Hold trit med sandheden

„I var godt i gang med at løbe. Hvem hindrede jer i at fortsætte med at adlyde sandheden?“ — Gal. 5:7, NW.

 1. Hvorfor er det nødvendigt, at der uafbrudt sker en tilnærmelse mellem Gud og mennesker gennem deres hjerter og sind, og hvad er der blevet tilvejebragt med dette for øje?

SOM menneskets kærlige Skaber og Velgører har Jehova truffet fyldestgørende foranstaltninger til, at hans tjenere kan tilbede ham af hele deres sind og hjerte. Det nære, varme forhold, Jehova etablerer mellem sig selv og sine sande tilbedere, kræver i virkeligheden, at sind og hjerte opbygges. Dette sker bedst, ved at man holder trit med sandheden. Når vi holder trit med strømmen af nye sandheder, sker der en konstant tilnærmelse mellem Gud og mennesket gennem dets sind og hjerte. At vi nu skænker penge og bringer materielle ofre, giver den levende Gud et vist mål af glæde. Men han har ganske særlig behag i en „frugt af læber“ fra dem, der tjener ham og lovpriser ham af hjertet. (Hebr. 13:15, NW) Da Samuel afviste den materialistisksindede, koldhjertede kong Saul, der ikke var interesseret i at gøre fremskridt, sagde profeten: „Jehova vil visselig selv finde sig en mand efter sit hjerte, og Jehova vil overdrage ham det hverv at være leder for sit folk.“ (1 Sam. 13:14; 15:22, NW) Den mand, der var i samklang med Jehovas hjerte, viste sig at være den elskede David, der senere blev salvet til konge. Som Jehova demonstrerede det gennem hele Davids teokratiske løbebane, har han tilvejebragt et bugnende forråd af sandhed, hvorfra hver en tjener kan hente uvurderlige kundskabs- og visdomsskatte som føde for sit ivrige sind og modtagelige hjerte. „Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd.“ — Matt. 12:34, 35.

 2. Hvordan er den sande religion kommet mere og mere for lyset?

² I overensstemmelse hermed lærte Jesus, at den sande religion ikke var materialistisk, men at den er en tilbedelse af Jehova Gud „med ånd og sandhed“. (Joh. 4:24, NW) Denne sande religion er i virkeligheden en stadig voksende, fornuftbegrundet tilbedelse af Jehova, ledet af Guds hellige ånd. Den er baseret på en række sandhedsmeddelelser, der har deres udspring i himmelen, og som er blevet gjort kendt og blevet bevaret ved nedskrivning fra Adams tid til apostelen Johannes’ tid. Disse meddelelser fra himmelen appellerer til den sande gudsdyrkers sind og hjerte og er således helt igennem åndelige. Derfor udgør den ene fuldstændige religion, der er blevet åbenbaret progressivt gennem hele Bibelen, vor tids sande religion. For helt at være på højde med den sande religion må man følge med, efterhånden som den udfoldes, og være fortrolig med alle dens udviklingstrin.

 3. Hvori bestod den sandhed, Enok holdt trit med?

³ På Enoks tid, for henved 4994 år siden, omfattede den sande religion Guds hjertegribende løfte i Edens have om at sende en mægtig sæd, en befrier, der skulle hævde og ophøje Jehovas navn over for Satan ved at oprette en retfærdig ny verdens ordning, der aldrig skal ophøre. Uden tvivl omfattede Enoks rene tilbedelse også, at han fulgte Abels eksempel og bragte dyreofre, der i åndeligt håb pegede fremad mod det store genløsningsoffer, der var nødvendigt for at løskøbe mennesket fra dets afmagt i synd og død. (1 Mos. 3:15; 4:4; 5:24) Mens Enok vandrede på den sande Guds stier, blev han belønnet med en yderligere åbenbaring fra himmelen, hvorved der føjedes mere sandhed til den sande religion. Ved synet blev Enok opmuntret til at bevare sin retskaffenhed, idet det blev vist ham, at ugudelighed ikke betaler sig, fordi Jehova vil sætte en uhyre domsorganisation, bestående af „hellige titusinder“, i gang, for at den skal eksekvere dødsdomme over hele Satans øgleagtige organisation af onde skabninger. — Jud. 14, 15.

