Den hellige ånd — den tredje person i treenigheden eller Guds virkekraft?

„I vil modtage kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ — Ap. G. 1:8, NW.

 1, 2. Hvilken bemærkelsesværdig begivenhed fandt sted i Jerusalem på Pinsedagen år 33 e. Kr.?

SCENEN er Jerusalem. Tidspunktet er sidst i maj år 33 e. Kr. I lydighed mod Moseloven er over en million jøder stævnet sammen i byen hvor Jehova har stedfæstet sit navn, for at fejre pinsehøjtiden. I et værelse på en førstesal i byen ser vi de elleve apostle forsamlede sammen med 109 af Jesu andre disciple, deriblandt hans moder og hans kødelige halvsøskende.

² „Da lød der med ét fra himmelen larm som af et stærkt vindstød,“ således som Lukas skildrer det, „og det fyldte hele huset hvor de sad. Og der viste sig tunger som af ild og de blev fordelt på dem, og der sad én på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale i forskellige tungemål efter hvad ånden indgav dem at sige.“ — Ap. G. 2:2-4, NW.

 3. Hvordan betragter kristenheden i almindelighed Guds hellige ånd? Hvordan ser unitarerne på den?

³ På meget få undtagelser nær siges der i kristenhedens trosbekendelser at Guds hellige ånd er den tredje person i en treenighed, lige i magt, væsen og evighed med Faderen og Sønnen. Bibelordbøger og religiøse konversationsleksika giver lange forklaringer på at ikke alene er den hellige ånd en person, men en guddommelig person. En undtagelse er unitarernes trosbekendelse der blot anser den hellige ånd for at være „guddommens indflydelse på hans tjeneres sind, . . . som bor i de troendes hjerter og udgør kilden til deres åndelige liv“. — Dictionary of Religious Knowledge, Abbott.

 4. Hvilke meninger gjorde sig gældende i år 380 e. Kr. vedrørende Guds hellige ånd?

⁴ Selv om der i dag på den religiøse front i kristenheden hersker enighed om at tilskrive Guds hellige ånd guddommelighed, har dette ikke altid været tilfældet. Læg for eksempel mærke til en udtalelse af Neander, om hvem McClintock og Strongs Cyclopædia siger at han „er anerkendt hele verden over som langt den største af kirkehistorikerne“. Skønt han selv var tilhænger af treenighedslæren skrev han: „I året 380 e. Kr. rådede der stor uklarhed blandt de forskellige parter vedrørende dette dogme, så en af den tids mænd kunne sige: ’Nogle af vore teologer anser den hellige ånd for bare at være en måde hvorpå den guddommelige kraft virker; andre for en Guds skabning; andre for Gud selv; andre igen siger at de ikke ved hvilket syn de skal hælde til, af respekt for den hellige skrift der intet siger om emnet.’“

 5. Hvilke spørgsmål melder der sig med henblik på Guds hellige ånd?

⁵ Er Guds ord tvetydigt med henblik på spørgsmålet om den hellige ånd? Viser det ikke klart og tydeligt om Guds hellige ånd er ham selv, en Guds skabning, eller en måde hvorpå den guddommelige kraft virker og arbejder?

 6. Hvilke hebraiske og græske ord gengives med „ånd“ i Bibelen, og hvilken betydning ligger der i disse ord?

⁶ For at kunne forstå hvad Bibelen har at sige om Guds hellige ånd må vi først mærke os betydningen af det hebraiske og græske ord der oversættes ved „ånd“, nemlig det hebraiske ord ruahh og det græske ord pneuma. Begge disse ord betyder „ånde“, „blæst“ eller „vind“. Ordet „pneumatisk“ kommer af det græske ord pneuma, og pneumatiske ringe er ringe fyldte med luft. I de to engelske oversættelser King James og Douay forekommer udtrykket „Holy Ghost“ [anvendt for „Hellig Ånd“, men betyder bogstaveligt „helligt genfærd“] nogle og halvfems gange; i virkeligheden er det et oldengelsk udtryk, og „ghost“ stammer fra det tyske ord geist der betyder „ånd“. Nyere engelske oversættelser anvender derfor ikke længer udtrykket „Holy Ghost“.

