jøder og ikke-jøder blevet indpodet i det symbolske oliventræ. Således frembringer Abrahamspagten „det fulde antal“ af jøder og ikke-jøder som udgør det samlede antal af ’sæden’. „På denne måde vil hele Israel blive frelst,“ ikke det kødelige Israel, men det som ’virkelig er Israel’, de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. — Romerne 11:12, 25, 26; 9:6-8; Åbenbaringen 7:4.

20, 21. (a) Hvordan bør vi reagere på opfyldelsen af denne vigtige del af Abrahamspagten? (b) Hvad vil vi behandle i den følgende artikel?

²⁰ Den vidunderlige måde hvorpå Jehova har opfyldt denne vigtige del af Abrahamspagten — at han har tilvejebragt stammen og det fulde antal grene på det symbolske træ — bør fylde os med beundring. Som Paulus kan vi udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’ Eller: ’Hvem har først givet til ham, så det skal gengældes ham?’ Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.“ — Romerne 11:33-36.

²¹ Men hvad kan vi, rent praktisk, lære af illustrationen med oliventræet og de indpodede grene, uanset om vi hører til de symbolske grene (de salvede kristne) eller er blandt de andre der nyder velsignelser i kraft af den sæd Abrahamspagtens træ har frembragt? Det vil vi se på i den følgende artikel.

Forenede om at bære megen frugt

„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Johannes 15:8

 1. Hvordan fremgår det af Bibelen at Jehova tillægger frugttræer en ikke ringe værdi?

„GUD [JEHOVA] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde.“ (1 Mosebog 2:9) I det gamle Israel skulle et nyplantet frugttræ have lov til at vokse i tre år uden at ejeren havde lov at bruge dets frugt til noget som helst formål. Det fjerde år skulle al dets frugt „under høstjubel helliges [Jehova]“. Først det femte år kunne ejeren bruge træets frugt som han ønskede, efter at han dog havde givet førstegrøden til Jehova. (3 Mosebog 19:23-25; 5 Mosebog 26:1-10; Nehemias 10:35-37) I tilfælde af krig nød frugttræer en særlig beskyttelse under Moseloven. — 5 Mosebog 20:19, 20.

Træer der ikke bærer frugt hugges om

 2, 3. Hvad sagde Jesus i lignelsen om det golde figentræ?

² I den foregående artikel har vi set at mange af grenene på det ægte „oliventræ“ (Romerbrevet, kapitel 11) blev hugget af og erstattet af grene fra et vildt oliventræ. I denne illustration skildrer de afhugne grene de troløse jøder, der nægtede at anerkende oliventræets stamme — Jesus, den lovede Messias, den primære „sæd“. I en anden illustration sammenlignede Jesus det jødiske folk med et helt træ — ikke et oliventræ, men et figentræ.

³ I efteråret år 32 sagde Jesus: „En mand havde et figentræ som var plantet i hans vingård, og han kom for at se efter frugt på det, men fandt ingen. Så sagde han til vingårdsmanden: ’Se, i tre år er jeg kommet for at se efter frugt på dette figentræ, men har ingen fundet. Hug det om! Hvorfor skal det endog gøre jorden uanvendelig?’ Som svar sagde han til ham: ’Herre, lad det være også dette år, indtil jeg får gravet rundt om det og givet det gødning; og hvis det så frembringer frugt i den kommende tid, udmærket; men hvis ikke, så skal du hugge det om.’“ — Lukas 13:6-9.

 4. Hvordan har Jesus vist sig at være en trofast ’vingårdsmand’?

⁴ Da Jesus fortalte denne lignelse havde han som ’vingårdsmand’ i tre år forsøgt at opdyrke tro blandt jøderne. Men på trods af de mange fordele de havde under Abrahamspagten og Lovpagten, var det kun en lille rest af det jødiske folk der havde taget imod ham som den lovede Messias. (Romerne 9:4, 5, 27) I løbet af sin tjenestes fjerde år forstærkede Jesus sin indsats blandt jøderne. Billedligt talt gravede han rundt om det jødiske „figentræ“ og gav det gødning, idet han nidkært forkyndte og underviste i Judæa, Peræa, og til sidst i og omkring Jerusalem. — Lukas, kapitlerne 10 til 19.

