Bibelen, fornuften og treenigheden
DET store flertal af dem, der påstår at være kristne, betragter treenighedslæren som den vigtigste læresætning. Denne mening kommer udmærket til udtryk i følgende udtalelse fra bladet Herald of Holiness (Hellighedens forkynder): „Man kan ikke tage sig treenighedslæren let og samtidig være loyal over for kristendommen.“ — 11. juni 1952.
Ved en højtidelig messe i St. Patricks domkirke hævdede Msgr. Greene i sin omtale af treenigheden, at Jesus underviste i treenighedslæren, da han sagde, som det er berettet i Mattæus 28:18-20: „Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple [gør disciple af alle nationer, Cath. Confrat.], idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ Videre sagde Msgr. Greene: „Ved Jesu dåb i Jordanfloden viste alle treenighedens personer sig. Faderen hørtes som en stemme fra himmelen. Sønnen var der i Jesu person. Den hellige ånd viste sig i skikkelse af en due. I denne verden findes der ikke nogen forklaring på dette uløselige mysterium, som ikke er i modstrid med fornuften, men overgår al forstand. På en eller anden mystisk måde er der tre personer i een Gud — dog kun een Gud. Det er, hvad vi accepterer, uden at vi kan forstå det.“ — New York Times, 9. juni 1952.
En undersøgelse af beviserne
Men er dette, at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er sammen, et bevis for, at de udgør en treenighed? Det i sig selv er absolut ikke tilstrækkeligt grundlag for treenighedstanken, som den kommer til udtryk i den athanasianske trosbekendelse: „I denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store.“ Hvis det var tilfældet, ville Abraham, Isak og Jakob være en treenighed, og det ville Peter, Jakob og Johannes også.
Heller ikke kan deres samtidige tilstedeværelse ved Jesu dåb være et udtryk for, at de udgør en treenighed. Ikke mere, end det er tilfældet ved indsættelsen af en præsident i de Forenede Stater, hvor præsidenten, dommeren, som leder edsaflæggelsen, og Bibelen, hvorved der sværges, er til stede, men adskilte fra hinanden, skønt alle tre er nødvendige ved ceremonien. Faktum er, at omstændighederne ved Jesu dåb beviser det stik modsatte. Vi ser Gud i himmelen som den overordnede, der udtaler sin godkendelse af Sønnen; vi ser Sønnen på jorden, hvor han giver udtryk for sin glæde over at gøre Faderens vilje; det er klart, at de er to adskilte og vidt forskellige personer og slet ikke ligestillede. Adskilt og forskellig fra dem er også den hellige ånd, der viste sig som en due. Der er intet her, der tyder på, at den er en person, og langt mindre at den er ligestillet med Gud Jehova. — Matt. 3:16, 17; Hebr. 10:5-7.
Nogle citerer 1 Johannes 5:7 som bevis for treenigheden: „Der er tre, som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og den hellige ånd. Og disse tre er een.“ (Dy) Imidlertid hører dette skriftsted ikke med til Guds inspirerede ord; det findes ikke i noget græsk manuskript, der stammer fra tiden før det femtende århundrede, og heller ikke i Hieronymus’ latinske Vulgata eller i nogen anden latinsk oversættelse fra før det niende århundrede.
Heller ikke Johannes 1:1 kan bruges som bevis for treenighedslæren: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var gud.“ For det første er der her kun tale om to personer, ikke tre. Læg desuden mærke til, at i den originale græske tekst står den bestemte artikel foran ordet Gud, der hvor det henviser til Jehova, men ikke hvor det henviser til Ordet. Derfor gengiver moderne oversættere det: „Ordet var guddommeligt;“ (AT) „Logos var guddommelig;“ (Mo) „Ordet var en gud.“ — NW.
Men, vil en eller anden måske spørge, siger Jesus ikke: „Jeg og Faderen, vi er eet.“ (Joh. 10:30) Det gjorde han, men mente han enhed i person eller substans, eller enhed i gerning og hensigt? Det er indlysende, at det sidste må være tilfældet, for han siger også: „Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.“ Et tydeligt bevis for, at Jesus mente enhed i hensigt, gerning og organisation, er følgende ord i hans bøn for sine efterfølgere: „For at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet.“ — Joh. 10:25, 37, 38; 17:20-23.
