Spørgsmål fra læserne
● Hvilken „verden“ er det Gud ifølge Johannes 3:16, 17 elskede, og til hvilken „verden“ sendte Gud Jesus, ikke for at han skulle dømme den, men frelse den?
I Johannes’ beretning om Jesu liv er det danske ord „verden“ oversat fra det græske ord kósmos, som optræder mindst nioghalvfjerds gange i grundteksten til Johannes’ beretning. Den egentlige betydning af kósmos er „orden“, det vil sige en fastlagt orden, et arrangement, en indretning af tingene efter en bestemt plan, en arrangering af tingene efter et bestemt mønster.
Dog må vi ikke hver gang vi i Johannes’ beretning læser ordet kósmos tænke på en verden der udgøres af himle og en jord, hvor himlene består af usynlige styrende åndemagter og jorden af menneskeskabninger der er genstand for og underlagt disse usynlige åndemagters kontrol. Vi bør altså ikke straks tænke på sådanne verdener som har bestået eller som i fremtiden vil bestå i tilknytning til jorden — den paradisiske verden før Adam og Eva syndede; verden uden for Edens have, eller den ugudelige verden før Vandfloden; vor verden nu, bestående af „de nuværende himle og jorden“; eller den kommende nye verden som vil bestå af „nye himle og en ny jord“. Hvis vi altid tænker på sådanne verdener, kan det let forvirre os og vi vil spekulere på hvilken af disse mange verdener der hentydes til.
Tag for eksempel de fire første gange Johannes bruger ordet kósmos eller „verden“. Vi læser: „Det sande lys som giver lys til alle slags mennesker var ved at komme ind i verden [1]. Han var i verden [2], og verden [3] blev til gennem ham, men verden [4] tog ikke notits af ham. Han kom til sit eget hjem, men hans egne folk tog ikke imod ham.“ (Joh. 1:9-11, NW) Hvilken verden var det Jesus kom ind i som det sande lys? Det er sandt at det skete mens den verden der udgøres af „de nuværende himle og jorden“ bestod. (2 Pet. 3:7) Men er det den „verden“ som Johannes 1:9-11 sigter til? Var det den verden som „blev til gennem ham“? Var den hans „eget hjem“ som han kom til uden at blive modtaget af nogen?
Vi må huske på at Jesus kom fra de usynlige, højere ånderegioner til de synlige, lavere jordiske eller kødelige regioner. Det var derfor han sagde til jøderne: „I er fra regionerne nedentil; jeg er fra regionerne oventil. I er fra denne verden; jeg er ikke fra denne verden.“ (Joh. 8:23, NW) Her identificerede Jesus en verden som „regionerne oventil“, og en anden verden som „regionerne nedentil“. Han sagde at mennesker fra regionerne nedentil var „fra denne verden“. Han selv var fra regionerne oventil, og derfor „ikke fra denne verden“. Hvad var denne verden da? Jo, det var en fast anlagt orden eller et arrangement; men for at der kan være en orden eller et arrangement må der være ting eller mennesker som kan placeres i en bestemt orden eller organiseres på en bestemt måde. Det er altså klart at ordet „verden“ som Johannes bruger det her betyder de mennesker som befinder sig inden for et bestemt arrangement eller en fastlagt orden og som er underlagt en bestemt tingenes ordning.
For nu at vende tilbage til Johannes 1:9-11, så var Jesus, det sande lys som giver lys til alle slags mennesker, engang ved at komme ind i verden, det vil sige, ved at komme iblandt mennesker der befandt sig inden for et arrangement eller som var underlagt en bestemt, fast orden. Jesus kom ovenfra, fra en tilværelse blandt engle, og han kom ned iblandt mennesker på jorden, til menneskeskabninger der levede i overensstemmelse med den tingenes ordning der var dominerende hos dem. Så længe han var i kødet, og især under sin offentlige tjeneste da han søgte at opnå kontakt med hele folket, de fortabte får af Israels hus, var han i denne menneskeverden. Han var Guds Ord, gennem hvem alle ting var blevet skabt. Derfor var Jesus Kristus ansvarlig for denne menneskeverdens eksistens, skønt han ikke just var ansvarlig for det arrangement eller den fastlagte orden de levede og virkede i overensstemmelse med.
Tog denne menneskeverden „notits af ham“? Johannes 1:10 siger at den ikke gjorde det. Det vil sige, de fleste gjorde det ikke. De klyngede sig til den orden som de foretrak og tilpassede sig; de ville ikke have nogen forandring. Derfor tog ikke engang jøderne, hans eget folk, skabninger som kun var til i kraft af hans oprindelige værk, imod ham. Men var der overhovedet ingen som anerkendte lyset eller tog notits af ham eller tog imod ham? Johannes 1:12 fortæller at der var nogle som gjorde det. Der siges her: „Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.“
Eftersom størstedelen af denne menneskeverden behandlede Jesus dårligt, kunne man sige at verden hadede Jesus. Da Jesu egne halvbrødre sagde til ham: „Vis dig for verden!“ sagde Jesus til dem: „Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.“ (Joh. 7:4-7) Af denne grund viste Jesus sig ikke for menneskeverdenen, men rejste i al hemmelighed op til højtiden i Jerusalem, for at forpurre den hadefulde verdens forsøg på at slå ham ihjel. I det store hele elskede menneskeverdenen ham ikke, og den ville ikke elske dem som kom ud af denne menneskeverden og blev Jesu efterfølgere. Derfor sagde han til sine apostle: „Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre. Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:17-19.
