i særdeleshed dem der vedrører forkyndelsen af Guds rige. Herren Jesus sagde da han gik her på jorden: „I er mine venner, hvis“ — Hvis hvad? „Hvis I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:14) Og hvad har Herren Jesus da påbudt sine efterfølgere at gøre i denne „endens tid“? At forkynde sandheden om Guds rige og dets oprettelse! „Denne gode nyhed om Riget,“ forudsagde Jesus, „skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ — Matt. 24:14, NW.

20. Hvad bliver resultatet af at vi taler Rigets sandheder, og hvilken pligt påhviler alle kristne?

²⁰ Alle der ønsker at være Guds og Kristi venner vil derfor også deltage i dette store arbejde med at forkynde Rigets sandheder. Ved hjælp af sandhederne om Guds rige er tusinder som engang var Guds fjender, nu blevet hans venner. Ja, at gøre de mange som er Guds fjender til Guds venner — det er det store privilegium og den ophøjede pligt som hver sand kristen har. Skal man løse denne opgave må man forkynde sandheden. Enhver der „taler sandhed i sit hjerte“ vil tale sandhed med sin tunge og undervise andre i Guds riges sandheder. Om den kristnes pligt til at gøre Guds fjender til Guds venner ved hjælp af sandheden siger apostelen: „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.

21. Hvordan bør vi handle i betragtning af at den nye verden er nær, og hvilken velsignelse vil vi opnå?

²¹ Den nye retfærdsverden er nær, en verden hvori „Guds telt“ skal være hos menneskene. „O Jehova, hvem vil være gæst i dit telt?“ Måtte vi da beflitte os på at fortælle andre Guds riges sandheder, hvorigennem de kan blive forligt med Gud. Lad os tale af et hjerte der er fyldt med sandheden, alt imens vi øver retfærdighed over for alle mennesker. Og måtte vi vedblivende vandre lydefrit med vor Gud, ligesom Enok, Noa, Abraham og Daniel, idet vi altid søger Guds vejledning for vore handlinger. Og måtte vi så vise os som Guds loyale venner helt til denne verden ender og vi træder ind i den herlige nye verden! Da kan vi juble med salmisten: „Jeg skal være gæst i dit telt til ubestemt tid,“ for vi skal være Guds gæster og vil få den forret at bo i Jehovas telt til evig tid. — Sl. 61:4, NW.

Unge og gamle priser Jehova

● Østtyske flygtninge må som regel nøjes med et enkelt værelse til hver familie, og børnene går naturligvis af og til på besøg hos andre familier. En lille pige kom jævnligt hos et af Jehovas vidner, og der så hun noget hun aldrig før havde set — inden hvert måltid blev der sagt tak til Jehova. I pigens eget hjem plejede faderen blot at sige „værsgo“ og så begyndte de at spise. Hvad gjorde denne lille pige nu efter gang på gang at have hørt at der blev sagt tak for maden? En dag da hun skulle til at spise i sit eget hjem, bøjede hun hovedet og bad højt: „Vi takker dig, Jehova, for maden. Amen.“ Forbavsede stirrede forældrene på barnet, og moderen spurgte straks hvorfra hun kendte denne enkle bøn. Pigen fortalte hvad hun havde set og hørt hos naboen. Resultatet var at moderen besøgte familien og stillede en mængde bibelske spørgsmål. Et hjemmebibelstudium blev påbegyndt med faderen, moderen og den lille pige, og i løbet af kort tid blev de alle tre døbt som symbol på deres indvielse til at gøre Jehovas vilje.

● På Filipinerne skete det for ikke så længe siden at en retsindig mand som gerne ville rette sig efter Guds retfærdige krav, henvendte sig til Jehovas vidners missionærhjem for at blive gift. Hvor gammel han var? Han var syvoghalvfems og hans brud niogfirs år. I syvogtredive år havde de levet sammen som mand og hustru, men da de nu var blevet gjort bekendt med det bibelske mønster for ægteskab, ønskede de at følge det og leve sammen i ære.