romere i det tredje og fjerde århundrede, kommet til at danne grundlaget for vor tids fest til minde om Kristi fødsel!

Hvad kristne bør gøre

Den kendsgerning at datoen for Jesu fødsel ikke nævnes i Bibelen, skønt denne tydeligt angiver datoen for hans død, skulle tjene som en advarsel for kristne. Det skyldes ikke blot at datoen var bibelskribenterne ubekendt. Det ser tværtimod ud til at de med velberåd hu har ignoreret den, som om de med vilje har villet holde den skjult. Der er intet i Bibelen — ikke et eneste ord — der tyder på at vi skal fejre Kristi fødsel. Hvis det havde været meningen, ville den guddommelige beretning i det mindste have angivet datoen. Det kan heller ikke være en forglemmelse at den ikke er opgivet. Bibelskribenterne havde den hellige ånd som Kristus havde lovet dem, og ånden mindede dem om alt hvad der var nødvendigt. Jesus havde sagt til dem: „Men hjælperen, den hellige ånd som Faderen vil sende i mit navn, den skal lære jer alt og minde jer om alt det jeg fortalte jer.“ — Joh. 14:26, NW.

Lige modsat den dag der skylder hedenskabet så meget, forholder det sig med den dag de kristne har fået befaling til at mindes. Det er ikke årsdagen for Jesu fødsel, men for hans død. Denne dato kender vi nøjagtigt; det er den 14. nisan efter den jødiske kalender, dagen for jødernes påske. Den falder ikke om vinteren, men om foråret. Om denne nye mindefest som Jesus indstiftede, sagde han: „Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19, NW) En sådan udtalelse er aldrig fremsat om Jesu fødsel. Årsdagen for Jesu død, der falder om foråret, er den eneste dag de kristne har fået påbud om at mindes ved en højtidelighed.

De sande kristne i de første århundreder gjorde ret når de forkastede den hedenske fest som Kristi navn er blevet hæftet på, selv om de autoriteter vi har citeret i denne artikel måske ikke er enige med os heri. Sande kristne i dag vil også forkaste denne fest, idet de ikke ønsker at fejre solens genfødsel, hvilket navn den end går under, men kun vil mindes Kristi død. De er enige med apostelen Peter, når han siger: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje.“ — 1 Pet. 4:3.

Drikke på Bibelens tid

● I bogen Everyday Life in Old Testament Times [Hverdagsliv på gammeltestamentlig tid] fortæller E. W. Heaton om de drikke israelitterne nød: „Eftersom der var knapt med vand og det der var, ikke var særlig velsmagende, blev der drukket en hel del mælk. Det var gede- og fåremælk. Der findes et hebraisk ord for frisk mælk, men med det klima Palæstina har kan dette ord ikke være blevet brugt så ofte som et andet der betyder sur mælk eller ostemasse. Så snart den friske mælk var hældt på gedeskindssækkene begyndte den at blive tyk og sur. Men så meget des bedre, syntes man, slukkede den tørsten. . . .

Det var almindeligt at drikke vin. At nyde den blandet med vand eller isafkølet med sne fra bjergene var skikke der først senere kom til, og selv den sidstnævnte måde at servere vinen på må betegnes som en luksus der næppe hørte hverdagen til. Den jævne israelit som levede på den tid vi her taler om, drak sin vin som den var fra naturen eller (i lighed med assyrerne) blandet med krydderier og stimulanser for at den lettere kunne stige til hovedet. Det skulle ikke forbavse nogen at Det gamle Testamente så ofte advarer imod at drikke for meget. Mændene i Israel drak også granatæblevin. . . . Der er imidlertid intet der tyder på at de drak så meget øl. Det gjorde derimod grænsefolket filisterne. Man har fundet i hundredvis af filisternes ølkrus med filtertud.“