Vælg hvem du vil tjene

 1, 2. Hvilken forskel er der på nutidens verdensledere og Jehovas vidner, hvad angår tænkemåde?

HVOR er det sært, at nutidens verdensledere ikke har rettet sig efter Josuas ord! For Josua tjente den samme Gud, som kristenhedens ledere hævder at tjene. Josua sagde: „Frygt nu HERREN [Jehova] og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, skaf de guder bort, som eders forfædre dyrkede hinsides floden og i Ægypten, og tjen [Jehova]! Men hvis I ikke synes om at tjene [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amorinernes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]! Da svarede folket: Det være langt fra os at forlade [Jehova] for at dyrke andre guder.“ (Jos. 24:14-16) Verdenslederne tænker ikke i disse baner, men det gør Jehovas vidner. Hver enkelt inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner var på et tidspunkt en del af den gamle verden. Men de tilbeder ikke længere guderne øst for Eufratfloden, det vil sige Babylons guder, og heller ikke Ægyptens guder, der sætter deres lid til militærstyrke. Jehovas vidner har i stedet fulgt denne opfordring: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4.

² De „andre får“ erkender, at Jehova, deres Gud, har ført dem ud af Babylon. De kom villigt, og de vil ikke „forlade [Jehova] for at dyrke andre guder“. De ser, at Jehova Guds sejrende rige allerede er oprettet i himmelen, og de ser, at Satan, „denne verdens gud“, er blevet styrtet ned på jorden, og de forstår, at de nuværende veer over jordens beboere skyldes, at Djævelen er kommet ned til dem. Snart vil Djævelen og hele hans dæmonorganisation blive kastet i afgrunden, fordi de ikke giver universets overordnede Hersker, Jehova, deres absolutte hengivenhed.

3-5. a) Når man har valgt at indvi sig til Jehova, hvilke andre skridt bør man så tage for at vise lydighed? b) Kan man med rette betvivle nødvendigheden af vanddåb? Begrund dit svar.

³ Mænd og kvinder, der ønsker at leve og ikke dø, må vise Jehova absolut hengivenhed. Hver især må de villigt vælge at indvi deres liv til Jehovas tjeneste og lyde hans bud. Ved at følge Guds bud beviser de, at de elsker Gud. De viser lydighed mod Guds vilje. „Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.“ (Joh. 15:10) Dette gælder alle Jehovas bud. Der er nogle, der ønsker selv at vælge, hvilke bud de vil holde. For eksempel vil en måske sige, at det ikke er nødvendigt at lade sig døbe og dermed symbolisere sin indvielse til Jehova Gud. Han mener, at når han blot er tilsluttet Jehovas vidner, vil han få del i Jehovas velsignelser og komme ind i den nye retfærdighedens verden. Han siger som så: „Jeg bryder mig ikke om at blive så nær knyttet til en organisation; derfor vil jeg ikke døbes; jeg vil gå ud og vidne, men jeg vil bevare min frihed.“ Det er ikke et spørgsmål om at blive knyttet til en organisation. Det er derimod et spørgsmål om at give Jehova din absolutte hengivenhed, hvis du ønsker at leve. En, der afslår at lade sig døbe, mener måske, at dåben vil forpligte ham og lægge større ansvar på hans skuldre. Men husk, at ansvaret har han allerede, fordi han har kundskab. Man kan ikke slå en handel af med Gud. Hvis man ønsker livet, giver man Jehova Gud sin absolutte hengivenhed; man holder Guds bud og vandrer i Kristi Jesu fodspor og lader sig med glæde døbe som en åbenlys, offentlig bekendelse af sin indvielse.