 7. I hvor mange forskellige betydninger anvendes udtrykket „ånd“ i Bibelen, og hvilken formaning bør vi derfor lægge os på sinde?

⁷ Udtrykket „ånd“ benyttes i syv forskellige betydninger i Bibelen og anvendes både om personer og om upersonlige ting. Det er ganske indlysende at hvis man ikke forstår at skelne mellem disse syv betydninger af ordet „ånd“, vil der opstå stor forvirring. For at finde frem til sandheden må vi følge Paulus’ formaning: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt af Gud, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedsordet på rette måde.“ — 2 Tim. 2:15, NW.

 8. Hvilke to af vindens karakteristiske grundegenskaber har alle disse forskellige betydninger tilfælles?

⁸ Hvorfor brugte nedskriverne af Bibelen ordene ruahh og pneuma i syv forskellige betydninger, og anvendte dem både om personer og om noget som er upersonligt? Fordi alle disse betydninger har vindens to karakteristiske egenskaber tilfælles nemlig usynlighed og kraft. Læg for eksempel mærke til sejlene på et skib der drives frem af vinden. Vi kan ikke se vinden, men de bugnende sejl og skibets fremdrift i vandet fortæller os at der er en kraft på spil. Vi ser den synlige virkning af en usynlig kraft. Profetens ord fremhæver disse „åndens“ egenskaber der hvor han siger: „Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd.“ — Es. 31:3.

9-11. (a) Hvorfor kan udtrykket „ånd“ med rette anvendes om Jehova Gud? (b) Om Jesus Kristus efter hans opstandelse? (c) Om englene, de gode som de onde?

⁹ Ganske logisk gælder udtrykket „ånd“ først og fremmest Jehova Gud, for han er både usynlig, intet menneske har nogen sinde set ham, og mægtig, ja almægtig. (2 Mos. 6:3; 33:20) Som Jesus selv sagde: „Gud er en ånd“; og som Paulus skrev: „Nu er Jehova ånden.“ — Joh. 4:24; 2 Kor. 3:17, NW.

¹⁰ Bibelen taler også om Jesus Kristus som en ånd. „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl,“ citerer Paulus og stiller ham frem som en modsætning til den sidste Adam, Jesus, der „blev til en levendegørende ånd“ ved sin opstandelse idet han „led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“. Da han nu lever i „et lys, ingen kan komme nær“ og kendes som „Vældig-Gud“, kan udtrykket „ånd“ med rette anvendes om ham. — 1 Kor. 15:45; 1 Pet. 3:18; 1 Tim. 6:16; Es. 9:6.

¹¹ Englene, både de gode og de onde, omtales også som „ånder“. Således siger Paulus i Hebræerne 1:7, 14: „Sine engle gør han til vinde [ånder, NW],“ og alle englene er „ånder til offentlig tjeneste“ (NW). Disse gode engle er både usynlige og mægtige, således som Bibelen gang på gang viser. (2 Kong. 6:16, 17; Es. 37:36) Onde engle omtales også som ånder, og Jesus uddrev ofte „ånderne“ af dem de havde besat, og han gjorde det „ved sit ord“. Paulus taler ligeledes om Satan som „den ånd, som nu er virksom i ulydighedens sønner“. (Matt. 8:16; Ef. 2:2, NW) At disse onde ånder også har stor magt, ses af Daniel 10:13, 20, hvor vi får fortalt at en af dem kunne stå Guds usynlige sendebud imod i enogtyve dage.

„Ånd“ brugt om noget upersonligt

12-15. (a) Hvilke fornuftgrunde og skriftsteder viser at „ånd“ bruges til at betegne livskraften? (b) Sindelaget? (c) Inspirerede udtalelser?