Bibelen modbeviser treenighedslæren
Nu har vi undersøgt de vigtigste af de skriftsteder, der synes at tale til gunst for treenighedslæren, og vi har fundet, at læren ikke her har noget solidt grundlag; lad os nu gå over til at undersøge de skriftsteder, der modbeviser læren. At hævde, at Jehova Gud, Faderen, og Kristus Jesus, hans søn, er lige evige, er at gå stik imod al sund fornuft, Selve den kendsgerning, at Sønnen modtog liv fra Faderen, beviser, at de ikke kan være lige evige. Ifølge Bibelen har den store Fader, livets kilde, altid eksisteret. „Fra evighed til evigheder du, o Gud!“ (Sl. 36:10; 90:2) Men Sønnen fik liv fra Faderen: „Jeg lever i kraft af Faderen.“ (Joh. 1:18; 6:57) Det er klart, at Jesus skyldte Gud sin eksistens; men Gud skylder ikke nogen sin eksistens. Jesus Kristus „er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen“. Gud er ikke nogens billede, men han skaber sine skabninger i sit billede. (1 Mos. 1:26) Gud er ikke født, men det er hans skabninger; de har en begyndelse, men det har han ikke. Den første af hans skabninger var hans enbårne søn, „Guds skaberværks begyndelse“. — Kol. 1:15; Åb. 3:14, NW.
Og ikke alene i denne henseende, men også i enhver anden er Jehova Gud, Faderen, sin søns, Jesu Kristi, overordnede. „Faderen er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Man kan heller ikke sige, at Gud kun stod over Jesus, fordi denne blev et menneske, for Paulus fastslår, at Kristus Jesus ikke var ligestillet med sin Fader i sin førmenneskelige tilværelse. I Filipperne 2:1-11 (NW) formaner han de kristne til ikke at lade sig drive af egoisme, men at være ydmyge, ligesom Kristus Jesus var, han, der skønt han var i Guds skikkelse, før han kom til jorden, ikke nærede nogen ærgerrighed om at gøre sig til sin Faders ligemand.
Hele Bibelen igennem omtales Jehova Gud hyppigt som den almægtige Gud. „For Abraham . . . åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige.“ (1 Mos. 17:1; 2 Mos. 6:3; Ez. 10:5) Men hans søn betegnes blot som en mægtig. „Omgjord din lænd med sværdet, o mægtige.“ „Hans navn skal være . . . Vældig-Gud.“ (Sl. 45:3, AS; Es. 9:6) Jesus anerkendte denne forskel. Da de religiøse ledere på hans tid beskyldte ham for gudsbespottelse, svarede han: „Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt, at I er guder? Når nu Loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og Skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ (Joh. 10:34-36) Jesus påstod ikke om sig selv, at han var Guden, men kun at han var Guds søn.
At Jesus er underordnet sin Fader, ses også af Paulus’ ord i Hebræerne 7:7: „Det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående.“ Velsignede Jesus Gud? Nej, men det var Gud, der salvede Jesus med „glædens olie“ fremfor hans fæller. (Hebr. 1:8, 9) Jesus stod også under sin Fader med hensyn til kundskab, for han siger selv angående tidspunktet for en nærmere betegnet fremtidig begivenhed: „Den dag og time kender ingen, ikke engang himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.“ (Matt. 24:36) Jesus bekendte: „Faderen har lært mig“, og Paulus fortæller os, at Jesus gjorde ikke, hvad der var ham selv til behag, men lærte lydighed af det, han led. Men „hvem kender Herrens [Jehovas, NW] tanker, eller hvem blev hans rådgiver?“ Ja, „hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?“ — Joh. 8:27-29, 58; Rom. 11:34, 35; 15:1-3; Hebr. 5:8.
Jehova Gud befalede englene at tilbede Sønnen, men selv bøjer han sig ikke for sin søn. (Hebr. 1:6) Jesus erkendte, at han må bøje sig for sin Fader og tilbede ham. (Matt. 4:8-10) Efter hans opstandelse erkendte både Jesus og apostlene stadig, at Jehova var Jesu Kristi „Gud“, selv om Jesus da var „hans væsens udtrykte billede“. — 2 Kor. 1:3; Ef. 1:3, 17; Hebr. 1:3; Åb. 1:6; 3:12.
Da Jehova Gud altså var Jesu Kristi Gud, var han også hans hoved: „Kristus er enhver mands hoved . . . og Gud er Kristi hoved.“ Derfor læser vi gang på gang, at Jesus er Guds tjener, som Jehova udsendte, for at han skulle gøre Guds vilje. — Es. 42:1-4; Matt. 12:17-21; Joh. 8:42; 17:18, 25; 1 Kor. 11:3.
Jesus bad til sin Gud og blev hørt. „Han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst.“ Kan vi forestille os, at Jehova Gud søgte hjælp hos sin søn? — Matt. 26:39; 27:46; Joh. 11:41, 42; Hebr. 5:7.
Den „hellige ånd“
Det græske ord, der i det „Nye Testamente“ er oversat „ånd“, betyder ganske simpelt „luftstrømning“, „vindpust eller vindstød eller brise“. (Strongs Concordance) Den „hellige ånd“ er Guds aktive kraft, hvorved han fuldfører sine hensigter, hvad enten disse går ud på at skabe, nedskrive Bibelen eller hjælpe hans tjenere til at forstå den. — 1 Mos. 1:2; 2 Sam. 23:2; Joh. 14:26; 15:26; 1 Kor. 2:10; 2 Pet. 1:21.