 4. Hvordan holdt Abraham sig på højde med sandheden?

⁴ På Abrahams tid, for 3739 år siden, omfattede den sande religion ikke alene alt det, Enok havde troet på, men blev udvidet til også at omfatte tillid til beretningen om Guds forbilledlige handlinger med Noa før Vandfloden. Der blev da dannet et verdensomspændende billede, der skildrer bevarelsen af en minoritet af retfærdige mennesker, som overlevede og kom ud på en renset jord, mens en hel ond verden af uretfærdige gik til grunde. Den religiøse føde for Abrahams sind og hjerte omfattede desuden en anerkendelse af regnbuepagten med Noa, der stadfæstede livets hellighed på jorden efter Vandfloden. (1 Mos. 6:13, 14; 9:2, 3, 13) Da Abraham var en troens mand, blev hans håb til den nye verden kraftigt styrket ved Jehovas særlige pagtsord og -ed, der blev urokkelige juridiske grundvolde for en ny verden. Her gav Gud sine tilbedere en sindets forvisning, da han lovede, at den nye verdens befrier skulle komme gennem Abrahams slægtslinje; han sagde: „Ved hjælp af din sæd skal alle jordens folk visselig velsigne sig.“ (1 Mos. 22:17, 18, NW) Sand religion førte ikke Abraham ud i materialisme, så han gav sig til at opbygge en menneskelig organisation og således løbe foran Jehova. Nej, „han ventede på staden [den nye verdens organisation] med de virkelige grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ (Hebr. 11:10, NW) Isak og Jakob modtog yderligere åbenbaringer af sandheden. Det blev åbenbaret for Jakob før hans død, at Sædens, Kongens, slægtslinje skulle gå igennem hans fjerde søn, Juda, fra hvis efterkommer den nye verdens kongespir ikke skulle vige. — 1 Mos. 49:10.

 5, 6. a) Hvordan udvidedes den sande religion på Moses’ tid? b) Hvilken sandhed var ny på Davids tid?

⁵ Moses, en Guds mand af format, døde for 3428 år siden. Under hans lange tjeneste gjorde den sande religion imidlertid store fremskridt på grund af de mange himmelske meddelelser, der blev givet gennem ham. Alle disse nye sandheder blev føjet til Abrahams, Isaks og Jakobs sande religion. Det store lovkompleks, der hørte til Lovpagten gennem Moses, og som indeholdt over seks hundrede love, udgjorde en detaljeret plan, et stort mønster, som kastede profetiske skygger af den nye verdens rige, der skulle oprettes ved Sæden, Kongen, som skulle komme gennem Abraham. Som en del af den udvidede sande religion blev der ved lov pålagt israelitterne offerforordninger, sabbater, højtider, tiende, præsteskab, renselser og andre forpligtelser i tilknytning til sindets og hjertets absolutte hengivenhed for deres usynlige konge, Jehova. — 2 Mosebog, kapitlerne 19 til 23.

⁶ For 3020 år siden sad kong David af Judas stamme på det forenede Israels trone og svang i forbilledlig betydning det lovede riges scepter. Jehova sluttede en pagt med David, senere kendt som „de trofaste nådeløfter til David“; og i den gav han løfte om, at den forlængst forudsagte Messias, Sæden, skulle komme gennem hans slægtslinje. (Ap. G. 13:34) Jehova sagde: „Han er den, som skal bygge mig et hus [tempel], og jeg vil visselig grundfæste hans trone evindelig. Jeg skal blive hans fader, og han skal blive min søn.“ (1 Krøn. 17:12, 13, NW) Den sandhed blev også åbenbaret, at denne fremtidige davidiske Messias skulle virke som præste-konge efter Melkizedeks vis. — Sl. 110:4.