¹² Et af de tilfælde hvor udtrykket „ånd“ bliver brugt om noget upersonligt, er i forbindelse med ånden eller livskraften som Gud, efter at han havde skabt mennesket af jordens støv, indblæste i det, hvorved det blev levende. Om denne livskraft læser vi i 1 Mosebog 7:22: „Alt, i hvis næse der var livets ånde“ døde i Vandfloden. Eller „alt, i hvis næse livskraftens ånde var aktiv . . . døde“. (NW) Apostelen Johannes fortæller om et syn i hvilket bestemte vidner fik „livsånde“ i sig igen så de rejste sig op efter at have været døde i tre og en halv dag. (Åb. 11:11) Ved døden vender „støvet . . . tilbage til jorden som før, og ånden [ruahh, ikke nephesh eller sjælen] til Gud, som gav den“. (Præd. 12:7) Denne livskraft er usynlig og magtfuld og kaldes derfor med rette „ånd“. Videnskaben arbejder ihærdigt på at finde frem til denne livskraft eller dette „livsprincip“, men det har behaget Jehova i sin visdom at holde det skjult. — Sl. 36:10.

¹³ En anden anvendelse af udtrykket „ånd“, ruahh, pneuma, i Bibelen i forbindelse med noget upersonligt gælder sindelaget. Vi læser for eksempel: „Stolthed går forud for fald, en hovmodig ånd forud for snublen.“ (RS) „Større end helt er sindig mand, større at styre sit sind [sin ånd, RS] end at tage en stad.“ (Ordsp. 16:18, 32) Selve sindelaget kan ikke ses, men dets kraft viser sig i handlinger der er synlige, som når et menneske mister besindelsen og bliver rød i hovedet og ryster af raseri. Jesus brugte ordet „ånd“ i denne betydning da han gav det råd: „Vær på vagt og bed for at I ikke skal falde i fristelse. Ånden er naturligvis villig men kødet er skrøbeligt.“ Ens sindelag kan derfor også meget passende betegnes med udtrykket „ånd“. — Matt. 26:41, NW.

¹⁴ Desuden anvendes udtrykket „ånd“ om noget upersonligt i betydningen „inspireret udtalelse“. En profeti der er inspireret af Gud er en inspireret udtalelse, så når en sådan profeti citeres, kan man med fuld føje sige at „ånden“ taler. Paulus beretter for eksempel at „den inspirerede udtalelse [fodnote: ånden] siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder skal nogle falde fra troen“. — 1 Tim. 4:1, NW.

¹⁵ Djævelen og hans redskaber inspirerer også udtalelser, men de er ikke profetiske. Kommunistisk propaganda for eksempel, der udsendes som nyhedsstof kalder man med et moderne udtryk for en „inspireret udtalelse“. Satans verdensomspændende propagandakampagne der nu føres mod Jehovas rige, fremstilles billedligt som „tre urene inspirerede udtalelser“ eller „urene ånder“ der ligner frøer som går ud for at samle alle nationerne til Harmagedon. (Åb. 16:13, 14, 16, NW) Apostelen Johannes formaner de kristne til at være på vagt imod at lade sig bedrage af den urette slags inspirerede udtalelser: „Tro ikke enhver inspireret udtalelse [ånd], men prøv de inspirerede udtalelser, for at se om de stammer fra Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ Selve den omstændighed at Johannes her forbinder ordet „ånd“ med de falske profeter, viser at der hentydes til hvad disse profeter siger, og ikke til åndeskabninger. Som mennesker er vi ikke i stand til at sætte åndeskabninger på prøve, men vi kan prøve åndernes inspirerede udtalelser for at forvisse os om hvorvidt de er sande eller ej. Eftersom sådanne ideer i sig selv er usynlige og kan øve stor indflydelse på det menneskelige sind, kan de med rette kaldes „ånder“. — 1 Joh. 4:1, NW.