For at kunne hade må verden bestå af mennesker, skabninger med evne til at hade. Jesus bad ikke for disse hadere, denne hadefulde menneskeverden. Han henvendte sig til sin himmelske Fader i bøn med disse ord: „Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; . . . Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.“ „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.“ „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres [apostolske] ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, . . . Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig.“ — Joh. 17:9-11, 16-18, 20, 21, 25.
I denne forbindelse kan vi spørge: Hvem var det den himmelske Fader, Jehova Gud, elskede? Var det den hele menneskeverden, som apostlene og senere troende ophørte med at være en del af? Lad Jesus besvare disse spørgsmål i sin egen bøn: „Jeg i samhørighed med dem [ikke med verden] og du i samhørighed med mig, for at de må fuldkommengøres til ét, så at verden kan få kundskab om at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig. . . . fordi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.“ (Joh. 17:23, 24, NW) Gud elskede dem som elskede den han elskede, hans søn Jesus Kristus. Denne menneskeverden elskede ikke Faderens elskede søn. De som ophørte med at være ét med menneskeverdenen og som blev ét med Jesus Kristus elskede ham. De som var i samhørighed med Jesus Kristus var dem som den himmelske Fader elskede. Dette udelukker menneskeverdenen fra Faderens kærlighed. Hvis nogen i denne menneskeverden ønskede at komme ind under Faderens kærlighed, kunne de ikke mere hade Jesus som verden gjorde. De måtte skille sig ud fra denne ukærlige verden, elske Guds søn og komme i samhørighed med Sønnen. Disse bliver dem som Gud, Faderen, elsker ligesom han elskede sin søn.
Lad os nu med denne grundlæggende forståelse betragte Johannes 3:16, 17, som gav anledning til det egentlige spørgsmål. De omtalte vers lyder således: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.“ Jesus udtalte ikke disse ord med henblik på det store, omfattende arrangement eller den fastlagte orden der udgjordes af de symbolske himle og jorden, „de nuværende himle og jorden“. Jesus taler her om mennesker, mennesker som bor på den bogstavelige jord og lever i overensstemmelse med en bestemt ordning eller et bestemt arrangement, således som de lever under den usynlige „denne verdens fyrste“, Satan Djævelen. (2 Pet. 3:7; Joh. 12:31) Gud elskede sandelig ikke de symbolske himle, bestående af Satan Djævelen og dæmonerne. Derfor må den verden som Jesus sagde Gud elskede forstås i en snævrere forstand og ikke indbefatte de symbolske „nuværende himle“.
Det var i sandhed en kærlig handling fra Jehova Guds, Faderens, side at sende sin søn til denne menneskeverden på jorden. At der således blev taget skridt til at frelse mennesker i denne verden, i stedet for at denne menneskeverden blev tilintetgjort i bund og grund, var en kærlighedshandling over for verden. Ingen enkeltpersoner i denne menneskeverden blev begunstiget fremfor de øvrige, skønt Jesus blev sendt direkte til de fortabte får af Israels hus. Alle og enhver i denne menneskeverden kunne drage nytte af Guds foranstaltning gennem Sønnen. Fordi det var en kærlig handling fra Guds side til gavn for alle og enhver i denne menneskeverden, var dette at Gud gav sin søn et udtryk for kærlighed til menneskeverdenen der lever under Satan Djævelen, „denne verdens fyrste“.
Det betød imidlertid ikke at alle verdens organiserede mennesker ville reagere over for denne kærlighed, komme ind under Guds kærlighed, og vise sig værdige til den. Det var grunden til at Jesus, uden at nævne navne på enkeltpersoner og uden at udpege bestemte mennesker, tilføjede disse betingende ord: „For at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Eller som New World Translation siger: „For at enhver som udøver tro på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Det er kun „enhver som udøver tro på ham“ der vil „have evigt liv“. De som ikke „udøver tro på ham“ vil „fortabes“ eller „gå til grunde“. De som ikke udøver den nødvendige tro viser sig at være i overtal, hvorfor man uden at nævne navne kan sige at verdens mennesker i almindelighed vil gå til grunde.