 7. Hvad blev der føjet til den sande religion i 607 f. Kr.? På Daniels tid? På Malakias’ tid?

⁷ For 2562 år siden ophørte det davidiske dynasti til sidst, da kong Zedekias blev afsat og tronen erklæret ubesat i 607 f. Kr. Da havde Esajas bekendtgjort hele sin profeti, og de fleste af de meddelelser, der blev givet gennem Ezekiel og Jeremias og nogle af de små profeter, var også blevet forkyndt og gjort offentlig tilgængelige. Denne strøm af profetiske sandheder handlede om Jerusalems fald og genrejsning, og den var føde for sind og hjerter for det trofaste mindretal i Israel. Disse profetier fik en mindre opfyldelse på det kødelige Israel, men der blev kastet endnu længere skygger af goder, som skulle blive virkeligheder på et senere tidspunkt for et langt herligere åndeligt Guds Israel. Derpå fulgte gennem profeten Daniel de himmelske profetiske sandheder om hedningerigernes opkomst og fald helt frem til den tid, da Messias’ nye verdens rige ville vise sig på verdensskuepladsen for at sønderknuse og fortære alle disse den gamle verdens riger. Dette rige skulle stå for evigt som en sejrrig hævdelse af retfærdigheden. For 2397 år siden blev så det sidste af Bibelens Hebraiske Skrifter, Malakias’ profeti, nedskrevet. Den fremholder sandhederne om Jehovas komme til templet for at holde dom sammen med sin „pagtsengel“, så der kunne oprettes et renset præsteskab, som skulle gå i spidsen for den nye verdens rene gudsdyrkelse. — Ez. 21:27; Gal. 6:16; Mal. 3:1, Da.

Kristen fremgang i sandheden

 8. a) Hvordan blev de 400 års tavshed, hvad angår himmelske åbenbaringer, brudt? b) Hvad skete der med den sande religion i det første århundrede efter Kristus?

⁸ I over fire hundrede år var meddelelses- og forbindelseslinjen fra himmelen tavs. Men for 1958 år siden, i årene 3 og 2 f. Kr., blev der pludselig etableret en mængde forbindelser i anledning af, at Davids søn skulle fødes i Betlehem, han, der var bestemt til at være Abrahams sæd, Befrieren, Guds himmelske organisations, eller Kvindes, sæd. Atter blev den sande religion guddommeligt beriget, denne gang ved budskaber, som blev givet gennem Zakarias, Maria, Elisabet, Josef, hyrderne, Simeon og profetinden Anna. Tredive år senere blev denne, Jesus, til Jehovas Kristus, da han blev salvet som den nye verdens udnævnte konge. Hans enestående forkynderkampagne, der varede tre og et halvt år, udløste en veritabel flod af nye sandheder, der i en grad som aldrig før opflammede og fyldte sind og hjerte hos dem, der var sig deres åndelige behov bevidst. Med kraft og myndighed lærte han om et åndeligt „Himmerige“, som skulle opfylde Israels håb og skønneste drømme, og han lagde grundvolden til dette rige. Efter Jesu pælfæstelse som menneskets løskøber fortsatte strømmen af hellige hemmeligheder at flyde gennem Kristi apostle. De afsluttende åbenbaringer blev meddelt Johannes for 1860 år siden, i året 96. I løbet af en periode på over fire tusinde år er en lang og stærk kæde af himmelske åbenbaringer således blevet sammenføjet og bevaret for os i Bibelens seksogtres bøger. Heri findes sandhedens hellige ord og udtalelser, gradvis åbenbaret ved hellig ånd. Her findes — skriftligt og tilgængeligt for alle — de åndelige skatte Gud efterhånden har givet menneskene. På dette åndelige festbord, der stadig forsynes rigere og rigere, er der overflod af føde for sind og hjerte til alle. — Lukas, kapitlerne 1 og 2.

9, 10. a) Hvorfor er Abrahams handlemåde eksemplarisk? b) Hvilken indstilling havde de fleste af jøderne på Stefanus’ tid?

⁹ Som vi har set, var Abraham, Moses og de trofaste profeter blandt de mange, der holdt sig på højde med sandheden for at få dækket deres åndelige behov. De holdt trit med sandheden, så langt som den var blevet åbenbaret ved den hellige ånd op til deres tid. Disse Jehovas loyale tjenere så fremad i deres religiøse udsyn. De stod ikke i stampe og kørte ikke fast i traditioner. For dem var den sande religion dynamisk og aktiv; den bevægede sig fremad mod nye tjenesteprivilegier og større indsigt. De var altid vågne for nye åbenbaringer gennem den hellige ånd vedrørende deres store håb om den kommende nye verden. „Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har beredt dem en stad [den nye verdens organisation].“ — Hebr. 11:16, NW.