16, 17. (a) Hvad hævder den athanasianske trosbekendelse vedrørende hellig ånd, og hvor vigtig anser man denne lære for at være? (b) Hvilke fornuftgrunde tilbageviser at dette skulle være Bibelens syn?

¹⁶ Den syvende og sidste betydning af udtrykket „ånd“ er „hellig ånd“, som de oversættere der er tilhængere af treenighedsbegrebet sædvanligvis gengiver med stort begyndelsesbogstav og i bestemthedsfald, Helligånden. Ifølge den athanasianske trosbekendelse, den første trosbekendelse der udtrykkeligt fastslår treenighedslæren således som den forstås i dag, og derfor den som treenighedslærens tilhængere stoler mest på, er „Helligånden“ et medlem af treenigheden, uskabt, almægtig, umålelig, en person, en herre og en gud. „Helligånden“ og Gud Faderens „Herlighed er lige stor, deres Majestæt lige evig“. En præst kan fornægte Bibelens inspiration, at Jesu blod renser os fra vore synder, at Jesus øvede mirakler og blev oprejst fra døden, og stadig blive betragtet som en god kristen; men lad ham fornægte treenigheden, og han vil øjeblikkelig blive stemplet som kætter. Om denne lære siger den romersk-katolske Encyclopedia: „Treenigheden er det udtryk der bruges til at dække over den kristne religions hoveddogme.“

Den hellige ånd hverken en person eller en gud

¹⁷ Hvis den hellige ånd er Jehova Guds lige, således som den athanasianske trosbekendelse hævder, og hvis treenigheden er den kristne religions hovedlære, som det påstås i The Catholic Encyclopedia, skulle vi så ikke forvente at dette dogme klart og tydeligt omtales i Bibelen? Og skulle dette ikke især være tilfældet i betragtning af at der siges at treenighedslæren „af alle åbenbarede sandheder“ er „den for fornuften mest ufattelige“, skønt ens frelse er afhængig af antagelsen af denne lære? Den kendsgerning at Guds ord ikke udtrykkelig nævner, forklarer eller lærer noget om en treenighed er i sig selv et stærkt bevis for at treenighedslæren er falsk. Dette understreges yderligere af Bibelens lære vedrørende den hellige ånd.

18. Hvilket bibelsk vidnesbyrd tilkendegiver at hellig ånd ikke kan være Guds lige?

¹⁸ Hvordan kunne den hellige ånd være Jehovas, Faderens, lige, når den henvises til en så underordnet stilling i Bibelen? Daniel, Stefanus og Johannes så i deres syner fremstillinger af Faderen og af Sønnen, men aldrig af den hellige ånd. Hvorfor ikke, hvis den hellige ånd er af samme magt og væsen og lige så evig som Faderen og Sønnen? Trosbekendelsen siger, at medmindre vi tror på at den hellige ånd er Guds lige, skal vi dø, men Jesus nævnede end ikke den hellige ånd da han gav os livets bud: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

19. Hvordan viser dåben med hellig ånd at hellig ånd ikke er en person?

¹⁹ Så langt fra at lære at den hellige ånd er Jehovas ligestillede, viser Bibelen at den hellige ånd ikke engang er en person. Eksempelvis sagde Johannes Døber at Jesus skulle døbe „med Helligånd og ild“ ligesom han, Johannes, døbte med vand. At døbe vil sige at nedsænke i vand. Et menneske kan døbe andre ved at nedsænke dem i vand således som Johannes gjorde, og et menneske kan døbe andre med ild ved at omgive dem med ild eller forårsage deres ødelæggelse; men hvordan kan et menneske døbe andre med en anden person? Eftersom hverken ild eller vand er personer, er det så ikke rimeligt at slutte at den hellige ånd heller ikke er nogen person? Peter erklærede at Gud ’udgød noget af sin ånd’ over al slags kød. Kan vi forestille os noget af en person blive udgydt over tusinder af andre personer, således som det skete på Pinsedagen efter at Peter havde prædiket for jøderne? — Matt. 3:11; Ap. G. 2:17, 38, 41, NW.