⁴ En zonetjener kan komme på besøg i en menighed på femoghalvtreds forkyndere og finde, at de alle går ud regelmæssigt hver måned og forkynder den gode nyhed om Riget og i det hele taget glæder sig ved tjenesten; men når han går deres optegnelser igennem, ser han, at tyve af de femoghalvtreds ikke er blevet døbt. Det undrer ham, og han spørger om grunden. Det kommer for dagen, at de mener, at der vil blive lagt et alt for tungt ansvar på dem, hvis de symboliserer deres indvielse til Jehova Gud. Spørg dig selv: Elsker de virkelig Jehova? Er de interesserede i absolut hengivenhed for ham, eller ønsker de at stå med det ene ben i den gamle verden og det andet i den nye? Når Jehova anviser sin søn en bestemt handlemåde, nemlig at han skal døbes i vand, må den handlemåde så sandelig følges af enhver, der ønsker at leve evigt i Guds nye verden. Det er ikke overladt til mennesker at afgøre, om det er ret eller uret at lade sig døbe. En, der indvier sig til Jehova Gud og ønsker liv i den nye verden, må vide, at dåben er tvungen. Nogle tænker ved sig selv, at dåben er tåbeligt formvæsen, men i virke; ligheden mener sådanne, at de er klogere end Gud. Respektløst drager de den slutning, at det er gammeldags at lade sig døbe! Måske siger nogle endog: „Dette spørgsmål er det eneste, jeg har en anden mening om; ellers antager jeg Guds ord.“ Hvis du går en sådan nærmere på klingen, vil du opdage, at han også har en særmening om mange andre enkeltheder, og at han gør sig selv til kritiker — Skaberens kritiker. Og han — kritikeren — er dog kun et kar i den store Pottemagers hånd. Har den, der er skabt, lov til at gå i rette med, kritisere eller finde fejl ved de krav, den overordnede Hersker stiller til sine skabninger? (Rom. 9:20) Når Jehova viser, at vanddåben er et symbol på vor indvielse, skulle enhver kristen ønske at underkaste sig den.

⁵ Sagde Jesus ikke: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle folkeslag, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil fuldendelsen af tingenes ordning“? (Matt. 28:19, 20, NW) Enhver, som ønsker at leve og opnå Jehovas gunst, må være ydmyg ind for Jehova Gud og anerkende den foranstaltning til løskøbelse af ham, som Guds søn har truffet, og han må samtidig holde hans bud. Det er derfor, Peter sagde: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid. Moses sagde: En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:19-23) Så hør da; for det, han taler til os, er ikke for svært at efterleve for nogen skabning.

 6. Hvordan opnår man forståelse?

⁶ Der kan være ting, man ikke forstår, noget, som endnu ikke er ganske klarlagt. Men lyset skinner stærkere og stærkere indtil højlys dag. (Ordsp. 4:18) Jo mere man studerer Guds ord, og jo mere man lever efter Guds bud, desto mere ser man, hvor fornuftigt det er at gøre det; og det evige liv ligger da inden for ens rækkevidde. Guds ord er mere end almindelig sund fornuft. Det er visdom fra det høje. Følg det.

Ikke af denne verden

 7, 8. Hvilken rigtig indstilling til „denne verden“ har de, der er indviet til Jehova?

⁷ Jehovas vidner er fredsommelige og ønsker kun at være Jehovas rigsarbejde absolut hengivne. De ved, at deres opgave her på jorden er at repræsentere Gud og ham alene. De verdslige regeringer ønsker ikke, at deres vælgere skal være neutrale, hvad angår denne verden. Når man giver Jehova Gud sin absolutte hengivenhed, vil man imidlertid ikke lade sig indvikle i denne verdens politiske, religiøse eller kommercielle bevægelser. Skønt man er i verden, er man ikke en del af den. Alle, der ser sådan på det, søger Himmeriget og Jehovas retfærdighed først, og så vil alt det andet blive givet dem i tilgift. — Matt. 6:33.

⁸ Vor tids kristne ordets tjenere kan ikke leve efter denne gamle verdens moralkodeks, efter hvilken den ser igennem fingre med ægteskabsbrud og utugt og mener, at det er smart at være fuld. Flere og flere er blevet forbrydere, fordi de glemmer eller afviser de gode formaninger, Jehova fremkommer med i sit ord. Alle nationernes ledere er også blevet mere og mere foruroliget af den voksende kriminalitet. Enhver overtrædelse af Guds ord er et udtryk for mangel på respekt for den suveræne Hersker og hans Kristus, der nu er sat på tronen. Som Judas siger, er verdens ondskab en advarsel for os, idet der kunne være fare for, at den trænger ind i Guds menighed. Og om dem, der forsøger at fordærve Kristi sande efterfølgere, sagde han: „Det er dem, som altid knurrer og klager over deres skæbne, alt imens de vandrer efter deres lyster. Og samtidig med at de for fordels skyld smigrer folk, fører de overmodige ord i munden.“ (Jud. 16) Sådanne viser naturligvis ikke Jehova Gud en absolut hengivenhed; og skriftstedet siger os, at vi kan ikke pleje omgang med den slags mennesker eller tilbede deres guder eller tjene dem, „for at Jehova din Guds vrede ikke skal flamme op imod dig og du blive udslettet af jordens overflade“. — 5 Mos. 6:15, NW.