¹⁰ Jøderne på den kristne Stefanus’ tid fulgte imidlertid ikke Abrahams og Moses’ eksempel med hensyn til at være fremadstræbende. De var tværtimod som mange af deres utro forfædre, der ikke holdt sig på højde med sandheden, men blev materialistiske og nægtede at nære deres sind og hjerte med åndelig føde. Stefanus’ religiøse samtidige var frafaldne. De kastede vrag på den sande religion. De havde sat sig op imod den hellige ånd. I sin mesterlige forsvarstale for det jødiske synedrium beskriver Stefanus, hvor bemærkelsesværdigt den sande religion, hvad angår Guds hensigter, havde udviklet og udfoldet sig fra Abrahams tid til Salomos dage i kraft af den hellige ånd. Til slut siger Stefanus fordømmende til sin generations åndeligt syge mænd, fordi de havde undladt at holde trit med sandheden: „I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren? Altid sætter I jer op imod helligånden som jeres fædre, således I.“ — Ap. G. 7:51.

11, 12. a) Hvordan er sand religion progressiv i dag? b) Er der nogen i dag, der modstår den hellige ånd? Hvordan?

¹¹ Skønt der ikke er blevet føjet noget skrift til Bibelen siden apostelen Johannes’ tid, fortsætter den sande religion dog nu, efter at den rene tilbedelse blev genoprettet fra og med 1919, med at være progressiv. Grunden hertil er, at stadig flere og flere henter åndelig næring fra opfyldelsen af de mange profetier, der er nedskrevet i Bibelen. Disse opfyldte profetier åbenbarer de nærmere enkeltheder i forbindelse med oprettelsen af Jehovas nye verden nu i „endens tid“. Disse nutidige opfyldelser fylder sindet med en rigdom af nye kendsgerninger og styrker hjertet med voksende håb og tillid til Jehova. Men som på Stefanus’ tid har også i dag de fleste lukket deres sind og hjerte for Jehovas rige forsyninger. De er faldet fra den sande kristendom og er derfor blevet åndeligt syge. De følger de katolske og protestantiske religioner, som er lænket til hedenske trosbekendelser fra det fjerde århundrede. De er ikke progressive, hvad angår Bibelens sandhed og oplysning. Derfor kæmper de også mod sandheden og modstår Guds hellige ånd. Apostelen Paulus beskriver dem træffende, når han skriver: „Således sætter disse sig også stadig op imod sandheden, mennesker med et komplet fordærvet sind, forkastede i troen.“ (2 Tim. 3:8, NW) De går så vidt i deres opsætsighed mod den hellige ånd, at det til sidst bliver til gudsbespottelse, hvilket igen fører til, at de straffes med åndelig død. Denne straf kan de ikke få eftergivet. „Den, som taler bespotteligt imod helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.“ — Mark. 3:29.

¹² Vi, som nu er på vej mod fuldkommen åndelig sundhed, må ikke være sådanne, som unddrager sig og ikke følger med sandheden, når den skrider fremad, vejledt af den hellige ånd. Er vi det, gør vi os dermed fortjent til Jehovas forbandelse i den anden død. „Vi hører ikke til dem, der unddrager sig og rammes af udslettelse, men til dem, der har tro, så deres sjæl kan bevares i live.“ (Hebr. 10:39, NW) Da vi nu har påpeget, hvorfor det er så presserende nødvendigt, at vi fylder vort sind og hjerte med sandheden, rejser det næste spørgsmål sig: Hvordan kan det gøres på en fornuftig måde?

13, 14. a) Hvad bør Jehovas vidner anerkende nu, da de befinder sig under den sande religion? b) Giv eksempler på, hvad der kræves af Guds ords forkyndere.

¹³ Som i fortiden er den sande religion i dag også ufravigeligt knyttet sammen med det folk på jorden, der er under Guds særlige førelse. Dette folk er et teokratisk organiseret folk, nu kendt som den nye verdens samfund af Jehovas vidner. De udgør et internationalt samfund af forkyndere, der udfører det arbejde, der har størst betydning på jorden i dag — forkyndelsen af den gode nyhed om Jehovas oprettede rige. (Matt. 24:14) Kan vi forsvare at være som dem, der betragter denne hellige tjeneste som noget, der ikke kræver nævneværdig forberedelse? Eller som andre, der siger, at det ikke er påkrævet at holde sig på højde med de meddelelser, Gud giver sine tjenere?