 5. Hvordan og hvorfor blev det jødiske „figentræ“ hugget om, og hvornår blev det „kastet i ilden“?

⁵ Da halvdelen af Jesu fjerde tjenesteår var gået, og der kun var nogle få dage tilbage inden hans død, sørgede han over Jerusalem og sagde til denne by, den jødiske nations hovedstad, at dens hus var blevet overladt til sig selv. (Mattæus 23:37-39) Jehova, ejeren af det jødiske „figentræ“, havde endnu en gang været på inspektion, nu i det fjerde år, hvor det havde været plejet med særlig omhu. Da han fandt nationen uden frugt, måtte han give besked på at den blev omhugget, i overensstemmelse med det princip Jesus udtalte i Mattæus 7:19. Således blev Guds rige taget fra det jødiske folk og givet til et andet folk, det åndelige Israel, der bar dets frugter. (Mattæus 21:43) Denne forandring skete på pinsedagen i samme år, 33 e.v.t. Syvogtredive år senere, i år 70, blev det omhuggede „figentræ“ „kastet i ilden“, da Jerusalem og den jødiske nation blev udslettet. — Mattæus 3:9, 10; Lukas 19:41-44.

„Forudsat du forbliver i hans venlighed“

 6. Hvordan understreger lignelserne om det golde figentræ og om oliventræet Guds venlighed og strenghed?

⁶ Ligesom lignelsen om det golde figentræ viser at der er grænser for Jehovas tålmodighed, viser Paulus’ illustration med oliventræet at Jehova ganske vist er venlig, men at han også må vise strenghed. I venlighed havde Jehova sendt Johannes Døber til jøderne, „de naturlige grene“, for at formane dem til at ’frembringe frugt som stemte med sindsændringen’, og til at tro på Jesus. (Mattæus 3:8; Apostelgerninger 19:4) Men da de ikke viste tro, blev de „hugget af“. Da der nu var færre af de jødiske „naturlige grene“, blev det til „rigdom for folk fra nationerne“, idet nogle ikke-jødiske ’vilde olivengrene’ nu blev indpodet i Abrahamspagtens træ, hvor de blev en del af Abrahams åndelige sæd. — Romerne 11:12, 17, 20, 21.

 7. Hvilken advarsel tilføjede Paulus?

⁷ Men Paulus udtaler også en advarsel. Henvendt til de ikke-jødiske salvede kristne siger han: „Når Gud ikke har skånet de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig. Se derfor Guds venlighed og strenghed. Strenghed mod dem som faldt [jøder], men Guds venlighed mod dig [ikkejøder], forudsat du forbliver i hans venlighed; ellers vil du også blive hugget af.“ (Romerne 11:21, 22) For at kunne forblive i Jehovas venlighed måtte de kristne ikke-jøder der var blevet indpodet i Abrahamspagtens træ, vise en stærk tro på den der var Abrahams primære „sæd“. De ’stod som følge af tro’, en tro de måtte afgive bevis for ved at bære kristen frugt, idet de ’fremstillede deres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: deres hellige tjeneste’. — Romerne 11:20; 12:1.

 8. Hvilken lære uddrog Paulus også af illustrationen om oliventræet?

⁸ Paulus henviser til endnu en lære vi rent praktisk kan drage af den vidunderlige måde hvorpå Jehova lader Abrahamspagtens „træ“ frembringe det fulde antal på 144.000 jødiske og ikke-jødiske „grene“. Han henvender disse ord til begge former for „grene“: „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro. For ligesom vi på ét legeme har mange lemmer, og lemmerne ikke alle har samme funktion, således er vi, skønt mange, ét legeme i samhørighed med Kristus.“ (Romerne 12:3-5) Både jøderne og ikke-jøderne blandt de kristne var blevet indlemmet i Abrahams åndelige sæd ved „Guds venlighed“. Paulus påmindede dem: „Det [er] ikke . . . dig der bærer roden [Jehova], men roden der bærer dig.“ (Romerne 11:18) For ikke at blive „hugget af“ måtte de forblive i Guds venlighed ved at bevare deres enhed som „ét legeme i samhørighed med Kristus“. — Romerne 11:22.

 9. Hvad kan ’de andre får’ lære heraf, og hvad må de derfor passe på?

⁹ Kan kristne i vor tid som ikke er åndelige israelitter, også lære noget af denne påmindelse til de salvede kristne? Ja. Disse „andre får“ er ganske vist ikke en del af den åndelige „sæd“ som Abrahamspagten har frembragt og hører altså ikke til samme fold som dette åndelige Israel, men de hører afgjort til de „jordens folk“ der kan velsigne sig gennem denne sæd. (Johannes 10:16a; 1 Mosebog 22:18) De må derfor have en tro som Abraham, der også vil opnå jordisk liv, og ’vandre regelret i fodsporene efter den tro Abraham havde’. (Romerne 4:11, 12, 16) De må vise at de underordner sig den rigtige hyrde, Kristus, Abrahams primære „sæd“. De må også samarbejde med resten af Abrahams sekundære „sæd“, så de sammen med den bliver „én hjord“, under „én hyrde“. (Johannes 10:14, 16b) Hvis salvede kristne som ikke forbliver i Guds venlighed, kan blive „hugget af“ fra Abrahamspagtens træ, bør ’de andre får’ da ikke også passe på at de aldrig gør noget der kan medføre at de mister Guds godkendelse? — Romerne 11:22.

