udtrykke en sådan tillid til dem der troede på ham, hvorfor skulle vi som er ufuldkomne da mene at andre ikke kan gøre det vi kan? Den der har en så stolt tankegang, gør det vanskeligere for sig selv og andre. Andre mister lysten til at samarbejde med ham fordi han får dem til at føle sig underlegne og uværdige til at få en opgave betroet. Som et resultat heraf mister de en del af interessen.

Særlig farligt er det imidlertid hvis ens hele „ånd“ eller indstilling er stolt. De der har en sådan ånd, bliver fortrydelige over berettiget kritik, tugt eller irettesættelse, ja de afviser Guds ords vejledning. Derved følger de en vej der uundgåeligt fører til undergang. Det bibelske ordsprog siger rammende: „Hvo nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden lægedom.“ (Ordsp. 29:1) Sådan forholder det sig fordi den der lader sig beherske af en stolt ånd, har stillet sig i opposition til Gud og til de egenskaber Gud søger hos dem han godkender som sine tjenere. Som Bibelen siger: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’“ — 1 Pet. 5:5.

Det er derfor vigtigt at enhver kristen ihærdigt stræber efter at få bugt med stolthed. Ikke alene kan den stolte skade andre, han kan også miste Guds godkendelse. Ja, stolthed er en farlig egenskab.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder det billede Jesus brugte i Mattæus 11:16, 17 om børn der i deres leg spiller på fløjte eller synger klagesange? — U.S.A.

Mattæus 11:16, 17 lyder: „Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: ’Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke.’“

Jesus Kristus sammenlignede den slægt eller generation med børn som leger deres forskellige lege. Jesus forklarer i det følgende hvad han mente med dette billede, idet han sagde: „Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: ’Han er besat.’ Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: ’Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!’“ — Matt. 11:18, 19.

Ja, Jesu landsmænd opførte sig i sandhed som børn. Johannes Døbers enkle måde at leve på som nasiræer passede dem ikke, for de græd ikke over deres synder og ændrede sind. Og de antog ikke Jesu glade sindsstemning, for de glædede sig ikke over den gode nyhed om riget som han forkyndte. Deres dom fulgte ikke de bibelske retningslinjer, men forudfattede personlige meninger. De var simpelt hen ikke tilfredse med nogen af Guds udsendinge, hverken med Johannes eller med Jesus. De ønskede ikke at de angav den sindsstemning de skulle være i, ved ligeud at fortælle dem hvad Guds vilje var og hvad de måtte gøre. De ønskede ikke at rette sig efter Guds vilje.