¹⁴ Englene i himmelen beskrives som Guds tjenende sendebud. En betragtning af de engle, der fra Jehovas himmelske haller har været sendt til jorden i særlige missioner, viser os, at de alle har været grundigt informerede, årvågne og punktlige i overbringelsen af deres guddommelige budskab, og at de har optrådt med en værdighed, der sømmede sig for dem som udsendinge fra den Almægtige. (Dan. 7:10) Lad os som et andet eksempel endog tage de jordiske regeringer, der alle stiller strenge krav til deres gesandter i udlandet. Det kræves, at disse politiske gesandter er eksperter, for det første i deres lands grundlov, for det andet i at følge de politiske retningslinjer, der gives dem anvisning på i de depecher, de modtager fra deres overordnede i regeringen, og for det tredje i at opretholde forbindelsen med andre gesandter af samme rang til gensidig fordel. Hvor meget mere skulle da ikke vi, som er Guds jordiske tjenere, behøve at blive eksperter, for det første i vor Guds skrevne ord, hans grundlov, for det andet i de retningslinjer, der gives os anvisning på i de løbende meddelelser fra Jehovas teokratiske organisation, og for det tredje i at opretholde forbindelsen med vore kristne medtjenere ved de møder, der holdes til vor åndelige opbyggelse!

15, 16. a) Hvad vises der ved Josuas eksempel? b) Hvordan bør man se på Guds ord?

¹⁵ Læg i forbindelse med det første punkt mærke til, hvordan Josua, der repræsenterede Jehova i regeringsanliggender i Israel, fik at vide, hvor han kunne finde nøglen til succes i tjenesten for Gud, og hvor han kunne tilegne sig en grundlæggende kundskab om sandheden. „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse i den for dig selv dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; for så vil du have succes i al din færd, og da vil du handle forstandigt.“ I lighed med Josua lægger vi os dette Jehovas råd på sinde. Bibelen er visselig selve sandhedens kilde. Den fremlægger de principper, der følges af den regering, vi repræsenterer. — Jos. 1:8, NW.

¹⁶ Guds ord blev skrevet under Jehovas hellige ånds inspirerende kraft. Herom skrev Paulus: „Thi det er os, Gud har åbenbaret dem ved sin ånd, for ånden udgransker alt, selv de dybe ting om Gud.“ Når vi læser i de hellige skrifter, dvæler vort sind altså ved kundskab, der er åndelig og kommer fra en overnaturlig kilde. Ved at vort sind tilegner sig denne åndelige oplysning, bliver vi åndeligtsindede og retledt. Man kunne sige, at i de bind, der omslutter vore bibler på mange sprog, har vi oversættelser af indfangede udtalelser af den hellige ånd. Hvilken enestående skat holder vi ikke i vor hånd, når vi tager vor bibel! — 1 Kor. 2:10, NW.

17, 18. a) Er det urimeligt at stræbe efter at læse i Bibelen hver dag? b) Hvilket forslag fremsættes der her angående bibellæsning?

¹⁷ Var det urimeligt af Jehova at forlange, at hans tjener Josua skulle læse i den bibelske lov hver dag? Afgjort ikke. Jesus gentog Moses’ ord, da han sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse, der udgår af Jehovas mund.“ Det er derfor godt for hver eneste af os at hente næring fra Guds åndelige sandhedsord hver dag, for at vi kan bevare os selv åndeligtsindede på et sundt plan. Ligesom Josua skulle vi hver især gøre os det til en regel at læse i Guds ord hver dag. — Matt. 4:4, NW.

Praktiske forslag

¹⁸ Vi skal nu give et par praktiske råd i forbindelse med et sådant personligt bibellæsningsprogram. Hvorfor ikke hver morgen læse hele det kapitel i Bibelen, hvorfra dagsteksten i Yearbook eller i de ikke-engelske udgaver af Vagttaarnet er hentet? Straks har vi til vor rådighed et righoldigt stof som grundlag for et ansporende studium af dagsteksten og kommentaren. Læser man et kapitel hver dag, bliver det til 365 kapitler om året, og det er omkring en tredjedel af hele Bibelen. Prøv at uddrage hovedpunkterne af hvert kapitel, når du har læst det. Søg at finde kapitlets grundtema.

19, 20. Hvilket andet og tredje forslag gives der?

¹⁹ Et andet forslag er, at man hver dag sætter en halv time til side til direkte bibellæsning. Enten en halv time før morgenmåltidet, mens man endnu er frisk i sindet, eller om aftenen, før man går i seng. En sådan fortløbende bibellæsning skal ikke i første række tage sigte på at nå et bestemt antal sider. Prøv hellere at absorbere noget af varig værdi fra det læste. Søg hver dag at huske et eller flere grundprincipper eller guddommelige råd. Lær dem udenad og hør dig selv i dem dagen efter.