„Hvis de ikke forbliver i deres mangel på tro“

10. Hvad kunne forekomme hvis en jøde ’ikke forblev i sin mangel på tro’, og hvad ville dette betyde for ham?

¹⁰ Illustrationen om oliventræet har endnu et aspekt der i generel forstand kan tjene til belæring for salvede kristne såvel som „andre får“. Vi finder det i Romerbrevet 11:23: „De [de troløse jøder] vil blive indpodet hvis de ikke forbliver i deres mangel på tro; for Gud er i stand til at indpode dem igen.“ Her ser vi endnu en side af Guds venlighed. Da Paulus skrev dette brev (omkring år 56), var jøderne som nation betragtet allerede for længe siden hugget om som et „figentræ“ der ikke bar frugt. Eller, for at vende tilbage til illustrationen om oliventræet: de fleste af „de naturlige grene“ var blevet „hugget af“ på grund af manglende tro på Jesus som den lovede Messias. Men hvis jøder som enkeltpersoner ikke forblev i denne mangel på tro, var Jehova Gud villig til igen at indpode disse enkeltpersoner i det symbolske oliventræ og gøre dem til medlemmer af Abrahams åndelige sæd. Når Jehova igen tog sådanne angrende jøder til sig, ville det for dem være som „liv fra de døde“. — Romerne 11:14, 15.

11. Hvad er der sket med nogle af ’de andre får’, men hvad bør de gøre?

¹¹ I dag er nogle af ’de andre får’ gledet tilbage til et slapt og selvbehageligt liv, og på grund af mangel på tro er de holdt op med at tjene Jehova. De har afskåret sig fra aktivt samvær med hans folk. Nogle af dem er kommet på afveje, og i deres nød opdager de sandheden i de advarsler Guds ord indeholder. Skal de nu føle at alt er tabt for stedse? Guds ord siger: „Der [uden for Guds folks „land“] skal I så søge [Jehova] din Gud, og du skal finde ham, når du søger ham af hele dit hjerte og hele din sjæl. I de kommende dage, når du er i nød, og alle disse ting [advarselsord] kommer over dig, skal du vende om til [Jehova] din Gud og adlyde hans røst. Thi en barmhjertig Gud er [Jehova] din Gud.“ — 5 Mosebog 4:29-31.

12. (a) Hvordan har ’den trofaste træl’ vist omsorg for sådanne af ’de andre får’? (b) Kan du nævne eksempler som viser at nogle med taknemmelighed er vendt tilbage til hjorden?

¹² Som en forenet gruppe af frugtbærende grene inden for Abrahamspagtens træ er „den trofaste og kloge træl“, resten af Kristi salvede brødre på jorden, meget opmærksom på hvor vigtigt det er at sådanne af ’de andre får’ vågner op fra deres sløve tilstand og igen bliver frugtbærende kristne. (Mattæus 24:45-47) Det er derfor ’trællen’ har ladet udgive artikler som ’Vend tilbage til jeres sjæles hyrde’. (Vagttårnet, 1. juli 1982) Fra januar 1982 blev der i Rigets Tjeneste bragt en serie artikler om samme emne. Har dette initiativ fra Herrens „træl“ båret frugt? Er nogle vendt tilbage til deres Gud, Jehova? Ja, mange. Bemærk de typiske eksempler på side 18.

’Fortsæt med at bære megen frugt’

13. Hvis nogle er blevet sløve, hvad bør de så nu gøre. Og hvordan udtrykte Jesus dette?

¹³ Ja, hvis nogen af de salvede kristne eller deres medarbejdere blandt ’de andre får’ bliver sløve og ophører med at bære frugt, bør de lytte til advarselen, tage imod Jehovas venlighed og få hjælp så de igen kan blive frugtbærende kristne. I en lignelse der på flere punkter adskiller sig fra illustrationerne om oliventræet og det golde figentræ, sammenligner Jesus sig selv med stammen på et vintræ og de salvede disciple med grenene. Han sagde: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. . . . Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Johannes 15:1-3.