Der er ikke noget grundlag for den slutning, at den hellige ånd er en person. Bibelen taler om dåb, der bogstaveligt betyder nedsænkning i vand, og nævner dåb med ild og dåb med den hellige ånd. Hvordan kunne 120 personer blive døbt med en person på pinsedagen? (Ap. G. 1:5; 2:1-4) Blot det, at den hellige ånd undertiden omtales som en person, modbeviser ikke dette, for i Bibelen omtales upersonlige ting som personer, f. eks. Jerusalem, Zion o.s.v. Men intet sted finder vi, at Jehova Gud og Jesus betegnes med stedordet „den“, sådan som det er tilfældet med den hellige ånd. „Sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.“ (Joh. 14:16, 17; Ap. G. 2:33) Dette bekræftes yderligere af den kendsgerning, at den bestemte artikel ofte mangler foran hellig ånd, således som i Ap. G. 2:4 (NW): „Og de blev alle fyldt med hellig ånd.“ Hverken Stefanus eller Johannes så nogen „helligånd“ i deres syn af himmelen. Om Stefanus læser vi: „Men fuld af den hellige ånd stirrede han op imod himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd“ — Ap. G. 7:55; Åb. 5:1-6.
Af hedensk oprindelse
Nu har vi set, at Bibelen ikke støtter treenighedslæren, men tværtimod er i modstrid med den, og deraf kan vi slutte, at denne lære ikke stammer fra Gud. Hvorfra stammer den da? Læg mærke til følgende udtalelser:
„Anerkendelsen af en treenighed var fælles for alle den gamle verdens nationer.“ — The Two Babylons, Hislop.
„Ordet trehed eller treenighed blev lånt fra hedningernes filosofiske skoler og indført i den kristne teologi i midten af det andet århundrede af Theofilos, biskop i Antiokia.“ — Bibliotheque Ecclessiastique, Dupin.
„Treenigheden er et meget fremtrædende træk i hinduismen og genkendes i persiske, ægyptiske, romerske, japanske, indiske og de ældste græske mytologier.“ — Religious Dictionary, Abbott.
Ja, treenigheden har sin oprindelse i den hedenske forestilling om en mangfoldighed, flerhed eller pantheon af guder. Den lov, Jehova Gud gav jøderne, viste det modsatte: „Jehova vor Gud, Jehova, er een.“ — 5 Mos. 6:4.
Jehova Gud siger: „Kom og lad os ræsonnere sammen.“ (Es. 1:18, KJ) Treenighedslærens forkæmpere indrømmer, at denne lære ikke er forenelig med fornuft eller logik, og derfor tyr de til at kalde den et „mysterium“. Men Bibelen indeholder ingen guddommelige mysterier. Den indeholder „hellige hemmeligheder“. Ordene „mysterium“ og „mysterier“ forekommer ikke i den danske bibeloversættelse, og hvor de findes i den engelske King James-oversættelse, er de oversat fra det samme græske rodord, der betyder „at lukke munden“, d.v.s. at holde hemmeligt. Der er stor forskel på en hemmelighed og et mysterium. En hemmelighed er blot noget, der ikke er blevet gjort kendt, men et mysterium er noget, der ikke kan forstås.
Treenighedslærens forkæmpere indrømmer, at de ikke kan forstå den. Forgæves forsøger de det umulige, at forklare den ved hjælp af sammenligninger, som i virkeligheden ikke er analoge på de vigtigste punkter. Derved gør de sig skyldige i selvmodsigelse og mangel på tillid til holdbarheden af deres stilling. I sit ord giver Jehova Gud os et absolut fornuftigt og logisk grundlag for alt vedrørende den tro, han venter, vi skal lægge for dagen. Gennem apostelen Paulus giver han os følgende råd: „Prøv alt, hold fast ved det gode.“ (1 Tess. 5:21) Vi kan kun prøve, om noget er godt, ved at ræsonnere over det i lyset af Guds ord.
Den kendsgerning, at treenighedslæren ikke omtales, ikke diskuteres, ikke forklares eller æres noget sted i Bibelen, hvor så mange andre betydningsfulde lærepunkter behandles (og det til trods for, at treenigheden har været den såkaldte kristenheds mest omdiskuterede læresætning), er et stærkt sandsynlighedsbevis for, at hverken Kristus Jesus eller hans apostle og disciple eller fortidens profeter anerkendte eller lærte en sådan mystisk læresætning. Gennem sit ord appellerer Gud til vor fornuft. Treenighedsdogmet er en fornægtelse af både Bibelen og fornuften.