Træl eller herre?

 9, 10. a) Hvordan kan vi beskrive Jehovas exceptionelle stilling? b) Hvilken ret og hvilken uret indstilling over for Jehova finder vi eksempler på i Kristus Jesus og Satan?

⁹ Kravet om absolut hengivenhed for Jehova Gud er en meget alvorlig sag. Lad os nu se den under Jehovas synsvinkel. „Absolut“ betyder, at andre holdes udenfor, udelukkes. Det betyder, at man ene og alene er Jehova hengiven. Ingen kan ligestilles med Jehova. Han indtager en exceptionel stilling. Alle andre er udelukket fra den ærværdige stilling, han alene kan beklæde. Han er alene på det ophøjede stade i universet, hvor han befinder sig. Han vil ikke lade sig sidestille med nogen anden. Han deler ikke sin herlighed med nogen. Kristus Jesus forstod, hvilken enestående stilling hans Fader indtager i universet; herom skrev Paulus: „Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ (Fil. 2:5-8, NW) Jesus sagde selv: „Jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.“ — Joh. 14:28.

¹⁰ Satan Djævelen valgte at forsøge at trænge Jehova Gud bort fra denne enestående stilling; og naturligvis har Satan ikke givet Jehova sin absolutte hengivenhed, for han tænker i fuld alvor på at gøre sig den Højeste lig, og han har indprentet i alle skabningers sind, at de kunne blive som Gud og kende godt og ondt, med andre ord, at de ville blive dommere og afgøre, hvad der er ret og uret i universet. Således træffer vi ofte på præster, der diskuterer Guds ord og gør indsigelser imod det, idet de påstår, at visse dele af Bibelen blot er eventyr; på denne måde gør de sig selv til Gud og mener, at de er kvalificerede til at kritisere og diskutere med den almægtige Gud. Hvilken opblæsthed!

11, 12. a) Hvad er indbefattet i sand tilbedelse af Jehova? b) Hvilken sammenligning kan anstilles mellem kærlighed til Gud og kærlighed til næsten?

¹¹ Et ydmygt menneske, der er Jehova hengivent, vil være fuld af nidkærhed og fromhed. „Hengivenhed“ betyder en stærk dragelse eller tilknytning, en brændende kærlighed til eller godhed for en anden. Hengivenhed har at gøre med ens religiøsitet. De, der forstår sand religion, udøver nu ren tilbedelse, som Jesus forudsagde: „Den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger.“ (Joh. 4:23) De, der giver Jehova deres absolutte hengivenhed, vil ikke lade noget som helst stille sig i vejen for eller nedbryde denne hengivenhed. Det ville Jehova ikke tolerere; derfor bør den enkelte passe på, at intet griber forstyrrende ind i hans forhold til Gud. Vor hengivenhed for Jehova må være fyldt med kærlighed. Det må være en brændende kærlighed, kærlighed til Jehova Gud alene ikke en kærlighed, der kan udstykkes til flere.

