havde givet Guds søn en sådan frugt, ville det have medført at de var blevet taget med ind i det sande messianske gudsrige. Men eftersom de ikke havde frembragt den frugt der skulle have kendetegnet Guds forbilledlige rige, ville det privilegium at være Guds rige blive taget fra dem som folk betragtet. Derfor måtte der dannes en anden nation af „vinavlere“. Denne nye nation ville frembringe frugter der var Guds rige værdige. Disse „vinavlere“ ville give Gud, vingårdens ejer, de frugter der med rette tilkom ham.

13. (a) Hvad troede de jødiske vinavlere at de kunne opnå ved at tilrane sig Sønnens arv? (b) Hvad sagde Jesus at der ville ske med den kongelige sten som bygningsmændene havde forkastet?

¹³ Når Gud skal afgøre hvem der er værdige til at få del i hans messianske riges velsignelser, er deres „frugter“ af altafgørende betydning. De jødiske vinavlere mente at de, ved at tilbageholde de rettelig forventede frugter og endog dræbe Jesus, arvingen til Guds rige, kunne tilrane sig hans arv. De mente at de kunne forblive under det forbilledlige gudsriges herredømme, under den mosaiske lovpagt. (Joh. 11:47-53) Men som det fremgår af Jesu lignelse, kunne dette ikke lade sig gøre. (Matt. 21:41) Tænk også på det Jesus sagde om den kongelige sten som de der opførte et bygningsværk til Gud netop havde forkastet dagen før, efter hans sejrrige indtog i Jerusalem. Denne sten ville blive gjort til hovedhjørnestenen i Guds nye kongelige bygning, det himmelske „Guds rige“.

14. Hvorfor fandt Jesus det ikke formålsløst at fortælle lignelsen om vintræet og grenene, kort før han blev pågrebet i Getsemane have?

¹⁴ Jesus vidste at „det sande vintræ“ som Jehova Gud havde plantet og nu drog omsorg for, ikke kunne fældes eller ødelægges, selv om de jødiske vinavlere i den forbilledlige vingård ville få lov at dræbe ham på den jødiske påskedag. Derfor fandt han det ikke formålsløst at fortælle sine disciple lignelsen om vintræet og grenene, selv om dette skete lige før han gik ud til Getsemane have, hvor han blev pågrebet.

15. Hvem er, ifølge Johannes 15:1-5, vinavleren der ejer „det sande vintræ“, og hvad gør han ved grenene, alt efter om de bærer frugt eller ikke?

¹⁵ „Jeg er det sande vintræ,“ sagde Jesus, „og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ — Joh. 15:1-5.

Plantning og vækst

16, 17. (a) Hvornår plantede Jehova „det sande vintræ“, og hvordan gjorde han det? (b) I hvilken forstand er Jesus Kristus større end patriarken Jakob, og hvornår fik „det sande vintræ“ grene?

¹⁶ Hvornår plantede den store Vinavler dette frugtbare vintræ? Det var i år 29, da han salvede den nydøbte Jesus med sin hellige ånd. (Es. 61:1, 2) Det var på det tidspunkt Jehova plantede stammen i det messianske rige, det symbolske vintræ. Vi husker i den forbindelse at det forbilledlige Israels rige stammede fra patriarken Jakob, der fik tilnavnet Israel, og at han blev fader til tolv sønner som Israels tolv stammer udgik fra. (Apg. 7:8-14) Jesus Kristus svarer således til Jakob.

¹⁷ Denne større Jakob var vintræets stamme. Han udvalgte tolv apostle, der skulle blive „grene“ på dette åndelige vintræ. (Joh. 15:16; 6:70) Det var derfor han på denne jødiske påskeaften kaldte dem „grene“. På Pinsedagen, 51 dage senere, blev hans tolv trofaste apostle salvet med hellig ånd. Derved blev de sekundære grundsten i den nye nation, det åndelige Israel. Det himmelske ny Jerusalem er bygget på dem. (Åb. 21:14; Ef. 2:20) De øvrige i denne gruppe på omkring 120 disciple var imidlertid også blandt de første der på Pinsedagen fik den hellige ånd og talte i tunger, og derved blev de også „grene“ på det åndelige vintræ, Jesus Kristus.

18. Hvilken mulighed som det kødelige Israel havde ifølge Anden Mosebog 19:6, 7, benyttede det sig ikke af, og hvem anvendte Peter denne udtalelse på?

¹⁸ Det var ved denne lejlighed den nye nation, det åndelige Israel, blev til. Som folk betragtet havde det kødelige Israel ikke benyttet sig af den mulighed som Jehova, ved sin mellemmand Moses, havde fremholdt for det, ifølge Anden Mosebog 19:6, 7. Apostelen Peter anvendte derfor disse ord, der havde lydt fra Guds mund, på medlemmerne af den nye nation, det åndelige Israel. Vi finder dem i Peters første inspirerede brev, det andet kapitel, versene 9 og 10, hvor der står: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“

19. Hvad skete der med det åndelige Israels nation efter at Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt, og hvorfor var Jehovas omsorg for denne nation ikke mindre end den han havde vist det forbilledlige Israels „vingård“?