20, 21. Hvordan modbeviser den omstændighed at Guds hellige ånd ikke har noget personligt navn, at den skulle være en person?

²⁰ At den hellige ånd ikke er nogen person, fremgår af den kendsgerning at den ikke har noget personligt navn. Gud, Skaberen, har mange titler der adskiller ham fra andre. Hans navn er Jehova og han alene er „Guden“ eller „[den sande] Gud“, den „Allerhøjeste“ og den „Almægtige“. Han adskiller sig således fra andre guder eller mægtige. Sådan forholder det sig også med hans søn, Jesus Kristus. Der er kun én der ejer dette navn, der er kun én „enbåren søn“, kun én „førstefødt“, kun én Logos, „Ordet“.

²¹ Men noget sådant gør sig ikke gældende med den hellige ånd. Jehova, Kristus og de trofaste engle er alle hellige ånder. Er den hellige ånd „Helligånden“? Er den det, hvori udmærker den sig så fremfor Jehova og Kristus som ånd eller som hellig? Over hundrede gange omtales den hellige ånd som „Herrens [Jehovas] Ånd“, „Guds Ånd“, „min Ånd“ og „Jesu Kristi Ånd“. Disse ejendomsforhold er et yderligere bevis for at den hellige ånd er et redskab snarere end en adskilt og selvstændig person. — Dom. 3:10; Matt. 3:16; Ap. G. 2:18; Fil. 1:19.

22. Hvordan er spørgsmålet om dens opholdssted et bevis imod at Guds hellige ånd skulle være en person?

²² Hertil kommer spørgsmålet om hvor den opholder sig. Bibelen fortæller os at Gud bor i himmelen omgivet af sit hof. Om Jesus siger den at han i sin førmenneskelige tilværelse nød samværet med sin Fader, at han kom til jorden for at udføre en særlig mission, navnlig da han kom her som menneske, og at han er vendt tilbage til himmelen. Hvor var og hvor er den hellige ånd nu hvis den er en person? Kom „han“ ned over Jesus ved Jordan for at forblive her eller vendte „han“ tilbage for at komme igen på Pinsedagen? Er „han“ i himmelen med Gud og Kristus, eller er „han“ spredt ud over jorden hvor som helst der findes Kristi efterfølgere?

23. Hvordan har bibeloversættere fordunklet sandheden vedrørende hellig ånd?

²³ Sagen er den at sandheden vedrørende den hellige ånd er blevet fordunklet af bibeloversætterne på grund af deres fordom. At de skriver ordet med stort begyndelsesbogstav er ikke noget brugbart bevis for at den hellige ånd er en person. Hvorfor ikke? Fordi dengang Bibelen blev skrevet skelnede man ikke mellem egennavne og fællesnavne på denne måde. Det samme kan siges om tilføjelsen af den bestemte artikel i flere hundrede tilfælde hvor bibelnedskriverne ikke har gjort det. Bibeloversætterne fandt det respektløst at udelade den bestemte artikel, men det gjorde bibelnedskriverne ikke. Paulus skrev at Guds rige bestod i „fred og glæde sammen med hellig ånd“ (NW) ikke med „den hellige ånd“ eller „Helligånden“. Peter skrev at Guds tjenere talte „båret af sted af hellig ånd“ (NW) ikke „af Helligånden“. — Rom. 14:17; 2 Pet. 1:21.