²⁰ Et tredje forslag: Hvorfor ikke hver dag læse en samling beslægtede skriftsteder over et bestemt bibelsk emne, hentet fra bogen „Forvis Jer Om Alt“? Det vil give os øvelse i at fremlægge bibelske beviser i vor tjeneste i vidnearbejdet. Ved denne fremgangsmåde udarbejder vi så at sige hver dag små bibelprædikener, der kan bruges i vor forkyndelse fra dør til dør.

21, 22. a) Nævn det fjerde forslag til bibellæsning. b) Hvad fører dette foreslåede program til?

²¹ Et fjerde forslag tilsigter, at man til sidst skal blive fortrolig med og kunne anvende hele Bibelen. Dette program kræver, at man fortsat læser et eller to kapitler i sammenhæng hver dag. Efter omhyggelig gennemlæsning må man prøve at opsummere hele kapitlet og udtrykke dets indhold i én enkelt hovedtanke. Se efter, om denne hovedtanke er udtrykt i et af kapitlets vers, og afmærk i bekræftende fald dette som kapitlets „emne-vers“. Søg altid at reducere denne hovedtanke til nogle ganske få ord, som du gør klogt i at skrive ned og huske. Når du er nået gennem en af Bibelens bøger på denne måde, så prøv at opsummere hele denne bog i én hovedtanke, ét tema eller emne. Tag til eksempel brevet til filipperne, der kan skitseres på følgende måde:

Filipperbrevets emne: Kærlig opmuntring til trofasthed

Kapitel: 3

²² Når du tid efter anden gerne vil huske bestemte skriftsteder, så knyt dem altid sammen med „emne-verset“ eller hovedtanken, som du allerede har afmærket i det kapitel. Sæt dem derefter på plads i dit hjernekartotek under det rigtige hovedemne. På den måde vil du få et forbløffende fast greb om livets ord. Så behøver du ikke at huske alle ord og vers i Bibelen, hvilket for den engelske King James-oversættelses vedkommende vil sige 773.696 ord og 31.102 vers, for at kunne sige, at du kender Bibelen; du behøver blot at huske nogle få emne-ord for hvert af Bibelens 1189 kapitler for at blive en mester i at bruge den i den praktiske forkyndelse.

23-25. a) Hvilken foranstaltning er der truffet, for at en Jehovas tjener kan holde sig à jour med de meddelelser, der tilflyder ham fra Guds organisation? b) Hvordan skal man stræbe efter at danne sig et stadig klarere og klarere objektivt billede af den nye verden?

²³ Når den enkelte tjener nu har overvejet, hvilket program for daglig bibellæsning han vil følge for at bevare sin åndelige fortrolighed med Bibelen ny og frisk, må han også sørge for at holde trit med alt det, der meddeles ham gennem Jehovas teokratiske organisation. Til dette formål bruger Jehova Gud, profetiens store Fortolker, på ny sin hellige ånd til at lukke op for de hellige hemmeligheder og videregive dem til sine tjenere. Jesus sagde til disciplene: „Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han vil ikke tale efter egen indskydelse, men hvad han hører, skal han tale, og han vil forkynde jer de kommende ting.“ — Joh. 16:12, 13, NW.

²⁴ Som vi tidligere har lært, har Jehova siden 1918 udøst sin gunst over den skare, der udgør den „tro og kloge træl“, den salvede rest, og sat den „over sin husstand til at give dem mad i rette tid“. (Matt. 24:45, NW) Som vi ved, bruger den „tro og kloge træl“ Vagttaarnet til at bringe os, Guds „husstand“, den betimelige åndelige føde, der er nødvendig til vor fortsatte åndelige opbyggelse. Det er derfor i høj grad tilrådeligt at sætte nogen tid til side hver uge til privat studium og undersøgelser i forbindelse med Vagttaarnets publikationer. Hvis vi handler så uklogt, at vi udsætter dette personlige studium, lukker vi i virkeligheden vore ører for de budskaber, som den store læge, Jehova, anser for livsvigtige for vor gode åndelige helbredstilstand nu i tiden.