¹⁹ Efter at Jehovas advarende ord i Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt på det kødelige Israels symbolske vingård, fortsatte den kristne nation, det åndelige Israel, lykkeligvis med at vokse. Som Vinavleren har Jehova lige så stor omsorg for „grenene“ på „det sande vintræ“, Jesus Kristus, som han havde for den tidligere „vingård“, det kødelige Israel, indtil år 33. Han ønsker at disse frugtbærende „grene“, det vil sige Jesu Kristi disciple, skal forblive „rene“, så der ikke findes vildskud eller dødt træ iblandt dem. Det var derfor Jesus i sin lignelse sagde til sine trofaste apostle: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer.“ — Joh. 15:2, 3.

20. Hvorfor kunne Jesus, i betragtning af beretningen i Johannes 6:67-69, sige at de elleve trofaste apostle var „rene“?

²⁰ Judas Iskariot, den apostel der forrådte Jesus, var ikke til stede da Jesus sagde disse ord. Jesus havde allerede sendt ham bort ved afslutningen af påskemåltidet. (Joh. 13:26-30) De elleve trofaste apostle der var blevet tilbage, havde helhjertet taget imod hans ord eller messianske budskab, og derfor kunne han omtale dem som „rene“. I Kapernaum, i den nordlige del af landet, havde Jesus for eksempel spurgt disse apostle: „Vil I også gå?“ hvortil Simon Peter havde svaret: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ — Joh. 6:67-69.

21. I hvilken forstand var disse apostolske „grene“ rene, og hvilken virkning må de ord Jesus privat havde talt til dem, have haft på dem?

²¹ Der fandtes altså ingen døde kviste i form af gold vantro blandt disse trofaste apostle. Der fandtes ingen generende vildskud i form af jødedommens ubibelske lære blandt dem. Deres opmærksomhed var helt og holdent rettet mod „Guds Hellige“ og hans sag. De troede at han var „Messias, den levende Guds søn“. (Matt. 16:16) Ved en anden lejlighed havde Peter sagt til ham: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig; hvad bliver der egentlig til os?“ (Matt. 19:27) Set på denne baggrund må Jesu ord, især de ord han privat havde talt til apostlene, have haft en lutrende virkning, der efterlod dem i en åndeligt ren tilstand. Alle de „grene“ der forblev i denne rene tilstand kunne helt og fuldt stille sig til rådighed for det særlige formål Jehovas „sande vintræ“ skulle tjene. Dette ville være til glæde for både Gud og mennesker.

Hvordan vi bærer frugt og herliggør Gud

1. Hvilket formål tjener et vintræ først og fremmest, ifølge Jehovas ord i Ezekiel 15:1-5?

HVILKET formål tjener et vintræ? For længe siden stillede Han der plantede det første vintræ, dette spørgsmål. Han spurgte sin profet Ezekiel: „Menneskesøn! Hvad har vinstokken forud for alle andre træer, ranken, som står iblandt skovens træer? Tager man gavntræ deraf? Eller tager man deraf en knag til at hænge alskens redskaber på? . . . Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget.“ (Ez. 15:1-5) Det er med andre ord tydeligt at vintræets fornemste opgave er at bære frugt, de saftige druer der bruges til fremstilling af vin. — Dom. 9:13.

2. Hvad var, i harmoni med vintræets formål og ifølge Johannes 15:16, Jesu tanke med at udvælge de apostolske „grene“?

² Ved det sidste påskemåltid Jesus spiste sammen med sine apostle, var der vin på bordet. Efter måltidet fortalte Jesus sin lignelse om „det sande vintræ“ og dets „grene“. På denne baggrund sagde han til sine elleve trofaste apostle: „I har ikke valgt mig, men jeg har valgt jer, og jeg har indsat jer for at I kan gå hen og fortsat bære frugt og jeres frugt forblive, for at Faderen [der plantede vintræet] kan give jer hvad I end beder ham om i mit navn [fordi I bærer frugt].“ — Joh. 15:16.

3. Hvorfor må et vintræ af og til beskæres, og hvad kan en „gren“ på „det sande vintræ“ lære af dette?

³ For at vintræet kan bære mest mulig frugt må det af og til beskæres. Det er som Jesus, det åndelige vintræ, sagde: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, . . . Hvis nogen ikke forbliver i samhørighed med mig, kastes han ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes.“ (Joh. 15:2, 6) Hvad lærer vi af disse ord? Jo, hvis man er en „gren“ på det åndelige vintræ og værdsætter dette privilegium, vil man ikke ønske at blive fjernet. Derfor må man bære frugt — megen frugt!