Den hellige ånd — Guds virkekraft

24. Hvad er Guds hellige ånd?

²⁴ Eftersom Guds hellige ånd ikke er en gud eller et medlem af en treenighed eller Guds lige, ja ikke engang en person, er den så „guddommens indflydelse på hans tjeneres sind.“, som nogle hævder? Mens den hellige ånd ganske rigtigt bliver brugt af Gud til at øve en indflydelse på hans tjeneres sind, er dens område dog langt større. Den er Guds virksomme kraft, ikke den kraft der dvæler i Jehova, men den energi der stråler ud fra ham i en bestemt retning for at gennemføre hans hensigter. Det er hvad nogle af de første „kirkefædre“ valgte at kalde „en måde hvorpå den guddommelige kraft virker“. Da den er usynlig og fuld af kraft, kan den med rette kaldes ruahh, pneuma eller ånd. Den er imidlertid ikke en blind, utæmmet magt, som naturkræfterne, lyn, orkaner og lignende, men som Guds hellige ånd er den til enhver tid underlagt ham og udfører hans hellige hensigter; den sammenlignes med en radarstråle.

25. Hvad har Guds hellige ånd udvirket i forgangne tider?

²⁵ Det var ved hjælp af sin hellige ånd eller virksomme kraft at Gud skabte alt, dog naturligvis gennem sin søn således som vi ser i Johannes 1:3. Elihu sagde: „Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig liv.“ (Job 33:4; se også 1 Mosebog 1:2; Salme 104:30.) Denne kraft virkede i fortidens trofaste mænd, mænd som Gideon, Jefta og Samson, der fik styrke til at vinde berømte sejre. Jesus bevidnede at det var „ved Guds Ånd“ han øvede sine mirakler. Og apostelen Paulus viste at det var den hellige ånd der satte kristne i stand til dengang at gøre forskellige tegn og undere. Dette indbefatter også nedskrivningen af Bibelen. David sagde: „Ved mig talede HERRENS [Jehovas] Ånd.“ Og Peter: „Ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker der blev båret af sted af hellig ånd fremkom med udtalelser fra Gud.“ — Matt. 12:28; 2 Sam. 23:2; 2 Pet. 1:21, NW.

26-28. Hvordan har Guds hellige ånd været virksom i forbindelse med hans åndsavlede sønner begyndende med Jesus Kristus?

²⁶ Bibelen viser at det også er ved hjælp af Guds hellige ånd eller virkekraft at han føder sine åndelige sønner med Jesus Kristus som den førstefødte. Ved Jesu dåb kom Guds hellige ånd over ham i skikkelse af en due, hvorefter Gud anerkendte ham som sin åndelige søn. (Matt. 3:16, 17) Det er grunden til at Paulus siger om Kristi efterfølgere: „Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.“ Og at „Ånden [den hellige ånd] selv vidner sammen med vor ånd [vort sindelag], at vi er Guds børn“. — Rom. 8:14, 16.

²⁷ Ved denne hellige ånd bliver disse åndelige Guds sønner salvet, udnævnt eller bemyndiget af Jehova til at forkynde. I begyndelsen af sin tjenestegerning læste Jesus op af Esajas 61:1, 2 og anvendte disse ord på sig selv: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for de fattige.“ Denne salvelse ved Guds ånd, der bemyndigede dem til at prædike, kom til Kristi efterfølgere på Pinsedagen i opfyldelse af Joels profeti, således som Peter viste: „Og i de sidste dage, siger Gud, vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, . . . og de skal profetere.“ — Luk. 4:18; Ap. G. 2:16-18, NW.

²⁸ Guds hellige ånd tjener også til at oplyse hans tjenere og hjælpe dem til at forstå hans ord. Ja det kan ikke forstås uden hjælp af Guds hellige ånd. Det var grunden til at de skriftkloge, farisæerne, saddukæerne og de lovkyndige, skønt velbevandrede i Skriften, ikke forstod den. Som apostelen Paulus viser: „Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden.“ — 1 Kor. 2:9, 10.

Indvendinger

29. (a) Hvilke indvendinger rejses der imod at hellig ånd er Guds virksomme kraft? (b) Hvad troede visse „kirkefædre“ om den hellige ånds væsen?