14. (a) På hvilke to måder må alle kristne ’fortsat bære megen frugt’? (b) Hvilke andre krav til salvede kristne fremgår af lignelsen om „det sande vintræ“?

¹⁴ ’De andre får’ er ganske vist ikke grene på Abrahamspagtens „oliventræ“ eller på „det sande vintræ“, Kristus Jesus, men de må alligevel vise at de er Kristi disciple. Som alle de salvede kristne „grene“ må de ’fortsat bære megen frugt’. Det gør de ved at vise Kristus-lignende egenskaber i deres eget liv — den nye personlighed, der indbefatter „åndens frugt“. (Galaterne 5:22, 23; Mattæus 28:19, 20; Kolossenserne 3:5-14) Men for at være virkelig frugtbærende må de aktivt give udtryk for disse egenskaber ved at være med i forkyndelsen af „denne gode nyhed“. (Mattæus 24:14) Ligesom de salvede „grene“ på „det sande vintræ“ må forblive i samhørighed med Kristus, må ’de andre får’ også forblive i nær samhørighed med „den trofaste og kloge træl“, Kristi salvede „brødre“. Kun derved kan de have håb om at ’arve det rige som har været dem beredt fra verdens grundlæggelse’. — Mattæus 25:31-40.

„Jordens folk“ velsigner sig allerede nu

15. Hvilken yderligere betydning ligger der i ordene i Romerbrevet 11:12, nu hvor frembringelsen af den lovede „sæd“ under Abrahamspagten er ved at være fuldført?

¹⁵ Mens Abrahamspagtens „oliventræ“ med dens „rod“ (Jehova) og stærke stamme (Kristus) fuldfører frembringelsen af det fulde antal „grene“, jødiske og ikke-jødiske, udgydes der allerede nu rige velsignelser over „folk fra nationerne“ som ikke er åndelige israelitter. Paulus forudsagde dette: „Hvis nu deres [de kødelige jøders] fejltrin betyder rigdom for verden, og deres tilbagegang betyder rigdom for folk fra nationerne, hvor meget mere vil da ikke deres fulde antal [det vil sige jøder som blev salvede kristne] betyde det!“ — Romerne 11:12.

16. (a) Hvordan kom jødernes „fejltrin“ til at betyde „rigdom for folk fra nationerne“? (b) Hvilket punkt befinder dette ’indpodningsarbejde’ sig på?

¹⁶ Vi har allerede set at det „fejltrin“ det jødiske folk som helhed begik, medførte stor åndelig rigdom for ikke-jøderne. Men dét at disse vilde olivengrene blev medlemmer af Abrahams åndelige sæd, betød ikke at det symbolske oliventræ ikke længere havde plads til de naturlige grene — trofaste kristne jøder — som enten var blevet på træet eller ’indpodet igen’ efter år 36. De 144.000 grene omfatter altså det „fulde antal“ jøder og det „fulde antal“ folk fra nationerne. (Romerne 11:12, 25) Det som vi har set tyder på at ’indpodningen’ varede ved til midten af 1930rne. I dag, på dette sene tidspunkt, er der god grund til at tro at „det fulde antal“ grene, jøder såvel som ikke-jøder, nu er blevet indpodet. Hvis der siden 1935 er blevet indpodet nye grene, må vi formode at det er som erstatning for jødiske eller ikke-jødiske grene der er hugget af fordi de ikke har båret frugt.

17. På hvilken måde betyder ’sædens’ fulde medlemstal at „folk fra nationerne“ får større rigdom?

¹⁷ Paulus siger at det skulle betyde „rigdom for folk fra nationerne“ når medlemmerne af Abrahams „sæd“ var fuldtallige. Dette må i høj grad være tilfældet når sådanne åndelige rigdomme eller velsignelser ikke blot bliver nogle få tusinde ikke-jødiske salvede kristne til del (som i opfyldelsen af første del af Romerbrevet 11:12), men millioner af „folk fra nationerne“ som ikke er en del af det symbolske oliventræ.

18. Hvad kan der siges om løfterne i Abrahamspagten, og hvilken del deraf må derfor være begyndt at blive opfyldt?

¹⁸ Dette fører os tilbage til Abrahamspagten. Den primære „sæd“, Kristus Jesus, er nu indsat på tronen i himlene. Han har indsamlet medlemmerne af den sekundære „sæd“ i Abrahamspagten. Han vil snart „tage sine fjenders porte i besiddelse“. Dette vil ske når han udsletter den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, og den øvrige del af Satans synlige organisation. (1 Mosebog 22:17, 18) Det er derfor ikke overraskende at den sidste del af løftet til Abraham allerede er ved at blive opfyldt: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes [velsigne sig, NW].“

19. (a) Hvordan er mennesker af „alle jordens folk“ begyndt at velsigne sig? (b) Hvilket håb nærer de?

