Vandløse skyer, frugtløse træer

EN ARTIKEL i det katolske blad Information for januar 1952 citerer Lukas-evangeliet, hvor der fortælles om, at Kristus udsendte nogle af sine efterfølgere i forkynderarbejdet fra dør til dør, og derefter påstår artiklen frimodigt: „De, der således fik denne gerning overdraget og betroet, var katolske lægmænd.“ Katolske lægmænd i dag har den samme bemyndigelse, hævder skribenten videre. Men „det viser sig, at det er andre, der går omkring to og to“ og forkynder. Han tænker her på sådanne som Jehovas vidner og jamrer over deres nidkærhed i at sprede „en masse vildfarelse“, mens han jamrer over den katolske undladelse af at forkynde den „evige og dynamiske sandhed“.

I en kort, efterfølgende artikel synes en jesuiterpræst at være foruroliget af samme situation. Efter at have ærgret sig over Jehovas vidners nidkærhed og snedigt søgt at sætte en skamplet på dem ved at slå dem i hartkorn med kommunister, falder han til ro ved at skænde på sin sløve hjord:

„Kirken må i dag have sin opmærksomhed henvendt på det katolske lægfolk for at nå ud til det uhyre antal mennesker, der ikke går i kirke i de Forenede Stater, — et antal, der anslås til mellem halvfjerds og hundrede millioner. Mange af disse mennesker er overhovedet ikke i kontakt med katolsk undervisning, og det synes, som om de faktisk ville have haft større mulighed for at lære om den katolske sandhed, hvis de boede i Afrika eller et andet missionærområde, hvor missionærernes eller kateketernes stemme kunne nå dem. Mange millioner mennesker i U.S.A., som ikke virkelig er tilsluttet noget religiøst samfund, holder sig mere borte fra katolsk undervisning, end de ville gøre, hvis de var i et velbetjent missionærland. Det katolske lægfolk er i nær forbindelse med disse ikke-religiøse mennesker i forretnings- og samfundslivet. Det ved, at disse mennesker har fået lidt eller ingen religiøs undervisning. Det katolske lægfolk har mange lejligheder til på en taktfuld måde at hjælpe dem til større kundskab om kirkens undervisning og krav. Det kan tilbyde at give dem katolsk litteratur, at lede dem hen til en prædiken eller undervisning eller endog en andagt og at introducere dem i et katolsk undervisningscenter. Ikke desto mindre ser det i mange tilfælde ud til, at selv vort katolske lægfolk, der har gået i katolske skoler, aldrig tænker på sin pligt og sit ansvar for at lære andre troen og bringe dem ind i den eneste sande kirke, der er grundlagt af Jesus Kristus.“

Men det er ikke fair at revse den katolske offentlighed på denne måde. Der er mange katolikker, der elsker Herren og ville tjene ham, hvis de blev udrustet til det. Fejlen ligger hos den katolske kirkeorganisation. Den har ikke givet sine medlemmer noget evangelium eller gode nyheder at forkynde. Gudfrygtige katolikker kan fortælle andre om gentagelser af bønner ved hjælp af rosenkranse, knælen foran billeder, påhørelse af ritualer på et dødt sprog, stænken med vand, der anses for at være helligt, køb af syndsforladelse og udfrielse fra skærsilden eller deltagelse i spil ved kirkefester. En sådan undervisning indeholder ingen gode nyheder. Der er intet inspirerende ved den. Måske forsøger mange katolikker sig på den måde i begyndelsen, blot for at erfare, at deres tilhørere konfronterer dem med skriftsteder fra Bibelen, som blotter dårskaben ved disse ting.

Hvordan skulle man kunne udføre åndeligt arbejde, når man er udhungret med hensyn til åndelig føde? Hvordan skulle vandløse skyer kunne afgive forfriskende regn? Hvordan skulle golde træer kunne bære nærende frugter? Ud over hele det store ortodokse religionssystem ses den tilstand, som profetien har forudsagt: „Jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord.“ (Amos 8:11) Folkemasserne, der ser hen til disse systemer efter åndelig føde, har intet af sandhedens vand og ingen af åndens frugter, men kun religiøse traditioner, formaliteter, ceremonier, ritualer og selvbestaltede, kloge mænds vidtløftige filosofier. Derfor er de som „vandløse skyer, som drives forbi af vinden; de er træer i senhøst, dog uden frugt“. — Judas 12.

Markus 11:12-14 fortæller om et figentræ, som havde blade, men ingen frugter, og da Jesus gik hen til det for at finde nogle frugter, men ingen fandt, forbandede han det, og det visnede og døde. Også Lukas 13:6-9 fortæller om et figentræ, der ikke havde båret frugt i tre år, og da ejeren beordrede det omhugget, spurgte vingårdsmanden, om han ikke måtte give det en speciel pasning i et år mere for at se, om det ikke ville forandre sig og bære frugt, og hvis ikke ville han hugge det om.

Disse illustrationer blev givet med den jødiske nation for øje. Da Kristus, Messias, kom, hungrede han efter at se den jødiske nation bære guddommelige frugter i pagt med Guds vilje. Men han fandt ingen, og derfor visnede denne nation til sidst, og den døde, hvad angår muligheden for at være Jehovas udvalgte folk. Nationen var som det figentræ, der så ud til at bære frugt, men ikke gjorde det. Som lignelsen hos Lukas viser, blev der skænket den særlig og ekstraordinær opmærksomhed i årevis, før den blev forkastet, og evangeliet gik ud til hedningerne. Som nation betragtet bar den aldrig den rette frugt.

Når Judas i sit 12. vers taler om vandløse skyer og frugtløse træer, tilføjer han om disse træer, at de er „to gange døde, oprykkede med rode“. Hvordan er de blevet ødelagt to gange? For det første var disse træer så godt som døde, fordi de ikke frembragte frugt. Ikke alene optog de plads, men de kostede også penge, idet frugttræer var beskattede i Palæstina på den tid. For derfor at udnytte pladsen på bedste måde, og for at undgå at betale skat af et værdiløst træ, blev det rykket op med rod. Det markerede træets anden og sidste død, for der blev ikke nogen stub tilbage, hvorfra der kunne gro nye skud. Således bliver træet, der engang var så godt som dødt på grund af dets mangel på frugt, nu bogstavelig dødt, når det oprykkes med rod, eller det dør to gange. Det illustrerer, hvorledes det vil gå mænd og organisationer, som påstår at tjene Gud, men som ikke gør det.

Hvis vi ønsker at behage Gud, må vi bære Rigets frugter. Johannes 15:1-8 viser dette klart. Grene, som ikke bærer frugt, bliver fuldstændig afskåret fra den teokratiske organisation og dør. Grene, som virkelig bærer frugt, bliver beskåret, for at de kan bære endnu mere. Ligesom vildskud og udløbere bliver klippet af en gren, så at den saft og kraft, de før brugte, nu går til frugtproduktionen, således bliver alle unødvendige interesser fjernet fra de kristnes liv, for at de frit kan forkynde evangeliet.

Sande kristne vil bruge deres tid og energi på den måde. De behøver ikke at blive revset for at gøre det. En rigtig forståelse af de gode nyheder om Kristi rige fylder dem med glæde og inspirerer dem til at tjene Gud. Lad derfor den katolske kirke fortsætte med de tørre skaller, der udgør dens åndelige menu, og den vil få at se, hvorfor de, som den bespiser ved sit bord, er ligegyldige og sløve og uden åndelig iver og nidkærhed. Og lad alvorlige kristne undersøge Bibelen for at se Jehovas vidners kilde til styrke.