¹² Den franske oversættelse (Abbé Drioux Version, 1884) gengiver 2 Mosebog 34:14 således: „Gud ønsker at elskes unikt“ — det vil sige, at han ønsker at blive elsket i en klasse for sig selv, særskilt. Da Kristus Jesus var her på jorden, omtalte han to bud. Først og fremmest at du skal elske Faderen af hele dit hjerte, sind, sjæl og styrke; dernæst at du skal elske din næste som dig selv. Her stilles Jehova Gud atter i en klasse helt for sig selv, og kærligheden til ham må være absolut, adskilt fra al anden kærlighed. Som suveræn står han højt over alle andre, ingen kommer op på siden af ham. Kærligheden går direkte til ham, uden at andre får del i den. Det er en absolut hengivenhed. Det andet og lignende bud er, at vi skal elske vor næste, som vi elsker os selv. Skønt denne kærlighed har et videre omfang og indbefatter mennesker i al almindelighed, som igen kan elske os, er der dog ingen mennesker, der kan gøre krav på at omfattes af vor absolutte uselviskhed. Vor næstekærlighed kan omfatte alle mennesker. Men Skaberen er den eneste, der kræver og med rette vises absolut hengivenhed. At vi elsker vor næste, ligesom vi hver især elsker os selv, er berettiget, men det betyder ikke, at denne kærlighed udelukker alle andre. Vi tilbeder ikke næsten, men viser blot kærlighed. Vor kærlighed til Jehova indebærer derimod tilbedelse, tjeneste, lydighed; og her tåler han ingen rivalisering.

13, 14. Hvordan klarlægger Jesus denne sammenligning? Og hvilket udbytte kan vi have af at forstå det nu?

¹³ Jesus angav de for denne individuelle kærlighed gældende principper, for han kendte Faderen godt, så godt, at han kunne sige, at når man kendte Sønnen, kendte man også Faderen. „Jesus svarer: . . . ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader.“ Jesus fremholdt principperne for den absolutte hengivenhed for Jehova Gud og hans rige og påpegede, at denne større kærlighed til Riget og hævdelsen og ophøjelsen af Jehovas navn er af større betydning end næstekærligheden. Skabningen kan kun nærme sig den himmelske Fader gennem Sønnen; derfor sagde Jesus: „Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i himlene.“ For at fastslå, hvor stor kærlighed der må vises Faderen gennem Sønnen, sagde Jesus: „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd; og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd.“ — Joh. 14:6, 7; Matt. 10:32, 37, 38.

¹⁴ Efter Jehovas Harmagedonslag vil alle de overlevende kende ham og elske ham først og fremmest. Allerede nu elsker Jehovas vidner således Jehova gennem Sønnen, Kristus Jesus, og det bringer os i et enestående forhold til Skaberen, for han er en Gud, der „ønsker at elskes unikt“. „Det er sådanne tilbedere, Faderen søger.“ Denne tilbedelse skal være i ånd og sandhed, og den skal være udelt. Ingen andre omfattes af denne kærlighed og tilbedelse; den står derfor alene.

15. Hvordan er det bibelsk rigtige syn på en træls stilling?

¹⁵ En sådan absolut hengivenhed leder tanken hen på et andet enestående forhold, forholdet mellem herre og træl. Jehova er herren, fordi han er Skaberen, Ejeren; og det kræves af skabningen, den, der tilhører Skaberen, at han gør sin Herres vilje. Det er ene og alene Jehova, der ejer skabningen. Han dannede den. Jehova Gud traf foranstaltning til, at hans søn kunne købe menneskeslægten; derfor siger Bibelen: „I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ (1 Kor. 7:23) I sit brev til korinterne kommer Paulus ind på en meget interessant behandling af spørgsmålet om trælle: „Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet. Blev du kaldet som træl? Lad ikke det bekymre dig, men hvis du kan blive fri, så benyt dig hellere af lejligheden. For enhver i Herren, der blev kaldet som træl, er Herrens frigivne; ligeledes er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl. I blev købt for en pris; vær ikke menneskers trælle. I hvilken stand enhver end blev kaldet, brødre, så lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ — 1 Kor. 7:20-24, NW.