¹⁹ Ja, „en stor skare . . . af alle nationer“, deriblandt ikke så få kødelige jøder, velsigner sig allerede nu. Med urokkelig tro på den større Abraham, Jehova Gud, har de sluttet sig til resten af det åndelige Israel og ’yder ham nu hellig tjeneste dag og nat i hans tempel’, med håb om evigt liv på jorden. (Åbenbaringen 7:4, 9-17) Måtte de fortsat velsigne sig gennem ’sæden’, helt ind i den nye tingenes ordning.

Forstår du følgende punkter?

■ Hvad skildrede det golde figentræ, hvornår blev det omhugget, og hvornår blev det brændt?

■ På hvilken måde alene kunne kristne jøder og ikke-jøder undgå at blive hugget af fra ’oliventræet’, og hvad kan vi lære af dette?

■ Hvorfor kan det være til trøst for nogle som er kommet på afveje, at tænke på at angrende jøder blev indpodet i træet?

■ På hvilke måder må alle kristne blive ved med at bære frugt?

■ Hvordan kan mange mennesker af „jordens folk“ allerede nu velsigne sig?

[Ramme/illustration på side 18]

De er ’vendt tilbage til deres sjæles hyrde og tilsynsmand’ — 1 Peter 2:25

Fra Normandiet i Frankrig skriver en kvinde: „Efter at have været uvirksom i ti år og efter flere gange forgæves at have taget tilløb til at vende tilbage til menigheden [Jehovas Vidners], tøvede jeg stadig med at komme. Min adfærd siden jeg forlod menigheden havde været i strid med Bibelen, så jeg frygtede tugt fra Jehova og bebrejdende blikke fra de ældste og alle de andre i menigheden. Mens jeg engang var på ferie hos mine svigerforældre tog jeg et nummer af Vagttårnet op og læste en artikel der handlede om en uvirksom broder hvis forhold havde været nøjagtig som mine. Efter at have læst hvor venlig Jehova havde været mod ham, hvordan de ældste havde givet ham kærlig hjælp, og hvordan menighedens medlemmer havde budt ham velkommen tilbage, fandt jeg styrke til at vende tilbage til Jehovas organisation.“

Suzanne, en forkynder fra en menighed i det nordøstlige Frankrig, skriver: „Jeg takker oprigtigt Jehova, hans søn Jesus Kristus og ’den trofaste og kloge træl’ for den hjælp der gives de uvirksomme. Jeg var selv uvirksom da de ældste besøgte mig og tilbød at få et studium i gang med mig. Jeg tog imod deres tilbud, og nu er jeg lykkelig fordi jeg overværer møderne igen og er regelmæssigt med i forkyndelsen. Nu kan jeg som kristen søster vise kærlighed mod andre der har behov for opmuntring.“

Yolande, en anden forkynder fra Frankrig, havde ikke været til et eneste møde i flere år og var holdt op med at bede, fordi hun følte skam over at have vraget Jehovas bord. Efter at hun nu har fået hjælp og igen bærer frugt i den kristne tjeneste, skriver hun: „Jeg vil udtrykke min dybeste taknemmelighed mod Jehova fordi han har hjulpet mig og givet mig en chance til. Af hele mit hjerte vil jeg opfordre alle der af en eller anden grund er blevet slappe, til at vende tilbage til Jehova.“

[Illustration]

Ved kærlig opmuntring er mange uvirksomme blevet hjulpet til igen at ’bære frugt’

[Diagram på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Paulus’ illustration om oliventræet viser hvordan den fuldtallige åndelige „sæd“ inden for Abrahamspagten bliver frembragt

Abrahamspagten (1 Mosebog 22:16-18)

Primære „sæd“, Kristus (Galaterne 3:16)

Sekundære „sæd“ (Galaterne 3:27-29)

„Fulde antal“ af „naturlige grene“ (En jødisk rest samt jøder der senere angrede — Romerne 11:5, 12, 21, 23)

„Fulde antal“ af grene fra ’det vilde oliventræ’ (Salvede kristne ikke-jøder — Romerne 11:25)

„Hele Israel“, 144.000 åndelige israelitter (Romerne 11:26; Åbenbaringen 7:4)

144.001 medlemmer af Abrahams åndelige sæd, der bliver til velsignelse for „alle jordens folk“