²⁹ Men måske vil en urokkelig tilhænger af treenighedslæren her indvende og sige: „Antyder Bibelen ikke på forskellig måde at Guds hellige ånd er en person?“ Eftersom Jesus advarede om at der skulle finde et frafald sted, og Paulus og andre talte om et frafald der allerede var mærkbart i deres tid, er det logisk at tænke at de første „kirkefædre“ kunne have taget fejl. Man har ikke altid ment at Guds hellige ånd var en person. Justinus Martyr troede at „den hellige ånd var en indflydelse eller guddommens virkemåde“.a Hippolytus, der ifølge The Catholic Encyclopedia, „var den mest betydende teolog og romerkirkens mest produktive religiøse skribent i tiden forud for den konstantinske periode“, „anser ganske afgjort ikke den hellige ånd for en person“.b Som vi allerede har bemærket (i paragraf 4) herskede der i det fjerde århundrede stor uenighed vedrørende den hellige ånds væsen. Derfor læser vi at „skønt Basilios fra Kæsarea [teolog fra sidste del af det fjerde århundrede] ønskede at docere læren om den hellige ånds guddommelighed i sin kirke, turde han kun gøre det gradvis“, på grund af den store modstand denne nye lære vakte. — History of Christian Dogma.

30-32. Hvorfor kan brugen af personlige stedord i forbindelse med Guds hellige ånd ikke tages som bevis for at den er en person?

³⁰ De første århundreders kirkehistorie kan ikke bruges som bevis for treenighedslærens tilhængeres syn på den hellige ånd. Den omstændighed at det personlige stedord bruges i forbindelse med den hellige ånd er heller ikke noget bevis for at den hellige ånd er en guddommelig person eller bare en skabning. For eksempel: Jesus sagde at han ville sende trøsteren, hjælperen eller parakleten, „sandhedens ånd“, til sine apostle. Eftersom det græske ord parakletos er hankøn, var det logisk at Jesus brugte det personlige stedord når han omtalte den hellige ånd i denne egenskab. Denne lovede hjælper kom på Pinsedagen. — Joh. 15:26, NW.

³¹ På den anden side ser vi at Jesus gang på gang bruger det upersonlige stedord når han henviser til Guds hellige ånd, en meget respektløs fremgangsmåde hvis den hellige ånd virkelig er den tredje person i en treenighed, af samme magt og væsen som Jehova Gud selv. „Sandhedens Ånd som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.“ (Joh. 14:17) Nogle oversættere bruger ganske vist det personlige stedord her, men da originalsproget bruger upersonlige stedord, har sådanne oversættere ladet deres religiøse fordomme præge deres oversættelse.

³² Når vi ser at Israels folk og Guds universelle organisation i Bibelen hyppigt omtales under symbol af en kvinde, skulle det ikke slå os med forundring at den rolle den hellige ånd spiller, til tider personificeres. Men hvis den hellige ånd var den tredje person i treenigheden, Guds og Kristi lige i hæder og herlighed, således som trosbekendelserne hævder, kunne vi så forestille os at Bibelen ville omtale den hellige ånd som „den“?

33. Hvilke andre argumenter føres i marken for at støtte læren om at Guds hellige ånd er en person?

³³ Men, vil en og anden spørge, hvordan kan en upersonlig ånd siges at tale, lære, forbyde eller ordinere? Og hvordan kan der skiftevis siges Gud og den hellige ånd, som når vi læser at Gud sagde en eller anden ting, og et andet sted at det var den hellige ånd der sagde det? Står der ikke at Ananias løj for Gud, men også at han løj for den hellige ånd? Er det ikke yderligere bevis for at Gud og den hellige ånd er én og den samme, medlemmer af en treenighed?