²⁵ Når vi ved et grundigere studium af Vagttaarnet holder trit med den sande religions fremadskriden, skulle vi samtidig søge at opbygge i vort sind et stadig skarpere, objektivt billede af den nye verden. Jehovas folk er visselig et folk, der ser et strålende syn for deres øjne. Stræb efter at gøre dette syn endnu mere levende. Efterhånden som Guds nylig åbenbarede hensigter afklares mere og mere, må de sættes i det rette forhold til de hensigter, vi i forvejen har fået forståelse af. Når du føjer hvert enkelt nyt punkt i de oplysninger, Vagttaarnet giver dig, ind i ét stort helhedsbillede af Guds hensigter, vil du erfare, at du bliver dygtigere til at prædike med større virkning. Jo klarere og tydeligere et billede du i dit sind kan danne dig af det store mønster, som er under udformning i forbindelse med Jehovas store rigsregering, des bedre vil du være i stand til at repræsentere denne regering.

26, 27. Hvilken tjeneste, som Guds hellige ånd yder Jehovas vidner, kan vi til sidst nævne?

²⁶ Vi har endnu tilbage at betragte det sidste punkt, der er medvirkende til at holde os på højde med sandheden. Mens daglig læsning af Guds ord, Bibelen, er af grundlæggende betydning, og mens det er af stor vigtighed at holde sig på højde med de åndelige meddelelser, der drøftes i Vagttaarnet, er der endnu en af den hellige ånds funktioner, vi må se på. Det er den hellige ånds funktion som en bemærkelsesværdig hjælper for organisationen, en hjælper for menigheden som et hele. Jesus gav alle sine disciple under ét dette løfte: „Men hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den skal lære jer alle ting og minde jer om alle de ting, jeg fortalte jer.“ — Joh. 14:26, NW.

²⁷ Denne hjælper eller „paraklet“ er en usynlig, aktiv kraft, der manifesterer sig med vejledning og hjælp til en hel forsamling af sande kristne. Denne ånd, der ledes af Jesus, er det middel, hvormed han opfylder sit løfte: „For der, hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20, NW) Det er i kraft af selve dette løfte, at tilstedeværelsen af Guds hellige ånd som hjælper kan erfares ved hvert stævne, Jehovas folk holder. Det har en beroligende og stimulerende virkning på hver enkelt at overvære Jehovas tjeneres, officielle møder. Når vi således kommer sammen, gør den samme hellige ånd det muligt for vore sind mere beredvilligt at indsuge åndelige oplysninger; den sætter os i stand til at føle, hvorledes vore hjerters tanker forener sig i tak til den store Skaber, og til at vise kærlighed mod vore brødre rundt om os. Al generende modstand overvindes også.

28, 29. Hvilke grunde er der for, at det er absolut nødvendigt at deltage i alle den lokale menigheds officielle møder og alle stævner, der arrangeres af Selskabet?

²⁸ Hver gang vor lokale menighed samles til tjenestemøde, vagttaarnsstudium eller det ugentlige bogstudium, vil Guds ånd derfor være til stede som en hjælper for organisationen. Samme hjælper er også nærværende ved ethvert zone- og sektionsstævne. Alle Jehovas vidners nationale og internationale konventer nyder ligeledes godt af denne enestående åndelige velsignelse. Det er ganske åbenbart, at Jehovas hellige ånd ikke hviler over de sekterisk splittede sammenkomster, som den falske religions organisationer holder for deres åndeligt syge medlemmer. Men af lang erfaring ved vi, at Guds hellige ånd er med hans folk på en vidunderlig måde! Når vi ved, at dette er en kendsgerning, betyder det, at vi for at holde os på højde med sandheden ufravigeligt må overvære hvert eneste møde, som holdes af den menighed af Guds folk, vi er aktivt tilsluttet. Kan vi forestille os, at en tjenende engel i himmelen ville finde på en undskyldning for ikke at komme til stede, når Guds hof mødes officielt i himmelen? Bestemt nej. Altså skulle vi som Guds tjenere heller ikke finde på undskyldninger for at blive borte fra møderne.

²⁹ Fællesskabet og samhørigheden ved disse bibelske møder virker opløftende, styrkende og opmuntrende. Ingen af os har råd til at undvære denne foranstaltning til gensidig åndelig hjælp. Hvor mange af os har ikke sagt: „Jeg har studeret Vagttaarnet hjemme, men jeg har aldrig lagt mærke til det punkt, før vi drøftede det ved menighedens studiemøde!“ Dette er et bevis for, at Guds hjælper, den hellige ånd, virkede på menigheden som et hele, for at understrege dette vigtige punkt.

30. Hvad indebærer det alt i alt at holde trit med sandheden nu i tiden?