16. Hvad vises der ved, at man i dag vælger at være Jehovas træl?

¹⁶ På de første kristnes tid betød det intet for Gud og Kristus Jesus, om folk var frie eller trælle. De kunne i begge tilfælde kaldes til den høje stilling som medarvinger sammen med Kristus Jesus i himmelsk herlighed. Men uden hensyn til, hvilken stand de var i, i trællekår eller i frihed, blev de Kristi trælle, og det var kun derved, de kunne komme i samhørighed med Gud. Også nu gør de, der kommer til Jehova og gennem Kristus Jesus indvier sig til Jehovas tjeneste, sig til Guds trælle. De kristne handler ikke hyklerisk, når de gør dette, men det glæder dem oprigtigt at give den overordnede Hersker deres absolutte hengivenhed og gøre Faderens vilje, ligesom Sønnen viste lydighed over for Faderens bud. Dette forhold, der har lighed med en træls stilling til sin herre, har sit udspring i hjertet. Det er den indviedes højeste ønske, at det skal være således. I sit hjerte føler han den rette dragelse mod Gud. For ham er det naturligt at ønske at adlyde den sande Gud. Han vælger således selv efter moden overvejelse at blive træl. Den indviede foretrækker at komme i dette trællelignende forhold til den retmæssige Herre, Jehova.

„Træl på ubestemt tid“

17, 18. a) Hvordan kunne det i fortidens Israel gå til, at man blev „træl på ubestemt tid“? b) Hvilken nyttig lektie kan nutidens kristne lære af denne gamle praksis?

¹⁷ På det gamle Israels tid blev det undertiden nødvendigt for hebræeren at sælge sig selv som træl. Guds ord siger: „I det tilfælde at du køber en hebraisk slave, skal han være træl i seks år, men i det syvende skal han frigives uden vederlag. Hvis han er enlig, når han kommer til dig, skal han frigives som enlig. Hvis han har en hustru, skal hans hustru frigives sammen med ham. Hvis hans herre giver ham en hustru, og hun føder ham sønner eller døtre, tilhører hustruen og børnene hendes herre, og han skal frigives alene. Men hvis trællen vedholdende erklærer: „Jeg elsker virkelig min herre, min hustru og mine sønner; jeg vil ikke have min frihed“, så skal herren føre ham nær til Gud og stille ham op imod døren eller dørstolpen, og hans herre skal gennembore hans øre med en syl, og han skal være hans træl på ubestemt tid.“ — 2 Mos. 21:2-6, NW.

¹⁸ Her hører vi om en mand i trællestand, som var sin herre helt hengiven, og han går så vidt, at han siger: „Jeg elsker virkelig min herre.“ Også for en kristen er dette det rette sind at lægge for dagen. Han skulle altid se sig selv som træl og være ivrig efter at tjene sin Herre, Jehova, der har givet ham livet med alle dets velsignelser. Ingen skulle nogen sinde ønske at blive frigivet af Jehova Gud for at gå sine egne veje. Djævelen var den første, der nærede dette urette ønske, og hans endeligt vil blive udslettelse.

19, 20. Hvorledes kommer vor frihed til at vælge tydeligt frem her i vort studium?

¹⁹ Jehova Gud fordrer med rette absolut hengivenhed. Men når den enkelte nærer en absolut hengivenhed for universets suveræne Hersker, må han gøre det efter eget valg. Han vil ikke blive tvunget til at gøre det. Han må selv ønske det og gøre det villigt og med glæde. Ingen vil drive ham ind i dette forhold eller skubbe ham ud i tjenesten for Jehova Gud. Men fordi han har studeret Guds ord og ønsker at gøre Jehovas vilje, føler han trang til og foretrækker at være i fuld harmoni med Gud og Guds hensigter og at være hans træl, på samme måde som det var Jehovas egen søn, Kristus Jesus, en glæde af lyde sin Faders bud.

²⁰ En, der har indviet sig til Jehovas tjeneste, er i sandhed som denne hebraiske træl, der er villig til at være slave på ubestemt tid. For medlemmerne af den nye verdens samfund betyder det for evigt. Jehova elskede verden så højt, at han sendte sin enbårne søn til jorden, for at de af jordens beboere, der vælger at tro på ham, kan få evigt liv. Han traf foranstaltning til, at hanes søn kunne købe menneskeslægten. Der er mange, der vil nægte at erkende, at de er trælle og kommer ind under denne købspris, og de vælger at gå deres egen vej; men denne vej, som er den samme som den, „denne verden“ følger, vil føre til deres grav. — Joh. 3:16; 1 Joh. 2:17.

21. Hvilke forpligtelser fører det med sig, at man vælger at tjene Jehova?