Eksempler på hvordan den hellige ånd virker

34. I hvilken forstand kan hellig ånd sammenlignes med elektrisk kraft?

³⁴ Under behandlingen af de førnævnte spørgsmål vil det sikkert være en hjælp at gøre brug af billeder, således som den største lærer der nogen sinde har levet, Jesus, gjorde. Den hellige ånd er blevet sammenlignet med vind. I visse henseender kan den også sammenlignes med elektricitet. Elektriciteten tjener i forbindelse med oplysning og kommunikation, og den repræsenterer en vældig kraft der kan udrette store ting. Ligesom vi ikke fra det ydre kan se om et menneske er fuld af hellig ånd, således kan vi heller ikke se på et batteri eller en højspændingsledning om der er strøm på. Ligesom visse regeringer bruger elektricitet til at henrette forbrydere, har Jehova brugt sin hellige ånd til at udrydde de onde, som vi ser i tilfældet med Ananias og hans hustru Safira. — Ap. G. 5:1-11.

35. Under hvilket andet billede kan den måde hvorpå den hellige ånd vejleder og forbyder, skildres?

³⁵ Lad os benytte et andet billede: I dag holder politifolk og soldater sig i kontakt med deres overordnede ved hjælp af radio. Deres officerer sender dem meldinger med vejledning, befalinger og forbud, alt efter omstændighederne, og på denne måde dirigerer man soldaterne i felten og betjentene på deres poster. Man kunne sige at det var radioen der udvirkede alt dette, fordi den er det redskab der bruges. Således instruerer og leder Jehova Gud sine tjenere ved sin hellige ånd, både gennem sit ord og på anden vis. Vi læser: „Det er disse ting vi taler, ikke med ord lært ved menneskelig visdom men lært af ånden, idet vi forbinder åndelige ting med åndelige ord.“ — 1 Kor. 2:13, NW.

36. Hvorfor kan man med rette sige at den hellige ånd eller Guds virkekraft udnævnte tilsynsmænd?

³⁶ Det samme er tilfældet med henblik på den hellige ånds ordination eller udnævnelse af tilsynsmænd i den kristne menighed. Det sker gennem menneskelige redskaber. Således læser vi ikke alene at Paulus siger, „den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd“, men også at han efterlod Titus på Kreta for at han skulle „rette de ting der var forkerte og foretage udnævnelser“. Fordi Titus og andre foretog sådanne udnævnelser på grundlag af den visdom og myndighed de fik ved Guds hellige ånd, kan det siges at sådanne udnævnelser blev foretaget af den hellige ånd. — Ap. G. 20:28; Tit. 1:5, NW.

37. Hvilken anden fornuftgrund og hvilket billede og skriftsted kan gendrive påstanden om at Guds hellige ånd skulle være guddommelig?

³⁷ Guds bekendtgørelse af sin vilje i forgangne tider over for sine tjenere ved hjælp af den hellige ånd kan også sammenlignes med en nyhedsudsendelse i radioen vedrørende en udtalelse der er blevet fremsat af landets overhoved. Det ville være korrekt at sige at radioen havde sagt det, at radiospeakeren havde sagt det, eller at landets overhoved havde sagt det. Sådanne vendinger er ganske almindelige og skaber ikke forvirring. Men fordi Guds ord et sted siger at Gud sagde en bestemt ting, og et andet sted at den hellige ånd sagde det, bruger tilhængerne af treenighedslæren dette som bevis for at Gud og den hellige ånd er én gud, eller medlemmer af en treenighed.c Så søgt en slutning svækker kun treenighedspostulatet. Bibelens vidnesbyrd er enkelt og ligetil, og ikke mystisk. Det viser at Gud først fremsatte sine udtalelser, og at hans trofaste tjenere på jorden dernæst fik kundskab om dem ved hjælp af den hellige ånd. — 2 Pet. 1:21.

38. Hvordan kan det siges at Ananias løj både for Gud og for den hellige ånd?

³⁸ Det samme ræsonnement kan anvendes i forbindelse med Peters ord til Ananias. Eftersom Peter var oplyst af den hellige ånd, løj Ananias for den hellige ånd da han løj for Peter, og eftersom Peter repræsenterede Gud og talte på hans vegne, løj Ananias for Gud da han løj for Peter. — Ap. G. 5:1-11.

[Fodnoter]