Fra at være en almen kærlighed til denne menneskeverden bliver Jehovas kærlighed således en specifik kærlighed til dem som udøver tro på hans søn, elsker hans søn, og kommer i samhørighed med denne. Det er dem som vil „have evigt liv“ i fremtidens retfærdige nye orden, og som udgør en del af dens nye himle og nye jord. De er i bogstavelig forstand mennesker der hører den nye orden til, for ved at komme i kærlig samhørighed og samfund med Guds søn som han gav, ophører de med at være en del af denne menneskeverden.
Gud vidste at der var elskelige mennesker, eller mennesker som kunne blive elskelige, i denne menneskeverden. Han, hvis øjne ransager alt, vidste at der var enkeltpersoner som af fødsel var en del af denne menneskeverden, men som i virkeligheden ikke i hjertet var i harmoni med „verdens synd“, og som ønskede at komme fri af den fordømmelse der skyldtes „verdens synd“. (Joh. 1:29) Derfor sendte Gud ikke sin søn til denne menneskeverden for at udtale en generel fordømmelse over den, en vilkårlig fordømmelse af hvert eneste medlem af denne menneskeverden, uden at der først blev givet enkeltpersoner lejlighed til at vise hvordan de stillede sig til verdens forkastelige synd og syndighed. Således sendte Gud sin søn til menneskeverdener „for at verden skal frelses ved ham“.
Dette siger ikke at hele menneskeverdener vil blive frelst gennem Jesus Kristus, Guds søn. Hvad det siger er, at muligheden for at blive frelst står åben for alle og enhver, og at der ikke er tale om nogen form for partiskhed. Ikke desto mindre bliver menneskeverdener dømt. Det fremgår af det Jesus senere sagde til en skare jøder: „Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg — når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle [mennesker af alle slags, NW] til mig. Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Og hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.“ — Joh. 12:31, 32, 46-48.
Det er ikke alle mennesker i denne verden der bliver frelst; det er ikke hele denne menneskeverden der undgår domfældelse som resulterer i fordømmelse til tilintetgørelse, skønt Jesus i forbindelse med sit første komme ikke kom for at dømme og fordømme menneskeverdener som et hele. Hvorfor kan den hele menneskeverden så ikke blive frelst og undfly dommen? Jesus gav selv svaret da han tilføjede: „Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet Guds enbårne Søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene [ikke engle] elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde.“ (Joh. 3:18, 19) Altså, de eneste i denne verden som frelses og ikke fordømmes er dem som tror på Guds søn og kommer ud af verdens mørke og ind i lyset for at „det må blive åbenbart, at [deres] gerninger er gjort i Gud“. (Joh. 3:21) Med undtagelse af disse vil menneskeverdener i almindelighed blive dømt uværdig til frelse.
Som afslutning vil vi sige at den „verden“ som Gud elskede og som han sendte sin søn til, ikke for at dømme, men for at frelse, er menneskeverdenen på jorden som den repræsenteres af dem der bryder med den verdslige, organiserede menneskehed og som udøver tro på Guds gave, hans enbårne søn, kommer i samhørighed eller i samfund med ham, og således viser sig værdige til Guds kærlighed gennem hans enbårne søn. Sådanne trofaste efterfølgere og troende er sat til side til evigt liv i Guds lovede nye orden bestående af „nye himle og en ny jord“. — 2 Pet. 3:13.
● Det er blevet mig fortalt at det er forkert at tale om et menneskeligt væsen. Dog defineres væsen på denne måde i ordbøgerne. Hvad er det rette syn på spørgsmålet? — J. P., De forenede Stater.
Ifølge moderne ordbøger er enhver menneskelig skabning et menneskeligt væsen fordi den har væsen eller eksisterer. Dr. Joseph B. Rotherham behandler i forordet til The Emphasized Bible betydningen af Guds navn, Jehova. Fordi dette navn, ifølge dr. Rotherham, indebærer at Gud manifesterer sig som den der altid er levende i en eller anden egenskab, ræsonnerer Rotherham også at Jehova er det eneste væsen og at alle andre fornuftbegavede eksisterende kun er skabninger. Igennem nogle år har Vagttårnets litteratur udelukkende brugt betegnelsen væsen om Jehova Gud, idet der er blevet taget hensyn til den egentlige betydning af hans navn. Således er ordet „væsen“ blevet forbeholdt Jehova som en slags titel, af respekt for betydningen af hans navn, og når der har været tale om et menneske har Selskabet brugt udtrykket skabning. For at fremhæve Jehova Guds iboende kraft til at fortsætte sin tilværelse i al evighed afholder vi os altså fra i Vagttårnets litteratur at anvende ordet „væsen“ om mennesker. Men som du siger, er menneskelige skabninger, ifølge moderne ordbøger, også menneskelige væsener. Hvis nogen ønsker at benytte sig af definitionen i moderne ordbøger står det ham frit for at gøre det, men i lyset af det der her er sagt håber vi at du vil forstå hvorfor vore publikationer har begrænset udtrykket til kun at gælde Jehova Gud.